fredag, juli 31, 2009

Julie & Julia



Jeg har tidligere skrevet om madens store damer, USA's Julia Child og britiske Elizabeth David.

Nu kommer der en film om den ene af dem og om et fantastisk blogprojekt, som en ung amerikanske kvinde, Julie Powell, startede i 2002.

På 365 dage ville hun tilberede og blogge om, hver eneste af de 536 retter der er i Julia Childs fantastiske kogebog Mastering the Art of French Cooking.

Julie Powell klarede opgaven, fik en masse venner i blogland, udgivet sin blog som bog og kan i starten af august se sig selv portrætterede i biografer i USA i Nora Ephrons film Julie & Julia.

Jeg har aldrig været den helt store Maryl Streep fan og bryder mig faktisk ikke om film, hvor skuespillerne gør sig for store anstrengelser for at ligne og/eller tale som det menneske de portrættere.

Jeg synes derfor mest hun var trættende at høre på som Karen Blixen i Out of Africa, men jeg kan godt se, at Julia Child uden den fantastiske stemme og diktion ville være lidt underligt.

New York Times havde en fin artikel forleden om, hvor anstrengende filmen har været for food stylisten og de kokke, der har lavet filmens mad.

Til filmen har kokken måtte udbene 60 ænder.

Artiklen beskriver også en scene, hvor Julie skal tilberede en hummer. Den blev gennemført med koldt vand tilsat tøris, så det så ud som om gryden dampede af spilkogende vand og så en repræsentant for den amerikanske dyreværnsforening uden for kamera for at bevidne at hummeren ikke led overlast.

Man må håbe den scene ikke skulle tages om for mange gange.

Filmen har så vidt jeg kan se premiere i Danmark den 18. september og spørgsmålet er, om vi ikke er nok madglade bloggere til at en fælles udflugt på bio kunne være sjov?

torsdag, juli 30, 2009

Sandelig

Når nu sand var temaet for gårsdagens post, så synes jeg da lige, jeg vil vise nogle billeder af en stor sandskulptur, som to sandkunstnere har skabt på havnen i Hundested.

Den er vist ikke blevet helt som planlagt, to skybrud i løbet af den uge de arbejdede på den ændrede alle planer.

Den er belagt med et tyndt lag lim - og det er vist nødvendigt lige nu, står det ned i lårtykke stråler.

Desværre er det nødvendigt at holde figuren hegnet ind, ellers vil børn og fulde folk antagelig begynde at klatre på den i løbet af ingen tid, men det gør det lidt svært at tage ordentlige billeder af helhedsindtrykket.

Så I må nøjes med et billede af Knud Ramussen i sin kajak og et af isbjørnen med sine to unger.

Jeg synes Knud har et noget melankolsk blik, men han
er jo altid blevet behandlet skulpturelt dårligt i Danmark.

Jeg mener, hvorfor står han på Strandvejen ved Klampenborg og kigger længselsfuldt mod Sverige?

onsdag, juli 29, 2009

Sandt


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når man bor på kanten af en sandflugtsplantage, og har katte, så er der sand over alt ude som inde uanset årstiden.

Jeg har vænnet mig til det, også at der er sand i sengen, men heldigvis sjældent i maden.

Det gode er, at det er det fine, hvide strandsand, som skifter så smukt i grå nuancer, når det bliver vådt.

Sådan skal sand se ud, basta.

At området her overhovedet er beboeligt, men sandet, har vi en stridbar, tysk kammertjener at takke for.

Johan Ulrich Røhl standsede sandet midt i 1736-tallet efter at det helt tilbage i 1500-tallet havde fordrevet de rige fra Asserbo Slot – som vist nærmere var en hovedgård - ædt en landsby, næsten en kirke, ændret vandstanden i Arresø og drevet lokale bønder til tiggerstaven, når høsten slog fejl og dyrene sultede på sandet.

Røhl havde tjent greven i Oldenburg, som dengang var dansk. Efter en 18-20 år som kammertjener lagde greven et godt ord ind for Røhl, da en stilling som forvalter på et nærliggende kloster, som fungerede som fattig- og vejsenhus, blev ledig.

Her gik det hurtigt galt for Røhl, han lagde sig ud med alt og alle og behandlede tilsyneladende ikke lemmerne godt. Hans hovedinteresse syntes at være at berige sig selv, og så at bombardere kongen med skrivelser om, hvor hårdt han havde og ønsker om at få nedsat forpagterafgiften på klosterets jord og hævet den sum han fik til at bespise de fattige.

Til sidst blev det kongen for meget og så blev Røhl fyret. Her skulle man tro at han ville forsvinde i historiens tusmørke, men det gjorde han ikke.

I 1724 ankom han til flyvesandet. Den enorme bunke sand som spredte sig fra Tisvilde til det nuværende Liseleje, som slet ikke var grundlagt dengang, og så langt ind i landet, at Arresø var truet. Faktisk var der sandflugtsplagede områder hele vejen fra Hornbæk til Rørvig.

Uden anden erfaring end den han havde fået på klosterets lavtliggende jorde, der blev oversvømmet hvis ikke digerne mod en nærliggende flod var i orden, kastede han sig ud i opgaven.

Han fik leveret en enorme mængde materiale til at bygge læhegn af, han fik udkommanderet fæstebønder med heste og vogne og soldater, som jo ofte var fæstebøndernes unge sønner.

Og så blev der hentet tang langs havet, som blev lagt op på sandet. Der blev gravet grøfter, bygget læhegn, sat planter som marehalm og hjælme og til sidste efter 12 år var sandet under kontrol.

Men det var Røhl ikke, stort set straks fra det øjeblik han ankom begyndte han at lægge sig ud med folk. Fæstebønderne klagede ove ham, et helt hold soldater begik næsten mytteri. Som sædvanlig skrev han brev efter brev til kongen over, hvor urimeligt han blev behandlet.

Da sandet var under kontrol og hans næstkommanderende havde fuldstændigt tjek på, hvordan arbejdet kunne fortætte blev Røhl afskediget i 1737, han fik en beskeden pension og endte sine dage i Helsingør.

Og det eneste sted, hvor mindet om ham lever, altså bortset fra at uden hans indsats, var der hverken et Tisvilde Hegn eller en Asserbo Plantage eller for den sags skyld til at bo her, er på Sandflugtsmonumentet i Tisvilde, hvor man satte ham et noget syrligt minde:

..og Røhl som vel fortjent er lønnet
for sin møje.

søndag, juli 26, 2009

Rødt chok


Min blog er så uddød som en forstad til Tjernobyl og det beklager jeg.

Årsagen er uforklarlig, udover at sommerarbejde altid slider voldsomt på mig.

Måske er nogle arbejdspladser gode til at tilpasse forventningerne til bemandingen, men min er ikke.

Vi er under en tredjedel af det sædvanlige hold, men forventes stort set at præstere det samme som et helt hold. Underligt nok falder vi for det år efter år og arbejder så sommersandalerne knirker.

Så er der ikke mange lyse indfald tilbage til resten af ens døgn:

Kun sådan noget som ”What??? McDonalds sælger har nogle nye colaglas i år!" og ”Gus Danmark har fået en prins Allan.”

Men forleden kunne jeg på to minutter fylde et lille trug med røde ting fra haven – kartofler, rabarber og ribs og det betog mig nok til at hente kamera og knips mangfoldigheden. (Og til at stege en kylling, lave en kompot og spise med de saltkogte, røde guldklumper)

Og så er jeg måske på rette vej – for der er jo stadig ting at fortælle:

Om dyrene – Wotan dukkede op i går efter mange dages fravær – lille sort killing ryger vist på kattehjem, naboen har efterlyst dens ejere overalt og ikke fået svar og så er det nok bedst for ham, mens han stadig har tillid til mennesker og mens han stadig er beskytte af sin killing uskyldssky som afholder voksne katte fra at tæske ham.

Og jeg har vist også en mening om den seneste Harry Potter film, som gjorde mig stum og bevæget, men det var der ikke plads til i Bio Hillerød, hvor folk frejdigt sms'er under filmene og andre medbringer børn så små, at de skal have læst underteksterne op – himmelhøjt.

Nå – jeg er vist i gang igen.