torsdag, juni 29, 2006

Papirarbejde og fingre der klør efter at shoppe


Nu er min advokat og bank gået i gang med arbejdet med at udrede den papirmæssige side af handlen. Udbetalingen skal deponeres hos ejendomsmægleren seneste på mandag og det tager min bank meget roligt.

Jeg er så heldig, at min bank ingen problemer har med at finansiere min handel indtil jeg får solgt. Jeg føler heller ikke noget voldsomt pres for at få solgt så hurtigt eller billigt som muligt. Der er tid til at det kan gå stille og roligt og det betaler jeg gerne lidt ekstra renter for.

Til gengæld må jeg virkelig tage mig i ikke at fræse ud og købe ting til mit nye hjem. Alt fra det nye køkken jeg drømmer om til en fantastisk drømmeseng jeg har set hos en lokal møbelfabrik.

Jeg er dog klar over, at det vil være meningsløst at begynde at købe køkken før jeg har overtaget huset og fundet ud af om en bestemt væg er bærende. Og i princippet vil det være lige så tåbeligt at købe drømmesengen, når jeg ikke har noget sted at gøre af den.

Men det er altså fristende når nu jeg skal have alt fra et gasblus til en græsslåmaskine - og så er der jo også det trægulv, jeg har kig på.

tirsdag, juni 27, 2006

Huset er mit



Som bevis på, hvor glad jeg er for at være blevet husejer; jeg var lige ved at sætte et ! efter min overskrift på dette indlæg. Sådan noget er jo helt forbudt i mit fag og jeg tog mig i det, men jeg var fristet til et lille ortografisk glædesudbrud.

Det har været noget trælse dage med frem og tilbage mellem min advokat og ejendomsmæglerne, men i dag gik alt på plads og fra den 15. august er min adresse i Liseleje på den sjællandske nordkyst.

Huset er 60 kvadratmeter med omkring 10 kvadratmeter kombineret udhus og gæstehus. Grunden er på overkommelige 400 kvadratmeter og så sandet, at der næppe er fare for, at den gro til, selv om jeg ikke er over den dagligt.

lørdag, juni 24, 2006

Ulidelig ventetid

I går morges var jeg hos min advokat og kigge på købsaftalen. Han er en haj og skal altid lige skrive lidt om på mæglernes standardaftaler. Det gør mig meget tryg ;)

Nu er der så bare ventetiden. En af de små finter han har smidt ind, er, at vi vil have et svar inden på mandag.

Jeg fik en syrlig lille mail fra ejendomsmægleren om, at hun skal mødes med sælgerne i morgen for at gennemgå alle min advokats tilføjelser. Ordet "urimelige" lyste ud mellem linierne.

Så nu går jeg rundt om mig selv igen og ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af mig.

fredag, juni 23, 2006

Man kan ikke være for grundig

Jeep i snevejr
Om ni timer skal jeg mødes med min advokat og med stor sikkerhed skrive under på købsaftalen på mit hus. Sådan tænker jeg faktisk allerede på det.

Men man kan ikke være for forsigtigt, så ihukommende forleden nats mærkelige drømme, kørte jeg hele vejen til Nordsjælland i min Jeep til aften med kun et eneste formål: At forsikre mig om, at jeg ikke har overset et diskotek eller noget andet der støjer natten lang.

Det var en utrolig smuk tur på denne årets korteste nat og den var det hele værd: Der var stille og tyst, jeg hørte kun vinden i de høje graner og fugle der aftenpippede.

torsdag, juni 22, 2006

Købsaftale og pludselig tvivl

I går modtog jeg med posten en kopi af den købsaftale, der er sendt til min advokat. Alt ser fint ud, bortset fra en passus om at det er mit problem, hvis en boligsag hos kommunen ikke fører til at to udhuse/skure/gæstehuse bliver lovliggjort.

Nu har jeg kigget i Bygningsreglementet for småhuse, og det ser efter min mening ud som om, at der bare er tale om bureaukratisk sendrægtighed i sagen. Der kan ikke være noget der forhindrer en godkendelse.

Men den slags ved min advokat meget mere om, end jeg gør, og jeg håber vi mødes i morgen, så jeg kan skrive under.

I aftes da jeg skulle sove begyndte en nagende tvivl pludselig at snige sig ind i mine tanker. Jeg ved godt, hvor de kommer fra: Jeg fandt et debatforum på nettet, hvor debattører snakkede om fremtiden for min by.

Ikke ret pæne debatter. Megen mudderkastning og en afgrundsdyb forskel mellem landliggere og fastboende. Det lader til, at jeg overvejer at flytte til et område med en del mennesker der ulovligt bor i deres sommerhus hele året. Og en del mennesker der er blevet placeret i området af kommunen.

Så der var beskyldninger om Christiania-lignende haver, fældning af træer og opsætning af grimme hegn. Sådan noget orker jeg ikke. Nabostridigheder har fanden skabt.

Men i klart dagslys ved jeg godt, at det bare var min stressede hjerne der kørte i overdrive. Jeg har en tendens til at bekymre mig for meget. Prøver at leve efter Corrie Ten Booms kloge ord:

Worry does not empty tomorrow of its sorrow. It empties today of its strength.

tirsdag, juni 20, 2006

Søvnløse nætter

I går kom tilstandsrapporten på huset så. Den er ganske ekstraordinær god - fire K1'ere - i betragtning af at huset fra 1929 med en tilbygning fra 1985. Den gjorde mig glad og jeg skrev straks til ejendomsmægleren, at hun skulle sende en købsaftale til min advokat.

Desværre har jeg ikke hørt noget fra hende endnu - sendte hende en mail ved 17.30 tiden i går og går nu lidt i cirkler rundt om mig selv.

Min skræk er selvfølgelig, at en anden køber skal komme først. Intellektuelt ved jeg godt, at i den situation ville mægleren forsøge at presse os til en budrunde, som ikke ville være en katastrofe, men blot en forhaling.

Jeg kan mærke, at jeg mentalt har købt. Jeg kunne ikke sove i aftes - var vel oppe til ved 1.30-tiden - og kastede mig rundt til længe efter 2, som om stedet her pludselig er for uroligt for mig. Og det er jo mærkeligt for det ekstraordinære er jo netop, at vi kan bo så tæt og alligevel genere hinanden så lidt, som vi gør.

Men nu trækker landlivet og det at jeg ikke fremover skal følge med i en overbos toiletbesøg, naboens kogekunst eller den anden nabos pigeaftener, hvor hvinene går lige gennem muren. Og min underbo har sikkert intet imod at slippe for en personage, som står op klokken 4 nogle dage og mange aftener har fjernsynet tændt til efter 23 og en ulidelig vane med at bladre sig gennem alle 36 tilrådighedstående kanaler.

tirsdag, juni 13, 2006

Tonsvis af ideer og overtro

I går så jeg så huset, jeg har forelsket mig i, up close and personal. Jeg havde medbragt en entusiatisk med-kigger, som mindede mig om, at jeg havde valgt årets smukkeste sommerdag til at kigge på hus i et af nordsjællands mest vidunderlige område.

Med andre ord: Det skulle eddermame være noget af en ruin, for ikke at drage som en magnet. Det var det ikke - og det gør det ;)

Jeg har fået gang i både advokat og bank, men huset er netop kommet til salg, og en del af papirarbejdet er endnu ikke på plads, så jeg må bare væbne mig med tålmodighed og bede til, at der ikke dukker andre købere op, mens sagen går sin gang.

Hele dagen i dag har jeg tegnet skitser og kigget i boligblade og bøger. Ideerne suser rundt i hovedet på mig mens jeg forsøger at være cool og ikke jinkse hele projektet ved at sælge skindtasker før koen har fået mund- og klovsyge.

Nu antager jeg, at der i den anden ende af denne kommunikation sidder en million læsere, så jeg tør ikke lægge et link på til salgsopstillingen for huset eller afsløre for mange detaljer.

Jeg afslører ikke rigtig noget med nedstående foto, men det sætter husets stemning for mig.


Signs

søndag, juni 11, 2006

Hvorfor?

Det er vist åbenbart for enhver, der kender mig blot perifært. Min verden er blevet endimensional og monokrom. For at sige det på godt dansk: Livet keder mig.

Mine venner glider længere og længere fra mig - min skyld, ikke deres. Mit arbejde er den samme gamle velkendte tørretumblercyklus af en rutine.

Jeg har tilbragte de sidste par måneder på en evig flugt. Smutter til et eller andet lækkert hotel i en storby, hver gang jeg har så meget som et par sammenhængende fridag. Det er dyrt, og såmænd også kedsommeligt i længden.

Nu er mit seneste projet: At købe et hus. Jeg har fået øje på en lille perle i en af Nordsjællands sommerbyer. Huset trænger faktisk ikke engang til så meget som en kærlig hånd, men ikke alt er min stil, så jeg har kastet mig ud i et orgie af gamle numre af Bo Bedre for at få inspiration.