Iltog

Jeg var et meget ængsteligt barn. Årets helt store udfordring var derfor turen fra Skovlunde til Ribe, når familien skulle på sommerferie hos min mormor i det gule hus på Kurveholmen.

Turen foregik med iltog til Bramming, og så med et af de brune det sidste stykke til Ribe på Bramming-Tønder-banen.

Det var iltoget, der gav mig mareridt. Jeg forstod det som ildtog og forestille mig, at man antændte togets bagende på Københavns Hovedbanegård og så var turen til Bramming et spørgsmål om at køre hurtigere end ilden åd sig op langs togstammen.

Desuden var der spørgsmålet om toiletbesøg. Der var der jo en reel risiko for at falde ned i tønden og lige ned på skinnerne, for ikke at tale om at skulle gennem sluserne, hvor togvognen var koblet sammen, der kunne man også se lige ned på skinnerne og hvad hvis toget gik midt over, lige som min far bar mig igennem?

Men jeg elskede ferierne i Ribe og jeg kunne også rigtig godt lide det brune tog fra Bramming med de krakelerede lædersæder og den ældgamle duft af damplokomotiv kogt ind i interiøret.

Allermest elskede jeg Ribe station, hvor der hang fletkurve som skraldespande - de duftede på en helt speciel måde i sommervarmen og slet ikke ubehageligt, når jeg proppede papiret fra min jordbærispind i.

Stationen var nemlig et nemt sted for mig og min bror at smutte over efter en is, hvis vi kunne lokke pengene fra min far. Hver gang blev vi indskærpet at se os grundigt for, før vi krydsede skinnerne også selvom bommene ikke var nede, for de kunne jo gå i stykker.

Af en eller anden grund gjorde det mig ikke ængstelig og lige siden har jeg været totalt begejstret for jernbaneoverskæringer.

Det gør mig intet, selv når jeg er på vej hjem fra en lang vagt, hvis bommene er nede, hvor Gribskovbanen krydser Helsingevej. Så slukker jeg motoren - det er selvfølgelig bedst at holde forrest ;) - og venter spændt på det fine gule og grå tog.

For af en eller anden grund har mit forhold til iltoget ikke gjort mig pas på tog, tværtimod og derfor er jeg med i dette projekt.

Skatte

Gode sager og gode oplevelser har jeg med hjem fra Berlin.

Det er ikke dyre eller opsigts- vækkende ting jeg har med hjem, men de er dyrebare.

Nogle sjove kort, nogle fine perler af gammelt flaskeglas, nogle anispastiller og en flaske absinth, der holder 74 procent.

Nu er passet indviet - og Sifka og jeg har bevist, at vi kan snakke selv klokken meget tidligt om morgenen og hele vejen fra København til Berlin.

Dernede boede vi på et rigtigt godt hotel, hvor værelserne er små lejligheder tæt på alt det sjove i bydelen Mitte, som blev udforsket til fods.

På en af byens barer blev vi advaret mod at bestille en helt banal romdrink - Mai Tai - fordi den indeholdt meget alkohol.

Det morede vi os noget over inden vi spiste wiener schnitzel med udsigt over Europas smukkeste barokplads.

De fleste af de klassiske steder blev besøgt - Brandenburg Tor, Potsdamer Platz, Alexanderplatz, KaDeWe og Kurfürstendamm.

Men turens største fund - ud over det gode selskab - var en ikke særlig iøjenfaldende falafelbar ved Oranienburger Strasse. Den blev vores stamsted.

Har pas, kan rejse, men vil jeg?

Engang led jeg af rejsomani. Lige så snart jeg havde et par sammenhængende fridage blev jeg restløs og måtte af sted.

Det holdt hurtigt op med at være sjovt - det føltes faktisk lidt som en svøbe.

Så flyttede jeg på landet og så blev jeg katteejer. To ture i kattepension, kort efter at jeg havde hentet de små grå på internat, var ikke en succes.

Pinga slikkede sig skaldet på maven og Kasper var i konstant alarmberedskab over at være så tæt på alle mulige hankatte, fortalte indehaverne - vi prøvede to forskellige.

Så kattepension er kun i yderste nødstilfælde nu - og så er lange rejser pludselig uden for rækkevidde.

Det er faktisk ok. Lynture er ok og ingen ture er også til at leve med.

Alligevel følte jeg mig beklumret, da jeg lige før min ferie begyndte opdagede, at mit pas var udeløbet og at alle ture uden for Norden derfor var udelukket.

Jeg ved godt, at hvis man selv kører eller tager toget til Tyskland er sandsynligheden for at det nogensinde bliver opdaget, at man ikke har et pas, ringe, men, som jeg har forstået det, er det noget baks, hvis det sker.

Så for 10 dage siden afleverede jeg min pasansøgning på kommunen og kunne jo bare nikke, da den venlige kvinde fortalte mig, at der er tryk på pasproduktionen i disser uger og at det ville tage to uger.

Det gjorde det nu slet ikke - mit nye pas lå lige så fint i min postkasse til formiddag. Det var dejligt - sjovt at få nyt, med nyt billede og det hele. Og så farvel til en række interessante stempler fra Uganda, USA, Venezuela og andre spøjse steder.

Men er det bare mig? De virker sgu da næsten hjemmegjorte de nye pas. En tyk lamineret side klistret lidt skævt ind, så den hænger lidt ud, når passet er lukket.

Hmmm - det er måske det bedste bevis på at det er ægte. Et falsk ville man gøre sig mere umage med;)

Så nu er jeg rejseklar, men jeg ved sgu ikke. Det er supersjovt at drømme og supernemt at planlægge.

Jeg husker tilbage, da jeg begyndte at rejse for mig selv, hvor det som regel bedst kunne betale sig at tage ind til Spies, trække et nummer og så tale sig tilrette om et hotel, hvor der var gode - og billige - enkeltværelser og søge efter destinationer, hvor man selv kunne tage rundt, så man ikke var nødt til at tage med på guidede ture. Det var sgu besværligt, nu kan man jo helt problemløst være sit eget rejsebureau.

Nu ser vi om det bliver ved drømmene..

Forfininger og forandringer

Da jeg lærte at køre bil i 1978 var det i en Opel Kadett. Da jeg fik kortet og begyndte at køre selv, var det i min fars Ford Taunus.

På de 32 år mener jeg ikke, at der er sket nogen fundamental forandring med biler. Jo bevares, nu har vi servostyring, forstærkede bremser, esp og hvad ved jeg, og man skal ikke mere trylle med en choker ved en kold morgenstart. Men for mig er det mere forfininger end forandringer.

Sådan er det ikke med computere. Min første, som jeg købte i 1987 - en Amstrad - har så lidt til fælles med min seneste - iPad'en - at det er sært at skulle sige, at de tilhører samme art.

Men nu er det jo sådan, at det kun er i bagklogskabens klare lyd, at man kan bilde sig ind, at fortiden er en kladde for fremtiden.

Lige så lidt som jeg fræsede rundt i Daddys Taunus og længtes efter ESP og aircondition, lige så lidt sad jeg foran min Amstrad og længtes efter en iPad.

Taunus og Amstrad var om ikke toppen af poppen i deres samtid, så dog respektable udgaver af henholdsvis bil og computer.

Nå men, hvad så med det der billede af Grand Central Terminal i New York. Hvad har det med Kadetter og Amstrader at gøre?

Jo altså, Petrea the iPad, gør alting til en leg - det er den helt afgørende forskel på hende og Amstrad'en, hvor man virkelig skulle arbejde - blandt andet med først at indlæse styresystemet fra en diskette - oven i købet et ukurant format - og derefter holder styr på sine filer fra andre disketter.

Petrea har lokket mig til at indlade mig med den amerikanske udgave af iTunes og App store og der faldt jeg over nogle fantastiske dokumentar programmer, blandt andet 18 timer om baseballs historie og en time om Grand Centrals historie.

Om ikke vupti - så dog i løbet af nogle timer - blev alt downloaded, men eftersom 18 timer om baseball fylder i omegnene af 11 MB og Petrea kun har 16 MB hukommelse, så fandt jeg en måde at se film på min MacBook Pro over nettet på den lille flade.

Takket være Air Video kan jeg nu sidde/ligge i min seng og nyde mine fantastiske dokumentarfilm, når det passer mig.

At jeg kunne starte dagen med at drømme mig til New York og Grand Central - jeg kunne godt finde på at bruge det meste af ferien der - hvor der er alt fra en fantastisk cocktailbar til østersbaren over dem alle.

Det er sgu da en revolution, noget større end at vinduesviskerne i nogle af nutidens automobiler selv går i gang, når det regner.

Im Hamburg

Jeg får altid udlængsel, når jeg ser en fjernkøreplan. Oh at køre videre, videre til fjerne steder som Brno og Innsbruck, lade sig transportere til ukendte egne, mens man sidder behageligt filosoferende i DB's besynderligt lugtende ICE-tog.

Der er uvasket menneske, gammel tobaksrøg og noget udefinerbart i luften. Alle disse syntetiske stoffer på sæder, gulve og næsten også lofter tager imod og slipper ikke lige sådan indfangne lugtpartikler igen.

Godt her ikke har været nogen trillevogn igennem - endnu da - for dem, kan jeg ikke modstå. Må købe luset kaffe, slatne sandwich og uforståelige ugeblade.

Faldt i på færgen, hvor en sodavand og en lunken pølse med uvarmet brød stod mig i næsten 50 kroner. Men så skulle jeg også gøre alt arbejdet selv inklusive at slaske ketchup og sennep op. Kun var det ikke mig, der havde holdt pølsen under den varme hane i 10 sekunder.

Men sådan skal føde på færger smage. Og eftersom jeg en gang har overlevet en orkan på et strømløst hotel i det yderste Miami ved i tre døgn at leve af af et rør Pringles, to uopvarmede mikrobølgeovns burgere og halvanden liter lunkent vand, så kan Scandlines ikke chokere mig.

Desuden ved jeg, at for enden af min rejse venter Starbucks kaffe, curry wurst, hefe weissbier og masser af oplevelser på en nautisk rundtur blandt Hamburg havns maritime museum. Og måske en iPad….

Færgeafgang Havnegade

Det bragte mindelser om min barndoms Sveriges-ture, da Sifka og jeg rundede hjørnet Nyhavn/Havnegade og så køen af folk, der, lige som vi, syntes, at en solskins-september-lørdag skulle bruges på en tur til Hven.

Vi kom dog hurtigt om bord trods manglende reservation. Til gengæld var vores billet blot en gul post-it note fordi en avanceret maskine var gået i stykker.

Efter en gang klassisk færge-morgenmad: Kaffe/te, rundstykke med pålæg og wienerbrød søgte vi op i lyset og luften, hvor vi fik presset os ind på et stykke færgeaptering og kunne skvadre frit i den time og et kvarter turen tog med vind i håret, sol i fjæset og det blanke sund omkring os.

Det var første gang på øen i sundet for os begge og det bliver ikke sidste.

Vi havde to mål for turen: Gin og Tycho Brahe.

Tycho besøgte vi først og var både i hans tjenestefolks badstue og hans Stjerneborg til et underligt svensk multimedieshow, som var mere grinagtigt end fængende.

Vi fik også udfordret hinanden i et par renæssance-lege og kælet med planterne i urtehaven til vi stank af lavendel og salvie.

Det gode ved at være på tur med Sifka er, at vi går i det samme tempo. Faktisk tror jeg ikke, at andre end os vil kalde det at gå, vi tuller næmere, men af sted det gik mod gin-templet ad øens eneste hovedveje med mange skønne kig til æbletræer og vandet.

Undervejs traf vi langt fra så mange lækre kunsthåndværker-butikker, som Sifka vist havde håbet og vi var nødt til at gå i Handelen for at tanke op med Fazer viol tabletter, cola og Ahlgrens bilar.

Endelig nåede vi Spirit of Hven.

Ret skuffende. Ingen tvivl om, at baren har det største udvalg whiskey, jeg nogensinde har set inklusive selv-destillerede arter, men hvorfor hele komplekset skulle minde om et konference-center med en restaurant, der serverede opvarmet frossen pyt-i-panna og gav stivede linned servietter til, er et mysterium.

Værst var det, at det eneste man kunne se af processen med at lave spiritus var forskellige souvenirs. Det vi var kommet for at se, dufte til og smage på var lukket af og spærret ind bag tykke gardiner.

Men det var nu alligevel en dejlig dag og Sifka fik sin flaske gin på færgen hjem. Og hjemme skulle vi lige forbi en god øl på Zum Biergarten og dejlig koreansk mad på Miga, før jeg drog mod nord og Sifka fandt linje fem.

Og på næste Hven-tur lejer vi cykler for at nå det hele!

Ske hvad der vil, når bare der er bratwurst til

Alle gode historier starter teatralsk....

Det var en lørdag små 14 dage før jul, som for alvor gjorde sig bemærket, da Sifka gik luciaoptog de 13 lange skridt fra sin hoveddør til Stor Blå Jeep med et lille gult lys, udslået hår og nybagte lussekatte i en lille pose. Altså Sifka.

Klokken var vel 6.30 og så gik det gode skib Stor Blå Jeep frisk over Sjællands veje til Gedser – en by så fortabt som en nudist i Dubai.

Der ventede hans kongelige højhed Prins Joachim, som hastigt slugte os og alle de andre rejsende og lod os hvile i sin store, brede bug et par timer.

Østersøfarten er ikke, hvad den var en gang. Der hænger ikke mere blå cerutrøg i salonerne og der bliver ikke mere bakset og mast med trækvogne fulde af billige bajere.

Mest fordi de billige bajere ikke er billige og fordi sære regler, gør det uoverskueligt, hvornår man må købe, hvad om bord.

Vi deltog i 500-meter-kø-til-morgenbuffeten og vandt æg, pølser og klamme pandekager. Kaffen var tynd og rigelige, kopperne havde skiftet mågerne ud med små farvede trekanter.

Og så var vi i Rostock – Hansestadt Rostock no less. Fandt et parkhaus lige ved byens grandiøse julemarked.

Lige da vi rullede fra færgen ind mod byen kæmpede Sifka med følelsen af at være i Sverige, men snart stod det klart, at Rostock er noget mere udland end Ramlösa.

Vi gik ad en lille, stille sidegade med et par butikker målrettet byens goth-befolkning og lige ind i infernoet af glühwein, sucktervatten, halve meter lange bratwurst'er, schaum küsse og en julepyramide så høj, som det kvarte af rundetårn.

Der var stemning og fest – og masser af mennesker. Vi var i sandhed kommet til en anden verden. Trak indtryk til os i store slurke. Meget af markedet er mad eller drikke. Hvert sted sit bud på varm vin med krydderier og alt fra på stedet røget fisk til en bod der udelukkende solgte blomkål med hollandaise sovs.

Vi kiggede og pillede, men købte forbavsende lidt. Og da Sifkas ben trængte til hvile kørte vi i sporvogn og endte i boligområder så trøstesløse som Tjernobyl ved vintertide.

Østtyskland er ganske vist 20 år bag os, men meget synlig i Rostock. Vi endte på et værtshus af en art, hvor Sifka fik bratwurst med sauerkraut og en ordentlig syg portion kartoffelmos. Jeg fik let syrligt kød i gele med ristede kartofler og en slags remoladesovs.

Ikke storladent måske, men mættende.

Vores forsøg på at finde et supermarked strandede et sted nær en hovedvej, hvor alt hvad vi fandt, var et drikkevaresupermarked. Derefter havde vi svært ved at finde færgen, selv om de ti flasker flydende var intakte og lå trygt i bilens mælkekasse.

Sifka fik et lyst indfald og jeg tastede Gedser ind i GPS’en - et øjeblik og en betalingstunnel senere holdt vi trygt i kø og ventede på at prinsen skulle hente os igen.

Her stødte vi på en tjener i prinsens salon, som kunne være uddannet fra det sted i Østtyskland, hvor man i gamle dage uddannede tjenere til tog og færger.

Jeg spurgte om jeg kunne få en ostemad til min kop automatcafé au lait. Nix, jeg kunne få det der stod i kortet: Juleplatter, bøffer og sager.

5 minutter senere passerede en anden tjener med en ostemad til en herre bag os. Ak ja.

Men retur det gik mod København til lidt før motorvejsafkørsel 37 Rønnede, da Stor Blå Jeep begyndte at sige som stor blå fiskekutter. Os af motorvejen og ud i rabatten på Ny Næstvedvej.

Ak og ve. Det var umuligt at se, hvad der var galt, men det lød for farligt, så Falck måtte tilkaldes.

Det er nu ikke det værste at vente på vejhjælp en sen lørdag aften i en katastrofeblinkende, men ellers mørkelagt bil i kulden med Sifka.

Sammen ler vi af det meste og let absurd var det jo. Især da Falcks store bil svingede op og vi opdagede, at vi som troede os langt fra civilisationen holdt lige uden for et hus, hvor de stadig var oppe ;)

Desværre, men forståeligt nok, kører Falck ikke alle passagerer hjem, så vi måtte omkring Køge og S-toget med Sifka før mig og Jeep blev fragtet til Asserbo og frøken bil endte sin udflugt på forpladsen ved den lokale mekaniker.

Forhåbentligt kom Sifka sikkert hjem og jeg ved godt, hvad dagen i dag skal gå med: Finde et sted at leje en bil og få den hentet. Jeg skal nemlig møde klokken 4.00 i morgen tidlig.

Og mon ikke Sifka skal hvile sit ben og sig selv efter denne lange juletur med forviklinger? Men sjovt var det nu.

Julekup

For et par år siden var jeg en rigtig rejsetosse, var konstant på farten og levede for mine ture om nu de gik til Berlin, London, New York eller Ribe.

Sådan er det ikke mere. Faktisk har jeg ikke været længere borte end nord for Helsingborg, siden jeg kom hjem fra Houston i marts.

Men i morgen går turen til Rostock. På julekup med Scandlines – færgerestaurant, skrattende højtalere, pseudo tax-free shopping og den blå Jeep på hængedækket.

Det bliver herligt. Billetten er printet, passet er hentet op af sin skuffe og huset støvsuget for euro.

Særligt herligt er det, fordi Sifka tager med – og hun er vist også en landgang eller to bagud med sine udflugter til udlandet.

Jeg glæder mig til at opdage Rostock – der kører sporvogne rundt i byen og sådan nogle elsker jeg – og ikke mindst julemarkedet.

Jeg drømmer om grimme og smukke ting bunket sammen i små boder, mixet ind mellem øltelte og currywurst duftende damer.

Man kan nå meget på en 7-8 timer og det skal ikke gå hurtigere end Sifkas knæ kan klare det.

Raketkatten Pinga og Kasper kostbar

Der blev løftet haler og hoveder, da jeg trådte inden for i Fredensborg Kattepension. Nogle af halerne og hovederne tilhørte mine to små grå.

Det var gået godt opholdet, forlød det, selv om Kasper er en lidt stridbar herre.

Hjemme blev der snuset og skridtet territorium af, og så blev der spist masser af Pussi.

Pinga er helt som hun plejer, kommer fræsende hvert andet øjeblik og vil lige ælte lidt og måske have et strøg over panden, men Hr. Kasper skal lige se mig an. Jeg må godt nulre et øre, men han opsøger det ikke, og er slet ikke nået til at smide sig overgivent på ryggen og spinde, som han ellers kan finde på.

Det kommer nok. Han tester mig også hele tiden ved at forlange, at blive lukket ind af nye døre og vinduer, hver gang han har været ude.

Eller er der gang i det lille vaskeri og selv om jeg tror min døgnrytme bliver nem at justere, hvad søvn angår, så er det værre med mad. Jeg bliver sulten efter de forkerte ting, på mærkelige tidspunkter.

Jeg har masser af frugt og ymer klar til at tage det værste, foruden rugbrød og nystegte frikadeller.

Heste, hatte og hibiscus

Jeg pjækkede en halv forelæsning for at kunne spise en tidlig frokost og gik lige ind i en kæmpe parade i anledning af byens årlige kombinerede rodeo og dyrskue, som begynder denne uge.

Lige med et var alle de cowboyhatte og –støvler, som ellers har været næsten demonstrativt fraværende lige foran mig.

Amerikanere kan jo det med optog og parader – for et år siden så jeg Sankt Patrik paraden i New York, denne var langt fra så omfattende, men sjov og meget energisk.

Paraden blokerede faktisk hele byens midte, så jeg begyndte at gå ad gader ikke hidtil besøgt og opdagede, at der næsten ikke var nogle frokoststeder åbne, fordi bymidten almindeligvis i weekenden er ganske uddød.

Heldigvis snublede jeg til sidst over en japansk bar og lounge, som trods fraværet af gæster var åben. Jeg tog chancen og fik for $10 – som er en 52-53 kroner – salat, misosuppe og 17 stykker california, spicy tuna og ebi ruller.

Alt, alt for meget. To personer kunne fint være blevet mætte af mængden, så jeg måtte levne.

På vejen retur til kurset kom jeg forbi byens park, hvor hibiskusbuske stod i fuldt flor. I det hele taget var vejret – udendørs – i går som en god dansk sommerdag, mens vi alle småfrøs inden døre af den voldsomme aircondition.

Etfter et kort program her til morgen flyver vi retur til Danmark og mandag eftermiddag skal jeg hente de små grå!

100 haner med øl og en tasergun

Nu har jeg prøvet det med: En bustur ad kendt linje kulminerede ved et velkryds med at vi fra gaden hørte høje og grove råb: Get him, get the bastard!

Det fik halvdelene af bussen til at ile fremad for at beskue balladen gennem forruden og så løb det mig koldt ned ad ryggen:

Shoot him, shoot him, shoot him – råbte nogle af passagererne, som samtidig var klar med mobiltelefonerne til at tage billeder.

Omsider faldt det chaufføren ind at lukke fordøren og folk vendte skuffede tilbage til deres pladser.

To bilister var kommet op at slås over et banalt trafikuheld og da en politimand havde svært ved at dæmpe den ned, havde han trukket sin elpistol – tasergun.

Den havde han holdt mod maven af den ene kamphane og det var i den situation at folk råbte shoot him.

Resten af turen mod byen gik med at få min puls ned og let rystet lytte til folks fortrydelse over at manden ikke var blevet ”skudt”. Jeg synes faktisk det var godt gjort af betjenten, at han nøjedes med at vise sit magtmiddel og ikke bare bevidstløs at bruge det.

Nå, men aftenen skulle efter planen være gået med at se en basketballkamp med det lokale hold, som klarer sig godt. Men den ene af mine to allierede i sagen, ville ikke betale de cirka 300 kroner, den billigste billet vi kunne få kostede, så i stedet faldt vi forbi stedet The Flying Saucer, hvor de har 100 fadøl. 100 fadølshaner på rad og række, det er altså et imponerende - og smukt - syn!

Der fik vi smagt 11 forskellige øl via små søde smagsprøveglas. Blandt andet en meget skøn hvedeøl med appelsinsmag og en dobbelt India Pale Ale med voldsom kraft. Vi sad uden for i den ret lune aftenluft og kiggede mennesker og jublede hver tiende minut, når byens checkede sporvogn rullede ned ad gaden. Alt åndede fred og weekendro.

Drømmeblyant, oppustet tarm, tvangshandlinger og kager

Måske er jeg blevet for gammel til at indoptag nye tanker hurtigt. I hvert fald var jeg så udbombet efter seks 70 minutters lektioner, at jeg pjækkede fra den sidste og vandrede rundt til jeg fandt en bus, der så lovende ud.

For enden af bussens rute var endnu et mega-indkøbscenter, som fik Fields til at ligne en lille brugs i en landsby.

Der forelskede jeg mig voldsomt, eller rettere fik vakt en gammel kærlighed, i/til Graf von Faber Castells blærede blyant med sølv i begge ender.

Nu ved alle jo at dollaren er lav og.....den er skøn!

I centeret havde nogle gode mennesker også banket et aldeles bizart tableau ned. For at få folk til at interessere sig for kampen mod tarmkræft havde de opstillet en oppustelig tyktarm komplet med onde polypper og sunde villi.

Gik man gennem tarmen, som mageligt kunne akkommodere en gardehøj mand, så ankom man til et cocktailparty, hvor mange dyrt klædte mennesker stod og skovlede ting i hovedet, som med garanti er udpeget som medvirkende årsag til tarmkræft.

Efter megen undren over dette sammensatte og fascinerende land gik turen tilbage med bus.

Det skal siges, at bortset fra i New York og få byer på vestkysten, er offentlig transport kun for de mindrebemidlede. Men det herlige som turist er, at der altid er nogen der snakker med en og spørger til hvor man kommer fra, fordi man uanset hvilken forklædning man møder op i, har ordet turist tatoveret i panden.

Bussen var dog tavs i en lang periode fordi en mand med en styg tvangshandling, ikke kunne forhindre sig selv i at kravle rundt på gulvet og samle affald op og pille fnuller af sæderne, hver gang en passager havde rejst sig.

Sådan noget er pinefuldt at overvære, og jeg kan ikke bare begynde at forestille mig, hvordan det må være, at have det sådan.

Tilbage på hotellet stenede jeg lidt foran tv – med min yndlingskanal Food Network, hvis dollaren falder yderligere kunne jeg godt finde på, at tage en billig tur bare for at se det hele tiden.

Der var to episoder af en serie, som lige var noget for Kagekonen. Jeg så mange flotte og sjove kager blive til, men helt ærligt, Kagekonen kan sagtens følge med.

Solnedgang, tunnelsyn og fish tacos

Solnedgang over det vestlige Houston fra mit hotelværelse på 19. etage venligst indfanget af min computers indbyggede webcam. På mange måder har jeg været helt oppe eller helt nede i dag ;)

Det viser sig nemlig, at der er en ualmindelig god grund til at de eneste mennesker man møder, når man går rundt i byen er dørmænd, fejemænd, skraldemænd og posemænd: De andre går rundt nede under jorden.

Under hele downtown området er der et tunnelsystem. Simpelthen fordi det er for varmt om sommeren til at bevæge sig uden for. Meget interessant tanke, som jo også kunne bruges i byen med stort snefald og måske er det.

Efter et besøg på Houston Chronicle - USA's fjerdestørste avis - gik jeg og en medkursusist hele vejen retur til hotellet under jorden. Der er meget rent og velordnet dernede, ikke en bums at se og tonsvis af fastfood steder, så duften er en blanding af den sædvanlige parfumerede amerikanske air condition luft og stegeos.

Derefter fandt vi en mix mex restaurant, hvor jeg fik smagt fish tacos, som tit optræder på film og i tv-serier. Såmænd bare en blød tortilla med salat, salsa og stykker af steget fisk. Men alt var hjemmelavet og lækkert og så var det bare en helt almindelig størrelse servering og ikke en, der kunne brødføde Peru i en uge. Stedet havde naturligvis også nogle gode halvliteres margaritas med knust is og masser af frisk lime.

Her til morgen sneg jeg mig afsted til McDonalds for at mine intellektuelle medkurister ikke skulle se min fornedrelse. Jeg har nemlig en svaghed for deres egg mcmuffin morgenmadskonstuktion.

Den er nem og lækker at lave selv: En engelsk muffin fra Irma ristes let og lægges sammen om et spejlæg stegt på begge sider og et stykke sprødstegt bacon.

McDonalds er det amerikanske samfunds troldspejl, men fine folk ser det ikke. Mellem 6 og 7 om morgenen er det daglejerne, rengøringsfolkene og gadens folk der hænger over noget varmt til et par kroner.

En meget beskidt mand gik rundt foran os alle sammen og rodede efter mad i skraldespandene.

Sådan noget kan jeg ikke tage, så jeg stak ham en seddel, som uden tvivl går til noget andet end mad, men ham om det. Frihed har han på den ene siden alt for meget af og slet intet af.

The road to eternal life

Ankom til Houston små 17 timer efter jeg var kørt fra Asserbo. Efterhånden er sådan en transatlantisk flyvning nu til at holde ud – jeg fik set tre film i mit tempo og efter eget valg af et udbud på en 7-8 stykker.

Vel ankommet drog jeg sammen med tre resolutte mandlige kursister mod byens store indkøbscenter – de havde alle lange lister med fra koner og teenagebørn over, hvad der skulle indkøbes.

Efter to timers powershopping var vi klar til noget slammad og fik store kulørte drinks og texmex mens vi - noget surrealistisk- så et hold ensklædte kunstskøjteløberinder øve sig i noget atletisk til Ricky Martin.

Jeg gik durk i dørken ved hjemkomsten til hotellet og klarede faktisk at sove til klokken næste 7 lokal tid.

Og så var det ellers på med snøreskoene og ud at gå jetlag og mange timers stillesiddendehed ud af kroppen.

Jeg elsker at indtage amerikanske byer til fods. Nogen steder er det med livet som indsats, fordi der ingen fortove er, men dette hotel ligger i Houstons finansielle centrum, så det er muligt at færdes til fods.

Men stadig ikke helt almindeligt. Det er mest dørmænd, fejemænd, skraldemænd og posemænd man møder. Foruden en nydeligt klædt ældre dame med tomme øjne, som vil vise mig vejen til det evige liv.

Jeg var mest på udkig efter noget stærk morgenkaffe og fandt Starbucks uden brug af hellige skrifter som vejviser.

Om lidt går en lang kursusdag i gang.

Spa und bward......

I marts for år tilbage tilbragte jeg nogle pragtfulde dage på Victoria-Jungfrau Grand Hotel und Spa i Interlaken i Schweiz.

Hotellet er fantastisk og spa- og wellnessafdelingen uovertruffen.

Især var jeg vild med kæmpepoolen, hvorfra der var mulighed for at svømme ud i en stor udendørs Jaccuzzi, hvor man kunne sidde lunt og godt i snevejr og solskin og kigge op på de omkringliggende bjerge. Vandet og ens ånde dampede mens håret frøs til is. Stort.

Fra Interlaken går der tog op til Jungfraujoch og op til James Bond-bjerget Schilthorn, hvor On Her Majesty’s Secret Service blev optaget.

Jeg står ikke på ski, slet ikke stejlt ned ad bakke, men jeg nød turen op til Jungfraujoch forbi og gennem Eiger.

Hotellet har desuden en fantastisk gourmetrestaurant, så dagene gik med udflugter, svømning, spisning og at traske op og ned ad hovedgaden og kikke på kukure.

Med hjem havde jeg nogle gode spaprodukter. Til aften tænkte jeg, at det kunne gøre godt med et langt varmt brusebad og så en omgang kropsolie fra Victoria-Jungfrau.

Til oplysning var jeg i Interlaken i 2005.

Kropsolie kan blive harsk. Ret harsk. Når den samtidig er citrusinfuseret, så lugter jeg nu som en meget stor urinalkugle.

Kattene vil ikke kendes ved mig, det vil jeg faktisk heller ikke selv, og brusebad nr. to har kun antydningsvist hjulpet.

Godt det først er juleaften i overmorgen ;)

I Europas hjerte

Berlin er indbegrebet af Europa for mig. Når jeg er der, føler jeg mig mere europæisk end noget andet sted, og det er en fornemmelse jeg godt kan lide.

Det er en by med enorme kontraster mellem skønhed og grimhed, mellem natur og kultur og mellem det gamle og det nye.

Min endagstur gav mig 9 timer til at suse omkring og suge til mig.

Der er ting, jeg altid skal - i KaDeWe, et smut omkring Hackescher Markt og det gamle jødiske kvarter og så skal jeg hen til Europas smukkeste plads Gendarmenmarkt. Ovenstående billede er taget ved en tidligere lejlighed.

Jeg havde også sat mig for at besøg et ret nyåbnet DDR-museum og at opleve endnu en ukendt bydel Hohenschönhausen, valgt tilfældigt på kortet over buslinjer fra Hackesche Markt.

Jeg er faktisk noget af et vanedyr, så i stedet for at lede efter et nyt sted til frokost indtog jeg den på Lutter & Wegner på Gendarmenmarkt. En stor supertynd wienerschnitzel med eddikelun kartoffelsalat til og en bajer.

Museet var rigtig sjovt og hvis Goodbye Lening og De andres Liv fængede - et spændende sted at opleve det tidligere DDR. Masser at se, høre og røre ved.

Hohenschönhausen var en rigtig DDR forstad med række på endeløs række af betonhuse, dog efterhånden i god stand og folk havde pyntet overdækkede altaner og udearealerne op, så det så helt hyggeligt ud.

Jeg elsker sporvogne og synes det er en perfekt måde at komme rundt på, der er ikke nær så mange pludselige opbremsninger som i bus og en behagelig afstand mellem stoppestederne, så man rent faktisk kommer frem også i myldretiden.

Jeg havde en god dag - og overvejer nu, hvor jeg ellers kan smutte hen på endagstur ;)

Dejlig tur

Vi havde en fantastisk tur til Berlin. Hotellet var, som altid, helt perfekt, og der er nu noget herligt dekadent ved at gå i spa hver eftermiddag og så daffe ned i baren og få sig en lille en.

Vi fik set en masse og kørt med sporvogn helt ud til de østlige forstæder, hvor der kun var til at holde ud, fordi det var vidunderligt forårsvejr.

Turen op i fjernsyns-tårnet var også en oplevelse.

Afsted igen

I morgen tidlig tager jeg tre dage til Berlin sammen med min bonusmor.

Jeg gav hende turen til hendes 75 års fødselsdag. Hun har aldrig været der. Jeg ved, at det var et af de steder hun og min far overvejede at tage hen ofte, men tror at hans grundliggende tysker-forskrækkelse har forhindret det.

Vi skal bo på det udsøgte Ritz Carlton på Potsdammer Platz. Det er mit favorithotel over dem alle.

Berlin er vist den sidste storby i den vestlige verden, hvor luksus ikke er ruinerende dyrt.

Honey, I'm home. Oh, I forgot. I'm not married

Onsdag formiddag vendte jeg tilbage til kongeriget efter fire fine dage i The Big Oyster. Men jeg må indrømme, at det var lige i rette tide.

New York er en by jeg hurtigt får nok af. Alt er forstørret, ude af proportion, overdrevet eller grotesk i den by - fra støjen, til beskidtheden til størrelsen på en portion mad.

Jeg ankom midt i en gammeldags snestorm. Det tog derfor uendelig lang tid at komme fra Newark ind til Manhattan. Der var ikke nogen taxi at få ved Penn Station og så var det blot at begive sig ned i subwayen med fuld oppakning. Det er ikke altid lige nemt, når samtidig alle andre i byen har fået samme ide på grund af vejret.

Men frem kom jeg og fik et fint værelse og begav mig ud på en lille gåtur for at få de mange timers sammenfoldethed i et flysæde ud af kroppen.

Stor var min overraskelse, da det gik op for mig, at snerydning ikke er noget systematisk i en af verdens førende metropoler. Jeg ved ikke om det er fordi arbejdskraft er så billig og nem at få fat i, men de fleste steder var det overladt til en enkelt frysende mand med en skovl. De følgende dage var der et par folk uden for hver bygning, men da var det nærmest en hakke de havde brug for, fordi nedtrampet sne var blev til is.

Hurtigt blev det klart, at jeg havde brug for noget vandfast til fødderne, for de fleste dybe rendested var fulde af søle og smeltevand og ikke altid mulige at springe over.

Jeg havde nu i forvejen overvejelser om et par gode vandrestøvler til hvis efterårets drøm om noget lang vandring skal blive til noget, så det er ikke en forgæves investering.

Jeg var meget tilfreds med mit hotel både komforten og beliggenheden var fin.

At det var muligt at svømme sig en morgentur mens solen stod op over East River var sørme heller ikke dårligt og så ned på gaden efter en stor dobbelt latte og en donut og tilbage i seng med New York Times.

Søndag drog jeg på tur langt ud på Long Island. Meget hurtigt bliver byen jo faktisk til forstad og derefter nærmest landlig. Jeg fandt den kæmpe mall jeg ledte efter og blev straks ramt af en afgrundsdyb lede mod min egen og andres materialisme, så jeg drog tilbage til byen uden at købe noget som helst og følte nærmest turen spildt.

Dog var det fint fra toget pludselig at se Manhattans skyline kigge frem over horisonten.

Mandag aften begyndte jeg at få ondt i halsen og tirsdag blev en lang dag med venten på afgang og samtidig en galopperende influenza med feber og totalt tab af stemme. Da jeg først dejsede ned i mit flysæde var jeg heldigvis uden sidemand, og kunne flyde ud og se film og snuppe mig en ordentlig gibbernapper.

Ved at New York altid vil være en lille feber i mit blod, men tror der går nogle år, før lige den bacille skal plejes igen.

Det bedste ved turen var, at kattene havde haft det godt og kunne kende mig!

The Man in Black

Jeg lytter til Johnny Cash mens jeg venter på at det sidste tøj skal blive rent til morgendagens tur til New York. Jeg er både en tidlig og en sen fan af manden i sort.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg sad mutters alene i et lille kammer i huset en sen aften engang i 70'erne og så en af de to fængselskoncerter med ham. Det var på et gammelt sort-hvidt B&O tv, som min far havde købt få dage får jeg blev født i 1960.

Jeg syntes at Cash var fantastisk. Men min langhårede storebror, i ildelugtende islandsk sweater, som vist i smug lyttede med - og var og er en dejlig bror - afskrev hr. Cash meget kategorisk. Han, altså Cash, spillede jo banke-guitar, som brormand udtrykte det. Derudover var han jo ikke intellektuel.

Derefter spillede min bror sikkert Skovsen og Ingemann for mig eller Jethro Tull for at få sin pointe hjem.

Lige ind til den seneste revival efter den for så vidt udmærkede film, har jeg gået stille med dørene i min Cash-begejstring. Og nu tror jeg såmænd, at brormands fritidsorkester har forsøgt sig med et enkelt eller to af hans numre.

Nå, men det var New York jeg kom fra. Jeg har været der to gange før. Første gang kunne jeg slet ikke lide byen.

Det var en hed september, ja nu kommer der så endnu en anekdote: Jeg var i byen på min 40 års fødselsdag, som faldt den 10. september 2000. Lige siden har jeg prist herren for, at jeg ikke er et år yngre og havde været i byen under terrorangrebene.

Men selv om jeg ikke kunne lide byen trak den alligevel lidt igen for en tre år siden og nu skal den have endnu en chance. Mit problem er det urimeligt høje støjniveau i byen dag og nat.

Denne gang vil jeg se lidt andet end blot Manhattan. Williamsburg, Brooklyn og Long Island er på min liste over mulige steder at besøge. Såmænd også Staten Island - hvor der er et indkøbscenter og den slags har jeg en hemmelig passion for.

Nu ser vi. Og kattene var en smule betuttede ved ankomsten til pensionen. Kasper var helt sikkert blevet leveret tilbage til internatet og blev lille bitte og gemte sig. Pinga var mere modig og der var gode forhold og en meget kærlig kattemor, så det var nu ikke slemt at efterlade dem.