Julia's child

Alting handler om Julia Child i disse dage.

Først var Sifka, Kagekonen og jeg inde at se Julia and Julie og da jeg kom hjem, havde postbuddet fulgt min opfordring og efterladt en pakke fra Amazon med Mastering The Art of French Cooking, My Life in France og Julie og Julia ude mellem mine skure.

Filmen først. Den var fin. Nej, ikke livsomstyrtende eller katarsisk, men fin, på den fine måde.

Meryl Streeps Julia Child er fuldstændig perfekt: En stor knokkel af en kvinde, som taler højt og underligt, men som er dybt seriøst med alt hvad hun gør, og som tager livet som det kommer og med stor sanselighed.

I filmen ser vi hende indse, at det hun holder allermest af er at spise og det fører så til, at hun også lærer sig at lave den mad, hun elsker så højt.

Den sjoveste scene er den, hvor hendes elskede Paul kommer - formentlig træt - hjem fra arbejde og ser sin kone bøjet over køkkenbordet i gang med at hakke en million løg, på den rigtige kokkemåde.

Det kan de andre elever på Le Cordon Bleu kurset nemlig allerede og så kan hun også 50 kilo løg senere.

Den smukkeste scene er den, hvor Julia glad åbner et brev fra sin søster og erfarer, at hun venter et barn. Hun kan ikke bære det. Det minder hende om sit egen savn.

Paul, der knap når hende til kæben, tage hende blot stille i sin favn og giver hende ret, da hun hulker: I'm so happy for her.

Mere vanskeligt er det ikke - at lave film.

Julia er Julies heltinde. Julie er en ganske almindelig ung amerikanerinde i New York lige efter terrorangrebet på World Trade Center. Hendes rædsomme veninder har, hvad hun opfatter som, succes, hun har bare et kedeligt job og en roman ingen vil udgive.

Men så kaster hun sig ud i et projekt: At koge sig igennem Mastering The Art of French Cooking på et år afsluttende med svendestykket: At udbene en and.

Hele projektet dokumenterer hun løbende på sin blog og samtidig fordyber hun sig i Julia Childs liv og bygger heltinden op til mytisk status. En status Child ikke kan holde til.

Da hun hører om Julies blog - og læser den - falder hun ikke på halen, men finder den unge kvinde uinteressant.

En journalist fra Los Angeles Times sætter vist meget godt sin finger på problemet, ved at skrive:

I don't think she could begin to know what to think about the blogging generation, where a beef stew can result in 800 words of anguish.

For det er jo forskellen på de to kvinder og måske også på deres to generationer, at Julia Child overvandt sin modgang ved at se problemerne lige i øjnene og arbejde sig ud af eventuelle kriser.

Julie Powell lægger sig ned på gulvet og voldtuder.

Men altså en betagende, lille film, meget mere værd end alle de lunkne danske anmeldere har ladet vide. I hvert fald hvis man er vild med mad, Paris, 50'erne og ikke mindst har snuset til blogosfæren.

Mine nye bøger er også klenodier - i hvert fald to af dem.

Biblen - Mastering The Art of French Cooking er allerede blevet bladret igennem og jeg forstår simpelthen ikke dette menneske, som mener jeg har gjort en fejlinvestering og aldrig vil tilberede en eneste af Childs opskrifter.

Selvfølgelig har jeg da tænkt mig både at udbene en and og at lave hendes Bouf Bourginon.

My Life in France - som Paul Childs gradnevø skrev - efter mange og lange samtaler med sin grandtante Julia umiddelbart før hendes død i 2004 og på baggrund af familien breve er et interessant supplement til filmen.

Childs egne beskrivelser af årene i Paris lige efter krigen er lidt anderledes end Hollywood-versionen. I virkeligheden havde hun og Paul ikke ret mange penge og den lejlighed de boede i var ganske uden varme, så de frøs sig gennem vintrene.

Men det lyser klart igennem, at hun i sin liv havde tre store kærligheder: Paul, mad og Paris.

Mere kan et menneske vist ikke ønske sig.

Hvad frosten glemte

Jeg synes, at årets ihigåning har været hårdere end tidligere år. Måske er det fordi, det har været koldere og mere blæsende ens de seneste par oktobere, men nu er jeg ved at være tunet ind på en hverdag med svindende lys og behov for fut i pejsen.

De seneste par morgener har det været meget koldt, når lille blå Fiat blev startet klokken 04:05, men det har endnu ikke været frost. Jeg tror, jeg er lidt beskytte af Kattegat lige i nærheden.

Men i morges, da jeg lukkede kattene ud ved fem-tiden var der ingen tvivl, frosten havde været der.

Øv, tænkte jeg, hvad så med mine sidste godter fra haven, som jeg har været for doven til at få bjærget?

Vel, som det fremgår klarede de sidste tomater, hindbær, bønner og chili nattefrosten og alt er nu ribbet og rykket ind i varmen.

Jeg ville ønske, jeg kunne komme i tanke om en ret, hvor alt kunne bruges, men må nok nøjes med at lave lidt tomatchutney, lidt chiliolie og tørre resten af de fantastiske chilier.

Hindbærene er allerede røget og bønner er altid gode til kød.

Madsnobben og kalkunschnitzlen

I denne uge er det gået op for mig, at jeg er en madsnob.

For nogle uger siden, da Sifka og jeg var på madmesse, tegnede jeg et abonnement på en måltidskasse hos Retnemt.

Jeg er faktisk fået nogle fine kasser indtil forrige torsdag, hvor jeg glemte af få ændret min bestilling, så der landede en omgang kalkun på bænken uden for min hoveddør.

Det var drøjt at komme igennem. Kalkunkød er efter min mening det kedeligste kød i verden, til nød går det an helstegt, men sådan en klump bryst er bare smagløs og tør uanset, hvad man gør ved den.

Det kom jeg til at sidde og himle op over på arbejde onsdag. At jeg sgu ikke var en fattig student, men en fuldfed husmor fra provinsen, så hvordan kunne nogen finde på at sælge mig kalkun?

Jeg kunne se på nogle af mine yngre kolleger, at de syntes jeg var for meget.

Og det var jeg også - dels er der jo nogle der kan lide kalkun, dels er der nogle, der må købe det, der er billigt og drøjt og frem for alt sundt.

Så nemesissen kom efter mig.

I går stod der endnu en kasse med kalkun og opskrift på eftermarineret kalkunschnitzel på stolen for døren.

Jeg kunne godt se komikken, da jeg bjærgede min kasse, men jeg blev også godt mukken - for jeg skulle ikke nyde nogen eftermarineret kalkunschnitzel, eftersom eftermarinaden var noget med gul karry og hvidløg.

Det har dog aldrig været nogen tvivl om, at kalkunen skulle bruges.

Jeg overvejede at hakke den og prøve med kalkunfrikadeller. Eller en kalkunburger.

Jeg overvejede at banke stykket helt flat og panere det til noget scallopine, men intet kunne rigtig sætte mit mundvand i kog.

Så for lidt siden kom jeg i tanke om, at jeg kunne lave noget arabisk: Noget med baba ganoush, hummus, stegt halloumi og klumper af hårdt stegt stærkt, myntekrydret kalkun med fladbrød til.

Så min kalkun endte alligevel som studentermad- den slags var hot da jeg boede i Århus i midt-firserne, men det smagte faktisk fint og det bliver en god frokost i den kommende weekend, hvor jeg skal arbejde.

Tony..hunde kan ikke snakke..

Spagetti med kødboller er en sær ret. Rudimentær googling om emnet har overbevist mig om, at retten slet ikke kendes i Italien.

Den blev først opfundet, da italienske kokke i USA oplevede, at ikke-italienske gæster blandede den selvstændige pastaret og den selvstændige kødret sammen.

Og i alle de år min bror og jeg, jul efter jul jublede til klippet fra Lady og Vagabonden i Disneys juleshow, Fra Alle Os Til Alle Jer, hvor der bliver kissemisset fra hver sin ende af en spagetti og rullet kødbolle med snuden, faldt det mig aldrig ind, at det var mad, jeg kunnet have forsøgt at lokke min mor til at lave.

Spagetti og kødboller er retten, der ikke eksisterer.

Jeg laver den nu alligevel engang i mellem. Fordi det er sjovt, både at tilberede den og at spise den.

Imens reciterer jeg favoritsætninger fra juleshowet: Tony...hunde kan ikke snakke. Og: Okay Tony, det er dig, der er chefen. (med italiensk accent sæføli)

Denne omgang var med godt blus på den friske salvie i kødbollerne og en meget mild tomatsauce med små stakler fra mine efterårstrætte planter forstærket med nogle fra dåse.

Det blev en mild og smuk komposition, men jeg fortryder, at jeg greb til parmesan fra pose. For det er, som brødrene Price så rammende har sagt det, mad der lugter og smager af bræk.

Trods det lille kiks, kunne jeg svagt høre Poul Bundgaard, da jeg satte mig til bords: Nu er det nat, en vidunderlig nat, som vi kalder Bella Notte.

Desværre har kun kunnet finde hele scenen i den nye udgave med Dario som Tony, men Bundgårds sang skal I ikke snydes for.

Færgeafgang Havnegade

Det bragte mindelser om min barndoms Sveriges-ture, da Sifka og jeg rundede hjørnet Nyhavn/Havnegade og så køen af folk, der, lige som vi, syntes, at en solskins-september-lørdag skulle bruges på en tur til Hven.

Vi kom dog hurtigt om bord trods manglende reservation. Til gengæld var vores billet blot en gul post-it note fordi en avanceret maskine var gået i stykker.

Efter en gang klassisk færge-morgenmad: Kaffe/te, rundstykke med pålæg og wienerbrød søgte vi op i lyset og luften, hvor vi fik presset os ind på et stykke færgeaptering og kunne skvadre frit i den time og et kvarter turen tog med vind i håret, sol i fjæset og det blanke sund omkring os.

Det var første gang på øen i sundet for os begge og det bliver ikke sidste.

Vi havde to mål for turen: Gin og Tycho Brahe.

Tycho besøgte vi først og var både i hans tjenestefolks badstue og hans Stjerneborg til et underligt svensk multimedieshow, som var mere grinagtigt end fængende.

Vi fik også udfordret hinanden i et par renæssance-lege og kælet med planterne i urtehaven til vi stank af lavendel og salvie.

Det gode ved at være på tur med Sifka er, at vi går i det samme tempo. Faktisk tror jeg ikke, at andre end os vil kalde det at gå, vi tuller næmere, men af sted det gik mod gin-templet ad øens eneste hovedveje med mange skønne kig til æbletræer og vandet.

Undervejs traf vi langt fra så mange lækre kunsthåndværker-butikker, som Sifka vist havde håbet og vi var nødt til at gå i Handelen for at tanke op med Fazer viol tabletter, cola og Ahlgrens bilar.

Endelig nåede vi Spirit of Hven.

Ret skuffende. Ingen tvivl om, at baren har det største udvalg whiskey, jeg nogensinde har set inklusive selv-destillerede arter, men hvorfor hele komplekset skulle minde om et konference-center med en restaurant, der serverede opvarmet frossen pyt-i-panna og gav stivede linned servietter til, er et mysterium.

Værst var det, at det eneste man kunne se af processen med at lave spiritus var forskellige souvenirs. Det vi var kommet for at se, dufte til og smage på var lukket af og spærret ind bag tykke gardiner.

Men det var nu alligevel en dejlig dag og Sifka fik sin flaske gin på færgen hjem. Og hjemme skulle vi lige forbi en god øl på Zum Biergarten og dejlig koreansk mad på Miga, før jeg drog mod nord og Sifka fandt linje fem.

Og på næste Hven-tur lejer vi cykler for at nå det hele!

Et par flade og en meget lille kedel

Jeg har haft en dejlig dag. BonusMor og jeg har spist karamelsild og hver sin natmad på Schønnemanns på Hauser Plads.

Det er en herlig klassisk kælderbeværtning som København har været så rig på med sand på gulvet og snaps i glasset.

Carlsberg har brygget dem en liflig tobaksfarvet ale og jeg fik endelig smagt snapsen Nordguld.

Inden vort rendezvous nåede jeg at få løst et problem: Efterårssko som ikke tager sig bedre ud i vildmarken eller i sportshallen end i byen.

Det blev til et par klassiske retrosko i ruskind, som min mor gik med dem i 70'erne til sine Marimekko busseronner.

Rågummisålen er blød og lækker og skindet føjeligt. Jeg ved det for jeg fik dem straks på - så barnlig er jeg, selvom jeg skal rundt om noget skarpt om præcis et år.

Den lille kedel var bare en af dagens gode gaver. Tak!

Ny kat flytter ind

Søde Anne har lavet den skønneste, lille, grå og hvide kat til beboerne i det lille røde hus.

I dag ankom den efter en rejse med Post Danmark, hvor den sad mokket sammen med korslagte forben i en lille firkantet æske.

Vi er stadig i sydstatsmode, så den hedder Louis og fik ikke just en hjertevarm modtagelse af de andre små grå og hvide.

Cajun meatloaf

I dag har jeg plejet min sære længsel, efter et sted jeg aldrig har været: New Orleans. Jeg har glugget masser af hoteller, udflugter og spisesteder.

Og så fik jeg selvfølgelig lyst til noget amerikansk mad. Valget faldt på et cajun meatloaf - altså forloren hare med cajun køkkenets hellige treenighed: Bladselleri, løg og peberfrugt.

Dertil kartoffelmos af egne kartofler, sauterede blå bønner af egen fremdrift og en sær salsa, som en træt honningmelon gjorde nødvendig.

Det blev godt.

Jeg startede med at hakke en enkelt stængel bladselleri, et lille løg og en halv rød peber ganske fint. Derefter behandlede jeg to små fed hvidløg og en ikke alt for stor eller stærk chili på tilsvarende vis.

Alt røg på panden i smør og blev mildt sauteret, derefter røg der salt, peber, cayennepeber og spidskommen i smørret sammen med grøntsagerne. Jeg strøede to spiseskefulde mel ud over det hele og fik lige givet melet lidt farve i smørret, før der røg lidt mælk, engelsk sovs, ketchup og hot sauce i, til det hele blev en slags tyk grød.

Det blev sat til afkøling mens kødet, som var halv hakket oksekød og halvt hakket svinekød - nok 450 gram i alt, blev rørt med et æg og tre spiseskefuld rasp.

Da grøntsagerne var så afkølede, at jeg kunne stikke en finger i uden varige skader, blev de æltet ind i kødet. Farsen skal være fast - noget fastere end frikadellefars.

Så formede jeg et firkantet brød i et ildfast fad og hældte en lille slat mælk ved - det ville nok få mig hængt i New Orleans, men det er godt til sovs.

10 minutter i ovenen ved 225 grader - så blev farsbrødet penslet med lige dele ketchup og ahornsirup. Og derefter 20 minutter ved 180 grader.

Og inden man afskriver meatloaf som noget amerikansk bras, så er der altså tale om noget europæere har spist siden det femte århundrede i mange forskellige udformninger.

ZDF to the rescue

Jeg er syg med atletik og ganske forundret over, at ikke en eneste landsdækkende tv-kanal synes at verdensmesterskaberne, som i disse dage foregår i Berlin, er noget jeg skal se.

Her taler vi nok DR og TV 2, det er de eneste kanaler jeg kan se.

I aften er en særlig aften, for da afgøres kvindernes højdespringskonkurrence og det er min favorit - foruden de mellemlange løbedistancer for både mænd og kvinder.

Nå, men så var det, at det viste sig, at herlige tyske ZDF sender hele baduljen på nettet.

Til overflod føles det som min barndom i Sønderjylland, at sidde og lytte til det smukke tyske sprog - jeg er sehr dårlig til det, men hold kæft, hvor kan jeg bare lytte til det hele aftenen.

Og så er der også tyske reklamer og de underlige små figurer der adskiller dem.....

Stegte grønne tomater

Min tomat med de forknytte blade har med møje produceret en fin orange-grøn tomat, som trængte til at blive plukket og spist, da jeg nåede til frokost tid.

Ved et af universets store sammentræf læste jeg præcis samtidig hos en af mine amerikanske favorit mad-blogger, hvad jeg skulle stille op med tomaten: Jeg skulle lave den til stegt grøn tomat.

At Ms. Glaze så havde fået sin inspiration fra en anden af mine favoritter, det får jo hele verden til at se synkron ud.

Og så ikke et ord om, at jeg har været vild med tanken om stegte grønne tomater siden jeg læste bogen og så filmen.

Altså tomaten blev plukket, jeg læste og kiggede video og måtte konstatere, at jeg ikke havde en tilsvarende stor rød tomat til at lave pæne lag med - kun en lille sød en.

Altså endte jeg med at stable ristet brød og stegte tomatskiver. Pocheret æg øverst og en lille kæk pink remoulade af en spsk majo, en spsk stiv græsk yoghurt, et bløb stærk chilisovs, hakket syltet agurk, hakket syltet løg og hakket rest af den orange-grønne tomat.

Fire reelle tomatskiverne blev dyppet først i krydret mel - salt, peber og cayenne, derefter i æg pisket med lidt mælk og så i rasp.

Derefter stegt kortvarigt på panden i blanding af olie og smør, men tomaten var også ret moden. Grønne umodne tomater skal have længere tid ved lavere varme. Brødskiver fik også en tur på panden, men kunne da bare være ristet.

Et i en kop udslået æg røg i en gryde med vand, hvid eddike og salt som lige var gået af kog og plask ned midten af en malstrøm frembragt ved at røre kraftigt i en god cirkel. 90 sekunder senere var det perfekt.

Stable og spise.

Æbleskiver og ballongynger

Fødselsdags-Sifka har allerede besunget Thomas Hermans raffinerede mormor-mad, som vi vederkvægede os med i går i det underskønne Nimb.

Jeg var allerede solgt sidste sæson, da det mauriske palads slog de nyrenoverede døre op og både den nu lukkede delikatesse-afdeling og den svinedyre, men dejlige grillbar blev testet.

Først nu har jeg altså spist der og det var udsøgt. For mig var det mest fantastiske ovenstående "æbleskiver", som blev serveret til hovedretten kalv.

Skiverne lignede ned i mindste detalje deres søde forlæg, men de var lavet af kartofel og indholdt kalvebrisler i stedet for æblestykker. Smukt og finurligt.

Efter frokosten styrede vi op i husets imponerende bar. I bløde sofaer foran en mildt tøffende ild i et ildsted så stort, at en okse kunne steges hel, søbede vi gin og tonic af de mondæne. Vi fik tested Hendrick's gin som er trippeldestilleret og infuseret med agurk.

Under krystallysekroner og under smukke, sære billeder af husets fortid malet direkte på de hvide vægge under sølvstukken faldt vi hen i nydelse.

Lige inden sidste tog mod nord løb fra mig sluttede vi en Tivoli-skøn dag af med nogle fødselsdagsture i pariserhjulet ballongyngen - som har en million gange mere charme end det monstum der er smækket op foran Palads, i det der engang hed baljerne - nu minen og i galejen. Det var ren nostalgi.

Chili og sær kaffedrik

I år klarer mine chilier sig rigtig godt.

Denne, som er en Czechoslovakian Black, synes jeg er en meget smuk plante, som blomstrer med de yndigste små violfarvede blomster.

Desværre er frugten ikke sådan super stærk, som jeg gerne vil have dem.

Det håber jeg mine Chocolate Scotch Bonnet, som først modner sent, kan levere.

Som sidste år blev chili og tomat hentet på gartneriet Toftegaard på en lille udflugt med Sifka i forsommeren.

Min green zebra tomat har leveret et par pæne gule og grønstribede frugter indtil nu, men så er den blevet teenagetvær og har rullet bladene lidt sammen.

Det må gå som det kan.

Czechoslovakian Black er i hvert fald røget tilbage i drivhuset, for her forberede vi os på det vejromslag, der skulle komme i nat.

De seneste dage har været dejlige, men lidt kølighed og et par dryp har vi intet imod.

I havestolen har jeg læst en meget fin roman - The Devils Paintbrush af Jake Arnott - om en skotsk militærhelt og en troldmand.

Den handler om virkelige personer og lidt kedsomheds googling har afsløret at Fighting Mac - Hector MacDonald været afbilledet på pakningen til en særlig skotsk drik, som jeg nu vil forsøge at få fat i.

Camp Coffee er tilsyneladende en meget tidlig udgave af instant kaffe af en art, selvom det efter beskrivelsen mere lyder som en slags bouillonterning med kaffesmag.

Julie & Julia

Jeg har tidligere skrevet om madens store damer, USA's Julia Child og britiske Elizabeth David.

Nu kommer der en film om den ene af dem og om et fantastisk blogprojekt, som en ung amerikanske kvinde, Julie Powell, startede i 2002.

På 365 dage ville hun tilberede og blogge om, hver eneste af de 536 retter der er i Julia Childs fantastiske kogebog Mastering the Art of French Cooking.

Julie Powell klarede opgaven, fik en masse venner i blogland, udgivet sin blog som bog og kan i starten af august se sig selv portrætterede i biografer i USA i Nora Ephrons film Julie & Julia.

Jeg har aldrig været den helt store Maryl Streep fan og bryder mig faktisk ikke om film, hvor skuespillerne gør sig for store anstrengelser for at ligne og/eller tale som det menneske de portrættere.

Jeg synes derfor mest hun var trættende at høre på som Karen Blixen i Out of Africa, men jeg kan godt se, at Julia Child uden den fantastiske stemme og diktion ville være lidt underligt.

New York Times havde en fin artikel forleden om, hvor anstrengende filmen har været for food stylisten og de kokke, der har lavet filmens mad.

Til filmen har kokken måtte udbene 60 ænder.

Artiklen beskriver også en scene, hvor Julie skal tilberede en hummer. Den blev gennemført med koldt vand tilsat tøris, så det så ud som om gryden dampede af spilkogende vand og så en repræsentant for den amerikanske dyreværnsforening uden for kamera for at bevidne at hummeren ikke led overlast.

Man må håbe den scene ikke skulle tages om for mange gange.

Filmen har så vidt jeg kan se premiere i Danmark den 18. september og spørgsmålet er, om vi ikke er nok madglade bloggere til at en fælles udflugt på bio kunne være sjov?

Sandelig

Når nu sand var temaet for gårsdagens post, så synes jeg da lige, jeg vil vise nogle billeder af en stor sandskulptur, som to sandkunstnere har skabt på havnen i Hundested.

Den er vist ikke blevet helt som planlagt, to skybrud i løbet af den uge de arbejdede på den ændrede alle planer.

Den er belagt med et tyndt lag lim - og det er vist nødvendigt lige nu, står det ned i lårtykke stråler.

Desværre er det nødvendigt at holde figuren hegnet ind, ellers vil børn og fulde folk antagelig begynde at klatre på den i løbet af ingen tid, men det gør det lidt svært at tage ordentlige billeder af helhedsindtrykket.

Så I må nøjes med et billede af Knud Ramussen i sin kajak og et af isbjørnen med sine to unger.

Jeg synes Knud har et noget melankolsk blik, men han
er jo altid blevet behandlet skulpturelt dårligt i Danmark.

Jeg mener, hvorfor står han på Strandvejen ved Klampenborg og kigger længselsfuldt mod Sverige?

Sandt

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når man bor på kanten af en sandflugtsplantage, og har katte, så er der sand over alt ude som inde uanset årstiden.

Jeg har vænnet mig til det, også at der er sand i sengen, men heldigvis sjældent i maden.

Det gode er, at det er det fine, hvide strandsand, som skifter så smukt i grå nuancer, når det bliver vådt.

Sådan skal sand se ud, basta.

At området her overhovedet er beboeligt, men sandet, har vi en stridbar, tysk kammertjener at takke for.

Johan Ulrich Røhl standsede sandet midt i 1736-tallet efter at det helt tilbage i 1500-tallet havde fordrevet de rige fra Asserbo Slot – som vist nærmere var en hovedgård - ædt en landsby, næsten en kirke, ændret vandstanden i Arresø og drevet lokale bønder til tiggerstaven, når høsten slog fejl og dyrene sultede på sandet.

Røhl havde tjent greven i Oldenburg, som dengang var dansk. Efter en 18-20 år som kammertjener lagde greven et godt ord ind for Røhl, da en stilling som forvalter på et nærliggende kloster, som fungerede som fattig- og vejsenhus, blev ledig.

Her gik det hurtigt galt for Røhl, han lagde sig ud med alt og alle og behandlede tilsyneladende ikke lemmerne godt. Hans hovedinteresse syntes at være at berige sig selv, og så at bombardere kongen med skrivelser om, hvor hårdt han havde og ønsker om at få nedsat forpagterafgiften på klosterets jord og hævet den sum han fik til at bespise de fattige.

Til sidst blev det kongen for meget og så blev Røhl fyret. Her skulle man tro at han ville forsvinde i historiens tusmørke, men det gjorde han ikke.

I 1724 ankom han til flyvesandet. Den enorme bunke sand som spredte sig fra Tisvilde til det nuværende Liseleje, som slet ikke var grundlagt dengang, og så langt ind i landet, at Arresø var truet. Faktisk var der sandflugtsplagede områder hele vejen fra Hornbæk til Rørvig.

Uden anden erfaring end den han havde fået på klosterets lavtliggende jorde, der blev oversvømmet hvis ikke digerne mod en nærliggende flod var i orden, kastede han sig ud i opgaven.

Han fik leveret en enorme mængde materiale til at bygge læhegn af, han fik udkommanderet fæstebønder med heste og vogne og soldater, som jo ofte var fæstebøndernes unge sønner.

Og så blev der hentet tang langs havet, som blev lagt op på sandet. Der blev gravet grøfter, bygget læhegn, sat planter som marehalm og hjælme og til sidste efter 12 år var sandet under kontrol.

Men det var Røhl ikke, stort set straks fra det øjeblik han ankom begyndte han at lægge sig ud med folk. Fæstebønderne klagede ove ham, et helt hold soldater begik næsten mytteri. Som sædvanlig skrev han brev efter brev til kongen over, hvor urimeligt han blev behandlet.

Da sandet var under kontrol og hans næstkommanderende havde fuldstændigt tjek på, hvordan arbejdet kunne fortætte blev Røhl afskediget i 1737, han fik en beskeden pension og endte sine dage i Helsingør.

Og det eneste sted, hvor mindet om ham lever, altså bortset fra at uden hans indsats, var der hverken et Tisvilde Hegn eller en Asserbo Plantage eller for den sags skyld til at bo her, er på Sandflugtsmonumentet i Tisvilde, hvor man satte ham et noget syrligt minde:

..og Røhl som vel fortjent er lønnet
for sin møje.

Rødt chok

Min blog er så uddød som en forstad til Tjernobyl og det beklager jeg.

Årsagen er uforklarlig, udover at sommerarbejde altid slider voldsomt på mig.

Måske er nogle arbejdspladser gode til at tilpasse forventningerne til bemandingen, men min er ikke.

Vi er under en tredjedel af det sædvanlige hold, men forventes stort set at præstere det samme som et helt hold. Underligt nok falder vi for det år efter år og arbejder så sommersandalerne knirker.

Så er der ikke mange lyse indfald tilbage til resten af ens døgn:

Kun sådan noget som ”What??? McDonalds sælger har nogle nye colaglas i år!" og ”Gus Danmark har fået en prins Allan.”

Men forleden kunne jeg på to minutter fylde et lille trug med røde ting fra haven – kartofler, rabarber og ribs og det betog mig nok til at hente kamera og knips mangfoldigheden. (Og til at stege en kylling, lave en kompot og spise med de saltkogte, røde guldklumper)

Og så er jeg måske på rette vej – for der er jo stadig ting at fortælle:

Om dyrene – Wotan dukkede op i går efter mange dages fravær – lille sort killing ryger vist på kattehjem, naboen har efterlyst dens ejere overalt og ikke fået svar og så er det nok bedst for ham, mens han stadig har tillid til mennesker og mens han stadig er beskytte af sin killing uskyldssky som afholder voksne katte fra at tæske ham.

Og jeg har vist også en mening om den seneste Harry Potter film, som gjorde mig stum og bevæget, men det var der ikke plads til i Bio Hillerød, hvor folk frejdigt sms'er under filmene og andre medbringer børn så små, at de skal have læst underteksterne op – himmelhøjt.

Nå – jeg er vist i gang igen.

Privat strand

Det er næsten for meget af det gode, at der 7 minutter på cykel fra min lille rød hytte ligger en kilometerlang og ganske øde badestrand af fineste kvalitet.

Klokken 17 var vi under 20 mennesker så langt øjet rakte. Luften var lun, vinden sval og vandet fantastisk.

Et par småunger legede i strandkanten, mig og en mand dykkede på anden revle og et tålmodig menneske smed en bold 2 millioner gange til en sort labrador, der fløj ud og svømmede ind med bolden i munden.

Det var det - i går i Espergærde var stranden pakket og vi var ikke det eneste beach party. Da jeg kørte hjem klokken 23.30 var der lysende natskyer.

Da jeg kørte gennem Asserbo Plantage fik jeg testet lille blå Fiats abs og esp da et rådyr sprang tværs over vejen lige foran mig.

Den lille blå bestod og dyret forsvandt i nattemørket. Godt jeg havde drukket vand hele aftenen.

Æseløre

Det er ikke nemt at blive blomst hos mig. I hvert fald ikke hvis man vil plantes og nusses om. Jeg stiller meget høje krav til udseende og farver.

Jeg bryder mig ikke om indviklede blomster - et simpelt hoved på en simpel stilk i en klar farve gør mig glad, så da Kasper og jeg under morgenens havevandring opdage udsprungne æseløre blev vi begge begejstrede.

Æselørene fik jeg sidste år af min svigerinde, lige siden har de set noget forhutlede ud i min tynde, sandede jord, men så begyndte de at skyde efter et af skybruddene tidligere på måneden og se dem nu.

Nå ellers står dagen på beach party med kollegerne i Espergærde - det skal nok blive sjovt og varmt.

Sommer, solo og store nosser

Ribe var min barndoms sommerferieby.

Hele familie drog afsted i årets Renaultbil. Først 4CV senere Renault 8, 10 og 14. Min far var trofast i sit valg af køretøj.

Der var altid ventetid ved færgen i Korsør. Jeg var voldsomt fascineret af de små tankbiler, der futtede op og ned langs opmarch- båsene og solgte brændstof til folk uden planlægnings- talent.

De havde også is, vand og aviser. Vi købte aldrig noget.

Enhver vist jo, at de tog ågerpriser.

Senere, da min mormor blev pensioneret, flyttede hun til Tønder. Og så flyttede sommerferierne derned.

Men cirka samtidig var min tre år ældre bror og jeg blevet gamle nok til selv at tage lyntoget Kongeåen til Tinglev og så enten blive hentet der, eller skifte til rutebilen, der kørte gennem byer med lattervækkende navne som Bylderup og Bov til endestationen, hvor mormor ventede.

Og så gåturen gennem Tønders villakvarter til det upersonlige parcelhus, som var noget helt andet end patriciervillaen i Ribe.

I mit værelse hang der over for køjesengen en række koldnålsradering af kendte komponister. Hvor har jeg kigget meget på dem. Når jeg vågnede, når det regnede, når jeg kedede mig, når jeg skulle sove.

De er ætset fast i min gule plet, måske fordi de var i sær sepia:

Schubert med stanglorgnetten og de fyldige læber. Beethoven med kunstnerhåret og det vanvittige blik. Den smukke Mozart og den forfinede Listz. Bach med pudderparykken og Schumann med den sære sideskilning i playmobilhåret.

Brahms må også have hængt der. Jeg husker ham bare ikke, men, som det fremgår af billedet, så lignede han mere Pippi Langstrømpes far, end en følsom kunstner.

Jeg elsker Brahms. Det er køligt og storladent.

På vej hjem i regnvejr i Lille Blå Fiat hørte jeg P1 om talent. Nikolaj Koppel fortalte om at spille Brahms klaverkoncert i D-mol som 24-årig og så holde op.

Han kun ikke få hjerne og hjerte med i rollen som koncertpianist.

Hold kæft hvor er det modigt at sige stop, når man har så fantastisk et talent.

Heldigvis indspillede Koppel nogle år senere koncerten med DRs symfoniorkester, så hans talent er fastfrosset i øjeblikket og han lød glad i radioen.

Bare jeg havde de tegninger i dag.

Og så er Bahms iøvrigt den eneste af den gruppe, der kaldes De Store Komponister, der eksisterer en indspilning med.

Ikke stemmen i starten, men den efterfølgende umotiverede klaverboksen ;)

I can has romkugle?

Der ventede mig tre gode ting, da jeg kom hjem fra job i dag.

Den ene havde jeg faktisk selv med hjem: En lille romkugle, venligst doneret af en kollega, men for tæt på frokost og derfor glemt, men fornuftigt indpakket i serviet på bunden af tasken.

I skuret ventede en pakke fra Italien med et par solbriller, jeg har jagtet det halve Europa rundt i udvalgte webshops. Nu lå de der i fin æske, i lækkert etui og til ca. 40 procent af prisen i en dansk forretning.

Næppe var solbrillen pakket ud og prøvet eller romkuglen genopdaget, før et højlydt miav gjorde mig opmærksom på, at det ikke kun er mine egne grå, der forventer mad, straks de ser mig.

Den nytilløbne, sorte killing krogede sig og gjorde sig til. Han mente tydeligvis at romkuglen, som jeg guffede i, mens jeg hentede den udendørs madskål til opfyldning, var til ham.

Hans ansigtsudtryk mindede mig om de bedste fra det fantastiske website:
I can has cheezburger?

Et sted hvor folk uploader morsomme kattebilleder og -videoer og der er frit slag for at skrive sære overskrifter på billederne.

Min personlige favorit er denne lille video:

Efter 17

Når de fleste københavnerne er kørt hjem, når solen stadig skinner fra det høje blå, når alle katte sover i skyggen, når aftensmaden er biksemad, så er det godt med en drink.

Men eftersom i morgen er en helt almindelig hverdag, så er GTA (Zettes glimrende forkortelse for gin og tonic med agurk) for voldsomt.

Så er det godt, at de der engelskmænd har opfundet et alternativ, som er meget anderledes, men voldsomt forfriskende: Pimm's No. 1 Cup.

Den tefarvede ginlikør skal blandes i forholdet 1:2 med fx Sprite eller anden let citrusagtig sodavand, hvis ikke man lige har rigtig lemonade ved hånden.

Desuden skal der masser af frisk appelsin og agruk i og så skal den nydes langsomt i solen til fuglefløjt og kun en enkelt borende københavner.

Det er ikke altid supernemt at få fat i Pimm's No. 1 - som selve ginlikøren hedder.

Jeg må som regel tilbage til det område, jeg tidligere boede i: Charlottenlund eller Ordrup, hvor der er en tilpas stor gruppe anglofile, for mere engelsk bliver det simpelthen ikke.

Pinsens sol

Det er hårdt at være rødhåret og heller ikke helt let at være gråpelset, når temometeret viser 26 grader allerede ved middagstid.

Jeg må kryber i ly indendøre. Ikke mindst fordi jeg fik rigelig sol i går, da jeg var til housewarming-brunch hos gode venner i Nivå. Solen bagte ned over os og min ene kind ligner en postkasse.

Pinga har fundet det perfekte sted - intet kan falde hende i ryggen, solen har passeret og en mild brise stryger hen over hendes ryg.

Kasper er mere rådvild, vandrer hvileløst om. Lægger sig under en fodskammel, under bordet, inde i drivhuset.

Han vil være, hvor vi er, men der er ingen helt svale steder, så hvis han er klog snupper han middagsluren på det sædvanlige sted: I min seng.

Og der kommer vist mere af det samme i morgen. Sikke en pinse, som ellers ofte er både kold, våd og overskyet. Jeg husker mere end en udflugt efter dansende pinsesol, hvor alt hvad man længtes efter var noget varmt at drikke og tørt tøj.

Konkurrence ved skålen

Det er ikke noget at sige til, at Wotan er fuldstændigt udmattet.

Han har nemlig fået kokurrence ved madskålen.

Naboens Sofus - formerly know as Pussi - har selvfølgelig altid været en konkurrent, men nu er der dukket tre flere op.

En er en meget sulten, ret stor, sort killing med kuglerundt hoved og nervøse trækninger.

De to andre er en allike og en husskade.

Killingen skræmmer Wotan nemt væk, men de to store fugle forvirrer og irriterer ham.

De sidder på taget af mine skure og råber af ham og så går han til sidst for at genvinde sin værdighed.

Fuglene er meget glade for de dyre piller fra dyrlægen - de er nok også nemmere at flygte med i næbbet end en klat pussiblæver.

Billedet af den udmattede Wotan tog jeg i går, hvor han lå lige uden for min havedør og sove i den times tid hvor Kasper og Pinga vanen tro får sig en lur, indendøre, i dyner.

Der var sol, ingen fugle var efter hans mad og frem for alt slap han for at høre på Kasper som stadig skriger som en tøs, når han antræffer Wotan på sit habitat.

Oh the life of a vildkat.

Sodavand laver man da selv

Sådan noget sprudelwasser med en eller anden slags smag kan jeg godt lide. Og så er det jo oplagt at lave det selv en gang imellem.

I dag lavede jeg en fin rabarber-citron-timian sodavand af rabarber, citronsaft, sukker, timian og vand kogt sammen til en stærk sirup. Når så trangen til bobler ramme, er det bare at tilsætte is og apollinaris.

Nu jeg var i gang lavede jeg også min egen ginger-ale - eller noget på det lav - ved at rive et ordentligt øre ingefær og koge det med sukker og frisk mynte.

Og så er der noget om, at man kan lave sin egen tonicvand - det må jeg prøve, når jeg får fundet ud af, hvordan jeg fremskaffer kinabark, hvorfra tonicens mest berømte ingrediens, kininen, stammer fra.

Thi søbemad jeg spiser gerne*

Når vejret slå om fra dur til mol og brændeovnen er en millimeter fra at blive genindviet, så skal der varm og duelig kost til.

Jeg kan rigtig godt lide suppe og den amerikanske New England clam chowder har været en favorit, siden jeg smagte den i Seattle (jeps, så langt fra New England man næsten kan komme) i 1977.

Heldigvis har den lokale Irma udsalg af kammuslinger, så det var ikke vanskeligt at sætte i værk.

En bagekartoffel blev snittet i små tern, et lille rødløg fik samme skæbne og fire skiver tynd, italiensk pancetta - altså bacon - blev også skåret i småstykker.

Baconen blev ristet, derefter fik løgene en omgang i fedtet.

I den endelige gryde lavede jeg en lille opbagning af to spiseskefulde smør og en spiseskefuld mel. Den blev rørt blank og smuk på en halv liter fiskebuillon og vædsken fra de optøede kammuslinger. Så tilsatte jeg 1,5 cl piskefløde, kartofler og løg og lod det småkoge i 13 minutter.

Derefter tilsmagte jeg med peber, chili, engelsk sovs og en anelse salt. Bacon og kammuslinger blev så kogt med i yderligere 7 minutter.

Så var det bare at hælde i skål, med et drys blomstrende purløg over og et par skiver friskbagt majsbrød til og nyde til varmen nåede helt ned i de kolde tæer.

Der er til en god frokost til en i portionen - og en lille kop til overs til nem aftensmad.

*en let omskrivning af digtet "Historien om den kræsne Mads" fra "Den Store Bastian."

De unge verbers lidelser

Det har været nogle drøje arbejdsdage. Endnu en gang er enhver arbejdsgang blevet kastet optimistiskt op i luften af chefen og forventet grebet af nogen. Det er ikke helt lykkedes.

Men da jeg kørte hjem, kunne jeg glæde mig til en weekend og over vejret, som indbød til lidt havehygge med Kasper, og så P1's mærkelige sprogprogam Sproglaboratoriet med Christoffer Emil Bruun.

I dag var lytterne i sprogskole med substantiverne, om hvilke Inger Christensen har skrevet:

"Alle substantiver er meget ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden."

Og så tænkte jeg, at det var alligevel værre end de unge verbers lidelser, som jeg har forvoldt de seneste dage.

Og så er der jo i øvrigt Malkokonkurrence - lidt om et øjeblik på DR2 og hele aftenen i morgen.

Livstegn

Jeg er ikke god til at spise ikke så meget til morgenmad, men jeg kom lidt sent op og skulle have tømrer på besøg.

Syntes det ville være lidt synd for ham, hvis jeg stod og lavede æg og sager for snuden af ham, så jeg valgte den lette løsning.

Ristet italiensk brød med koldt smør og jordbærsyltetøj sendte mig prompe mere end 30 år tilbage i tiden til min første rejse til Paris, hvor jeg fandt morgencompletens baguette med smør og marmelade foruden endeløse mængder café au lait super sofistikeret.

Jeg husker det fine lille bord jeg sad ved, og tjeneren, som var forbi et par gange med mere brød og mere varm mælk til kaffen, jeg kunne være blevet siddende der hele dagen med en bog og en notesblok.

Det kunne jeg også næsten i morges i solen, mens tømmeren rettede op på skaderne fra indbrudstyvenes koben i min vindueskarm.

Alt er nu stort set som det var før - i går købte jeg det dejlige Lumix DMC FX55. Det er jeg nu ved at skyde ind med dejlige nærbilleder af katte, køkkenhave og kartoffelbed.

Splitte min banan

Selv om jeg har en ganske sød tand, er det meget sjældent dessert, jeg er længes efter.

Derfor blev jeg ganske overrasket, da ovenstående servering materialiserede sig i mit indre lækkerskop.

Men jeg tænkte, der må være en grund, og gik i gang med at anrette.....og siden spise ;)

Og så er jeg fuldt ud klar over, at jeg har et forklaringsproblem.

Hvis jeg ikke er til dessert, hvorfor har jeg så ting som Dr. Øtkers glimmergele, samme doktors cocktailbær og den slags i huset?

Jo, fordi jeg ikke kan gå forbi opsatsen over i Fakta uden at købe et eller andet mærkeligt.

Vanilieis har alle forhåbentlig i fryseren og chokoladen til sovsen, var en rest Sifka havde efterladt sidt hun var her.

Om det smagte mums? Hmmmmmm.

Kyllingesteg med kuvøseguf

Lige siden brødrene Price i forrige udgave af Spise med Price fremtryllede stegt kylling med skilt sovs, agurkesalat og rabarberkompot har jeg længtes efter denne spise.

Hos min farmor hed det bare kyllingesteg - og det var det eneste, man gjorde ved kyllinger. Høns kom i asparges, karry eller frikassé - dagen derpå kunne dyret optræde i tarteletter eller som salat, men de blev aldrig stegt i gryde og kylling blev aldrig stegt i ovn, eller, gud forbyde, kogt. Sådan var det bare.

Efter en strålende morgenudflugt til en skråning i nærheden, hvor det i sjette forsøg lykkedes mig at finde den vanskeligste af alle skatte, var jeg klar til at fejre med kyllingesteg.

Det startede med et barnemord i min have. To små spæde rabarber blev snuppet og forvandlet til verdens mindste kompot - hele protionen, ses på ovenstående billede.

I verdens mindste kompot er der verdens mindste øre stjerneanis, et nip sukker, et strint citron og en lille skefuld vand.

Mere forår bliver det ikke.

Ellers har jeg jo stadig fornøjelse af mit indbrud, den ene taksator efter den anden kommer forbi for at kigge på vindusskaden og senere for at overskue omfanget af det stjålne.

Jeg kunne ikke vente, så i går kørte jeg til Lyngby og købte en my bærbar.

I skulle bare vide, hvor godt jeres blogs ser ud på Appels nye blanke skærm til MacBook Pro - det er forrygende.

Påske overstået

Ovenstående billede tog jeg for 5 år siden i påsken. Jeg uploadede det til min konto på Flickr og der ligger det stadig. Heldigvis - det er oven i købet det af mine billeder flest mennesker har kigget på. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg har aldrig været særligt begejstret for påsken. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Min barndoms påske husker jeg som endeløs lang og kedelig. Tung og grå. Alt var lukket og alle flag på halv i uendelig lang tid.

Som voksen har jeg et par gange været i en overgangsfase i mit liv, netop som påsken indtraf og det har givet dårlig karma og dybe toner i mol.

I det lille røde hus er påsken - jeg har faktisk kun oplevet to - allerede blevet en yndlingsaversion.

Hele ugen har dette område myldret med landliggere, som har åbnet deres sommerhuse og larmet og råbt og skreget og opført sig som vilde.

Tirsdag kom jeg hjem fra arbejde til verdens mest amatøragtige indbrud. Men båtnakkerne er rendt med min MacBook, en lampe, mit lommekamera, min overskydende valuta og en skuffe.

Jeps en hel skuffe fra en fin sekretær, jeg fik af min far for mange år siden. Guderne skal vide, hvad de vil med den - jeg har været rundt at kigge, den er desværre ikke blevet smidt i nærheden.

Nå, men alt har jo ikke været depression og mismod - jeg er godt forsikret, kattene har det godt og skaderne ved indbruddet er ikke voldsomme.

Jeg har desuden været til to gode påskefrokoster og haft to moderat udholdelige arbejdsdage.

Min gamle Mac Powerbook reddede iøvrigt mit humør tirsdag aften, da den startede, loggede sig på mit netværk og spandt som en kat trods 3 års uvirksomhed. Det er da kram.

Og så ligger alle mine bedste billeder enten her på min blog eller på Flickr - for helt backuppet var jeg desværre ikke ;)

Og bedst af alt klokken 16 i dag efter en god frokost med lam og flødekartofler cyklede jeg lige hen til den skov-skat, som har snydt mig flere gange. Bingo og næsten god påske.

Champagne på toppen

Som Sherlock Holmes mødte sin nemesis på kanten af Reichenbach vandfaldene i skikkelse af professor Moriaty har jeg mødt min på de stejle skrænter ved Spodsbjerg fyr nordøst for Hundsted.

Min nemesis har skikkelse af en skat - en geocache - som bare ikke vil findes.

Den nemme konklusion ville være, at den er væk, hugget af nogen, der ikke ved, hvad geocaching er, sådan nogen kaldes mugglere, men det er den ikke.

Så sent som i går kom en anden geocacher valsende forbi og fandt den.

Efter at jeg havde tilbragt mindst en time op og ned, fem og tilbage gluggende overalt, hvor en lille tupperware kan proppes ind.

Nothing. Så her til morgen kørte jeg derud igen. Denne morgen var meget anderledes end i går, hvor det var så klart at alt fra havbunden til Rørvig strålede i solen.

I morges var det diset, køligt og fugtigt i vejret. Passede godt til mit humør.

Da jeg gav op - og det var altså fjerde gange, jeg ledte efter den - tænkte jeg, at jeg kunne fortsætte til de to andre skatte jeg heller ikke har fundet.

Så afsted mod Arrenakke Bakke - denne gang parkerede jeg på p-pladsen ved hovedvejen og gik op ad en officel trampesti.

Den førte mig forbi Danmarks eneste champagnemark, hvor Arrenakke Vinlaug var i vigør med, hvad man nu gør ved vin på denne årstid. De hyggede sig, men jeg var for sammenbidt til andet end at hilse.

Og så valsede jeg ellers til tops, drejede ned blandt træerne på en stejl skråning og steppede lige ned til cachen, som jeg for nogle uger siden ledte længe og forgæves efter.

Det var en herlig revanche og den blev fejret med en gammel blåbær-spelt-kage og en lille flaske helsejuice af Sifkas, som jeg fandt på bunden af min turtaske.

På vej ned sludrede jeg med nogle af folkene på marken. De vidste ikke så meget om, hvornår champagnen bliver færdig eller hvordan man får fat i den, de var bare arbejdere, som de sagde.

Kunne være man skulle melde sig til lidt markarbejde, hvis der virkelig er overskudsdeling, som de skriver på hjemmesiden.

Derefter fandt jeg en fin, våd, lille skat på kanten af Arresø inden jeg i et anfald af overmod forsøgte mig med den anden af mine nemesisser - skatten i skoven nær mit hjem.

Nope. Nada. Nothing - og heller ikke den er blevet mugglet, den blev fundet i torsdags.

Men jeg er jo stædig, så jeg skal nok finde dem før eller siden.

Der kom en pakke

Mandag begyndte jeg på job igen efter mine herlige fire ugers ferie, hvor jeg virkelig har fået tømt hovedet for trummerum og fyldt det op med herlige ting.

Da jeg kom hjem i går lå der en seddel fra PostDanmark - jeg kunne hente en pakke.

I dag drog jeg derfor mod posthuset med mit eget bidrag til Operation Påskeglad og den lille hvide seddel, kun for at erfare, at posthuset er nedlagt.

Jeps - huset står der endnu, men der er ingen betjening af kunder, den foregår i den nærliggende Kvickly.

Sådan noget troede jeg kun skete i meget små byer, men det er Frederiksværk måske også.

I Kvickly herskede kaos. Alt for mange postkunder ventede lige i krydsfeltet, hvor folk kom oksende med indkøbsvogne enten på vej ind i forretningen eller på vej ud.

Nu var det ganske vist den første, men alligevel.

Der ventede mig en rigtig fin pakke med norske firmærker. Selv sendte jeg en firkantet papboks på vej til Jylland.

Vel hjemme kunne jeg pakke den fineste gave svøbt i floret, lilla papir ud. Og den sødeste lille hilsen fra Mona.

Hun fortæller om norsk tradition med at gå på ski i påsken. Der har man Kvikklunsj og en appelsin med som en snack. På min næste skattetur tager jeg Kvikklunsjen og appelsin med og tænker på Norge..

Nu pynter påskeharen i husets eneste potteplante og påskekyllingerne troner ved mit bloklys. Tak Mona.

Strøm

Min computer trængte til et nyt batteri og så kunne jeg samtidig få testet Lille Blå Fiat ved lidt bykørsel.

Det var fint – og det var lidt let shopping i det indre København også.

Vejret var mildt og kønt og solen tittede endda ned gennem mit glastag, da jeg kørte op ad Strandvejen på vej hjem – Lille Blå Fiat skulle lige sige hej til Knud Rasmussen, når nu den allerede så tit har været forbi selvsamme Rasmussens hus i Hundested.

Den seneste uge har jeg haft besøg non-stop og selv været på en kort visit.

Først var Sifka på landet i seks dage og vi fik nået en masse inklusive at drikke solen ned på stranden i mousserende ribsvin, lave bålmad, spise på den lokale restaurant og øse rundt i Lille Blå.

Så var jeg til middag hos mine Sushi-venner og onsdag-torsdag var min BonusMor her – jeg havde lovet hende amerikanermad – foruden gin og tonic a’la Sifka, som kommer agurk i.

Onsdag aften var jeg derfor klar med fried chicken, kartoffelmos, cole slaw og majs til hovedret. Desserten var den klassiske: Apple pie med vaniljeis.

Til frokost havde vi fået hjemmebagte bagels med røget laks og hvidløgsflødeost.

Mellem de to måltider var vi i Hundested og kigge på glas på Glassmedjen, som var i gang med en produktion af de mest fantastiske snapseglas med fisk.

Tror lige jeg skal forbi i morgen og kigge på det færdige resultat.

Alt i alt har det været en dejlig uge. Kunne dog godt mærke på mig selv og kattene i aftes – at vi trængte til at hvile ørerne, for hold da lige op, hvor er der blevet snakket meget i det lille røde hus på det seneste ;)

Bye, bye Jeep - hello Fiat

Klokken 13 svingede jeg Stor Blå Jeep ind på forpladsen hos den lokale Fiat-forhandler og klappede en sidste gang en trofast følgesvends instrumentbræt.

30 minutter senere svingede jeg min nye ven - Lille Blå Fiat - ud fra selv samme forplads, efter først at have taget ovenstående billede af de to sammen.

Dagens vejr var jo som skabt til få ny bil i - krom og lak skinnede om kamp og den blå himmel funklede over mit glastag.

Jeg satte straks kursen mod havet og den herlige strandvej i Rågeleje.

Inden biludvekslingen dukkede der endelig en Gram-montør op, som på to minutter havde løst mit F07 problem med vaskemaskinen. Det skulle han have 800 kroner for, så i mit næste liv vil jeg være Gram-montør.

Og mens jeg kørte paradekørsel i Rågeleje havde jeg fået en pakke, med lidt nyt legetøj, som jeg bestilte i går.

Det sjoveste lille video-kamera og en yndig lille trefod – så vent bare Lille Blå Fiat The Movie er på trapperne ;)

Når nu jeg har pebet den halve vinter over, hvordan uheld og elendighed har hobet sig op, så er det også værd at bemærke, at gode ting ligeledes kan komme i bølger.

Og at de store tals lov altså virker.

The times they are a-changing

Midt i næste uge bliver Stor Blå Jeep byttet ud med Lille Blå Fiat.

Det har ikke været nogen simpel beslutning, men i sidste ende var det et kedsommeligt regneark, der overbeviste mig.

Frk. Jeep er for dyr i det lange løb og efterhånden har der også været en del udgifter til dæk og køler og den slags.

Lille Blå Fiat er ganske let brugt - kørt til vil jeg sige - og en fornøjelse både at kigge på og køre i.

Jeg havde faktisk besluttet mig for at købe en ny rød Fiat 500 da den lille blå dukkede op, og så var jeg på mystisk vis solgt.

Kan være, det er fordi, den minder mig om farven på min families allerførste bil.

Glemte jeg at skrive, at jeg nu går fra at være et fuldstændigt miljøsvin til en lille økoengel?

Kryster

Bedst som jeg hang ud foran tv til noget Daily Show lød der voldsom hundeglam og noget tungt mod Stor Blå Jeep.

Jeg var på benene med det samme og hørte så hundeejerens desperate råb for at få hunden på plads.

Jeg havde hoveddøren oppe på et øjeblik og råbte: Hvad sker der?

Og så hørte jeg den mandige lyd af et voksent menneske i løb, sammen med hunden, bort fra min indkørsel.

Undskyld, hvor krysteragtig kan man være?

Min eneste tanke var, at en af mine katte sad i gabet på den firbenede part af de to flygtninge - eller at jeg ville finde en af de små grå i kvæstet tilstand.

Det var ærlig talt nogle lange 25 minutter før først den ene og så den anden dukkede op i fin stand - og umiddelbart har jeg hverken fundet en såret nabokat eller Wotan.

Jeg hader uansvarlige hundeejere!

15 år tilbage i tiden

Tilbage i 1994 havde jeg sidst min jævnlige gang på et møntvaskeri.

Nu hvor min egen maskine vedholdende lyser F07, som betyder tilkald reparatør, er jeg tilbage blandt plastikkurve på hjul, kasser med glemte sokker og den helt særlige duft af organiseret renhed, som er mit nærliggende vasketerias - og alle andres.

Gram kan ikke blive enige med sig selv om, hvornår en reperatør har tid til at tage sig af mit F07-problem, som firmaet tydeligvis ikke finder alvorligt.

Og jeg forstår ikke, hvordan en vaskemaskine købt for to et halv år siden og benyttet af en husholdning på en person, allerede kan være gået alvorligt i udu.

Det kan jeg så filosofere over, på den nærliggende vasketeria som tidligere er blevet besunget af Stenstrop - det er også et fint sted.

Flotte zebrastribede stole (medbragte derfor af designhensyn en zebrastribet vasketøjspose), masser af gamle ugeblade, en hel reol fuld af kiosk- og anden litteratur og ingen kamp om hverken maskiner eller små plastikkopper til skyllemiddel.

Det er nemlig sådan jeg husker vaskemartyriet fra dengang - at der aldrig var tørretumblere nok og at skyllemiddelkopperne aldrig var at finde. Nu er skyllemiddel ikke af afgørende betydning for at kunne vaske, men alligevel.

Dernæst husker jeg også, at folk dengang fandt det helt i sin orden at ryge, mens kogevasken keglede rundt i 7 kg maskinen. Det gav et sært indklima - og betød at det gjalt om at få lagt sit tøj sammen i en ruf, før det begyndte at lugte mere af røg end af vaskepulver til blødt vand.

Ryge må man heldigvis ikke mere.

Det forekommer mig desuden, at maskinerne er blevet hurtigere. I hvert fald havde jeg knap fået læst alle de opbyggelige sentenser rundt på væggene færdige, før maskinlugerne sagde klik, og jeg kunne drage hjem til egen tørretumbler.

Denne sentens kunne være skrevet om og til finanskrisen:

Solskin og højt til vejrs

Forestil dig, at verden er en kæmpe portion risalamande. Så ligger der lige nu flere end 740.122 mandler i grøden.

Men i modsætning til ved juletid, hvor du blot har din appetit og en ske til at finde mandlen i desserten, så er det – i teorien – noget nemmere at finde de flere end 740.122 mandler i verdensgrøden.

De er nemlig alle udstyret med et sæt koordinater for deres helt præcise placering blandt riskorn og kogt mælk. Så hvis man har en mobiltelefon med gps – eller en anden type gps, den i bilen funker også, så burde det være nemt, som at klø en elefant i bagen at finde den udvalgte mandel.

Det er det bare ikke, erfarede jeg i dag, hvor jeg endnu engang drog ud på geocaching – på skattejagt eller mandeljagt om man vil.

Først og fremmest var jeg opsat på at revanchere mig fra forleden, hvor plantagen vandt og jeg vaklede rundt i sne blandt grantræer uden af finde noget. Dernæst havde jeg udvalgt mig en højtliggende skat, som lovede en formidabel udsigt.

Jeg kom tomhændet hjem. Jeg tilbragte en god halv time i skoven og vendte hver bunke døde blade og nedfaldne grene – no luck.

Til gengæld måtte jeg le, da jeg halvvejs tilbage ved hovedvejen oplevede en trafikprop i et stikryds med tre andre mennesker og en hund.

Et ældre ægtepar kom trækkende med deres cykler i mod mig, en herre med hund kom gående på tværs og så bum mødtes vi der og syntes det var pudsigt at gå i en øde plantage og så pludselig møde så meget liv.

Af sted mod næste udfordring – og det blev det i sandhed. Da jeg forlod de indtegnede veje på mit googlekort blev det klart, at jeg skulle klatre og kravle gennem krat og væltede stammer i meget kuperet terræn. Jeg var også stålsat på at få min cykel med til tops, for det tilfælde, at der skulle vise sig en passable vej, hvor jeg kunne køre ned.

To gange krydsede jeg nogens grund – sommerhuse, lukket ned for vinteren, så jeg sneg mig til det med sort samvittighed.

Endelig fandt jeg en smattet, fedtet og stejl sti, hvor mig og jernhesten kunne mose os op ad, op ad og op ad til den smukkeste udsigt. Fra toppen af Arrenakkebakke kan man i godt vejr – og det var det – se Arresø, Roskilde Fjord og Kattegat bare ved at dreje rundt på stedet. Magisk og hele turen værd.

Men nu var jeg jo kommet for at finde mandlen, så jeg gik i gang og skridtede frem og tilbage, frem og tilbage – den lille prik på kortet, som agerede mig, ville bare ikke gå i et med den røde knappenål, som markerede mandlen.

Efter 20 minutter lykkedes det – altså at være på det rette sted, men skatten var ikke parat til at lade sig finde af mig. Efter en rum stund gav jeg op. Jeg fandt stien ned- og mødte en 79 trin lang trappe, så jeg måtte have cyklen på nakken.

I grunden har det jo været en fiaskotur – til sammenligning faldt jeg to af tre skatte søndag. Men hver gang bliver jeg lidt klogere. Jeg har blandt andet indset, at det nok vil være nyttigt, at kunne bruge et kompas, sådan i virkeligheden og ikke bare i teorien ;)

Ude godt...

Mågerne legede kolibrier om M/S Crown of Scandinavia, da mine kolleger og jeg i går ankom til Oslo på seminar.

Jeg elsker måger. Jeg kan godt lide at sejle, men skibet mindede mest om en sejlende forstad, med sine grimme barer, dårlige restauranter og falskspillende danseorkester.

Det har været en hektisk tur - møder og gruppearbejde, hektisk besøg på hele to arbejdspladser, og ikke særlig god søvn, men alt i alt var det faktisk ok, for jeg har nogle fantastiske kolleger og vi fik hygget os i åndehullerne i de stramme program.

Jeg fik også gået en lille tur i den norske hovedstad før hjemturen i går eftermiddag. Det var et fantastisk vejr - høj sol, masser af sne og havnen fuld af tallerken-is.

Flere af os blev på dæk længe efter afsejlingen og gik glip af lidt gruppearbejde - chefen var klog nok til at lade os gøre det, og det var godt gjort af ham.

De to grå havde været spærret inde i næsten to døgn med masser af madskåle med piller og vand spredt rundt i huset, da jeg kom hjem ved 11-tiden til formiddag.

De var ikke i godt humør, men efter at de og Wotan har delt en hel dåse Pussi i lakse-slim og soveværelsesvinduet har været åbent for fri ind- og udhopning hele dagen tror jeg, at jeg er tilgivet.

Og så er Store Blå Jeep lige straks klar til afhentning hos mekanikeren - godt at være hjemme.

P.S. Beklager, at I har måtte kigge så længe på det grimme betonbillede - nyd dette.

Down Memory Lane

Efter min sidste arbejdsdag i rigtig lang tid kørte jeg i går ud til min bonusMor og afleverede hendes bil, som hun har været så sød at låne mig til at komme på job i, mens Stor Blå Jeep er kølersyg.

Hun bor ikke mere i det man kunne kalde mit barndomshjem, rækkehuset i forstaden, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom og hele min ungdom, men hun bor meget tæt på.

I Københavns trøstesløse forstæder er alt jo delt ind i kvarterer, som var der tale om en nederlandsk reformby, men det er bare forskellige byggespekulanters forskellige tilfældige samlinger af huse holdt løseligt sammen af endeløse stisystemer, såkaldte grønne områder og parkeringspladser fra dengang en bil var 30 centimeter smallere end i dag.

Aner man en hvis afsky?

Jeg hader forstæderne af et godt hjerte. På Københavns Vestegn er de en pest.

Små gamle landsby- og stationsbysamfund knopskød i 60'erne med disse endeløse arealer af parcelhuse, rækkehuse og kædehuse.

Det var områder uden sjæl og er det efter min mening stadig.

Men jeg kan godt forstå, at det er tiltrækkende for småbørnsfamilier at komme ud til lidt luft, have og ejendomsbesiddelse: Så det er ikke underligt, at folk køber sådan nogle huse.

Da jeg begav mig af sted på returrejsen til Asserbo, skulle jeg først gå til nærmeste S-togsstation.

Den tur går heldigvis mest gennem den oprindelige landsby og sendte mig straks tilbage i tiden.

Jeg husker allerførste gang, sommeren 1969, hvor min bror og jeg vovede os af sted for at udforske vores nye revir. Jeg var 9 og han var 12 - alt omkring os var en stor byggeplads, uoverskueligt og fremmedartet i forhold til det sted vi kom fra - et etagebyggeri i en anden forstad.

Vi var fuldstændigt modløse indtil vi nåede til en gammel bondegård ombygget til rideskole, en snoet vej, en lille drænrørslagt å og et ismejeri og en købmandsforretning af den gammedags slags, hvor der ikke var selvbetjening.

Den lille tur gav os livsglæden tilbage. Jeg besluttede på stedet, at jeg skulle lære at ride. Min bror smøgede bukserne op og udforskede åen og til sidste købte vi to tykke studenterbrød og spiste dem i solen.

Siden har jeg gået turen en trillion gange. Rideskolen forsvandt da jorden blev solgt fra til et lille butikscenter og til det villakvarter, hvor min bonusMor nu bor.

Ismejeriet har været alt fra hasklub til døgnkiosk. Der er stadig et butikslokale, men det var fyldt med rod og bras.

Købmanden er endt som pizzaria og kun åen ligner sig selv.

Da jeg to en halv time efter turens start endelig skridtede ned ad min lille, våde sandvej, var jeg sjældent glad for at være hjemme.

Forgæves skattejagt

De fleste af mine praktiske problemer er løst, vagt byttet, bil lånt, ovn varm osv. – vaskemaskinen er dog stadig en dum F7, men jeg besluttede, at det skulle være fridag og ikke bekymringsdag.

Derfor faldt valget på, at finde en nærliggende geocache, som jeg hidtil har undgået, fordi jeg ikke ret godt kan lide skov – jo skov kan jeg egentlig godt lide, men jeg kan ikke lide granplantage og dem er der flest af her.

Jeg tænkte, at den smukke hvide sne kunne lette lidt af det klaustrofobiske inde blandt de snorlige stammer.

Samtidig sagde min iPhone, at jeg kunne gå meget af vejen med udsigt over Melby Overdrev, som er et smukt, åbent, gammelt militært skydeterræn. Jeg kunne minimere omgangen med træer til de sidste 3-400 meter.

Der ligger et udsøgt 6-7 centimeter tykt snelag på disse kanter. Sne der knaser og knitrer under støvlerne. Så af sted med mig.

Jeg gætter på, at jeg ser lidt morsom ud, når jeg kommer skridtene med sin mobiltelefon holdt ud foran mig, så jeg kan se noget uden læsebriller, som jeg ikke kan se naturen men, hvis du forstår.

Alt gik som planlagt, jeg fandt en sti og drejede ind i skoven. Da var det nu ikke mere muligt at have blikket konstant på telefonens kompas, dertil var stien for ujævn. Og derfor så jeg da tre dådyr i strakt trav passerede stien en 10 meter foran mig. Sikke et syn og sikke en fart.

Da jeg nåede hen til stedet, hvor de havde passeret, var det blevet tid til at forlade stien og slå mig gennem den vilde natur – jeg fulgte da bare deres veksel og beundrede deres evne til at finde passage omkring væltede træer og ujævnt terræn.

Pludselig sagde min telefon, at jeg var, der hvor skatten var. Det var jeg måske også, men selv efter 15 minutters intens søgen fandt jeg den ikke, så jeg har stadig min første skovskat til gode.

Men jeg fik en fin tur og et par kilometer off road foruden lidt flere ad sti og vej – ikke så værst og nu er der te og en bitte romkugle ;)