fredag, juni 27, 2008

Stang


Det er vinstue- og selvmordervejr i dag. Kattene er rastløse, men dog hjemme i lange perioder ad gangen.

Sig det ikke til nogen, jeg synes egentlig det er ok. Lyden af regnen mod mit solsejl er hyggelig og en gang imellem rulle en større pyt af med et plask, som forskrækker en eller flere katte, hvis de ellers er vågne....

På et tidspunkt var alle behagelige møbler optaget af katte. Kasper og Pinga i sofaen og naboens Pussi i min stol. Så måtte jeg jo sidde ved spisebordet, på en hård designerstol ;)

I en kort pause i vejret fik jeg høstet lidt frugt: Rabarber, to hindbær, lidt skovjordbær og en lille bunke almindelig jordbær fra mit mageløse forrådskammer lige uden for havedøren.

De er nu forvandlet til fyld i en wienerbrødsstang, jeg havde nemlig en rulle butterdej indkøbt til et for længst glemt projekt.

Jeg undlader at tænke op, hvad det siger om mig, at jeg kan finde på at lave en wienerbrødsstang, men frugt blev til mos med lidt citron, rørsukker og en halv stjerne anis.

En lille kanelcreme blev kogt og nogle pecannødder blev ristet og karamelliseret. Vupti i butterdej med en anelse marcipan og så var der stang og kaffe.

3 kommentarer:

Sifka sagde ...

Det lyder overvældende lækkert:)

Nille sagde ...

Det ser guddommeligt ud!!! Må hellere sende opskriften til søster så hun kan gøre klar til min ankomst ;-)

Jeg lavede en search på alle dine madtags - fra før jeg kendte til din blog, og jeg er imponeret.... skøn evne til at eksperimentere!

Anonym sagde ...

Når man sidder kl. 9 om aftenen og er sulten, men ikke bør spise noget, så er det altså svært at læse din blog.

Det ser godt nok lækkert ud.