mandag, april 19, 2010

Tivolitosserne og Nimbomanerne slår til igen


Så fik Sifka og jeg åbnet Tivoli for i år. Havde jeg nær sagt - selvfølgelig - endte vor tur gennem haven i Nimb. (Nej, vi får ikke penge for den megen reklame)

Der er en del ændringer i Tivoli i år, men de er ikke færdige endnu, så det er en lidt underlig fornemmelse at gå rundt og se på byggepladser.

Den gamle legeplads ved Tivolislottet er ved at blive lavet om til Rasmus Klump-land.

Det Kinesiske Tårn er ved at blive lavet om til Det Japanske Tårn, eller rettere vende tilbage til, for sådan blev det opført i 1900, men dengang var Japan så fremmed et land, at det ikke gav ræsonnans hos havens besøgende og så blev det døbt om.

Der kommer både en sushi-restaurant og en pan-asiatisk restaurant i tårnet, men først når sæsonen er halvejs.

Tivolis Vise Værtshus bliver til italiensk restaurant, den bliver også åben mod Bernstorffsgade.

Sifka og jeg mødtes foran hovedindgangen, da jeg kunne slippe fra mit arbejde.

Efter en meget kort runde - når vi er i Tivoli snakker vi mens vi går - og deling af en Johan Bülow ingefær-lakridsstang var vi på Vaffelbageriet og fik stillet den værste sult med kaffe/kakao og Tivolikager.

I kaffekøen konverserede jeg med en kvinde, som aldrig havde været der før, men var begejstret for at opdage denne perle og ikke kunne vente på at smage de varme hjertevafler.

Hun så aldeles overrasket ud, da jeg kunne læse op for hende, at konditoriet har 104 år på bagen.

Så trampede vi mere rundt og gloede og kritiserede beplantningen og snakkede en masse.

Vi fik os også et godt grin over den om muligt endnu mindre udgave af Den Lille Havfrue, som nu sidder hjælpløs på sin sten i Tivolisøen, på et mærkeligt flydeaggregat.

Hvis turister almindeligvis bliver skuffet over den rigtige statue, så frygter jeg for reaktionen på denne blege afglans af frøkenen.

Og så dimsede vi lige så naturligt hen foran Nimb og forelskede os i en Rib-Eye Steak med syltet løb, kartoffelmos og marv på brasseriet.

Som Sifka udbrød, da vi fik lidt vin i et glas og postvand i de andre:

- Jeg kan ikke gøre for det, jeg elsker dette sted.

Jeg er enig og både bøf og efterfølgende tykmælksis var lige som det skulle være en smuk, men ret kølig forårs eftermiddag/aften.

Heldigvis kunne vi få varmen foran Promenadepavillionen, hvor de spillede både et James Bond medly og et brasiliansk potpurri.

Da dirigenten præsenterede det lød det som om, vi skulle høre Hård Vind med Gele - det var Antonio Carlos Jobim.

Og Sifka dansede lidt og snakkede om guldbikini og skyder, men havde altså kun fået et lille glas bourgogne.

4 kommentarer:

Sifka sagde ...

Hvor er'et fint skrevet, og tak for en dejlig åbningstur i går:)

Deborah sagde ...

Som altid en fin og levende beretning fra dig. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg synes, de længe har været godt igang med at ødelægge Tivoli. Og det lader til at fortsætte. Det Kinesiske Tårn ødelægges fuldstændig af, at de har bygget en rutchebane så tæt på, at man får en høreskade, når man sidder der. Ikke rart synes jeg, og tillige med, hvad er der nu galt med kinesisk mad? Det er jo LANGT fra at være alle der er til sushi og japansk mad.

Nej de har ødelagt Tivoli i mit hoved. Til gengæld lyder det fra dig og andre til, at man skal prøve Nimb. Kommer man kun ind via Tivoli?

Når jeg nu har brokket færdig, så glæder det mig, at I hyggede jer.

Zette sagde ...

I er altså bare tur-mestre, I to. Så godt det lyder - og det var det garanteret også!

Andrea sagde ...

@ Deborah - jeg forstår godt, hvad du mener, når du siger, at de har ødelagt Tivoli.

Jeg bander og svovler også, men alligevel er der et eller andet ved haven stadigvæk.

Man kan komme ind i Nimb fra Bernstorffsgade - lige til venstre for hovedindgange.

Alt fra bar til toilet er værd at prøve ;)

@ En dag tager vi da bare dig med.