tirsdag, januar 26, 2010

Man tager en kylling....


Jeg forstår det ikke. Hvad blev der af postejerne eller pierne i det danske køkken?

Anna Wecker, som har skrevet den første danske opskriftssamling, havde blandt andet en opskrift på en kronhjortepostej, hvor hakket kronhjortekød blev bagt i en vanddej, som ikke blev spist.

Der er postejer og pier i Madam Mangors kogebog og i Frøken Jensens, men de er ikke en del af det danske køkken min mor lærte mig, som hun havde lært på husholdningsskole under krigen og af sin mor og mormor.

Det er underligt, for det synes sådan en indlysende måde, at bruge rester på.

I dag har jeg lavet en chicken pie, som er en meget britisk spise - udbredt til både USA og Australien, dertil lavede jeg en lille salat med blandt andet saftig pære og blåskimmelost.

Det er sådan et projekt, der strækker sig over hele dagen, men langt fra tager hele dagen. Der er rigelig tid til at læse, strikke, passe sin farm på Facebook og hvad man ellers kan finde på mellem de forskellige dele af hele projektet.

Det starter med, at man hugger en kylling eller en høne i nogle passende stykker for at få kogetiden en smule ned. Alt undtagen de største klumper fedt fra gumpen smider man i en gryder med koldt vand, peberkorn, en 2-3 laurbærblade og nogle stilke persille.

Derudover skal der hvad grønstsagsskuffen gemmer af gode vintergrønsager i: Bladselleri, gulerod, løg og jeg havde en gnalling stadig saftig rødkål, som dog fik den konsekvens, at min suppe blev en noget besynderlig gammelrosa.

Når kødet falder af benene - på fjerkræet i gryden - tager man stykkerne op en for en og flår alt kød af knoglerne med et par gafler. Det er en meget mere effektiv metode end at prøve med fingrene, når alt er kaldvarmt. Knogler, brusk, skind og hvad men ellers piller fra gemmes for sig.

Det frasorterede smider man tilbage i suppen og koger videre på, til man har en god stærk, nærende kyllingefond.

På engelsk kaldes kyllingesuppe for jødisk penicillin, mest fordi det er sådan en mormorting, og mad lavet med kærlig, kan helbrede mange lidelser.

Der findes desuden et par undersøgelser der tyder på, at kyllingsuppe har antiinflamatoriske egenskaber.

På et tidspunkt skal suppen sis - bedst gennem et klæde for at få de fleste urenheder ud.

Dejen er et kapitel for sig. Amerikansk tærtedej er meget anderledes end dansk tærtedej, som ofte er noget i retning af en mørdej.

Kokken Michael Ruhlman har skrevet en meget populær bog, hvori han afslører, at madlavning handler om at forstå forholdene mellem de forskellige ingredienser i en ret.

Hans tærtedej siger: 3 dele mel til 2 dele fedtstof til 1 del iskoldt vand.

Fedtstoffet kan ikke være olie, men skal være fast og koldt. Jeg har en dåse af det amerikanske mirakelprodukt Crisco, som er hærdet vegetabilsk fedt. I gamle dage brugte man svinefedt - og det gøre nogle englændere stadig.

Til min dej brugt jeg 340 gram hvedemel, 227 gram fedtstof - 100 gram Crisco og 127 gram smør - og 113 gram iskoldt vand.

De underlige mål kommer sig af en omregning fra cups og ounces - Ruhlman sælger et fantastisk lille program til iPhone, hvor hans grundopskrifter kan omregnes til lige det mål man ønsker.

Jeg laver dejen i min Magimix - altså med et skrapt skær i en foodprocessor.

Mel, salt og fedtstof køres på ”pulse”, indtil fedtet er som ærter i melet - det tager en 6-7 tryk - og derefter det iskolde vand i mens maskinen kører til det hele med et samler sig efter en 4-5 tryk.

Dejen ud på et melstrøet bord og saml den hurtig til et par kugler, 2/3 til underdelen og 1/3 til låg.

Dejen skal på køl til den er hård før den kan rulles ud. Det tog 20 minutter i min skønne fryser ude på bænken ;)

Bag underdelen i cirka 20 minutter. Det er ikke en dej der hæver, den skrumper faktisk, men jeg dækkede alligevel med stanniol og tyngede den ned med tørrede kikærter.

Mens dejen bager ved 175 grader lavede jeg fyldet.

Jeg hakkede et rødløg, to små gulerødder, 1 stængel bladselleri og skar en 5-6 champignoner i skiver.

I lidt smør sauterede jeg løget, derefter rørte jeg 1,5 spiseskefuld mel i og begyndte at bage op med suppen.

Da jeg havde en tyk sovs tilsatte jeg resten af grøntsagerne og omkring halvdelen af det sønderlemmede kyllingekød og varmede alt igennem til en ret tyk fricassé.

Da underdelen af dejen var bagt blev fyldet hældt i og låget rullet ud og lagt på. Jeg stak nogle huller, så damp fra stuvningen kunne slippe ud og bagte i 30 minutter.

Det blev rigtigt godt og salaten passede perfekt til.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor sådan en ret, ikke er en fast del af det danske køkken.

fredag, januar 22, 2010

Når halen går af led...

Fra morgenstunden hængte Pinga med halen - og lidt med humøret.

Nu fiser frøkenen langt fra altid rundt med strunk hale, men her røg den end ikke i vejret, da låget blev trukket af en dåse pink Pussi-slim og det plejer den nu at gøre.

Desuden var det åbenbart, at hun ikke kunne sætte sig og til sidst endte med at lægge sig på siden på min seng.

Af det sluttede den fiffige huskatteejer, at dyret måtte have kvæstet sin hale under sin morgen-ude-tur og så måtte dyrlægen konsulteres.

Nåle afslørede straks - heldigvis - at der var følelse i hele dyrets hale. Kraftig dyrlægemanipulering med samme hale afstedkom små klynk og til sidst endte det med en røntgenfotografering.

Da den nu blyklædte dyrlæge vendte tilbage med Pinga i favnen sagde hun: Jeg er lidt forelsket i din kat!

Til det kunne jeg kun udtrykke dyb forundring, ingen har nogensinde helt set Pinga, som jeg gøre det, men den lille dame havde fundet sig fint i at blive fotograferet fra flere sider og derefter trygt siddet på dyrlægens arm, mens billederne blev studeret.

Halen var ikke brækket, men havde været gået af led. Den var røget på plads under undersøgelsen, men det var tydeligt at se, at der stadig var en lille forskydning. Det er noget der skal gå over af sig selv.

Det skal noget andet røntgenfotograferingen også afslørede derimod ikke: Pinga har bændelorm - der sad et udstødt led i hårene ved haleroden og lyste som et lille projektil på billederne.

Mod bændelorm kan man vælge en billig, besk smagende pille. Eller en dyr, rød, sukkerbetrukket pille.

Gæt hvilken pille jeg købte til min yndlingshunkat, som nu sover trygt med halen hængende frit ned på min puf?

lørdag, januar 16, 2010

Af denne portion bliver en ordentlig kage...



med undertitlen Ode til sandkagen


Alle de helt uforgængelige, sære, kemiske udgaver af den traditionelle skærekager, som supermarkedernes hylder bugner af, har givet sandkagen eller pundkagen et frygteligt dårligt ry.

Men en gang imellem bliver jeg ramt af stor lyst til sådan en skive fast, men alligevel saftig, kage, der smager af citron og som muligvis er den eneste spise i verden, der kan få mig til at længes efter te.

Forstå mig ret, jeg er ikke sandkage-fundamentalist, det er ikke den absolut oprindelige udgave, der kun består af smør, sukker, mel og æg i forholdet 1:1:1:1 - eller pund til pund - jeg længes efter.

Det er dens moderne efterkommer, som fx Camilla Plums fantastiske citronkage med birkes, men engang imellem skal repertoiret udvides og birkes er ikke noget, der ligger på den gennemsnitlige supermarkedshylde i denne ende af verden.

Det endte med en amerikaner - tillempet dansk smag for ikke-nikke-nej vil jeg da komme citronaroma eller smøraroma i noget som helst, når frisk citronsaft er lige ved hånden og kagen i øvrigt starter med - i følge det originale forlæg - 330 gram smør!

Så jeg startede i stedet med 250 gram - rigeligt til en god kage.

Det havde ligget og lumret lidt i mit køkken, så min røremaskine kunne få fat med det samme. Derefter smed jeg 300 gram rørsukker i små portioner derned og rørte efterhånden 4 friske landæg i.

Så var jeg nået til det våde. Det blev til saft af en halv citron, et skvæt kold, stærk, earl gray te for bergamottesmagen og et bløb vanilje - ikke essens, men den der version, hvor vaniljen er blevet trukket ud med fx. vodka og så cirka en deciliter 7-Up - jeps sodavanden.

Efter videre piskning kunne der så presses cirka 750 gram mel i dejen og tre teskefuld bagepulver.

Hvis man ikke kender konsistensen, så skal den være til at skrabe rask ned i formen og kunne holde et lille mønster i overfladen, hvis man vil glatte lidt.

Formen var smørsmurt og sukkerdrysset og kagen blev først bagt hårdt ved cirka 210 grader varmlufts ovn i 15 minutter og derefter i 30 minutter ved 170 ved konventionel varme.

Afkølet fik kagen en glasur rørt med rom, cirtron og mere 7 Up foruden nogle dråber gul konditorfarve. Og så nogle skefulde non-paraille for et fuldent amerikansk look.

Og altså helt så sært, som det måske lyder er det ikke med lidt smagfuld vædske i eller noget ovenpå.

Madam Mangor anbefalede rosenvand til sin pundkage og afslører at der går 12-14 æg på et pund.

En fantastisk nabo jeg engang havde i Århus - 81 årige kvinde, som havde tjent hos den samme familie fra hun var 13 til hun fyldte 70 - serverede sandkage smurt med smør eller flødeskum, ganske vist på skæresiden, men jeg tror hun ville godtage ideen om glasur ;)

søndag, januar 10, 2010

Den lillebitte istid


Den lillebitte istid bekommer den tobenede i det lille røde hus vel. De firbenede er ved at være lidt trætte af frostpoter og manglen på bar jord, når man skal.

Men den lillebitte istid har gjort mig til kriminel.

Til formiddag vovede jeg mig ud på Arresø for at se på isbådsejlads.

Der sejles DM på søen denne weekend, men på grund af helt igennem lattervækkende bureaukratiske forviklinger, så må man ikke gå på søen, kun issejle på den.

Søen er ikke kommunal og det er derfor ikke rigtigt nogens opgave at måle istykkelse.

Den lokale grundejerforening - det er jo deres børn, der plager for at få lov at komme ud på skøjter - og den lokale sejlklub - det er den, der sender medlemmer langt ud på isen i både, der ikke ser særligt sødygtige ud - har målt for fem dage siden og målte 15-16 centimeter, undtagen ved kildevæld og åløb.

Men ingen offentlig myndighed har målt og så brugte Nordsjællands politi pænt meget tid i går på at genne folk ind, man overvejede endda at tilkalde en helikopter, men indså at det er svært selv med megafon at overdøve rotorstøjen.

I dag så jeg dog, at Gribskov kommune var mødt frem parat til at måle, så den sunde fornuft har vist sejret.

Issejlads ser fantastisk morsomt ud, men det er nok ikke noget, man kan lære på et par dage.

Der var også gang i noget der mindede om kitesurfing, hvor udøveren sad på en lille slæde og lod sig trække af en drage.