søndag, september 15, 2013

Tillykke mor

 
Forleden skrev jeg dette indlæg, men det strandede på min computer og røg aldrig på nettet. Hvis du undrer dig over, hvor jeg er blevet af så dukker jeg af og til op her: www.hanehale.dk, www.ginhound.com eller på min madblog Madmenneske.

I dag ville min mor være blevet 85. Hun og jeg delte fødselsdag. Noget der ikke var særligt sjovt, da jeg var lille, men som jeg er ret overbevidst om, at jeg ville have nydt nu.

Det ville sgu da have været sjovt at arrangere en fin fødselsdag for hende i dag og så samtidig lade en smule af regnen på præsten dryppe på mig.

Ikke at hun var præst - eller at jeg er degn, men forhold mellem mennesker ændrer sig, som tiden går.

Min relation til min mor vil altid være barnets.

Hun døde da jeg var 21, men i de sidste to år af hendes liv, var hun syg, konstant indlagt eller lige ved at blive det og så fryser relationer fast.

Jeg kan huske, at jeg kørte hende til og fra stråler - langsomt og adstadigt i min fars Taunus - så hun ikke blev skrumplet omkring.

Alt gjorde ondt efter stråler, selv den flygtigste berøring, så det gjalt om at undgå alt fra opbremsninger til huller i vejen.

Det var hårdt. At alt gjorde ondt på hende og at man bare gik ud fra, at en 21-årig kørte hende hjem og forsøgte at skaffe hende lidt lindring.

Hun kunne kun holde ud at have silke eller uld mod huden. Det var om sommeren, så det var svært at skaffe uld og også for varmt, men på dette lille område var vi tæt på bølgelængde: Som rødhåret og efter at have gennemlevet en barndom med konstante solskoldninger, forstod jeg den type smerter, hun klagede over.

Selvom hendes var en million gange værre, fordi de gik helt ind til den lortekræft, der åd hende lunger op.

Der er så mange ting, jeg aldrig fik talt med hende om eller spurgte hende om.

Mindst en gang om ugen tænker jeg: Det ville jeg gerne have vidst.

Der er selvfølgelig også meget hun er blevet sparet for: Mest fra den store, onde verden: Hun er sluppet for 11. september, for bomberne i The Tube i hendes elskede London den 7. juli 2005, for adskillige krige og megen ulykke. Men hun er så også gået glip af børnebørn, af bryllupper, af fester og glæde.

Ofte er det jo de mindste ting, der gør den største forskel, jeg tror, at hvis hun sidder i himlen, så er det, der ærger hende mest at kikke ned på, uden at kunne nå: Internettet.

Hold op, hun ville have elsket al den viden og alle de informationer lige dér for enden af tastaturet. Jeg er helt overbevist om, at hun ville have blogget, at hun ville have haft masser af Facebook-venner og at hun ville være rendt til den ene netbaserede komsammen efter den anden.

Det er sikket indbildning, når jeg tror, at hun og jeg ville være blevet bragt tættere på hinanden via alt det lækre digitale der nu er tilgængeligt. En venlig illusion, når sandheden er, at vi ikke var særligt tæt på hinanden, mens hun levede.

Men én forbindelse består, selv nu 32 år senere: Vi deler stadig fødselsdag. Tillykke, mor.

torsdag, november 24, 2011

Iltog



Jeg var et meget ængsteligt barn. Årets helt store udfordring var derfor turen fra Skovlunde til Ribe, når familien skulle på sommerferie hos min mormor i det gule hus på Kurveholmen.

Turen foregik med iltog til Bramming, og så med et af de brune det sidste stykke til Ribe på Bramming-Tønder-banen.

Det var iltoget, der gav mig mareridt. Jeg forstod det som ildtog og forestille mig, at man antændte togets bagende på Københavns Hovedbanegård og så var turen til Bramming et spørgsmål om at køre hurtigere end ilden åd sig op langs togstammen.

Desuden var der spørgsmålet om toiletbesøg. Der var der jo en reel risiko for at falde ned i tønden og lige ned på skinnerne, for ikke at tale om at skulle gennem sluserne, hvor togvognen var koblet sammen, der kunne man også se lige ned på skinnerne og hvad hvis toget gik midt over, lige som min far bar mig igennem?

Men jeg elskede ferierne i Ribe og jeg kunne også rigtig godt lide det brune tog fra Bramming med de krakelerede lædersæder og den ældgamle duft af damplokomotiv kogt ind i interiøret.

Allermest elskede jeg Ribe station, hvor der hang fletkurve som skraldespande - de duftede på en helt speciel måde i sommervarmen og slet ikke ubehageligt, når jeg proppede papiret fra min jordbærispind i.

Stationen var nemlig et nemt sted for mig og min bror at smutte over efter en is, hvis vi kunne lokke pengene fra min far. Hver gang blev vi indskærpet at se os grundigt for, før vi krydsede skinnerne også selvom bommene ikke var nede, for de kunne jo gå i stykker.

Af en eller anden grund gjorde det mig ikke ængstelig og lige siden har jeg været totalt begejstret for jernbaneoverskæringer.

Det gør mig intet, selv når jeg er på vej hjem fra en lang vagt, hvis bommene er nede, hvor Gribskovbanen krydser Helsingevej. Så slukker jeg motoren - det er selvfølgelig bedst at holde forrest ;) - og venter spændt på det fine gule og grå tog.

For af en eller anden grund har mit forhold til iltoget ikke gjort mig pas på tog, tværtimod og derfor er jeg med i dette projekt.

fredag, august 05, 2011

Skatte

Gode sager og gode oplevelser har jeg med hjem fra Berlin.

Det er ikke dyre eller opsigts- vækkende ting jeg har med hjem, men de er dyrebare.

Nogle sjove kort, nogle fine perler af gammelt flaskeglas, nogle anispastiller og en flaske absinth, der holder 74 procent.

Nu er passet indviet - og Sifka og jeg har bevist, at vi kan snakke selv klokken meget tidligt om morgenen og hele vejen fra København til Berlin.

Dernede boede vi på et rigtigt godt hotel, hvor værelserne er små lejligheder tæt på alt det sjove i bydelen Mitte, som blev udforsket til fods.

en af byens barer blev vi advaret mod at bestille en helt banal romdrink - Mai Tai - fordi den indeholdt meget alkohol.

Det morede vi os noget over inden vi spiste wiener schnitzel med udsigt over Europas smukkeste barokplads.

De fleste af de klassiske steder blev besøgt - Brandenburg Tor, Potsdamer Platz, Alexanderplatz, KaDeWe og Kurfürstendamm.

Men turens største fund - ud over det gode selskab - var en ikke særlig iøjenfaldende falafelbar ved Oranienburger Strasse. Den blev vores stamsted.

søndag, juli 31, 2011

Vand i hovedet


I dag fik jeg en fantastisk gave af Sifka: Et krus til den legendariske tiki-drink Zombie fra tiki-baren Brass Monkey.

Drinken hedder zombie fordi man bliver til en efter et par stykker, så meget rom er der i den.

Røverhistorien er at Donn Beach opfandt den til en kunde på sin bar Don the Beachcomber, der havde tømmermænd, men skulle til et vigtigt forretningsmøde.

Efterfølgende brokkede han sig over, at han havde været en zombi i flere dage og så var navnet altså på plads.

Foreløbigt har jeg indviet mit flotte krus med vand og isterninger - nu ved jeg, hvor meget der kan være i det - og så er det bare om at få fat i de rigtige ingredienser.

onsdag, juli 27, 2011

Har pas, kan rejse, men vil jeg?

Engang led jeg af rejsomani. Lige så snart jeg havde et par sammenhængende fridage blev jeg restløs og måtte af sted.

Det holdt hurtigt op med at være sjovt - det føltes faktisk lidt som en svøbe.

Så flyttede jeg på landet og så blev jeg katteejer. To ture i kattepension, kort efter at jeg havde hentet de små grå på internat, var ikke en succes.

Pinga slikkede sig skaldet på maven og Kasper var i konstant alarmberedskab over at være så tæt på alle mulige hankatte, fortalte indehaverne - vi prøvede to forskellige.

Så kattepension er kun i yderste nødstilfælde nu - og så er lange rejser pludselig uden for rækkevidde.

Det er faktisk ok. Lynture er ok og ingen ture er også til at leve med.

Alligevel følte jeg mig beklumret, da jeg lige før min ferie begyndte opdagede, at mit pas var udeløbet og at alle ture uden for Norden derfor var udelukket.

Jeg ved godt, at hvis man selv kører eller tager toget til Tyskland er sandsynligheden for at det nogensinde bliver opdaget, at man ikke har et pas, ringe, men, som jeg har forstået det, er det noget baks, hvis det sker.

Så for 10 dage siden afleverede jeg min pasansøgning på kommunen og kunne jo bare nikke, da den venlige kvinde fortalte mig, at der er tryk på pasproduktionen i disser uger og at det ville tage to uger.

Det gjorde det nu slet ikke - mit nye pas lå lige så fint i min postkasse til formiddag. Det var dejligt - sjovt at få nyt, med nyt billede og det hele. Og så farvel til en række interessante stempler fra Uganda, USA, Venezuela og andre spøjse steder.

Men er det bare mig? De virker sgu da næsten hjemmegjorte de nye pas. En tyk lamineret side klistret lidt skævt ind, så den hænger lidt ud, når passet er lukket.

Hmmm - det er måske det bedste bevis på at det er ægte. Et falsk ville man gøre sig mere umage med;)

Så nu er jeg rejseklar, men jeg ved sgu ikke. Det er supersjovt at drømme og supernemt at planlægge.

Jeg husker tilbage, da jeg begyndte at rejse for mig selv, hvor det som regel bedst kunne betale sig at tage ind til Spies, trække et nummer og så tale sig tilrette om et hotel, hvor der var gode - og billige - enkeltværelser og søge efter destinationer, hvor man selv kunne tage rundt, så man ikke var nødt til at tage med på guidede ture. Det var sgu besværligt, nu kan man jo helt problemløst være sit eget rejsebureau.

Nu ser vi om det bliver ved drømmene..

mandag, juli 18, 2011

Fortabt i rørskov


Første feriedag og passet er udløbet, så jeg måtte af sted til borgerservice og aflevere en ansøgning om et nyt og en god slat penge. Om 14 dage er jeg rejseklar igen;)

Og så tænkte jeg, at jeg lige ville se en ny træbro min kommune har bygget ud gennem et sumpet område og en rørskov til åbent vand i Arresø.

Broen ender i et smukt, sort fugleskjul med informationer om alle de fugle og bævere der kan iagttages i søen.

Et meget fint sted, som i øvrigt var velbesøgt af radikale kernevælgere, som stod med ryggen til søen og diskuterede skjulets arkitektoniske udformning og hvorfor mon der er så få sommerhuse på den anden bred af søen.

Hmm - sjovt indfald til naturen, men måske kan man blive blasert, hvis man har set nok ørne og sivsangere.

lørdag, juni 25, 2011

På sjov


Så har de halvgamle cocktail-koner været på bytur igen. Og denne gang foregik den udelukkende på Nørrebro - et sted, hvor jeg tror at hverken Sifka eller jeg føler os naturligt hjemme, men så alligevel er sært dragende.

Vi forsøgte at starte stilfuldt, men K Bar havde simpelthen ikke åben endnu, da vi var klar til den første cocktail.

Eftersom vi havde et mormor-agtigt tidligt bord på Oysters & Grill begav vi os over Dronning Louises Bro og faldt ind på en af byens ældste barer med kulørte drinks Mexi Bar i Elmegade.

Jeg tror jeg fik min første Pink Cadillac der for mere end 15 år siden. Den er stadig på kortet og blev mikset af en bartender, der var max. 4 år, da jeg var der første gang.

Det er et rigtigt tøsested i hvert fald ved fyraftens tid. I et hjørne sad to tøser og hyggede og i et andet et bord fuld - ja studiner var de ikke engang, 18 år gamle var de langtfra alle sammen, men de hvinede og drak kulørte drinks og hyggede sig.

Til prisen er det sgu et fornuftigt sted og der findes også mere sofistikerede ting på kortet end Pink Cadillac.

Jeg ved ikke om hun ligefrem blev hensat til en sval veranda på Raffels Hotel i Singapore af sin Singapore Gin Sling, men hun var ganske tilfreds - især da de både spillede C.V. Jørgensen og Outlandishs udgave af I Danmark er jeg født.

Vi zig-zaggede os vej omkring den jødiske kirkegård, som jeg sørme godt kunne tænke mig at besøge en dag, rundt ad bagvejen og ned ad Sjællandsgade omkring den fine Simeons Kirke, Sjællandsgades Bad og skolen. En plads som lige så godt kunne ligge på Frederiksberg.

Ved nummer 1b gjorde vi holdt - kiggede forventningsfuldt på hinanden og begav os ind i Cofoco-imperiets seneste restaurant.

Oyster & Grill er ikke som steakhouses er flest. Stedet er rustikt med rå gulve, vægge og blotlagte sveller i loftet. Der er voksdug på bordene, men nydeligt porcelæn og flotte glas.

Betjeningen er klædt i stribede sømandsbluser og ganske entusiastisk, men som Sifka sagde, man vil gerne lige sidde inden man skal tage stilling til cava eller champagne.

Vi valgte champagne og fik frihåndskænket hver et passende glas og så dukkede menuen - et a4 ark - op.

Skaldyr og kød på den ene side - drikkevarer på den anden. Vi valgte en dansk og en fransk østers hver som måltidets begyndelse og derefter et skaldyrs sortiment efterfulgt af en tournedos.

Østersene var hurtigt på bordet - på is med citron og en lille klassisk vinaigrette med skalotteløg.

Den danske østers var smuk i sin cremehvide vælde og smagte fantastisk af både regndråber og umami. Sifka var fortryllet - den franske var meget mineralsk - det vil sige fuld af jern - skøn med et bløp vinaigrette.

Så dukkede et stort fad med blåmuslinger, knivmuslinger og hjerte- eller venusmuslinger kogt med urter op. Dertil godt brød og vådservietter. Et herligt - og usædvanligt - fad at få serveret.

Derefter dukkede der friterede tigerrejer og små blæksprutter op sammen med let marinerede grøntsager med løvstikkepesto.

Man sidder tæt på Oyster and Grill og akustikken er hård og ubønhørlig - men den simple måde alting serveres på får på en eller anden måde det hele til at gå op i en højere enhed.

Tournedoserne stod strunke på hver sin tallerken og til deling en ordentlig portion tændstik kartofler og en frisésalat med olie-eddike dressing. Det er en servering der minder om Frankrig og ikke så meget amerikanske steakhouses, hvor side-orders er en videnskab.

Vi var mætte, da vores tallerkner var tomme og den sidste slurk rødvin drukket. Vand serveres kun i plastikflaske - en gimmick, som er mere kæk end forbrugervenlig - et glas og en kande tak, sagde Sifka.

Så stod vi mætte og glade ude på Sjællandsgade igen klar til nye opdagelser.

Vi trevlede ruten fra før op og endte på hjørnet af Egegade og Birkegade - hvor et brat trin ned sendte os ind i et lokale, som virkede som det indre af en meget kæk togvogn. Lang, smal og lækker.

The Oak Room diverterede os med smukke og opfindsomme drinks - vor bartender arbejdede som en hest for os og var ved at snyde sig selv for den halve betaling. Tak for en Champagne Julep og en Oh Cecilie til mig og en Cynical Brother og en Blomkvist til Sifka.

På hjemvejen sagde Irmahønen på Sortedam Dosseringen god aften og sov godt til os.