tirsdag, juni 10, 2008

Makaroni og ost


For noget amerikansk mads vedkommende, skal jeg bare læse navnet, så siger det pling i mine smagsløg. Sådan har jeg det med macaroni and cheese, som af mange amerikanere regnes som den ultimative comfort food.

Og pling sagde det i dag, så mac'n'cheese blev min frokost.

I sin simpleste form er det blot små bøjede makaronirør i en hvid ostesovs, som er gratineret i ovnen. I sin værste form er det noget fra en pakke, hvor ostesovsen smager som varm bræk.

I sin bedste form er rette åben for masser af variationer, og selv anerkendte restauranter leger nogle gange med den.

Jeg fik den første gang i 1977, da jeg var udvekslingsstudent hos en familie i en forstad til Seattle i staten Washington over på vestkysten. Det var en meget traditionel familie: Far, mor og fire piger. Far tjente pengene, mor passede hus, hjem og børn.

Problemet var bare, at madlavning ikke sagde hende noget som helst, og at hun benyttede enhver genvej, hun kunne finde. Og der findes mange klamme muligheder med mac'n'cheese.

Alligevel fornemmede jeg, gennem melklister og manglende smag , at retten havde potentiale. Familiens farmor, som var en vidunderlig og meget gavmild kok, viste mig vejen.

Siden har mac'n'cheese ligget sådan i periferien af mit faste repertoire.

Dagens version blev uden makaroni, men med penne i stedet. Det blev fint.

Lidt rødløg, rød peber og nogle syltede chilier hakkes fint. En god smagfuld ost rives. Vand sættes over og pastaen/makaronien koges næsten færdig. Tænd ovnen på 200 grader.

I en sliplet gryde smeltes lidt smør. Grøntsagerne sauteres stilfærdigt. Lidt sennepspulver og sød paprika drysses over. En stor skefuld mel drysses i og røres sammen med smørret til en fast masse . Derefter tilsættes mælk lidt af gangen indtil en god tyk opbagt sovs befinder sig i gryden. 2/3 af osten tilsættes.

Når pasta/makaroni er kogt hældes vandet af og de blandes i ostesovsen.

Hele molevitten hældes i et ildfast fad. Øverst drysses en blanding af rasp og den sidste 1/3 revet ost - et par smørklatter lægges på. Bages i ca. 20 minutter i ovnen til overfladen er brun og sprød og pasta/makaroni er møre.

Serveres med salat eller bare nogle tomatskiver. Jeg havde en rest oksesteg, som jeg blandede i i passende terninger, andre bruger skinke.

6 kommentarer:

Unknown sagde ...

lækkert !! :0) mac'n'cheese!! det er sådan et darjligt americana ord!

har I forresten tænkt på den høje søgang der bliver på fredag? måske der er en bordreservation - indendørs :) - i baghånden :0) hehe

Andrea sagde ...

Hmm, lover de ikke kun 2 mm på fredag med sådan noget som 30 procents sandsynlighed?

Søcafeen har faktisk en overdækket afdeling til venstre for baren, så jeg tror da bestemt, at det er der vi blive bænket, hvis himlen åbner sig.

Anonym sagde ...

Uhm, det lyder som en dejlig og velsmagende version af noget som jeg indtil videre kun har smagt den kedelige version af.
Den må prøves! :-)

Kagekonen sagde ...

mac'n'cheese... årh mand, nu bliver jeg helt lækker sulten... har engang fået en udgave med 2-3 forskellige slags ost i sovsen, det var sååååå godt.

Anonym sagde ...

Det er også den slags, der skal rationering på ovre hos mig, så jeg ikke går amok. Jeg har prøvet lidt forskelligt, men din lyder som noget, der skal prøves.

Nille sagde ...

Du giver denne ret en helt ny betydning i den version! Hhhmmmm - det lyder lækkert!

Håber, at vejret holder for Jer på fredag!!