fredag, marts 27, 2009

Strøm


Min computer trængte til et nyt batteri og så kunne jeg samtidig få testet Lille Blå Fiat ved lidt bykørsel.

Det var fint – og det var lidt let shopping i det indre København også.

Vejret var mildt og kønt og solen tittede endda ned gennem mit glastag, da jeg kørte op ad Strandvejen på vej hjem – Lille Blå Fiat skulle lige sige hej til Knud Rasmussen, når nu den allerede så tit har været forbi selvsamme Rasmussens hus i Hundested.

Den seneste uge har jeg haft besøg non-stop og selv været på en kort visit.

Først var Sifka på landet i seks dage og vi fik nået en masse inklusive at drikke solen ned på stranden i mousserende ribsvin, lave bålmad, spise på den lokale restaurant og øse rundt i Lille Blå.

Så var jeg til middag hos mine Sushi-venner og onsdag-torsdag var min BonusMor her – jeg havde lovet hende amerikanermad – foruden gin og tonic a’la Sifka, som kommer agurk i.

Onsdag aften var jeg derfor klar med fried chicken, kartoffelmos, cole slaw og majs til hovedret. Desserten var den klassiske: Apple pie med vaniljeis.

Til frokost havde vi fået hjemmebagte bagels med røget laks og hvidløgsflødeost.

Mellem de to måltider var vi i Hundested og kigge på glas på Glassmedjen, som var i gang med en produktion af de mest fantastiske snapseglas med fisk.

Tror lige jeg skal forbi i morgen og kigge på det færdige resultat.

Alt i alt har det været en dejlig uge. Kunne dog godt mærke på mig selv og kattene i aftes – at vi trængte til at hvile ørerne, for hold da lige op, hvor er der blevet snakket meget i det lille røde hus på det seneste ;)

tirsdag, marts 17, 2009

Bye, bye Jeep - hello Fiat


Klokken 13 svingede jeg Stor Blå Jeep ind på forpladsen hos den lokale Fiat-forhandler og klappede en sidste gang en trofast følgesvends instrumentbræt.

30 minutter senere svingede jeg min nye ven - Lille Blå Fiat - ud fra selv samme forplads, efter først at have taget ovenstående billede af de to sammen.

Dagens vejr var jo som skabt til få ny bil i - krom og lak skinnede om kamp og den blå himmel funklede over mit glastag.

Jeg satte straks kursen mod havet og den herlige strandvej i Rågeleje.

Inden biludvekslingen dukkede der endelig en Gram-montør op, som på to minutter havde løst mit F07 problem med vaskemaskinen. Det skulle han have 800 kroner for, så i mit næste liv vil jeg være Gram-montør.

Og mens jeg kørte paradekørsel i Rågeleje havde jeg fået en pakke, med lidt nyt legetøj, som jeg bestilte i går.

Det sjoveste lille video-kamera og en yndig lille trefod – så vent bare Lille Blå Fiat The Movie er på trapperne ;)

Når nu jeg har pebet den halve vinter over, hvordan uheld og elendighed har hobet sig op, så er det også værd at bemærke, at gode ting ligeledes kan komme i bølger.

Og at de store tals lov altså virker.

torsdag, marts 12, 2009

The times they are a-changing


Midt i næste uge bliver Stor Blå Jeep byttet ud med Lille Blå Fiat.

Det har ikke været nogen simpel beslutning, men i sidste ende var det et kedsommeligt regneark, der overbeviste mig.

Frk. Jeep er for dyr i det lange løb og efterhånden har der også været en del udgifter til dæk og køler og den slags.

Lille Blå Fiat er ganske let brugt - kørt til vil jeg sige - og en fornøjelse både at kigge på og køre i.

Jeg havde faktisk besluttet mig for at købe en ny rød Fiat 500 da den lille blå dukkede op, og så var jeg på mystisk vis solgt.

Kan være, det er fordi, den minder mig om farven på min families allerførste bil.

Glemte jeg at skrive, at jeg nu går fra at være et fuldstændigt miljøsvin til en lille økoengel?

tirsdag, marts 10, 2009

Kryster


Bedst som jeg hang ud foran tv til noget Daily Show lød der voldsom hundeglam og noget tungt mod Stor Blå Jeep.

Jeg var på benene med det samme og hørte så hundeejerens desperate råb for at få hunden på plads.

Jeg havde hoveddøren oppe på et øjeblik og råbte: Hvad sker der?

Og så hørte jeg den mandige lyd af et voksent menneske i løb, sammen med hunden, bort fra min indkørsel.

Undskyld, hvor krysteragtig kan man være?

Min eneste tanke var, at en af mine katte sad i gabet på den firbenede part af de to flygtninge - eller at jeg ville finde en af de små grå i kvæstet tilstand.

Det var ærlig talt nogle lange 25 minutter før først den ene og så den anden dukkede op i fin stand - og umiddelbart har jeg hverken fundet en såret nabokat eller Wotan.

Jeg hader uansvarlige hundeejere!

torsdag, marts 05, 2009

15 år tilbage i tiden


Tilbage i 1994 havde jeg sidst min jævnlige gang på et møntvaskeri.

Nu hvor min egen maskine vedholdende lyser F07, som betyder tilkald reparatør, er jeg tilbage blandt plastikkurve på hjul, kasser med glemte sokker og den helt særlige duft af organiseret renhed, som er mit nærliggende vasketerias - og alle andres.

Gram kan ikke blive enige med sig selv om, hvornår en reperatør har tid til at tage sig af mit F07-problem, som firmaet tydeligvis ikke finder alvorligt.

Og jeg forstår ikke, hvordan en vaskemaskine købt for to et halv år siden og benyttet af en husholdning på en person, allerede kan være gået alvorligt i udu.

Det kan jeg så filosofere over, på den nærliggende vasketeria som tidligere er blevet besunget af Stenstrop - det er også et fint sted.

Flotte zebrastribede stole (medbragte derfor af designhensyn en zebrastribet vasketøjspose), masser af gamle ugeblade, en hel reol fuld af kiosk- og anden litteratur og ingen kamp om hverken maskiner eller små plastikkopper til skyllemiddel.

Det er nemlig sådan jeg husker vaskemartyriet fra dengang - at der aldrig var tørretumblere nok og at skyllemiddelkopperne aldrig var at finde. Nu er skyllemiddel ikke af afgørende betydning for at kunne vaske, men alligevel.

Dernæst husker jeg også, at folk dengang fandt det helt i sin orden at ryge, mens kogevasken keglede rundt i 7 kg maskinen. Det gav et sært indklima - og betød at det gjalt om at få lagt sit tøj sammen i en ruf, før det begyndte at lugte mere af røg end af vaskepulver til blødt vand.

Ryge må man heldigvis ikke mere.

Det forekommer mig desuden, at maskinerne er blevet hurtigere. I hvert fald havde jeg knap fået læst alle de opbyggelige sentenser rundt på væggene færdige, før maskinlugerne sagde klik, og jeg kunne drage hjem til egen tørretumbler.

Denne sentens kunne være skrevet om og til finanskrisen:

tirsdag, marts 03, 2009

Solskin og højt til vejrs


Forestil dig, at verden er en kæmpe portion risalamande. Så ligger der lige nu flere end 740.122 mandler i grøden.

Men i modsætning til ved juletid, hvor du blot har din appetit og en ske til at finde mandlen i desserten, så er det – i teorien – noget nemmere at finde de flere end 740.122 mandler i verdensgrøden.

De er nemlig alle udstyret med et sæt koordinater for deres helt præcise placering blandt riskorn og kogt mælk. Så hvis man har en mobiltelefon med gps – eller en anden type gps, den i bilen funker også, så burde det være nemt, som at klø en elefant i bagen at finde den udvalgte mandel.

Det er det bare ikke, erfarede jeg i dag, hvor jeg endnu engang drog ud på geocaching – på skattejagt eller mandeljagt om man vil.

Først og fremmest var jeg opsat på at revanchere mig fra forleden, hvor plantagen vandt og jeg vaklede rundt i sne blandt grantræer uden af finde noget. Dernæst havde jeg udvalgt mig en højtliggende skat, som lovede en formidabel udsigt.

Jeg kom tomhændet hjem. Jeg tilbragte en god halv time i skoven og vendte hver bunke døde blade og nedfaldne grene – no luck.

Til gengæld måtte jeg le, da jeg halvvejs tilbage ved hovedvejen oplevede en trafikprop i et stikryds med tre andre mennesker og en hund.

Et ældre ægtepar kom trækkende med deres cykler i mod mig, en herre med hund kom gående på tværs og så bum mødtes vi der og syntes det var pudsigt at gå i en øde plantage og så pludselig møde så meget liv.

Af sted mod næste udfordring – og det blev det i sandhed. Da jeg forlod de indtegnede veje på mit googlekort blev det klart, at jeg skulle klatre og kravle gennem krat og væltede stammer i meget kuperet terræn. Jeg var også stålsat på at få min cykel med til tops, for det tilfælde, at der skulle vise sig en passable vej, hvor jeg kunne køre ned.

To gange krydsede jeg nogens grund – sommerhuse, lukket ned for vinteren, så jeg sneg mig til det med sort samvittighed.

Endelig fandt jeg en smattet, fedtet og stejl sti, hvor mig og jernhesten kunne mose os op ad, op ad og op ad til den smukkeste udsigt. Fra toppen af Arrenakkebakke kan man i godt vejr – og det var det – se Arresø, Roskilde Fjord og Kattegat bare ved at dreje rundt på stedet. Magisk og hele turen værd.

Men nu var jeg jo kommet for at finde mandlen, så jeg gik i gang og skridtede frem og tilbage, frem og tilbage – den lille prik på kortet, som agerede mig, ville bare ikke gå i et med den røde knappenål, som markerede mandlen.

Efter 20 minutter lykkedes det – altså at være på det rette sted, men skatten var ikke parat til at lade sig finde af mig. Efter en rum stund gav jeg op. Jeg fandt stien ned- og mødte en 79 trin lang trappe, så jeg måtte have cyklen på nakken.

I grunden har det jo været en fiaskotur – til sammenligning faldt jeg to af tre skatte søndag. Men hver gang bliver jeg lidt klogere. Jeg har blandt andet indset, at det nok vil være nyttigt, at kunne bruge et kompas, sådan i virkeligheden og ikke bare i teorien ;)