onsdag, januar 26, 2011

Brok, brok og brok


Inden for den seneste tid har jeg tre gange følte mig kaldet som forbruger til at klage over et produkt jeg har købt.

Første gang i december, hvor jeg købte et stykke kød i Irma, som var beskrevet som culotte på etiketten, men som kun var en cuvette. Anden gang da jeg bestilte et strikhæfte hos Interweave i USA, som ikke nåede frem inden for de lovede 6 uger og senest, da jeg købte noget creme fra Korres, hvor pumpen gik i stykker første gang jeg brugte den.

Jeg indrømme, at jeg var ganske vred, da jeg skrev til Irma. Sagens sammenhæng var lige gået op for mig, da jeg tog en bid af den totalt seje og uspiselige steg. Bedre var det ikke, at det var anden gang, Irma lavede det nummer med mig. Ganske vist ligger først episode efterhånden en del år tilbage, men alligevel.

Jeg var muligvis en anelse mere diplomatisk, da jeg skrev til Interweave og Korres, men hvor om alting er, de tre virksomheders reaktioner, har været ganske forskellige og kun to af dem, har mig som fortsat kunde.

Billedet øverst afslører måske, hvorfor jeg stadig vil handle med Korres. Deres salgsdirektør skrev tilbage, at det beklagede han meget og at man var ved at finde en anden emballage til creme, fordi problemet desværre var kendt.

Dernæst tilbød han at fremsende en erstatningsvare. Det sagde jeg ja tak til - og så sendte han fire i stedet for en. Det er altså ok.

Interweave gav mig pengene tilbage for bladet og så ankom det naturligvis fem dage senere. Derfor skrev jeg tilbage og spurgte, hvordan jeg betalte for det og fik svaret - behold det, nu har du ventet så længe. Respekt for det svar.

Irma derimod svarede, at jeg måtte medgive, at alle kan lave fejl. Og dernæst kom guldsætningen:

Jeg vil gerne stå 100 % bag min slagter og sige, at ingen slagtere i Irma vil snyde bevidst på den måde, du beskriver det. Hvad skulle hans motiv være til det?

Tja, bom, bom - hvad med det indlysende motiv, at han altså får en højere kilopris for kød, som til nød kan hakkes og/eller koges, men ikke steges. Det er sgu da et motiv, der er til at tage og føle på.

Dernæst meddelte han, at jeg kunne få pengene tilbage ved at henvende mig hos den pågældende Irma. Men det involverer, at jeg skal køre til Hillerød og der skændes med nogle folk, der selvfølgelig både vil se bon og emballage, helst også den elendige steg. Den slags orker jeg ikke.

Så i stedet - og især fordi brevet handlede om at stå 100 % bag Irmas slagter og ikke bag kunden, så har jeg besluttet ikke at handle i Irma mere.

Det gør mit ondt. Jeg elsker mange af deres varer, familien har handlet der i 50 år og jeg kommer til at savne det stribede toiletpapir, men nok er nok.

Så dagens lektion kunne være, at store firmaer kan lære af små firmaer, hvordan kundeklager håndteres og bør overveje, at trække hovedet ud af den sky, der hedder: Hvad kommer en enkelt kundes klage os ved, vi har så mange.

søndag, januar 23, 2011

Så loftet ramler ned

For tre år siden var jeg til mit første blogtræf. I går gentog en lille hård kerne, med en enkelt tilløber men desværre uden mågen, seancen på Mikkelers bar i Viktoriagade.

Meget er forandret for mange af deltagerne, men vi kan fortsat snakke og grine til loftet falder ned.

På Cafe Langebro skræmte vi de lokale bort, sådan gik det - heldigvis - ikke på Mikkeler, som er et voldsomt hyggeligt sted, med et voldsomt varierende klientel.

Fra os, der i perioder drak som en mødregruppe, til svenske ølentusiaster på pilgrimsfærd over bredbringede rockertyper til stilfærdige kærestefolk.

Alle betjent af byens sødeste øltender - i vores tilfælde også sodavandstender og barista.

Da vi ikke kunne drikke mere begav vi os de få skridt ned ad Viktoriagade til byens ældste pakistanske restaurant og spiste stærkt og godt på Shezan.

Det var en super eftermiddag og aften og jeg glæder mig til at høre, hvordan livet har artet sig, når vi holder 6 års jubilæum i 2014, hvor Mågen bare har at være på vingerne ;)

søndag, januar 02, 2011

Et hummer hummergodt nytår


Den glidende overgang mellem 2010 og 2011 var herlig.

Efter fem franske retter og passende vine, efter dans til Barry White - to tøser på 8 og 10 ville vide, hvad sådan nogle gamle folk som deres forældre og mig dansede til, da vi var unge - efter spændt venten foran fjernsynet med champagne i glasset og kransekage på tallerkenen faldt klokken i slag.

- Er det København, spurgte den 10-årige vantro, da fyrværkeriet eksploderede på fjernsynsskærmen.

- Jeps, lidt som en krigszone svarede vi blasert.

- Jamen, er det farligt?

Det er det jo - og næsten morgen var hun meget grebet af, at 76 var kommet til skade med fyrværkeri - troede de var døde.

Nytårsaften gennem en 10-årigs øjne, var en øjenåbner.

Alt var nyt, alt var spændende og det bedste for hende var at søster gav op ved 23-tiden og faldt i søvn på en madres på gulvet, med en kat i fodenden og en skål slik ved hånden.

Så årsskiftet var hendes og hendes alene, og da vi gik uden for og kiggede på krudtet skudt af over Vordingborg og omegn, var hun lige med et så stor, at det hele var smukt og flot og meget lidt farligt.