søndag, september 27, 2009

Tony..hunde kan ikke snakke..


Spagetti med kødboller er en sær ret. Rudimentær googling om emnet har overbevist mig om, at retten slet ikke kendes i Italien.

Den blev først opfundet, da italienske kokke i USA oplevede, at ikke-italienske gæster blandede den selvstændige pastaret og den selvstændige kødret sammen.

Og i alle de år min bror og jeg, jul efter jul jublede til klippet fra Lady og Vagabonden i Disneys juleshow, Fra Alle Os Til Alle Jer, hvor der bliver kissemisset fra hver sin ende af en spagetti og rullet kødbolle med snuden, faldt det mig aldrig ind, at det var mad, jeg kunnet have forsøgt at lokke min mor til at lave.

Spagetti og kødboller er retten, der ikke eksisterer.

Jeg laver den nu alligevel engang i mellem. Fordi det er sjovt, både at tilberede den og at spise den.

Imens reciterer jeg favoritsætninger fra juleshowet: Tony...hunde kan ikke snakke. Og: Okay Tony, det er dig, der er chefen. (med italiensk accent sæføli)

Denne omgang var med godt blus på den friske salvie i kødbollerne og en meget mild tomatsauce med små stakler fra mine efterårstrætte planter forstærket med nogle fra dåse.

Det blev en mild og smuk komposition, men jeg fortryder, at jeg greb til parmesan fra pose. For det er, som brødrene Price så rammende har sagt det, mad der lugter og smager af bræk.

Trods det lille kiks, kunne jeg svagt høre Poul Bundgaard, da jeg satte mig til bords: Nu er det nat, en vidunderlig nat, som vi kalder Bella Notte.

Desværre har kun kunnet finde hele scenen i den nye udgave med Dario som Tony, men Bundgårds sang skal I ikke snydes for.

søndag, september 20, 2009

Færgeafgang Havnegade



Det bragte mindelser om min barndoms Sveriges-ture, da Sifka og jeg rundede hjørnet Nyhavn/Havnegade og så køen af folk, der, lige som vi, syntes, at en solskins-september-lørdag skulle bruges på en tur til Hven.

Vi kom dog hurtigt om bord trods manglende reservation. Til gengæld var vores billet blot en gul post-it note fordi en avanceret maskine var gået i stykker.

Efter en gang klassisk færge-morgenmad: Kaffe/te, rundstykke med pålæg og wienerbrød søgte vi op i lyset og luften, hvor vi fik presset os ind på et stykke færgeaptering og kunne skvadre frit i den time og et kvarter turen tog med vind i håret, sol i fjæset og det blanke sund omkring os.

Det var første gang på øen i sundet for os begge og det bliver ikke sidste.

Vi havde to mål for turen: Gin og Tycho Brahe.

Tycho besøgte vi først og var både i hans tjenestefolks badstue og hans Stjerneborg til et underligt svensk multimedieshow, som var mere grinagtigt end fængende.

Vi fik også udfordret hinanden i et par renæssance-lege og kælet med planterne i urtehaven til vi stank af lavendel og salvie.

Det gode ved at være på tur med Sifka er, at vi går i det samme tempo. Faktisk tror jeg ikke, at andre end os vil kalde det at gå, vi tuller næmere, men af sted det gik mod gin-templet ad øens eneste hovedveje med mange skønne kig til æbletræer og vandet.

Undervejs traf vi langt fra så mange lækre kunsthåndværker-butikker, som Sifka vist havde håbet og vi var nødt til at gå i Handelen for at tanke op med Fazer viol tabletter, cola og Ahlgrens bilar.

Endelig nåede vi Spirit of Hven.

Ret skuffende. Ingen tvivl om, at baren har det største udvalg whiskey, jeg nogensinde har set inklusive selv-destillerede arter, men hvorfor hele komplekset skulle minde om et konference-center med en restaurant, der serverede opvarmet frossen pyt-i-panna og gav stivede linned servietter til, er et mysterium.

Værst var det, at det eneste man kunne se af processen med at lave spiritus var forskellige souvenirs. Det vi var kommet for at se, dufte til og smage på var lukket af og spærret ind bag tykke gardiner.

Men det var nu alligevel en dejlig dag og Sifka fik sin flaske gin på færgen hjem. Og hjemme skulle vi lige forbi en god øl på Zum Biergarten og dejlig koreansk mad på Miga, før jeg drog mod nord og Sifka fandt linje fem.

Og på næste Hven-tur lejer vi cykler for at nå det hele!

torsdag, september 10, 2009

Et par flade og en meget lille kedel

Jeg har haft en dejlig dag. BonusMor og jeg har spist karamelsild og hver sin natmad på Schønnemanns på Hauser Plads.

Det er en herlig klassisk kælderbeværtning som København har været så rig på med sand på gulvet og snaps i glasset.

Carlsberg har brygget dem en liflig tobaksfarvet ale og jeg fik endelig smagt snapsen Nordguld.

Inden vort rendezvous nåede jeg at få løst et problem: Efterårssko som ikke tager sig bedre ud i vildmarken eller i sportshallen end i byen.

Det blev til et par klassiske retrosko i ruskind, som min mor gik med dem i 70'erne til sine Marimekko busseronner.

Rågummisålen er blød og lækker og skindet føjeligt. Jeg ved det for jeg fik dem straks på - så barnlig er jeg, selvom jeg skal rundt om noget skarpt om præcis et år.

Den lille kedel var bare en af dagens gode gaver. Tak!