Grøn eller hvid vinter?

Almindeligvis er der 13-14 år mellem de hvide vintre her i landet. Men denne gang er det kun otte måneder siden, sneen sidst lå over land.

Da tøbruddet kom i marts kan jeg huske, at jeg følte lettelse. For det er altså mere besværligt, at bo på kanten af civilisationen, når det sner, end når det ikke sner.

Men da sneen dukkede op i forrige uge, var min første tanke faktisk ikke: Åh, nej nu igen eller allerede.

Den var: Aj, hvor er det flot, lad mig få fundet den kulørte lyskæde frem og kontrasteret det smukke, glitrende hvide med smagløst lys.

Jeg har tænkt over, hvorfor det mon er, at jeg faktisk foretrækker den hvide for den grønne vinter.

Hvorfor tiltaler det mig i stedet for at irriterer mig, at der pludselig er ting, jeg skal gøre og ting jeg ikke kan gøre? Jeg der plejer, at elske at bestemme selv?

Jeg skal tidligere op om morgenen, hvis nu føret er usselt, jeg skal tænke over, hvor jeg stiller min bil. Jeg skal holde huset varmt med optænding på de rigtige tidspunkter. Jeg skal grave en smule sne til post og skraldefolk. Jeg skal klæde mig fornuftigt og køre forsigtigt og er nødt til at følge med i både vejr- og trafikudsigter.

Det burde irriterer mig. Men det gør det ikke. For sandheden er jo, at der er tale om sådan en stilfærdigt påtvungen omgang simpel living.

Hvor der ikke er andet at gøre, end at tage tingene, som de kommer. Hvor vejret har indflydelse på om jeg kommer til sammenkomster hos folk og det accepterer de og det accepterer jeg.

Hvor jeg bliver nødt til at planlægge og opbygge lagre, så jeg kan klarer længere periode, hvor jeg muligvis ikke er meget mobil.

Derudover er det jo smukt. Eventyrligt - med indbygget ekstra, gratis motion - at gå til havet gennem knæhøj, nyfalden sne.

Forleden eftermiddag, da jeg kørte hjem i skumringstimen i den sædvanlige hale af biler kø, var det som om, der faldt ro over selv, den mest utålmodige lærling, i hvid varebil, for det var en klar dag, men samtidig begyndte rimtågen at rejse sig fra markerne og i horisontens sprække malede solen himlen orange. Arresø lå snedækket og lyste i tusmørket.

Det var betagende - og beroligende.

Men spørger jeg mine katte, ved jeg godt, hvad de vil svare: Vi vil have det hvide væk, nu!