søndag, april 25, 2010

Tøset pub grub


Efter en del hel- og især halvvellykkede projekter overgav jeg mig til søndagen og lavede Sunday lunch.

En klassiker fra de britiske pubs: Ale and Steak pie.

Dog blev det en stout and ale pie og jeg spiste den med små, nye, ægyptiske kartofler og syltede agurker, det er ikke efter bogen.

Til drak jeg resten af stouten, men eftersom der er flere projekter på listen og der kun var 20 cl tilbage Sprite.

Det smagte næsten som min ungdoms porter og citronvand, som kun var for tøser og blev kaldt flere uelskværdige ting.

Jeg er en tøs, men mit toilet virker igen, mine havemøbler er rene, kattene har fået ormekur og loppemiddel og mine bede får en tur med en havefræser i morgen, for med håndkraft går det ikke.

Dertil er jeg for meget af en...tøs.

lørdag, april 24, 2010

Passioner og panne cotta

Moleskine, dem med de smukke notesbøger, har lavet en ny serie og jeg har forelsket mig i en opskriftsbog med køkkenredskaber præget i omslaget.

Så sådan en er bestilt. Desværre kommer jeg til at vente længe, for Amazon lokkede mig også til andet bind af Julia Childs Mastering the Art of French Cooking og en bog af min store amerikanske helt Michael Ruhlman - The Elements of Cooking.

En af de to bøger udgives først i Storbritannien i slutningen af maj og før sendes min pakke ikke afsted.

Det går nu nok - forventningens glæde er som bekendt størst.

Ellers går jeg mest og venter på at have rabarber til denne himmerigsmundfuld.

mandag, april 19, 2010

Tivolitosserne og Nimbomanerne slår til igen


Så fik Sifka og jeg åbnet Tivoli for i år. Havde jeg nær sagt - selvfølgelig - endte vor tur gennem haven i Nimb. (Nej, vi får ikke penge for den megen reklame)

Der er en del ændringer i Tivoli i år, men de er ikke færdige endnu, så det er en lidt underlig fornemmelse at gå rundt og se på byggepladser.

Den gamle legeplads ved Tivolislottet er ved at blive lavet om til Rasmus Klump-land.

Det Kinesiske Tårn er ved at blive lavet om til Det Japanske Tårn, eller rettere vende tilbage til, for sådan blev det opført i 1900, men dengang var Japan så fremmed et land, at det ikke gav ræsonnans hos havens besøgende og så blev det døbt om.

Der kommer både en sushi-restaurant og en pan-asiatisk restaurant i tårnet, men først når sæsonen er halvejs.

Tivolis Vise Værtshus bliver til italiensk restaurant, den bliver også åben mod Bernstorffsgade.

Sifka og jeg mødtes foran hovedindgangen, da jeg kunne slippe fra mit arbejde.

Efter en meget kort runde - når vi er i Tivoli snakker vi mens vi går - og deling af en Johan Bülow ingefær-lakridsstang var vi på Vaffelbageriet og fik stillet den værste sult med kaffe/kakao og Tivolikager.

I kaffekøen konverserede jeg med en kvinde, som aldrig havde været der før, men var begejstret for at opdage denne perle og ikke kunne vente på at smage de varme hjertevafler.

Hun så aldeles overrasket ud, da jeg kunne læse op for hende, at konditoriet har 104 år på bagen.

Så trampede vi mere rundt og gloede og kritiserede beplantningen og snakkede en masse.

Vi fik os også et godt grin over den om muligt endnu mindre udgave af Den Lille Havfrue, som nu sidder hjælpløs på sin sten i Tivolisøen, på et mærkeligt flydeaggregat.

Hvis turister almindeligvis bliver skuffet over den rigtige statue, så frygter jeg for reaktionen på denne blege afglans af frøkenen.

Og så dimsede vi lige så naturligt hen foran Nimb og forelskede os i en Rib-Eye Steak med syltet løb, kartoffelmos og marv på brasseriet.

Som Sifka udbrød, da vi fik lidt vin i et glas og postvand i de andre:

- Jeg kan ikke gøre for det, jeg elsker dette sted.

Jeg er enig og både bøf og efterfølgende tykmælksis var lige som det skulle være en smuk, men ret kølig forårs eftermiddag/aften.

Heldigvis kunne vi få varmen foran Promenadepavillionen, hvor de spillede både et James Bond medly og et brasiliansk potpurri.

Da dirigenten præsenterede det lød det som om, vi skulle høre Hård Vind med Gele - det var Antonio Carlos Jobim.

Og Sifka dansede lidt og snakkede om guldbikini og skyder, men havde altså kun fået et lille glas bourgogne.

Korset på bakken


Der er noget bevægende ved at komme trampende ad en sti i en skov en forårsdag og så pludselig på et bakkedrag se et 474 år gammelt kors mod den forårsblå himmel.

Sådan et syn finder man ikke mange steder i Danmark. Jeg vidste godt, at jeg lede efter et kors, men ikke at det lå så fremtrædende i landskabet.

Korset er rejst til minde om Vinderød kirkes første lutheranske præst - kirken anes på billedet bag træet. Da han talte mod Rom, mod handel med aflad og helgendyrkelse stenede de lokale ham til døde i 1536.

Som skik var, lod man ham ligge, hvor han døde, så vilde hunde og andre rovdyr kunne æde hans lig.

Næste morgen var hans lig urørt. Det gjorde de lokale nervøse, så der blev talt over ham og man lod ham ligge en nat mere.

Hans lig var stadig intakt da dagen kom og så indså man, at det var ham, der havde ret og vendte sig fra Rom. Han blev begravet på stedet og korset blev rejst.

Blandt de lokale hed det sig, at bøndernes dyr ville blive syge, hvis korset forfaldt. Derfor er det der stadig.

En interessant historie, men det er svært at finde noget mere konkret om den. Den kan altså bare være en røverhistorie, selv om Kulturarvsstyrelsen har fredet korset, som et fortidsminde.

torsdag, april 01, 2010

En lille proletar

Jeg må hellere sige det, som det er: Jeg hader påsken.

Jeg har hadet denne højtid lige siden jeg var barn, hvor det var lange, tunge, dystre dage at komme igennem. Intet var åbent, ingen adspredelse.

Efterhånden er flere af restriktionerne lettet, men det ændre ikke på, at danskerne opfører sig underligt i påsken.

Eller det besynderlige i, at et så ikke-troende folk som os, har så lang en religiøs højtid.

Nå, men jeg har arbejdet de seneste dage og tænkte, at jeg lige kunne shoppe på vej hjem i går. Det kunne jeg ikke. Parkeringspladsen foran mit nærmeste supermarked var proppet og det orkede jeg ikke.

Altså blev indkøb udsat til i dag, hvor det var det samme - jeg bor jo i sommerhusland, så der er steder, der altid har åbent - bortset fra, at folk også var ved at køre skærmene af hinanden for at komme ind på den proppede p-plads.

Resolut besluttede jeg, at løsningen måttet være at købe på de lokale gårde og den lokale havn.

Så lettede humøret straks. Først var jeg forbi efter 18 smukke, nylagte æg og en pose gode kartofler. Derefter kom jeg forbi marken, hvor der går store jyske arbejdsheste og minsandten om ikke, de havde fået et føl i år. Velkommen din lille arbejdsmand.

Dernæst var der god torsk på havnen og så er min påskemenu klar: Fish and chips. Jeg skal endda lige have tjekket min fryser for traditionelt skal man vist have ærtemos og brød til, når det indtages som hovedret og ikke bare som snack.

Jeg agter at lave en beer batter til fisken - og når nu kapslen er a'e....