lørdag, marts 01, 2008

100 haner med øl og en tasergun


Nu har jeg prøvet det med: En bustur ad kendt linje kulminerede ved et velkryds med at vi fra gaden hørte høje og grove råb: Get him, get the bastard!

Det fik halvdelene af bussen til at ile fremad for at beskue balladen gennem forruden og så løb det mig koldt ned ad ryggen:

Shoot him, shoot him, shoot him – råbte nogle af passagererne, som samtidig var klar med mobiltelefonerne til at tage billeder.

Omsider faldt det chaufføren ind at lukke fordøren og folk vendte skuffede tilbage til deres pladser.

To bilister var kommet op at slås over et banalt trafikuheld og da en politimand havde svært ved at dæmpe den ned, havde han trukket sin elpistol – tasergun.

Den havde han holdt mod maven af den ene kamphane og det var i den situation at folk råbte shoot him.

Resten af turen mod byen gik med at få min puls ned og let rystet lytte til folks fortrydelse over at manden ikke var blevet ”skudt”. Jeg synes faktisk det var godt gjort af betjenten, at han nøjedes med at vise sit magtmiddel og ikke bare bevidstløs at bruge det.

Nå, men aftenen skulle efter planen være gået med at se en basketballkamp med det lokale hold, som klarer sig godt. Men den ene af mine to allierede i sagen, ville ikke betale de cirka 300 kroner, den billigste billet vi kunne få kostede, så i stedet faldt vi forbi stedet The Flying Saucer, hvor de har 100 fadøl. 100 fadølshaner på rad og række, det er altså et imponerende - og smukt - syn!

Der fik vi smagt 11 forskellige øl via små søde smagsprøveglas. Blandt andet en meget skøn hvedeøl med appelsinsmag og en dobbelt India Pale Ale med voldsom kraft. Vi sad uden for i den ret lune aftenluft og kiggede mennesker og jublede hver tiende minut, når byens checkede sporvogn rullede ned ad gaden. Alt åndede fred og weekendro.

3 kommentarer:

Zette sagde ...

Hvor er det dog fedt at læse dine beretninger. Det er guf - og hvor oplever du meget skønt.

Jeg gad godt nok godt det der fadølsnoget... Uhmm hvedeøl med orangesmag. Måske er himlen lige der i Houston?

Sifka sagde ...

Føj, hvor ubehageligt! Det ryster mig virkelig.

Både glas og haner lyder hyggeligt, og det var da godt, at der var sådan en oplevelse med i din dag:)

Lotten sagde ...

Også jeg nyder at læse om dine iagttagelser på den anden side af Atlanten!
Det er rystende, men desværre ikke uventet, at læse om dine skydegale/sensationshungrende medpassagerer, men mægtig dejligt at læse om de hundrede forskellige fadøl :-D