fredag, december 24, 2010

En jul man vil huske


Som en af mine bekendte på Bornholm, netop har skrevet på Facebook til historier om de mange mennesker, som er strandet i Rønne og ikke kan komme videre ud på øen: Det er ikke en jul de vil glemme.

Og sådan er det vist for mange, en jul unger om mange år vil fortælle deres unger om.

Det kan jeg på en eller anden måde godt lide, men jeg er jo heller ikke strandet på Almegårds Kaserne eller i Rønne Idrætshal eller et af de mange andre steder, folk er strandet.

Jeg tror endda på, at jeg om lidt kan komme på arbejde - det har jeg nemlig valgt at bruge min juleaften på.

Og nej, billedet er ikke min madkasse, men mit køleskab, de seneste seks dage.

For en uge siden var bitternissen nemlig et smut forbi. Han skulle lige ødelægge min fryser - jeg trak lidt i en skuffe - og så fulgte hele indholdet med ud inklusive knækkede kølerør - og eftersom køl og frys ikke kunne slukkes separat - goodbye til begge dele.

Slutdecember er ikke det bedste tidspunkt at købe hvidvarer på, kan jeg afsløre, slet ikke, når man skal have venstrehængslet og leveret i snestorm.

Men det lykkedes - et Electrolux brummer venskabeligt i grovkøkkenet og mine viktualier er blevet varmet passende op.

For en plastkasse i et uopvarmet skur, selv under et vattæppe, kan ikke hamle op med de -19, her var forleden nat, så morgenkaffen har tit måtte vente på, at mælken tøede og morgenægget på, at det overhovedet kunne slås ud.

Respekt for vores formødre, som klarede sig uden køleskabe, og jeg vil tro, de synes det var en meget større kunst i juli-august en i en fimbulvinter.

God jul - kør forsigtigt og nyd at alting tager sin tid.

mandag, december 20, 2010

Dampende ånde og røde kinder


I modsætning til de to foregående år er det i år ikke lykkedes for Sifka og mig, at få tid og omstændigheder til at gå op til den store juletur.

Lørdag aften enedes vi om en københavnerjuletur søndag og jeg meldte Tivolis og/eller Christianias julemarked, men Sifka så snestier, skov og varm kakao for sit indre juleøje.

Nogen gang glemmer vi naturbegustigede jo, at det ikke er alle, der har den slags lige uden for døren.

Så vi mødtes kort før middag på Nørreport station og satte kursen mod Klampenborg, men før vi skulle i skoven, skulle vi lige over at kigge på Øresund.

Sikke et skue - der er endnu ikke isdannelse i havet - men alt, hvad det rører ved er overtrukket af et ispanser.

I Dyrehaven så vi mange heste, mange ældre skiløbere iført deres ungdoms skitøj fra fra Bergans og Norrøna, Bakken i sneklæder og ikke et eneste dyr.

Og så endte vi på Piil og Co's udendørs skovbar, hvor vi grillede pølser, søbede hvid gløgg, drak kakao og spise pandekager draperet i tæpper og med dampen stående ud af næseborene - alt med udsigt til Kildesøen.

Det var herligt og hyggeligt og vidst lige, hvad Bryggekonen havde drømt om.

Vel tilbage i byen, stiftede vi bekendtskab med Mikkellers herlige ølbar, hvor især Vesterbro Wit'en imponerede med en smag af grapefrugt og plaster.

Da sulten bankede på mavevæggen stillede Mother den for os med god skinke, marinerede grøntsager, pølse, bruschetta og friskbagt foccacia - efterfulgt af en fornem pizza, som bare lige skulle have haft 3 minutter mere i den brændefyrede, men var milevidt over, hvad man ellers finder af pizza i København.

Over en stille italiensk juleøl konstaterede vi, at vi havde fået vores ungpigekulør tilbage i kinderne efter en herlig juleudflugt.

onsdag, december 08, 2010

Grøn eller hvid vinter?

Almindeligvis er der 13-14 år mellem de hvide vintre her i landet. Men denne gang er det kun otte måneder siden, sneen sidst lå over land.

Da tøbruddet kom i marts kan jeg huske, at jeg følte lettelse. For det er altså mere besværligt, at bo på kanten af civilisationen, når det sner, end når det ikke sner.

Men da sneen dukkede op i forrige uge, var min første tanke faktisk ikke: Åh, nej nu igen eller allerede.

Den var: Aj, hvor er det flot, lad mig få fundet den kulørte lyskæde frem og kontrasteret det smukke, glitrende hvide med smagløst lys.

Jeg har tænkt over, hvorfor det mon er, at jeg faktisk foretrækker den hvide for den grønne vinter.

Hvorfor tiltaler det mig i stedet for at irriterer mig, at der pludselig er ting, jeg skal gøre og ting jeg ikke kan gøre? Jeg der plejer, at elske at bestemme selv?

Jeg skal tidligere op om morgenen, hvis nu føret er usselt, jeg skal tænke over, hvor jeg stiller min bil. Jeg skal holde huset varmt med optænding på de rigtige tidspunkter. Jeg skal grave en smule sne til post og skraldefolk. Jeg skal klæde mig fornuftigt og køre forsigtigt og er nødt til at følge med i både vejr- og trafikudsigter.

Det burde irriterer mig. Men det gør det ikke. For sandheden er jo, at der er tale om sådan en stilfærdigt påtvungen omgang simpel living.

Hvor der ikke er andet at gøre, end at tage tingene, som de kommer. Hvor vejret har indflydelse på om jeg kommer til sammenkomster hos folk og det accepterer de og det accepterer jeg.

Hvor jeg bliver nødt til at planlægge og opbygge lagre, så jeg kan klarer længere periode, hvor jeg muligvis ikke er meget mobil.

Derudover er det jo smukt. Eventyrligt - med indbygget ekstra, gratis motion - at gå til havet gennem knæhøj, nyfalden sne.

Forleden eftermiddag, da jeg kørte hjem i skumringstimen i den sædvanlige hale af biler kø, var det som om, der faldt ro over selv, den mest utålmodige lærling, i hvid varebil, for det var en klar dag, men samtidig begyndte rimtågen at rejse sig fra markerne og i horisontens sprække malede solen himlen orange. Arresø lå snedækket og lyste i tusmørket.

Det var betagende - og beroligende.

Men spørger jeg mine katte, ved jeg godt, hvad de vil svare: Vi vil have det hvide væk, nu!