søndag, september 15, 2013

Tillykke mor

 
Forleden skrev jeg dette indlæg, men det strandede på min computer og røg aldrig på nettet. Hvis du undrer dig over, hvor jeg er blevet af så dukker jeg af og til op her: www.hanehale.dk, www.ginhound.com eller på min madblog Madmenneske.

I dag ville min mor være blevet 85. Hun og jeg delte fødselsdag. Noget der ikke var særligt sjovt, da jeg var lille, men som jeg er ret overbevidst om, at jeg ville have nydt nu.

Det ville sgu da have været sjovt at arrangere en fin fødselsdag for hende i dag og så samtidig lade en smule af regnen på præsten dryppe på mig.

Ikke at hun var præst - eller at jeg er degn, men forhold mellem mennesker ændrer sig, som tiden går.

Min relation til min mor vil altid være barnets.

Hun døde da jeg var 21, men i de sidste to år af hendes liv, var hun syg, konstant indlagt eller lige ved at blive det og så fryser relationer fast.

Jeg kan huske, at jeg kørte hende til og fra stråler - langsomt og adstadigt i min fars Taunus - så hun ikke blev skrumplet omkring.

Alt gjorde ondt efter stråler, selv den flygtigste berøring, så det gjalt om at undgå alt fra opbremsninger til huller i vejen.

Det var hårdt. At alt gjorde ondt på hende og at man bare gik ud fra, at en 21-årig kørte hende hjem og forsøgte at skaffe hende lidt lindring.

Hun kunne kun holde ud at have silke eller uld mod huden. Det var om sommeren, så det var svært at skaffe uld og også for varmt, men på dette lille område var vi tæt på bølgelængde: Som rødhåret og efter at have gennemlevet en barndom med konstante solskoldninger, forstod jeg den type smerter, hun klagede over.

Selvom hendes var en million gange værre, fordi de gik helt ind til den lortekræft, der åd hende lunger op.

Der er så mange ting, jeg aldrig fik talt med hende om eller spurgte hende om.

Mindst en gang om ugen tænker jeg: Det ville jeg gerne have vidst.

Der er selvfølgelig også meget hun er blevet sparet for: Mest fra den store, onde verden: Hun er sluppet for 11. september, for bomberne i The Tube i hendes elskede London den 7. juli 2005, for adskillige krige og megen ulykke. Men hun er så også gået glip af børnebørn, af bryllupper, af fester og glæde.

Ofte er det jo de mindste ting, der gør den største forskel, jeg tror, at hvis hun sidder i himlen, så er det, der ærger hende mest at kikke ned på, uden at kunne nå: Internettet.

Hold op, hun ville have elsket al den viden og alle de informationer lige dér for enden af tastaturet. Jeg er helt overbevist om, at hun ville have blogget, at hun ville have haft masser af Facebook-venner og at hun ville være rendt til den ene netbaserede komsammen efter den anden.

Det er sikket indbildning, når jeg tror, at hun og jeg ville være blevet bragt tættere på hinanden via alt det lækre digitale der nu er tilgængeligt. En venlig illusion, når sandheden er, at vi ikke var særligt tæt på hinanden, mens hun levede.

Men én forbindelse består, selv nu 32 år senere: Vi deler stadig fødselsdag. Tillykke, mor.