lørdag, maj 29, 2010

Katte i farver


Dagen så ikke for lovende ud fra morgenstunden; tung, grå himmel og en klam kulde fra det katteåbne vindue, men lige over middag brød solen igennem og det har vi nydt lige siden.

Kasper er glad for, at håndslåmaskinen ikke kan stille noget op for mængden af vådt mos i bunden af de efterhånden lange, sporadiske græsstrå. Enten må jeg i gang med en le, eller låne naboens benzinjævel.

Det er nu sjovt at se den grå tigers forsøg på at gå i et med det grønne, så nu ser vi.

Pinga på den anden side synes simpelthen, at det var for varmt og når nu jeg hellere ville sidde ude, var stolen hendes. Det udnyttede hun til en god gang vask og sove.

Så dagen har altså bare været. Kommet og gået. Men jeg har surfet mig frem til morgendagens middagsmad, og det er da et fast holdepunkt.

fredag, maj 21, 2010

Kostbar kedsomhed


Onsdag havde jeg fire timer at slå ihjel, fra jeg fik fri til jeg skulle til et skønt lille selskab i indre by. Det blev dyrt.

Almindeligvis er jeg ikke god til at shoppe, men i Magasin faldt jeg i kærlighed til et lident blåt bomuldstæppe med hvide prikker fra det hæderkronede svenske firma Klippan.

Dernæst tvang et ondsindet trafikkaos omkring Kongens Nytorv og helt op til Esplanaden mig til at køre ud på havnens areal, for ikke at blive massemorder.

På havnens areal ligger jo den fantastiske Løgismose butik og min vært havde da fortjent en flaske, som tak for det skønne initiativ med at samle os, der snart har holdt sammen i 27 år og stadig opfører os som dengang.

Altså gik jeg på shopping, men altså kun efter en flaske. Lad mig tilstå, at min vært er en feinschmecker i så overdreven grad, at jeg altid har præstationsangst, når jeg skal lave mad til ham og når jeg skal købe en flaske.

Løgismose
reddede mig. Det kan nu godt være, at min bankrådgiver ikke ser sådan på det, for vel fremme ved kassen var flasken til ham måske det mest fornuftige køb, med der var også et par små champagner, et lille glas vongole muslinger (kan hænde det er dobbeltkonfekt, men er ikke stiv i italiensk), en æske henrivende viollakrids, som jeg kender en, der vil elske, en pose smukke, grønne oliven og så det mest overdådige: 75 cl Q tonic. (på billeder man se hvordan)

Væsken enhver kvalitetsgin sukker efter. Den tonic som rummer eksotiske urter og ægte sukker - siger reklamen.

Honestly - den smager fantastisk, men til GTA nummer to går Schweppes nok.