Julia's child

Alting handler om Julia Child i disse dage.

Først var Sifka, Kagekonen og jeg inde at se Julia and Julie og da jeg kom hjem, havde postbuddet fulgt min opfordring og efterladt en pakke fra Amazon med Mastering The Art of French Cooking, My Life in France og Julie og Julia ude mellem mine skure.

Filmen først. Den var fin. Nej, ikke livsomstyrtende eller katarsisk, men fin, på den fine måde.

Meryl Streeps Julia Child er fuldstændig perfekt: En stor knokkel af en kvinde, som taler højt og underligt, men som er dybt seriøst med alt hvad hun gør, og som tager livet som det kommer og med stor sanselighed.

I filmen ser vi hende indse, at det hun holder allermest af er at spise og det fører så til, at hun også lærer sig at lave den mad, hun elsker så højt.

Den sjoveste scene er den, hvor hendes elskede Paul kommer - formentlig træt - hjem fra arbejde og ser sin kone bøjet over køkkenbordet i gang med at hakke en million løg, på den rigtige kokkemåde.

Det kan de andre elever på Le Cordon Bleu kurset nemlig allerede og så kan hun også 50 kilo løg senere.

Den smukkeste scene er den, hvor Julia glad åbner et brev fra sin søster og erfarer, at hun venter et barn. Hun kan ikke bære det. Det minder hende om sit egen savn.

Paul, der knap når hende til kæben, tage hende blot stille i sin favn og giver hende ret, da hun hulker: I'm so happy for her.

Mere vanskeligt er det ikke - at lave film.

Julia er Julies heltinde. Julie er en ganske almindelig ung amerikanerinde i New York lige efter terrorangrebet på World Trade Center. Hendes rædsomme veninder har, hvad hun opfatter som, succes, hun har bare et kedeligt job og en roman ingen vil udgive.

Men så kaster hun sig ud i et projekt: At koge sig igennem Mastering The Art of French Cooking på et år afsluttende med svendestykket: At udbene en and.

Hele projektet dokumenterer hun løbende på sin blog og samtidig fordyber hun sig i Julia Childs liv og bygger heltinden op til mytisk status. En status Child ikke kan holde til.

Da hun hører om Julies blog - og læser den - falder hun ikke på halen, men finder den unge kvinde uinteressant.

En journalist fra Los Angeles Times sætter vist meget godt sin finger på problemet, ved at skrive:

I don't think she could begin to know what to think about the blogging generation, where a beef stew can result in 800 words of anguish.

For det er jo forskellen på de to kvinder og måske også på deres to generationer, at Julia Child overvandt sin modgang ved at se problemerne lige i øjnene og arbejde sig ud af eventuelle kriser.

Julie Powell lægger sig ned på gulvet og voldtuder.

Men altså en betagende, lille film, meget mere værd end alle de lunkne danske anmeldere har ladet vide. I hvert fald hvis man er vild med mad, Paris, 50'erne og ikke mindst har snuset til blogosfæren.

Mine nye bøger er også klenodier - i hvert fald to af dem.

Biblen - Mastering The Art of French Cooking er allerede blevet bladret igennem og jeg forstår simpelthen ikke dette menneske, som mener jeg har gjort en fejlinvestering og aldrig vil tilberede en eneste af Childs opskrifter.

Selvfølgelig har jeg da tænkt mig både at udbene en and og at lave hendes Bouf Bourginon.

My Life in France - som Paul Childs gradnevø skrev - efter mange og lange samtaler med sin grandtante Julia umiddelbart før hendes død i 2004 og på baggrund af familien breve er et interessant supplement til filmen.

Childs egne beskrivelser af årene i Paris lige efter krigen er lidt anderledes end Hollywood-versionen. I virkeligheden havde hun og Paul ikke ret mange penge og den lejlighed de boede i var ganske uden varme, så de frøs sig gennem vintrene.

Men det lyser klart igennem, at hun i sin liv havde tre store kærligheder: Paul, mad og Paris.

Mere kan et menneske vist ikke ønske sig.

Hvad frosten glemte

Jeg synes, at årets ihigåning har været hårdere end tidligere år. Måske er det fordi, det har været koldere og mere blæsende ens de seneste par oktobere, men nu er jeg ved at være tunet ind på en hverdag med svindende lys og behov for fut i pejsen.

De seneste par morgener har det været meget koldt, når lille blå Fiat blev startet klokken 04:05, men det har endnu ikke været frost. Jeg tror, jeg er lidt beskytte af Kattegat lige i nærheden.

Men i morges, da jeg lukkede kattene ud ved fem-tiden var der ingen tvivl, frosten havde været der.

Øv, tænkte jeg, hvad så med mine sidste godter fra haven, som jeg har været for doven til at få bjærget?

Vel, som det fremgår klarede de sidste tomater, hindbær, bønner og chili nattefrosten og alt er nu ribbet og rykket ind i varmen.

Jeg ville ønske, jeg kunne komme i tanke om en ret, hvor alt kunne bruges, men må nok nøjes med at lave lidt tomatchutney, lidt chiliolie og tørre resten af de fantastiske chilier.

Hindbærene er allerede røget og bønner er altid gode til kød.

Madsnobben og kalkunschnitzlen

I denne uge er det gået op for mig, at jeg er en madsnob.

For nogle uger siden, da Sifka og jeg var på madmesse, tegnede jeg et abonnement på en måltidskasse hos Retnemt.

Jeg er faktisk fået nogle fine kasser indtil forrige torsdag, hvor jeg glemte af få ændret min bestilling, så der landede en omgang kalkun på bænken uden for min hoveddør.

Det var drøjt at komme igennem. Kalkunkød er efter min mening det kedeligste kød i verden, til nød går det an helstegt, men sådan en klump bryst er bare smagløs og tør uanset, hvad man gør ved den.

Det kom jeg til at sidde og himle op over på arbejde onsdag. At jeg sgu ikke var en fattig student, men en fuldfed husmor fra provinsen, så hvordan kunne nogen finde på at sælge mig kalkun?

Jeg kunne se på nogle af mine yngre kolleger, at de syntes jeg var for meget.

Og det var jeg også - dels er der jo nogle der kan lide kalkun, dels er der nogle, der må købe det, der er billigt og drøjt og frem for alt sundt.

Så nemesissen kom efter mig.

I går stod der endnu en kasse med kalkun og opskrift på eftermarineret kalkunschnitzel på stolen for døren.

Jeg kunne godt se komikken, da jeg bjærgede min kasse, men jeg blev også godt mukken - for jeg skulle ikke nyde nogen eftermarineret kalkunschnitzel, eftersom eftermarinaden var noget med gul karry og hvidløg.

Det har dog aldrig været nogen tvivl om, at kalkunen skulle bruges.

Jeg overvejede at hakke den og prøve med kalkunfrikadeller. Eller en kalkunburger.

Jeg overvejede at banke stykket helt flat og panere det til noget scallopine, men intet kunne rigtig sætte mit mundvand i kog.

Så for lidt siden kom jeg i tanke om, at jeg kunne lave noget arabisk: Noget med baba ganoush, hummus, stegt halloumi og klumper af hårdt stegt stærkt, myntekrydret kalkun med fladbrød til.

Så min kalkun endte alligevel som studentermad- den slags var hot da jeg boede i Århus i midt-firserne, men det smagte faktisk fint og det bliver en god frokost i den kommende weekend, hvor jeg skal arbejde.

Tony..hunde kan ikke snakke..

Spagetti med kødboller er en sær ret. Rudimentær googling om emnet har overbevist mig om, at retten slet ikke kendes i Italien.

Den blev først opfundet, da italienske kokke i USA oplevede, at ikke-italienske gæster blandede den selvstændige pastaret og den selvstændige kødret sammen.

Og i alle de år min bror og jeg, jul efter jul jublede til klippet fra Lady og Vagabonden i Disneys juleshow, Fra Alle Os Til Alle Jer, hvor der bliver kissemisset fra hver sin ende af en spagetti og rullet kødbolle med snuden, faldt det mig aldrig ind, at det var mad, jeg kunnet have forsøgt at lokke min mor til at lave.

Spagetti og kødboller er retten, der ikke eksisterer.

Jeg laver den nu alligevel engang i mellem. Fordi det er sjovt, både at tilberede den og at spise den.

Imens reciterer jeg favoritsætninger fra juleshowet: Tony...hunde kan ikke snakke. Og: Okay Tony, det er dig, der er chefen. (med italiensk accent sæføli)

Denne omgang var med godt blus på den friske salvie i kødbollerne og en meget mild tomatsauce med små stakler fra mine efterårstrætte planter forstærket med nogle fra dåse.

Det blev en mild og smuk komposition, men jeg fortryder, at jeg greb til parmesan fra pose. For det er, som brødrene Price så rammende har sagt det, mad der lugter og smager af bræk.

Trods det lille kiks, kunne jeg svagt høre Poul Bundgaard, da jeg satte mig til bords: Nu er det nat, en vidunderlig nat, som vi kalder Bella Notte.

Desværre har kun kunnet finde hele scenen i den nye udgave med Dario som Tony, men Bundgårds sang skal I ikke snydes for.

Færgeafgang Havnegade

Det bragte mindelser om min barndoms Sveriges-ture, da Sifka og jeg rundede hjørnet Nyhavn/Havnegade og så køen af folk, der, lige som vi, syntes, at en solskins-september-lørdag skulle bruges på en tur til Hven.

Vi kom dog hurtigt om bord trods manglende reservation. Til gengæld var vores billet blot en gul post-it note fordi en avanceret maskine var gået i stykker.

Efter en gang klassisk færge-morgenmad: Kaffe/te, rundstykke med pålæg og wienerbrød søgte vi op i lyset og luften, hvor vi fik presset os ind på et stykke færgeaptering og kunne skvadre frit i den time og et kvarter turen tog med vind i håret, sol i fjæset og det blanke sund omkring os.

Det var første gang på øen i sundet for os begge og det bliver ikke sidste.

Vi havde to mål for turen: Gin og Tycho Brahe.

Tycho besøgte vi først og var både i hans tjenestefolks badstue og hans Stjerneborg til et underligt svensk multimedieshow, som var mere grinagtigt end fængende.

Vi fik også udfordret hinanden i et par renæssance-lege og kælet med planterne i urtehaven til vi stank af lavendel og salvie.

Det gode ved at være på tur med Sifka er, at vi går i det samme tempo. Faktisk tror jeg ikke, at andre end os vil kalde det at gå, vi tuller næmere, men af sted det gik mod gin-templet ad øens eneste hovedveje med mange skønne kig til æbletræer og vandet.

Undervejs traf vi langt fra så mange lækre kunsthåndværker-butikker, som Sifka vist havde håbet og vi var nødt til at gå i Handelen for at tanke op med Fazer viol tabletter, cola og Ahlgrens bilar.

Endelig nåede vi Spirit of Hven.

Ret skuffende. Ingen tvivl om, at baren har det største udvalg whiskey, jeg nogensinde har set inklusive selv-destillerede arter, men hvorfor hele komplekset skulle minde om et konference-center med en restaurant, der serverede opvarmet frossen pyt-i-panna og gav stivede linned servietter til, er et mysterium.

Værst var det, at det eneste man kunne se af processen med at lave spiritus var forskellige souvenirs. Det vi var kommet for at se, dufte til og smage på var lukket af og spærret ind bag tykke gardiner.

Men det var nu alligevel en dejlig dag og Sifka fik sin flaske gin på færgen hjem. Og hjemme skulle vi lige forbi en god øl på Zum Biergarten og dejlig koreansk mad på Miga, før jeg drog mod nord og Sifka fandt linje fem.

Og på næste Hven-tur lejer vi cykler for at nå det hele!

Et par flade og en meget lille kedel

Jeg har haft en dejlig dag. BonusMor og jeg har spist karamelsild og hver sin natmad på Schønnemanns på Hauser Plads.

Det er en herlig klassisk kælderbeværtning som København har været så rig på med sand på gulvet og snaps i glasset.

Carlsberg har brygget dem en liflig tobaksfarvet ale og jeg fik endelig smagt snapsen Nordguld.

Inden vort rendezvous nåede jeg at få løst et problem: Efterårssko som ikke tager sig bedre ud i vildmarken eller i sportshallen end i byen.

Det blev til et par klassiske retrosko i ruskind, som min mor gik med dem i 70'erne til sine Marimekko busseronner.

Rågummisålen er blød og lækker og skindet føjeligt. Jeg ved det for jeg fik dem straks på - så barnlig er jeg, selvom jeg skal rundt om noget skarpt om præcis et år.

Den lille kedel var bare en af dagens gode gaver. Tak!

Ny kat flytter ind

Søde Anne har lavet den skønneste, lille, grå og hvide kat til beboerne i det lille røde hus.

I dag ankom den efter en rejse med Post Danmark, hvor den sad mokket sammen med korslagte forben i en lille firkantet æske.

Vi er stadig i sydstatsmode, så den hedder Louis og fik ikke just en hjertevarm modtagelse af de andre små grå og hvide.