Iltog

Jeg var et meget ængsteligt barn. Årets helt store udfordring var derfor turen fra Skovlunde til Ribe, når familien skulle på sommerferie hos min mormor i det gule hus på Kurveholmen.

Turen foregik med iltog til Bramming, og så med et af de brune det sidste stykke til Ribe på Bramming-Tønder-banen.

Det var iltoget, der gav mig mareridt. Jeg forstod det som ildtog og forestille mig, at man antændte togets bagende på Københavns Hovedbanegård og så var turen til Bramming et spørgsmål om at køre hurtigere end ilden åd sig op langs togstammen.

Desuden var der spørgsmålet om toiletbesøg. Der var der jo en reel risiko for at falde ned i tønden og lige ned på skinnerne, for ikke at tale om at skulle gennem sluserne, hvor togvognen var koblet sammen, der kunne man også se lige ned på skinnerne og hvad hvis toget gik midt over, lige som min far bar mig igennem?

Men jeg elskede ferierne i Ribe og jeg kunne også rigtig godt lide det brune tog fra Bramming med de krakelerede lædersæder og den ældgamle duft af damplokomotiv kogt ind i interiøret.

Allermest elskede jeg Ribe station, hvor der hang fletkurve som skraldespande - de duftede på en helt speciel måde i sommervarmen og slet ikke ubehageligt, når jeg proppede papiret fra min jordbærispind i.

Stationen var nemlig et nemt sted for mig og min bror at smutte over efter en is, hvis vi kunne lokke pengene fra min far. Hver gang blev vi indskærpet at se os grundigt for, før vi krydsede skinnerne også selvom bommene ikke var nede, for de kunne jo gå i stykker.

Af en eller anden grund gjorde det mig ikke ængstelig og lige siden har jeg været totalt begejstret for jernbaneoverskæringer.

Det gør mig intet, selv når jeg er på vej hjem fra en lang vagt, hvis bommene er nede, hvor Gribskovbanen krydser Helsingevej. Så slukker jeg motoren - det er selvfølgelig bedst at holde forrest ;) - og venter spændt på det fine gule og grå tog.

For af en eller anden grund har mit forhold til iltoget ikke gjort mig pas på tog, tværtimod og derfor er jeg med i dette projekt.

Skatte

Gode sager og gode oplevelser har jeg med hjem fra Berlin.

Det er ikke dyre eller opsigts- vækkende ting jeg har med hjem, men de er dyrebare.

Nogle sjove kort, nogle fine perler af gammelt flaskeglas, nogle anispastiller og en flaske absinth, der holder 74 procent.

Nu er passet indviet - og Sifka og jeg har bevist, at vi kan snakke selv klokken meget tidligt om morgenen og hele vejen fra København til Berlin.

Dernede boede vi på et rigtigt godt hotel, hvor værelserne er små lejligheder tæt på alt det sjove i bydelen Mitte, som blev udforsket til fods.

På en af byens barer blev vi advaret mod at bestille en helt banal romdrink - Mai Tai - fordi den indeholdt meget alkohol.

Det morede vi os noget over inden vi spiste wiener schnitzel med udsigt over Europas smukkeste barokplads.

De fleste af de klassiske steder blev besøgt - Brandenburg Tor, Potsdamer Platz, Alexanderplatz, KaDeWe og Kurfürstendamm.

Men turens største fund - ud over det gode selskab - var en ikke særlig iøjenfaldende falafelbar ved Oranienburger Strasse. Den blev vores stamsted.

Vand i hovedet

I dag fik jeg en fantastisk gave af Sifka: Et krus til den legendariske tiki-drink Zombie fra tiki-baren Brass Monkey.

Drinken hedder zombie fordi man bliver til en efter et par stykker, så meget rom er der i den.

Røverhistorien er at Donn Beach opfandt den til en kunde på sin bar Don the Beachcomber, der havde tømmermænd, men skulle til et vigtigt forretningsmøde.

Efterfølgende brokkede han sig over, at han havde været en zombi i flere dage og så var navnet altså på plads.

Foreløbigt har jeg indviet mit flotte krus med vand og isterninger - nu ved jeg, hvor meget der kan være i det - og så er det bare om at få fat i de rigtige ingredienser.

Har pas, kan rejse, men vil jeg?

Engang led jeg af rejsomani. Lige så snart jeg havde et par sammenhængende fridage blev jeg restløs og måtte af sted.

Det holdt hurtigt op med at være sjovt - det føltes faktisk lidt som en svøbe.

Så flyttede jeg på landet og så blev jeg katteejer. To ture i kattepension, kort efter at jeg havde hentet de små grå på internat, var ikke en succes.

Pinga slikkede sig skaldet på maven og Kasper var i konstant alarmberedskab over at være så tæt på alle mulige hankatte, fortalte indehaverne - vi prøvede to forskellige.

Så kattepension er kun i yderste nødstilfælde nu - og så er lange rejser pludselig uden for rækkevidde.

Det er faktisk ok. Lynture er ok og ingen ture er også til at leve med.

Alligevel følte jeg mig beklumret, da jeg lige før min ferie begyndte opdagede, at mit pas var udeløbet og at alle ture uden for Norden derfor var udelukket.

Jeg ved godt, at hvis man selv kører eller tager toget til Tyskland er sandsynligheden for at det nogensinde bliver opdaget, at man ikke har et pas, ringe, men, som jeg har forstået det, er det noget baks, hvis det sker.

Så for 10 dage siden afleverede jeg min pasansøgning på kommunen og kunne jo bare nikke, da den venlige kvinde fortalte mig, at der er tryk på pasproduktionen i disser uger og at det ville tage to uger.

Det gjorde det nu slet ikke - mit nye pas lå lige så fint i min postkasse til formiddag. Det var dejligt - sjovt at få nyt, med nyt billede og det hele. Og så farvel til en række interessante stempler fra Uganda, USA, Venezuela og andre spøjse steder.

Men er det bare mig? De virker sgu da næsten hjemmegjorte de nye pas. En tyk lamineret side klistret lidt skævt ind, så den hænger lidt ud, når passet er lukket.

Hmmm - det er måske det bedste bevis på at det er ægte. Et falsk ville man gøre sig mere umage med;)

Så nu er jeg rejseklar, men jeg ved sgu ikke. Det er supersjovt at drømme og supernemt at planlægge.

Jeg husker tilbage, da jeg begyndte at rejse for mig selv, hvor det som regel bedst kunne betale sig at tage ind til Spies, trække et nummer og så tale sig tilrette om et hotel, hvor der var gode - og billige - enkeltværelser og søge efter destinationer, hvor man selv kunne tage rundt, så man ikke var nødt til at tage med på guidede ture. Det var sgu besværligt, nu kan man jo helt problemløst være sit eget rejsebureau.

Nu ser vi om det bliver ved drømmene..

Fortabt i rørskov

Første feriedag og passet er udløbet, så jeg måtte af sted til borgerservice og aflevere en ansøgning om et nyt og en god slat penge. Om 14 dage er jeg rejseklar igen;)

Og så tænkte jeg, at jeg lige ville se en ny træbro min kommune har bygget ud gennem et sumpet område og en rørskov til åbent vand i Arresø.

Broen ender i et smukt, sort fugleskjul med informationer om alle de fugle og bævere der kan iagttages i søen.

Et meget fint sted, som i øvrigt var velbesøgt af radikale kernevælgere, som stod med ryggen til søen og diskuterede skjulets arkitektoniske udformning og hvorfor mon der er så få sommerhuse på den anden bred af søen.

Hmm - sjovt indfald til naturen, men måske kan man blive blasert, hvis man har set nok ørne og sivsangere.

På sjov

Så har de halvgamle cocktail-koner været på bytur igen. Og denne gang foregik den udelukkende på Nørrebro - et sted, hvor jeg tror at hverken Sifka eller jeg føler os naturligt hjemme, men så alligevel er sært dragende.

Vi forsøgte at starte stilfuldt, men K Bar havde simpelthen ikke åben endnu, da vi var klar til den første cocktail.

Eftersom vi havde et mormor-agtigt tidligt bord på Oysters & Grill begav vi os over Dronning Louises Bro og faldt ind på en af byens ældste barer med kulørte drinks Mexi Bar i Elmegade.

Jeg tror jeg fik min første Pink Cadillac der for mere end 15 år siden. Den er stadig på kortet og blev mikset af en bartender, der var max. 4 år, da jeg var der første gang.

Det er et rigtigt tøsested i hvert fald ved fyraftens tid. I et hjørne sad to tøser og hyggede og i et andet et bord fuld - ja studiner var de ikke engang, 18 år gamle var de langtfra alle sammen, men de hvinede og drak kulørte drinks og hyggede sig.

Til prisen er det sgu et fornuftigt sted og der findes også mere sofistikerede ting på kortet end Pink Cadillac.

Jeg ved ikke om hun ligefrem blev hensat til en sval veranda på Raffels Hotel i Singapore af sin Singapore Gin Sling, men hun var ganske tilfreds - især da de både spillede C.V. Jørgensen og Outlandishs udgave af I Danmark er jeg født.

Vi zig-zaggede os vej omkring den jødiske kirkegård, som jeg sørme godt kunne tænke mig at besøge en dag, rundt ad bagvejen og ned ad Sjællandsgade omkring den fine Simeons Kirke, Sjællandsgades Bad og skolen. En plads som lige så godt kunne ligge på Frederiksberg.

Ved nummer 1b gjorde vi holdt - kiggede forventningsfuldt på hinanden og begav os ind i Cofoco-imperiets seneste restaurant.

Oyster & Grill er ikke som steakhouses er flest. Stedet er rustikt med rå gulve, vægge og blotlagte sveller i loftet. Der er voksdug på bordene, men nydeligt porcelæn og flotte glas.

Betjeningen er klædt i stribede sømandsbluser og ganske entusiastisk, men som Sifka sagde, man vil gerne lige sidde inden man skal tage stilling til cava eller champagne.

Vi valgte champagne og fik frihåndskænket hver et passende glas og så dukkede menuen - et a4 ark - op.

Skaldyr og kød på den ene side - drikkevarer på den anden. Vi valgte en dansk og en fransk østers hver som måltidets begyndelse og derefter et skaldyrs sortiment efterfulgt af en tournedos.

Østersene var hurtigt på bordet - på is med citron og en lille klassisk vinaigrette med skalotteløg.

Den danske østers var smuk i sin cremehvide vælde og smagte fantastisk af både regndråber og umami. Sifka var fortryllet - den franske var meget mineralsk - det vil sige fuld af jern - skøn med et bløp vinaigrette.

Så dukkede et stort fad med blåmuslinger, knivmuslinger og hjerte- eller venusmuslinger kogt med urter op. Dertil godt brød og vådservietter. Et herligt - og usædvanligt - fad at få serveret.

Derefter dukkede der friterede tigerrejer og små blæksprutter op sammen med let marinerede grøntsager med løvstikkepesto.

Man sidder tæt på Oyster and Grill og akustikken er hård og ubønhørlig - men den simple måde alting serveres på får på en eller anden måde det hele til at gå op i en højere enhed.

Tournedoserne stod strunke på hver sin tallerken og til deling en ordentlig portion tændstik kartofler og en frisésalat med olie-eddike dressing. Det er en servering der minder om Frankrig og ikke så meget amerikanske steakhouses, hvor side-orders er en videnskab.

Vi var mætte, da vores tallerkner var tomme og den sidste slurk rødvin drukket. Vand serveres kun i plastikflaske - en gimmick, som er mere kæk end forbrugervenlig - et glas og en kande tak, sagde Sifka.

Så stod vi mætte og glade ude på Sjællandsgade igen klar til nye opdagelser.

Vi trevlede ruten fra før op og endte på hjørnet af Egegade og Birkegade - hvor et brat trin ned sendte os ind i et lokale, som virkede som det indre af en meget kæk togvogn. Lang, smal og lækker.

The Oak Room diverterede os med smukke og opfindsomme drinks - vor bartender arbejdede som en hest for os og var ved at snyde sig selv for den halve betaling. Tak for en Champagne Julep og en Oh Cecilie til mig og en Cynical Brother og en Blomkvist til Sifka.

På hjemvejen sagde Irmahønen på Sortedam Dosseringen god aften og sov godt til os.

Himmelsk hanehave

Alle der læser med hos Sifka, ved, at hun har fået jord under neglene. Ikke nok jord, men det vender jeg tilbage til om et øjeblik.

Forbløffende nok ligger det lille stykke paradis hun har til låns få skridt fra min arbejdsplads, men alligevel har jeg aldrig bemærket stedet rigtigt eller besøgt det.

Det er altså en fornøjelse at træde ind i haveforeningen, der er altid mennesker, som pusler, passer, plejer, planter, pløjer og helt generelt knuselsker deres jordlodder.

Husene er ret ens - de fleste er nye - men fuldstændigt forskellige. I et land, hvor så meget er ensartet er det opløftende, at se personlighed udtrykt så direkte.

Henne hos Sifka hersker hanen Hans og hun huserer og botaniserer, og så er det hun løber tør for jord, og så må lille blå Fiat to the rescue. (var der for mange og'er i den sætning?)

For der er en overgrænse for, hvor meget plantemuld, en kvinde kan transportere på cykel.

I går artede det sig sådan, at jeg havde en helligdagsvagt og Sifka var i haven og så var det jo lige til at lave en aftale: Stil dig ud ved lågen klokken fri, så suser vi ud på Amagerland efter jord.

Som sagt så gjort og der røg også lidt blomster med i købet, så det var en godt tung indkøbsvogn vi skubbede gennem perlegruset og fik tømt ind i lille blå.

Vel tilbage hos Hans gik en sky for solen og man skuttede sig lidt i forårsvejret. Vi havde egentlig talt om sushi, men vi var i kolonihavehumør, så vi satte kurs mod Ravelinen - det fine gule hus, der markerer det yderste af voldanlægget omkring Christianshavn.

Kun for at konstaterer at stedet var lukket pga konfirmation. Så futtede vi mod Dragør og kørte om kap med et fragtskib på vejen rundt om lufthavnen.

Der mødte os samme skilt på Cafe Espersen, som ellers også lokkede med spætter, pariserbøf, stegt flæsk og sådan noget man kommer i humør til i en kolonihave.

Efterhånden modløse traskede vi rundt i Dragørs skæve gader og fandt yderligere to steder lukket pga privat fest.

Da vi råbte to par an foran det sidste sted og spurgte om de også var fanget i konfirmationsfælden, blev vi affejet med, at næh de havde skam været til konfirmation, men at der nok var noget ved hovedgaden, der havde åbent - for sådan nogle som os, forstod vi.

Det fnes vi godt og grundigt af, mens vi vaklede mod hovedgaden og antraf en lukket pølsevogn, et kedeligt pizzasted og så lyset for enden af tunnelen: Dragør Bistro.

Der var ikke konfirmation og den flinke tjener lo lidt ad tanken, han havde et kor af gutter på høje stole i gang med gammel dansk og fadøl langs baren og en fin blanding af sultne folk i gang ved de fleste af bordene. Nej, stedet havde vist aldrig været lukke for konfirmation.

Og så røg vi begge tilbage til firserne med et brag, da menuen bød på plankebøf.

Åh for en saglighed: Kød, bagt kartoffelmos, hvidløgssmør, en kækt skåret halv tomat og et drys persille.

Mætte og glade sagde vi tak for mad og snuppede desserten på stamstedet: Ismageriet.

Jo, køen er lang, det er svært at parkere, men isen er formidabel og så er de ikke karrige med, hverken den eller guf. Fin finale på kedelig arbejdsdag.

Amager er slet ikke så slem, som jeg altid har syntes;)