torsdag, maj 29, 2008

Nej, vi er i bil!


Barndomserindringerne pibler frem over alt i denne uge. På vej på indkøb kom imod mig, adstadigt puttende, en Renault 8.

Sådan en købte min far en gang i 1965-66 som afløser for vores trofaste Renault 4CV.

Den var let brugt, men i forhold til 4CV’en meget moderne og raffi, blandt andet var fordørene venstre- og ikke højrehængslede, og så var den en helt speciel wc-kakkel-lyseblå.

Datidens Agfa-film fik den altid til at se næsten surrealistisk ud mod et sommerlandskab, når min far tog billeder af den.

I sommeren 1966 blev bilen pakket til bristepunktet og så kørte vi mod en lejet hytte i Norge et sted mellem Lillehammer og Gjøvik.

Dengang var der venstrekørsel i Sverige, men heldigvis var det jo bare op ad den endeløst lange E6.

På Svinesundbroen, som forbinder Sverige og Norge, skulle alle biler skifte vejbane efter et sindrigt system.

Kort efter ankomsten til Norge trængte min far til et hvil, og det var tid til at få lidt at spise.

Han fandt et kioskagtigt sted ved vejen og den wc-blå blev parkeret og så skulle der slappes af.

Kioskmanden spurgte, hvad vi skulle have og min bror og jeg anstrengte os for at udgrunde, hvorledes norsk adskilte sig fra svensk og ikke mindst, hvor sære de norske is så ud på oversigtskortet.

Så spurgte kioskmanden min far:

- Er ni på tur med barna?

Hvortil min far svarede, mens han stolt kiggede på sin særtblå Renault 8:

- Nej, vi er I bil!

onsdag, maj 28, 2008

Dagmarkulten


I dag har jeg fået bundet en lille sløjfe til min barndom.

Med bilens kopholder fuld af den mest ydmygende kontrabande – en McFlurry med Smarties, som er min absolut mest hemmelige nydelse – var jeg på udkig efter et sted, hvor den kunne indtages uden at nogen så det.

Jeg mener, hvor mange voksne kvinder kører i McDrive, holder længe i frokostkø blandt dieseldunkende varebiler fulde af bebumsede ungersvende, kun for at købe sådan en? Det er vederstyggeligt.

Men altså fra McDonalds i Frederiksværk, tog jeg the road less travelled. Den der fører ud på Arrenæs, en halvø i - ja rigtigt gættet - Arresø.

Der spottede jeg en pænt slået passage gennem højt græs ned mod søbredden og en nærliggende p-plads. Perfekt til mit lyssky forehavende.

McFlurryen blev McSlugt og den mageløse udsigt beundret. Der var endda en affaldsspand venligst ophængt ved søbredden, hvoraf det fremgik, at jeg ikke var den eneste af den gyldne måges kunder, der havde frekventeret stedet.

På vej tilbage mod min bil, spottede jeg sådan et skilt, der fortalte om den attraktion, jeg faktisk først kunne se, da jeg kom helt derhen. Ruinen efter Dronningholm Slot.

Og så stod jeg pludselig og kiggede på resterne af Dronning Dagmars slot.

Dronning Dagmar har altid haft en særlig betydning i vores familie.

Min mor tilbragte sin ungdom i Ribe og fik et Dagmarkors i konfirmationsgave.

Når vi som børn var på ferie i Ribe var et besøg på Slotsbanken ved Riberhus slotsruin en daglig tilbagevendende begivenhed. Solnedgangen ud over Vadehavet var flot at skue og byens bedste ishus lå lige i nærheden, så de voksne var nemme at lokke.

På Slotsbanken står en fin lille statue af Dagmar. På soklen findes et relief af hendes dødsleje, som havde en vis syg fascination for os unger, der altid fik min mor til at recitere først vers af folkevisen: ”Dronning Dagmar ligger udi i Ribe Syg, til Ringsted de mon hende ventede”.

Jamen, de kom til at vente i Ringsted, for hun returnerede først, da hun var død. Hun ligger begravet i Sct. Bendts Kirke.

Og den kirke er min far tilfældigvis døbt i og minsandten om ikke, han hed Bent, fordi mine farforældre havde en enestående ringe fantasi ;)

Da jeg stod der, i dag, på Arrenæs anede jeg ikke, at Dagmar havde haft sit eget slot.

Min mor må have overset referencen i Politikens ”Danmarks Rundt”, ellers ville vi med sikkerhed have været forbi ruinen med madkasse, campingbord og hele pivtøjet.

Det har vi ikke været – for så havde det jo været en del af vores families Dagmarkult.

tirsdag, maj 27, 2008

Tankespring


For enden af stien tværs gennem Melbylejrens lyng ligger Kattegat foran en smuk klitrække og en passende bred strand. Det er min nærmeste vej til vandet. Turen kan gås på 11 minutter og cykles på 5.

Af en eller anden grund har jeg ikke været der så meget på det seneste, så i dag skulle det værre.

Rygsækken blev pakket med lidt mad, drikkelse og badetøj og så drog jeg af på det jeg kalder den store tur. Den er på 7,5 km, deraf de 3 langs stranden. Hvis man tager sandalerne af, er det gratis pedicure og fødder og underben føles som født påny efter sådan en tur.

Under mit frokoststop på et t-høfde kom jeg af en eller anden grund til at tænke på første gang jeg var i Berlin, og derfra sprang mine tanker til en speciel restaurant i selvsamme by, som serverer den mest fantastiske wienersnitzel med lun kartoffelsalat til, og så var aftensmaden lige som udtænkt.

En del af den store tur går ad Liselejes Kystvej, hvor der er særligt smukt og indtagende i denne tid. Hybenroserne blomstre så småt, og duften blander sig med syren og andre herligheder.

Jeg ved godt, at hybenrosen af en eller anden årsag opfattes som planternes svar på dræbersnegle - en indslæbt og agressiv art, som breder sig overalt.

Men eftersom den har gjort det hele mit liv, er den simpelthen indbegrebet af sommer for mig, og jeg smiler, når jeg ser den og husker de der mærkelige børneideer med at hybenfrøene skulle virke som kløpulver.

De gik vi meget op i uden at opdage, at de da ikke klør over hovedet.

Og ja, jeg fik dyppet mig legeme i bølgen blå. Eftersom stranden var tom, besluttede jeg at undlade kampen ind og ud af badedragten og bare komme i.

Men jeg havde overset Flyvevåbnet. Just som jeg steg op af bølgen igen, svingede en redningshelikopter ind over kysten. Håber ikke, at det hvide genskin har ødelagt nogle instrumenter :)

Kat med strithår


Sidste sommer regnede det, så drivhuse faldt sammen og Aralsøer åbnede sig foran indkørslen.

I vinter var der mange og lange regnvejrs dage - ofte lige i rap.

I går regnede det godt og blidt det meste af dagen, men næppe mere end 10 mm.

Gæt så, hvornår Kasper kat hoppede ind af soveværelsesvinduet, med store kager af pludder på ryggen?

For lidt siden.

Fuldstændigt tilsølet, men selv tilsyneladende meget tilfreds med tilstanden. Et øjeblik overvejede jeg at smide ham ud under bruseren, for jeg jo godt kunne regne ud, at hans fortrukne sted at vente på det faldt af eller han havde tid til at slikke det af, ville være i min seng. Jeg nøjedes med et vådt viskestykke.

Det rørende ved Kasper er, at øjeblikket efter, at han var blevet holdt fast i en umandig stilling og tørret som en lille killing, smøg han sig op af mine ben til tak.

Tossekat.

mandag, maj 26, 2008

Befriet og befriende


Denne lille sukkulent - jeg tror, det er et paradistræ - har jeg kendt i mere end 10 år. I al den tid har den boet i den samme fine, men noget for lille potte. I dag skulle den sættes fri.

Det skete så midt i dagens befriende regnvejr, som kun lige netop er sluttet og som min og sikkert alle andres haver har sukket efter længe.

Paradistræet fik lov at stå lidt ude i vejret og nyde sin nye frihed. Samtidig har jeg så læst mig til, at den er blevet behandlet eksemplarisk af mig - den har minsandten "fået lov" at tørre ud mange gange mellem to vandinger.

Jeg har lovet den, nu hvor ompotning ikke mere vil være en traumatisk affære med hammer involveret, at den må blive så stor, den har lyst til.

I dag er der i øvrigt præcis tre uger tilbage af min lange og dejlige frihed. Det er jeg ikke helt tilfreds med, det er jo lige om lidt, men på den anden side så er det jo absurd, ikke at glæde sig over frihed af en helt normal sommerferies længde.

Jeg har vist bare vænnet mig til helt selv at disponere over min tid og at gøre lige, hvad der passer mig.

Jeg får tre dages stilfærdig indkøring, når jeg vender tilbage til jobbet og så køres der ellers på med tidlige morgenvagter og sene aftenvagter i brutal blanding.

Hvem der var en sukkulent ;) En befriet sukkulent.

søndag, maj 25, 2008

Fra de sydlige himmelstrøg


En artikel på Politikens hjemmeside i morges om hummus satte en kædereaktion i gang i Asserbo.

Jeg har det svært med mad, der skal tilberedes over flere dage, så hjemmelavet hummus bliver det sjældent til. Men Irma har et udmærket produkt, som både smager frisk og er tilpas grov i det til min smag.

Jeg vidste, at der i bunden af mit køleskab og fadebur befandt sig råvarer og snydeprodukter til hjemmebagte pitabrød, hummus, nystegt falafel, chiliyogurt og en finthakket salat af forårsløg, tomat, agurk og rød peber med hakket mynte og koriander foruden lidt salt, peber, olie og citonsaft.

For lidt siden kunne jeg så bide ind i det stadigt lune brød med godt fyld.

Falaflen er et pulverprodukt også fra Irma, for her er jo samme problem som med hummusen, der skal udblødes kikærter i god tid i forvejen.

Bedst af alt. I aften kan det blive til et pitabrød med noget shawarma-agtigt oksekød i stedet for falafel.

Det bliver godt.

Og imens drikker jeg spandevis af koldt vand med citronsaft og frisk mynte og føler mig hensat til langt varmere himmelstrøg end disse.

I danskhedens tegn

Nej, Pinga er ikke død, hun ser bare tv.

For vi prøvede virkeligt, i går, dyret og jeg, først at se kongeligt bryllup og derefter Melodi Grand Prix.

For jeg kunne jo høre fra naboernes åbne havedøre, at det var det familien Danmarks samledes om, der var indbudt gæster og festligt lag.

Men det var for kedeligt for os. Jeg havde heldigvis min bog, og katten sov altså bare med stængerne lige i vejret.

En gang imellem, når hun drømte, fik min bog lige et spark.

Og ja, hun er skaldet på maven. Det er et levn fra hendes hårde barndom, men man må gerne stryge hende på den - en gang imellem ;)

fredag, maj 23, 2008

I al fredsommelighed


Når dagens to største udfordringer har været at få smidt gas på mit nye blus og hængt dugholdere i min nye dug, så har det vist været en stille dag!

Blusset blusser lystigt - faktisk så lystigt, at jeg er blevet helt bekymret for om min lille nye emaljepande kan bruges. Jeg kunne godt få den tanke, at den vil blive så varm, at alt vil blive brændt i den. Nå, det må komme an på en prøve.

Den plettede voksdug, var også udbytte af onsdagens bytur med Sifka, og den er rigelig stor til mit havebord, så den flapper lidt i brisen. Heldigvis kom jeg i tanke om, at jeg havde fire dugholdere til netop at modvirke dette. Tjuhej.

Og så har jeg ellers læst og læst. Hos Nille har jeg senest set bogmemen. Den med at gribe nærmeste bog, slå op på side 123, tælle fem linjer ned og skrive de næste tre sætninger.

Det gør jeg gerne, det er en sjov ide og til fri afbenyttelse for enhver der ikke har gjort øvelsen endnu.

Her kommer de tre sætninger fra min bog:

"Well, the men lauged their arses off. But Hoppner, who loved the make-believe rubbish even more than Perry, I think, he comes into the ball dressed as a noble lady. Wearing the latest Parisian fashions from that year - low bustline, big crinoline dress bunched up over his ass, everything - and since I was full of piss and vinegar in those days, not to mention too stupid to know better, in other words still in my twenties, I was dressed as Hoppner's black foootman - wearing this real footman's livery that old Henry Parkyns Hoppner had bought in some dandy's London livery store and brought along just for me."

"Did the men laugh?" asks Fitzjames.
Citatet stammer fra bogen Terror af Dan Simmons.

Den er en slags sci-fi fortolkning af Sir John Franklins forsøg på at finde Nordvestpassagen i 1845.

Han sejler af sted med to skibe - Terror og Erebus - og forsvinder sammen med 128 sjæle.

Ingen ved, hvad der præcis skete med ekspeditionen ud over, at de igen og igen frøs fast i isen og at deres forsyninger bestod af defekt konserves, så de formentlig allesammen blev blyforgiftet. Noget tyder også på, at de sidste overlevende blev kannibaler af desperation.

Simmons bog er uhyre interessant, fordi han holder sig strengt til, hvad man trods alt ved, og så smider en ekstra dimension ind med et uhyre på isen, som jager dem med uhørt styrke og brutalitet.

Det er en fantastisk bog, meget smukt skrevet og komponeret og heldigvis næsten 800 sider lang, så der er også læsestof til i morgen.

tirsdag, maj 20, 2008

Man diskuterer ikke med sin konge


Jeg havde en brunch-aftale med en kollega i dag på Torvet i Hillerød. Så over lækker mad og god kaffe sad vi i køligt, men smukt, vejr foran pladsens runde cafe og kiggede Frederik den Syvende i øjnene, mens vi misundte de mange, der skulle med M/F Frederiksborg ad Danmarks smukkeste sømil over til Frederiksborg Slot.

Min kollega er barnefødt i slotsbyen og meget historisk interesseret, så han begyndte straks at fortælle løs om slottet og dets historie. Jeg undrede mig lidt over, at Frederik den Syvende vender ryggen til slottet og søen, men det, fortalte han, manglede da bare andet.

En historie vil i hvert fald vide, at den meget naturbegejstrede konge, som yndede at bimse rundt i området på jagt eller på jagt efter oldtidsfund, den 16. december 1859 ankom til slottet kold efter netop sådan en tur og forlangte at få tænkt op i en speciel kamin. Da tjeneren gjorde gældende, at kaminen var defekt, svarede kongen: Man diskuterer ikke med sin konge.

Så der blev tændt op, og om natten udbrændte store dele af slottet. Kongen og Grevinde Danner klarede frisag, men mange uerstatteligheder gik tabt.

Det er jo en god historie, men vist en røverhistorie. Den er i hvert fald ikke nævnt på hjemmesiden for Det Nationalhistoriske Museum, som nu har til huse i det genopbyggede slot.

Vi fik også vekslet ord om polarekspeditioner og den kinesiske mur, men talte - heldigvis - forbløffende lidt arbejde. Herligt.

mandag, maj 19, 2008

Perspektiv


Formiddagen har jeg tilbragt hos områdets eneste Jeep-forhandler med dertil hørende værksted. Der er tale om et pænt mondænt sted i Kokkedal, som kun beskæftiger sig med Jeep som en nebengesjæft, deres hovedområde er Mercedes, Chrysler og Dodge.

Min lille jeep udviklede forleden - for tredje gang på et år - problemer med en fartføler på baghjulene. Resultatet er, at festligt lysende lamper på instrumentbrættet siger, at der er problemer med alle bremsekredse.

Første gang det skete, kørte jeg temmelig stærkt på en motorvej, og da er det ikke en god besked at få.

Heldigvis er bilen faktisk fortsat i stand til at bremse. Blot uden hjælp fra abs’en så i yderste nødstilfælde skal man katastrofebremse, som jeg i sin tid lærte det på køreskole: Ved at pumpe bremsepedalen op og ned, så bremserne ikke blokerer.

Nå, det skete altså igen forleden og i dag trillede jeg på værksted. Jeg er snu. Jeg ringer ikke og bestiller tid, for så har de først tid om fire uger. Jeg triller bare ind på forpladsen og forklarer, at den er helt galt med bremserne og så kommer man til inden for en halv times tid.

Imens jeg ventede, fik jeg set på en masse fine biler. Ingen kostede under 800.000 kroner på hvide plader. Men selv det bliver kedeligt i det lange løb, så jeg endte sammen med de øvrige utålmodige i lædermøblerne og var dømt til at drikke automatkaffe og læse Børsen.

Imens futtede sælgerne rundt med antistatiske klude og tørrede der, hvor vi hver og en havde pillet, indtil de dyre biler ikke mere kunne fange vores interesse.

En yderst velklædt dame spildte kaffe ned af sig og fik straks hjælp af en yngling med klud, men hun viftede ham af, hendes outfit kunne end ikke renses, så nu var det alligevel sket med det.

Straks følte jeg mig smålig over, at jeg var begyndt at se om jeg kunne huske, hvad mekanikertimer koster et sted, hvor værkførerne har jakkesæt på og mekanikerne er så forunderligt rene, at de ikke behøver at lægge smudsbeskyttelse på sæderne, når de kører af sted med kundernes biler.

Børsen var kedelig, kaffen smagte brændt og en herres idelige mobilsnak med kontoret var også ved at gå mig på nerverne.

Men så kom en jakkeklædt herre stolpende med den velklædte dames bilnøgler, som han storsmilende rakte frem og sagde:

- Så!

Hun greb sin Louis Vuitton taske og sagde følgende guldrandede sætning på vej mod døren:

- Nå, har I så skiftet motoren?
- Ja, svarende manden fra værkstedafdelingen.

Damen forsvandt ud af døren og kørte fra stedet i en lav, lækker Mercedes coupé.

Resten af min ventetid gik med at tygge på den skrå.

Men blev dog enig med mig selv om, at det må have være vinduesviskermotoren der er blevet skiftet. Jeg mener, hvor nonchalant kan man ellers være?

Min bil var klar kort efter. Jeg blev dog forsikret om, at Jeep klarer regningen, for der er selvfølgelig garanti på sådan en fartmålerdims. Tihi.

Så nu leger Pinga og jeg med snor og har ingen bekymringer i verden ;)

søndag, maj 18, 2008

Når maskinen er bedst


Dagen i dag er hård ved mit ego. Først udraderede Sifka mig i Den Store Bønne Tour - hendes gule bønner er spiret frem på den halve tid af mine.

Hendes bønner var ganske vist dopede, de har både været i munden på natgudinden og ligget i vand natten over, men jeg er ikke for lille til at ønske tillykke ;)

Dernæst pulveriserer min nye wii-maskine mig i samtlige sportsspil. Men tjuhej, hvor er det sjovt.

Jeg kan ikke mere huske, hvordan det var at få den første computermus i hånden, men kan godt huske skifte til andre pegeredskaber, og man føler sig altid helt hjælpeløs til en start.

Sådan har jeg det også med de to kontrolenheder til wii'en, men stille og roligt får jeg mere og mere fod på det.

Nu håber jeg så bare ikke, at nogen kigger over hegnet og ser en småfed, midaldrende kvinde hoppe rundt på sit stuegulv og lave onde baghåndkryds i tennis eller knytte næven sejersikkert, når et golfhul i det mindste klares i par.

Kattene er i hvert fald forundrede.

Jeg har allerede planlagt de næste spil, jeg skal have: Selvfølgelig wii Fit, hvor man både kan stå på ski og dyrke yoga, men først og fremmest et hospitalsspil, hvor man er kirurg på en skadestue ;)

Og så er nabokatten Pussi lige strøget ind til sig selv med husets bedste leopardplettede designertøjmus i kæften. Jeg kan bare ikke vinde i dag.

lørdag, maj 17, 2008

Loppefund


Sommerens faste tilbagevendende loppemarkeder i Liseleje startede i dag.

Jeg måtte lige forbi, selv om jeg ofte har været skuffet. Det er altså mest bras, der bliver solgt, som om at folk med sommerhuse bare vil have dem fyldt op med skårede tallerkner og bøjede gafler.

Det er heller ikke særligt overbevisende præsenteret og man skal ikke spørge for meget til varerne. Men en enkelt gut har styr på sine. Han sælger emaljerede Glud og Marstrand ting. Han er bare for dyr.

Men dette græsgrønne gasapparat kunne jeg ikke stå for. Jeg aner ikke om det virker, men hvis ikke, så er min nabo pensioneret smed, så mon ikke han kan trylle?

Der er stadig så tidligt på sæsonen, at markedet ikke var alt for fyldt med folk. Mange af boderne ligger langs en smal skovsti og det kan blive stygt senere på året.

I dag var det dog lige til pas og efter en hurtig tur ned ad hovedgaden, hvor grønthandleren solgte danske jordbær for 30 kroner pr. 250 gram og nye danske kartofler til ukendt, men nok horrible høj, pris, trillede jeg hjem af med mit nye loppefund.

fredag, maj 16, 2008

Hippie hippie pip

Den grønne havenisse er flyttet ind i svedehytten og troner blandt bønner, som alle er lige på spring. En lille borlotti har næsten ryggen oppe af mulden.



Dernæst har jeg siddet på en stol i solen i 15 minutter og filtret et lyserødt vindspil fra hinanden. Det var vist en grund til at det kun kostede 15 kroner.

Blomster og plastikprismer er nemlig ophængt på den tyndeste fiskesnørre. En forkert udånding og alt snoer sig ind i hinanden.

Så tingeltangel maskinen er endt i svedehytten, hvor den nok kun kommer til at tingle, når jeg går ind i den.










Meeeennnn jeg bestilte faktisk også et andet og mere solidt vindspil. Metalfugle og klokker i ring.

Det hænger nu i et hjørne ved mit soveværelsesvindue og måske skal jeg op i nat og pille det ned, hvis det ringler for voldsomt.

Det vil tiden vise.

Og hvis du vil have dig et megabilligt grin, så læse Googles automatiske oversættelse af dette indlæg til engelsk.

torsdag, maj 15, 2008

Den gule føretrøje


Fra vores udsendte:

Sensationel føring
Her på 10. dagen af Den Store Bønnetur, har den gule voksbønne bragt sig i spidsen for konkurrencen.

Mellem klokken 15.15 og 17.45 lykkedes det kimen i en af de små lilla klumper, at flække ydrebønnen og forsigtigt titte op af blandingen af jord og svensk økogødning.

Der er tale om en vaskeægte sensation. De fleste eksperter har tippet Team Borlotti som storfavoritter til at vinde årets dyst, men den seje gule vil det altså anderledes.

Det skal blive spændende at følge denne tætte og majestætiske dyst.
Er det i orden, at jeg er glad? Også over de nuttede små rødbedekim i plantefontænen?

onsdag, maj 14, 2008

Blogtræf i Tivoli


Sifka har foreslår et blogtræf i Tivoli før sommerferien brager løs. Efter valg mellem fredag den 13. og lørdag den 14. juni, er beslutningen nu blevet fredag den 13. juni klokken 15.30.

Endnu er det uvist, hvor i Tivoli vi skal mødes - nogle bliver jo nok nødt til at påtage sig det benhårde arbejde med at lave research ;)

Men skønhed, sol, kolde drikke og noget at spise tror jeg, at der er garanti for.

Pinga og jeepen


Ingen af de små kattedyr er vilde med at køre bil. De hyler hjerteskærende, når vi triller de 7 minutter, det tager at køre til dyrlægen.

Men Pinga er vild med bilen, når den holder stille og hun ikke er i transportkasse. Et ulukket bagvindue blev straks udnyttet til en nysgerrig tur i bilens solvarme indre.

Da hun så skulle ud igen, viste hun, hvad reservehjulet i virkeligheden er til.


P.S. Og nej, man vasker aldrig en jeep, så bliver man til grin.

tirsdag, maj 13, 2008

Sats på den gale skytshelgen


Forleden var Nille så venlig at oplyse, at der findes indtil flere skytshelgener for havebrug. Hun nævnte sankt Rosa af Lima og sankt Dorothea.

Nu lød det som en oplagt tanke, at lade mine bønner beskytte af en kvinde fra Lima, så hende valgte jeg uden videre.

Men jeg valgte den forkerte.

Et nærmere studie af denne Rosa, viser, at hun pinte og sultede sig selv ihjel. Faktisk får hun ham den blege fra Da Vinci mysteriet til at ligne en tøsedreng.

Nu er jeg ikke katolsk, men sådan almindelig kulturkristen, så jeg forstår ikke helt systemet med helgenkåring, men jeg har svært ved at acceptere – og tro - at nogen gud skulle forlange af mennesker, at de skal skade sig selv fysisk.

Jeg vil nu i stedet sætte min lid til Dorotea – og hun har noget at arbejde med, kun en smule rucola og pluksalat titter frem over den fede muld med stinkende svensk økogødning ;)

For at være på den sikre side kan det være, at jeg også må anskaffe mig en skriggrøn havenisse.

mandag, maj 12, 2008

Hvem skal man kende for at få lov til at få sig en lur?


Endnu er omslagsvejret skjult bag horisonten. Vejrstationens målesnor hænger slapt ned, og kviksølvsøjlen i termometeret dirrer omkring de 35 grader i solen.

Min solopgangsjagt har indhentet mig og bogstaverne i min bog bliver mere og mere uskarpe, men det skal bare ikke lykkes mig at få en eftermiddagslur.

Alt rotter sig sammen mod mig.

  • Insekterne der i hobetal flyver ind i min stue. Måske ved de, at jeg ikke gerne tager et liv, og derfor står op, for at værfe dem ud af det vindue, de summer i.
  • Københavnerne som partout skal fræs op og ned ad grusvejen med alt for høj fart i deres sorte audibiler, eller som lige skal have slået græs eller have krudtet deres unger af lige uden for mit hegn.
  • Nabokatten Pussi som tillader sig at BROKKE sig over, at der ikke er mere mad i mine kattes skåle. Nej, for den spiste hun lige over middag.
  • Kasper som kommer slæbende med øjeblikkets yndlingsbytte: En stålorm. Måske den samme, som han forleden præsenterede for Sifka under morgenmaden, eller den han en gang i vinters gravede op af sit hi. Men denne gang gik der hul på stålormen, og jeg har en fornemmelse af, at stålormeblod skal vaskes af tæpper straks, hvis det ikke skal være en permanent feature. Først var dyret dog undsat og lempet ind i naboens syren – håber den kommer sig.

Kun ikke Pinga forstyrrer – hun sover eftermiddagslur.

Jeg vil male dagen gul


05:10 fangede jeg solen over kirkemuren ved Vinderød Kirke, som ligger med formidabel udsigt over Arresø.


05:14 var den helt fri af horisonten og tog et par dansetrin i dagens anledning.


05:38 tog jeg et søvndrukkent Bæst på sengen foran mit skur, hvor den ventede på den sædvanligs fodring ved 6-tiden.

søndag, maj 11, 2008

A Hard Days Night


Det er hårdt at være kat i majvarmen.

Der er hele tiden insekter der skal jages og københavnere i alle sommerhusene, så de vanlige vandringer bliver forstyrret.

Så er det godt at putte i lammeskind i gyngestolen, når dagen er slut.

Nu hjælper kun bønner


Først tirsdag eftermiddag, mens Sifka akklimatiserede sig i Asserbo, fik jeg plantet mine kulørte italienske bønner og lidt rød peber. Der var nok en grund til at projektet blev udskudt og udskudt - jeg ventede på Sifkas sikre hånd til at skrive plantepinde!

Samtidig blev plantefontænen tilplantet. Så nu har jeg borlottibønner, gule bønner, blå bønner, sød peber, pluksalat, radicchio salat, ruccola, franske karotter og stribede rødbeder i jorden.

Foruden en runde jordbærplanter, men de bærer jo nok ikke i år.

I går kørte vi omkring Fuglebjerggaard, da Sikfa skulle retur til stenbroen. Der fik jeg købt tre tomatplanter, to chiliplanter, en lille tallerkensmækker, marokkansk mynte og en enorm blomstrende potte purløg.

Så med kartoflerne, de to slags løg, jordskokkerne, rabarber og peberrod i beddet skal jeg vist bare læne mig tilbage og vente på, at naturen går sin gang. Findes der en helgen for havebrug?

Sifka mente i hvert fald, at bønnerne skulle have en ceremoni i drivhuset, så du har fået en snor med hullede strandsten og en stang røgelse.

Det er måske derfor at de her femte dag, stadig ikke har stukket hovedet over mulden?

lørdag, maj 10, 2008

Liv i hytten


Fire skønne majdage med besøg i det lille røde hus er netop sluttet.

Sifka er retur på stenbroen , men hun har efterladt sig et fantastisk fuglehus, en rest cowboygryde og de smukkeste rubinrøde tequilaglas fra Murano.

Foruden selvfølgelig erindringen om behageligt selskab og masser af udflugter i det nordsjællandske.

Forleden lokkede hun mig til at investere i et større båludstyr, så på hendes sidste ferieaften i går holdt vi cowboyfest.

Sifka indtog gryden. Der blev kogt og braset og resultatet var en helt vidunderlig bønnegryde, som der heldigvis er en rest af endnu. Vi sad ude til røg fra en særlig irriterende kævle og den tiltagende aftenkulde drev os inden døre.

Heldigvis har hun bebudet, at hun vender tilbage til vinter, hvor gryden skal koge ungarsk gullash over åben ild.

mandag, maj 05, 2008

Ud i det blå


Helt tilfældigt opdagede jeg, at Helsinge huser en megastor forretning, der sælger campingvogne og tilbehør.

Den måtte jeg se nærmere på, så bilen i bakgear og ind på forpladsen med mig.

Hold da op nogle gigantiske vogn, man kan få nu om stunder, og hvor er de dog luksuriøst indrettet.

Ikke at jeg ved, hvordan markedet har været tidligere, for jeg har aldrig været inde i en campingvogn, eller på camping og har siger og skriver en gang sovet i telt. Sovet er nu så meget sagt.

Men altså – jeg blev overrasket og imponeret og fantasien fløj. For det er da en besnærende tanke, at man kan rejse rundt og alligevel have sit eget hus og liv med.

Jeg er bare helt hundrede på, at jeg ikke ville overleve en campingplads bare en eneste nat – så mange mennesker, på så lidt plads, gys.

I tilbehørsafdelingen opdagede jeg en hvid plastikkasse, som vakte minder fra min barndoms udflugter. Det hed de ikke. Vi tog ikke på skovtur, vi tog ikke på udflugt, vi kørte tur - og de sjældne gange, hvor min mor ikke havde udset sig en destination i Danmark Rundt, kørte vi ud i det blå.

Medbringende et campingbord med fire sammenklappede skamler inden i og vores trofaste røde metalmadkasse med fem hvide plastikbakker til madder.

I nogle familier fik hvert medlem deres egen bakke, som en hurtig tallerken. I min var der ens madder på hver bakke, og så blev de stillet op midt på borde, så man kunne vælge i hvilken rækkefølge, man vil have sine æggemad, leverbimmermad og stykket med rullepølse, men ikke sky - for det smelter i sommervarmen..

Nu er kassen altså genopstået i en tarvelig plastikudgave. Dengang i 60’erne var metaludgaven hvermandseje og den fandtes også i sort og skotskternet, så vidt jeg husker.

Min brors svigerfamilie mistede deres kasse under tragiske omstændigheder. De var i gang med at bygge sommerhus på Odsherred og drog af sted med madkasse, telt og drømmesenge, hver eneste weekend.

En varm dag havde moderen i familien stillet kassen i ly for solen bag deres bil. Det vidste farmand ikke, og så skulle han lige flytte bilen...

Hvad der blev af vores, ved jeg ikke. Den jeg har, er ikke det originale klenodie. Jeg fandt den på et loppemarked længe før den slags blev retro og fik den for ingen penge.

Den er god som brødkasse og til at opbevare dimser i, men hvem ved om ikke den snart trænger til en tur med madder i.

søndag, maj 04, 2008

Maj måneds katte*


Jeg havde helt glemt, at jeg havde købt en roterende kat til mit underlige, bare træ. Nu er den oppe og spinder i vinden. Jeg er vild med vindbøjtler.

Denne overgangstid – mellem vinter og vår - kan volde mig besvær.

Jeg har svært ved at omstille mig hastigt til ekstra lys og gang i al ting, og kan finde på at forfalde til den mørke tids mere indadvendte sysler, mens resten af Danmark fyrer op for og i haveredskaberne, bikinierne og grillerne.

I år er det gået meget hurtigere end fx sidste år.

I dag nulrede jeg lige så stille rundt og fik udrettet en masse og har vist været uden for i en 7-8 timer inklusive lidt sidden i solen med en bog.

Det har været godt. Det eneste jeg ikke har fået gjort, er at så kulørte italienske bønner i drivhuset. Den der plantepyramide sluger godt nok en masse jord og jeg må på planteskole i morgen.

*Maj måneds katte
er bløde og glatte,
med knurhår af silke
og øjne som rav.
Maj måneds katte
kan spinde og pjatte,
og når de får killinger
siger de mjav.
Halfdan Rasmussen, Halfdans ABC

fredag, maj 02, 2008

One born every minute...

Jo, jo, jeg ved godt det gik galt sidste år.

Men jeg har researchet på sagen og årets plastikdrivhus er en klart forbedret model i forhold til sidste års. Plastikdugen er armeret, det vil sige, at den ikke kan give sig ret meget og dermed blive reservoir for store mængder regnvand.

Desuden er tagkonstruktionen anderledes, så den ikke giver plads til et stort nedhæng. Jeg tror på det, men jeg har jo altså også købt klenodiet i Harald Nyborg og det er jo en klar forbedring i forhold til TV-shop ;)

drivhus

torsdag, maj 01, 2008

Mormors


Grydestegt kyllingesteg med bugen fuld af persille og et par fed hvidløg. Serveret med små, kogte, nye, ægyptiske kartofler, den gode sovs fra gryden, rabarberkompot på chili og stjerneanis og salat med mormordressing – altså fløde med sukker og eddike, salt og peber.

Dertil et par uautoriserede skiver Beauvais Appetit Agurker, for jeg kom så sent i gang, at en agurkesalat ikke havde kunne nå at udvikle sig.

Og så er aftenens menu mere en hyldest til min farmor end min mormor.

Min farmor var en spinkel, lille, jernstæk kvinde. Selvstændig erhvervsdrivende på Halmtorvet i København. Hun drev renseri sammen med min farfar. Han døde, året efter jeg blev født.

Hendes kunder var i bogstaveligste forstand ludere, lommetyve og det bedre borgerskab.

En søndag om måneden, hele min barndom, inviterede hun på søndagsfrokost.

I spisestuen på damasken, på grøn Tranquebar fajance, med det totårnede sølvtøj, spiste vi stege og bøffer og klassisk dansk mad.

Det var forår, når hun serverede kyllingesteg med kompot, for sådan havde det været i hendes barndom, som datter af smeden i Slots Bjergby ved Slagelse.

Det var hende, der lavede agurkesalat, syltede asier og pickles og rørte mormordressing til dansk hovedsalat.

Min mormor derimod var kendt for - på det huslige område - at springe over, hvor gærdet ikke bare var lavt, men helst faldet sammen på forhånd.

Under min fars første besøg i villaen i Ribe, som min mors bejler, kom han for skade at stå for tidligt op den første morgen. Han var blevet indlogeret i et tagværelse på sikker afstand fra min mor i ungpigeværelset i stueetagen, selv om de begge var 29 år.

Han vandrede nedenunder til lyden af en støvsuger. Da han åbnede døren til den ene stue sad min mormor i min morfars stol med fødderne oppe og røg smøger og læste avis. Støvsugeren stod tændt på gulvet i hjørnet.

Berlingske Avertissementstidende blev sænket og hun lod ham forstå, at hun ville se ganske meget mere velvilligt på hans bejleri, hvis han undlod at nævne episoden for min morfar, som, trods min mormors fuldtids og ofte natarbejde som farmaceut på Ribe Apotek, mente, at hun skulle passe huset som enhver anden hustru. Hushjælp var penge ud af vinduet.

Min mormor kunne godt lave mad, men gjorde det nødigt. Senere, da hun gik på pension og flyttede til Tønder, tilbragte min bror og jeg nogle år et par uger hver sommer hos hende. Brugsens sortiment af færdigretter blev velkendt for os. Spist på det musselmalede, af det tretårnede.

For trods min farmors overlegne evner i et køkken, trumfede min mormor hende med et tårn. De brød sig ikke meget om hinanden.

Nattog


Efter et dejligt måltid på Sushitarian, hvor min sushi-fundamentalistiske veninde mæskede sig i sine favorit stykker og jeg mæskede mig i mere kunstneriske ruller, stod vi pludselig på Kongens Nytorv i blødt aftenmørke og opdagede, hvor smuk byen er.

Ad stille, lune gader spadserede vi hen til Café Dan Turrell og en kop café latte inden jeg som en anden Askepot, måtte løbe af sted for ikke at blive til et græskar - eller komme for sent til det sidste tog.

Nattog mod Melby på en aften før en fridag er en lidt surrealistisk oplevelse.

S-toget mod Hillerød var fyldt med grupper af højrøstede og selskabeligt overrislede grupper af unge - og så trætte aftenarbejdere, der bare ville have ro, og pæne ægtepar på vej hjem.

En kombination, der kun kan gå galt. Og der blev da også udvekslet ukvemsord, fordi de unge ikke ville acceptere stillekupé-skiltningen.

Værre blev det, da vi skiftede til lokalbanens gul-grå futtog. Toget var proppet med unge på vej fra fest i Hillerød eller på vej til fest i Frederiksværk. Det var sidste tog og desperationen havde sat ind.

Efter små ti minutters kørsel holdt vi pludselig stille - midt ude på det mørke bøland.

Togføreren meddelte, at der holdt vi til folk forstod, at der var rygeforbud i toget. Så der holdt vi længe, mindst 20 minutter, mens trykket inde i toget steg til kogepunktet af indebrændthed.

Da vi endelig rullede igen, udbrød der almindelig brok og kævl blandt den ikke ungdommelig del af passagerne. Det føg med sætninger som: Det er også de satans perkere og fremmedarbejdere!

Jo, en del af de unge var vel nok en anden- eller tredjegenerations indvandrere. Men helt ærligt, hvorfor fanden bemærke deres etnicitet, når det er nok at være sur over, at de ikke kan opfører sig ordentligt?

Jeg mener, turen fra København, havde jo netop demonstreret, at den slags er helt uafhængig af hudfarve og oprindelsesland. Og vist mere handler om ungdom og sprut.