mandag, marts 24, 2008

Madens store damer


Lige siden jeg så tegningen af Pippis kommode første gang, og min far læste op om det fantastiske fødselsdagsselskab, hvor gæsterne fik gaver, har jeg drømt om sådan et magisk møbel.

For snart mange år siden kom præcis sådan et ved et tilfælde ind i mit liv. På en bekendts loft stod et skuffedarium med hele 20 skuffer – faktisk et lagermøbel fra et snedkerværksted.

Min bekendte kunne ikke se noget i det og skulle ikke engang overtales til at lade mig få det, hvis jeg bare selv fik det transporteret bort.

Siden har det fungeret som magnet for rod. Når noget mangler en plads, ryger det i en skuffe. Omvendt ved jeg jo så, hvor jeg skal lede, når noget mangler.

I dag ledte jeg efter et batteri og genfandt i stedet to små hæfter, som nu har indtaget deres rettelige plads på min bogreol blandt kogebøgerne.

Det føles faktisk lidt som at have fået en gave af skuffedariet.

Der er tale om to små samlinger af opskrifter og causerier skrevet af den britiske kogebogsforfatterinde Elizabeth David. Den ene hedder: I'll be with you in the squeezing of a lemon og den anden: Peperonata and other Italian Dishes.

Hæfterne blev udgivet i forbindelses med forlaget Penguins 60 års jubilæum i 1995 og de er tænkt som en introduktion til Davids madforfatterskab og det er de sørme også.

Elizabeth David tilskrives stort set egenhændigt at have introduceret briterne for fransk kogekunst og middelhavskøkkenet i det hele taget. Hun gjorde alt fra hvidløg til aubergine til hvermandseje.

På den måde deler hun skæbne med sin amerikanske samtidige Julia Child, der gav amerikanerne indsigt i det franske køkken. Det er tale om hverdagsmadens to store damer.

(Her skal det i parentes bemærkes, at jeg almindeligvis får ondt i synapserne af folk, der omtaler mennesker af kvindekønnet som piger, tøser og damer. Et hunkøns menneske er en kvinde fra sådan cirka 21 års alderen)

Når det så er sagt, er der bare nogle kvinder, der er damer. Nogle af dem laver, eller rettere har lavet, mad, thi de er gået til de evige kobbergryder i kokkenes himmel.

David blev som ganske ung sendt til Frankrig på dannelsesrejse, mens Child først blev grebet af mad, da hun som 36-årig lige efter krigen blev udstationeret med sin mand i Paris.

Det de har til fælles er evnen til at skrive om mad ikke kun som tørre tilberedningsanvisninger, men ind i kulturelle og oplevelsesmæssige sammenhænge.

Og begge har de skrevet i metervis af underholdende, oplysende, instruktive og grundige kogebøger.

Jeg ville ønske min reol var fuld af de damers vid og indsigt.

Men heldigvis er der for Julia Childs vedkommende hjælp at hente på nettet. Den amerikanske public service radio-tv-station PBS har et helt site, hvor man kan se og ikke mindst høre hende i et køkken også i samarbejde med andre store kokke.

David og Child er mine favoritter blandt store maddamer, men To fede damer havde lidt af det, selv om det i nogen grad var foranstaltet af formatet på tv udsendelserne.

Camilla Plum
har også et strøg af det, om ikke andet når hun udfordrer sine seere med forskellen på råvarer og ingredienser eller forklarer, hvorfor økologi giver bedre brød.

Forstå mig ret, jeg har intet mod kokke, som prøver at formidle mads sanselighed, men jeg synes bare, det er mere interessant at vide, hvor mad stammer fra og hvorfor æg, olivenolie og hvidløg bikset sammen på en helt bestemt måde bliver så fantastisk.

8 kommentarer:

Sifka sagde ...

Smukt møbel, men er det en meget stor mus på hjul, der gemmer sig bag??

Anne sagde ...

Jeg tror Sifka har ret, mus bag dejlig skuffedarium

Husejer sagde ...

Ja, den er god med jer. En mus på hjul!

Næh, mine damer, det er en kalv på hjul.

En fodskammel såmænd.

Den hedder i øvrigt Ib. Alle børn elsker den og de fleste katte frygter den.

Marianne's mening sagde ...

Det er flot, og sikke mange ting og sager, der kan putte sig deri.
Billedet fra Pippi giver minder :-)

Sifka sagde ...

En kalv?? Det ligner da mere en bisonokse! Vi vil se billeder!!

NILLE sagde ...

Fantastisk møbel - sådan ét har jeg også altid drømt om!!!! Sikke en masse gemmekroge det kunne blive til ;-)

Anonym sagde ...

Elizabeth David er en fantastisk dame! Hun er god til at perspektivere og sætte tingene ind i det rigtige, kulturelle perspektiv, som fx »English Bread and Yeast Cookery« og »Harvest of the Cold Months« om hhv. brød og is og iscreme. Et par gevaldige moppedrenge af koge/historiebøger.

Læs også gerne Jane Grigson – Elizabeths samtidige – og det amerikanske sidestykke MFK Fisher (Mary Frances Kennedy) – som er noget mere løs i koderne og essay-agtig, men meget god til at give et signalement af madkulturen i USA i fyrrerne og halvtredserne.

21? Der var ellers engang en (på det tidspunkt endnu) pige, der belærte mig om at »man er en dame, når man fylder 31« ...

Jeg holdt mig længe til Rigsdagens valgretsalder, som var 32. Der var valg hvert ottende år, så man kunne udskyde voksenbetegnelserne til man var fyrre. Men den går sgu heller ikke længere.

Mogens, Madkultur

Pedrsn™ sagde ...

Årh!! manne - alle de der skuffer !! hvor sejt. . :)