torsdag, februar 26, 2015

På tur i fortiden

En gang troede jeg på og drømte jeg om, at jeg skulle blive gammel i et fabelagtigt hus med vid udsigt over Sejerøbugten.

Der var noget ved det landskab, der greb mig, jeg anede ikke hvorfor, sådan var det bare. Nu er jeg kommet lidt tættere på hvorfor og vejen dertil starter med dette spørgsmål:

Har du nogensinde interesseret dig for slægtsforskning?

Svaret var derimod meget tæt på at afskære mig fra yderligere indsigt, jeg svarede nemlig nej.

Og det var for så vidt et ærligt svar, i det øjeblik, det blev givet, men så et par dage senere kedede jeg mig lidt og tænkte: Jeg ser lige, hvad jeg ved om familien.

Der er masser af steder på nettet, hvor man kan lave et stamtræ og sådan et havde jeg gang i på ingen tid. Jeg havde nok informationer til at komme stort set tilbage til oldeforældrene raden rundt.

Og så sad jeg og kiggede på navnene og datoerne og ikke mange af dem sagde mig noget. Jeg har kun erindring om mine to bedstemødre, min ene bedstefar var død, da jeg blev født - den anden døde mindre end et år efter. Tror nok, at han har set mig, men jeg var det fjerde barnebarn, så måske ikke voldsomt interessant.

En af mine oldeforældre ville jeg dog gerne vide noget mere om: Min mormors far. Han havde i mine øjne gjort noget usædvanligt, uden hvilke, jeg ikke ville være blevet til.

Det kan man selvfølgelig sige om hver eneste beslutning om giftermål slægten igennem, men dette ændrede så afgørende på min mormors liv og forandrede det fra forudsigeligt til uforudsigeligt.

Min mormor var født i 1902 i Magleby på Møn, hvor hendes forældre drev en privat realskole for drenge. Hendes far - denne histories helt - var cand phil i matematik og underviste selv på skolen.

Min mormor havde en storebror, Johannes, født i 1900. Senere fik hun to yngre brødre.

Johannes skulle have en uddannelse, familien havde råd til at sende et barn på universitetet.

Han kom også af sted til storbyen, men i 1919 døde han af den spanske syge i København. Han boede til leje i Kaalundsgade på Vesterbro hos en Nielsen og hans stilling var ikke studerende, men skriver.

Min mormor havde et billede af storebroren hængende over sit skrivebord hele sit liv, han var en smuk ung mand med et lysende ansigt. Hun talte sjældent om ham. For hans skæbne blev hendes skæbne og det kan ikke, have været helt nemt.

Efter Johannes’ død traf min oldefar den beslutning, at af hans tre tilbageværende børn, var min mormor den kvikkeste og derfor skulle hun have uddannelsen.

Midt i 20’erne blev hun cand. pharm. Det betød, at hun ikke bare kunne vende hjem til sin trygge hjemstavn på Møn, men måtte søge arbejde, hvor der var ledige stillinger og som med præstegerningen og stillinger ved jernbanerne, betød det, at man måtte flytte - også ganske langt.

I første omgang gik turen så langt på tværs af Sjælland, som hun næsten kunne komme, til Asnæs i Nordvestsjælland. Næppe et sted, hun havde været før, men der gik dog tog derop og derfor har hun vel også kunnet tage hjem på besøg engang imellem.

I går drog jeg til Asnæs og kiggede mig lidt omkring, det var jo her, hun havde mødt min morfar og jeg havde på forhånd spekuleret lidt over, hvordan det kunne gå for sig.


Men det gav næsten sig selv, da jeg holdt foran det gamle apotek og kiggede lige ned på Asnæs station, hvor min morfar var trafikassistent. De arbejdede med andre ord ca. 75 meter fra hinanden.

Så der må have været flere muligheder: De kan have mødtes tilfældigt, de kan have mødtes, når der skulle sendes medicin med toget til nærliggende byer uden apotek, de kan måske have mødtes på det hotel, som lå lige ved stationen, og hvor man vel godt kan tænke, at en unge pige af en god familie, har kunnet drikke kaffe og spise kringle med andre tilsvarende piger en søndag eftermiddag og måske fået øje på en ung trafikassistent i uniform?

Øje på hinanden har de i hvert fald fået og så blev min mormor gravid med min mor, som blev født få måneder efter at de to blev gift i Køge, hvortil mine oldeforældre var flyttet efter at et eller andet med realskolen var gået helt galt. Til stede ved brylluppet var også min morfars far, en arbejdsmand fra svineslagteriet i Holbæk.

Som sagt regner jeg min oldefar, trods manglende evner til at drive realskole, for denne histories helt. Han kunne lige så godt have valgt en af min mormors yngre brødre til de videre studier og så gætter jeg på, at min mormor trods sit gode hoved ville have giftet sig lokalt eller med en af de unge lærere på realskolen og så var hverken min mor eller hende to søstre blevet født.

Men han valgte altså den dygtigste af de tre. (Vist et korrekt valg, jeg kan huske begge min mors onkler, den ene var svagelig af astma og havde en pølsevogn, den anden var bogholder på en gummifabrik. Begge var de elskelige og venlige, men mine forældre snakkede altid om, hvor små deres verdner var, når vi kørt hjem efter besøg. Og at det var godt, at de begge havde giftet sig med fornuftige koner, som kunne styre deres liv).

Men når jeg satte jeg mig for, at finde ud af noget mere om min oldefar, kom jeg ingen vegne. Jeg ved, at han er født på Fyn, hvorfra også min oldemor stammede, at han var plejebarn og boede på to adresser i København under sin studietid. That’s it.

Bortset fra en notits om at han i 1904 indtrådte i Magleby Sogns  Låne og Sparekasses bestyrelse, og så en ret sønderlemmende beskrivelse af ham, fra et erindringsskrift en tidligere elev, Hans Rasmussen, skrev i 1960:

*Dennes ejer og leder var i sin tid cand. phil. Gorm Larsen, der underviste i matematik og fysik. Han var en dygtig faglærer, men manglede evner til at lede en kostskole*.


Dertil kan tilføjes, at min oldefar, lige som skolens grundlægger Carl Nielsen, som han må have købt den af, var gode til at uddele lussinger. En plet på min helt. Han gik ind for uddannelse af kvinder, men slog på drenge.

Og så kan jeg da godt undre mig over, at man som den dreng, Hans Rasmussen var, kunne vurdere, at min oldefar manglede evner til at lede en kostskole. Det kan være noget han har hørt fra sine forældre, eller et senere rationale, for få år senere var min oldefar kommunelærer i Køge, noget af en deroute.

Da jeg ikke kunne finde flere informationer om min mormors familie forsøgte jeg med min fars bedsteforældre. Jeg vidste, at han havde været på opfedning hos dem på landet fra han blev født på Vesterbro i 1928. Mine farforældre drev et renseri på Halmtorvet, det var næppe et sundt miljø at være gravid i og han var en undermåler.

Siden talte han med stor kærlighed om bedsteforældrene, om smeden i Slots Bjergby ude ved Kalundborg og hans fornuftige kone. Smeden var en stædig rad og punkterede blandt andet sin ene trommehinde med et rustent søm fordi øret kløede konstant og han nægtede at gå til lægen.

Men heller ikke her kom jeg nogle vegne. Kunne intet finde i hverken folketællinger eller lokalarkiver der bragte mig på sporet af Christen Jensen smed. De boede i Ringsted, da min farmor og hendes brødre blev født and that’s it.

Lige så lidt var der at finde om min farfar, som kom fra Holmstrup ved Slagelse og havde stilling af mekaniker, da han blev gift med min farmor. Jeg ved, at han var udlært smed - jeg har hans svendestykke - en bronzemorter, men at han ikke kunne arbejde som sådan. Han var nemlig blevet sparket i hovedet af en hest og havde et ret stort hul i panden, hvor der manglede et stykke knogle og som han dækkede med en Hitler-agtig pandelok. Derfor skiftet han fag til mekniker.

Tilbage var min morfar, ham trafikassistenten fra Asnæs, som havde fået øje på min mormor.

Ham vidste jeg ikke andet om end at han altså var død året efter at jeg blev født, men jeg havde mødt hans meget venlige og vist også lidt svagelige bror og dennes skønne kone i Holbæk. De overlevede begge min morfar med næsten et halvt menneskeliv.

Og så havde jeg et diffust billede af lidt af en døgenigt og en grinagtig person. Alene baseret på de anekdoter om ham, jeg kan huske.

Min fars yndling var den om hans allerførste besøg i Ribe, i villaen på Kurveholmen, hvor han var blevet proppet op i det fjerneste lavloftede loftsværelse så langt væk fra min mor, som muligt på trods af at de begge var en 26-27 år og forlovede. Den første morgen vågnede han tidligt i heden under skråvæggen og tænkte, at han ville gå på jagt efter en kop morgenkaffe. Nogen var oppe, han kunne høre støvsugeren.

I stueetagen åbnede han så døren til det rum, hvor støvsugeren lød kraftigst og traf min mormor, siddende i en lænestol, med benene oppe, en smøg i kæften, kaffe ved hånden og i gang med morgenavisen. Ved siden af stolen stod den tændte støvsuger.

De to kiggede på hinanden og så måtte min far sværge aldrig at fortælle min morfar, hvad han havde set.

Min morfar, som altså havde giftet sig med en kvinde, der var bedre uddannet end han og med et langt større indtægtspotentiale, mente, at kvinder, selv dem der arbejdede fuldtids på apotek og havde tilkaldevagt om natten, skulle føre deres eget hus, gøre rent og lave mad.

Samme holdning fik ham til at sende i hvert fald min mor på husholdningsskole, selvom hun havde et godt hoved og gerne ville have haft en uddannelse.

Men tilbage til støvsugerscenen: Min pragmatiske mormor, havde opgivet at overtale ham til at ansætte en rengøringshjælp. I stedet gjorde hun som beskrevet, det fik ham, der stadig var i seng, til at tro, at hun gjorde rent. Så sendte hun en ung pige over fra apoteket, når der virkelig skulle gøres rent og når min morfar ikke var hjemme. Smukt tænkt.

Så vidt jeg har hørt, var min morfar en doven finérgrosser. Med andre ord en slags handelsmand af en art. Uden større succes, men det var heller ikke nødvendigt med min mormors indtægt og villaen på Kurveholmen var en del af lønpakken.

Min mor kunne fortælle om de to maskiner han forsøgte at sælge lige efter verdenskrigen, maskiner der kom til Danmark fra Amerika som en del af Marshall-hjælpen: En softicemaskine og en bagekartoffelmaskine. I begge tilfælde måtte hun og søstrene prøvesmage mængder af fejlproduktioner, men det resultat, at hun hadede softice og vi derfor aldrig spiste det.

Og så var der min fars anden yndlingsanekdote, som også viser noget om, at han værdsatte min mormor. Den stammer fra hans selvsamme første besøg hos de kommende svigerforældre. Min morfar lejede en bil, så den unge københavner kunne se lidt af det Syd- og Sønderjyske.

De kom forbi en mark fuld af sortbrogede køer, så udbrød min morfar, at man altid kan se vindretningen på sådan en flok køer, fordi de står med gumpen oppe i vinden. Hvortil min mormor, tørt fra bagsædet, svarede: Så er her altså hvirvelvind.

Denne morfar orkede jeg ikke engang at forsøge at slå op i Statens Arkiver, hvad kom han mig ved? Men jeg googlede ham da med enten forventningen om uoverskueligt mange resultater, fordi havde havde noget der minder om et ganske almindeligt navn, eller ingen resultater.

Men der kom resultater. Præcise resultater,  på en hjemmeside, som en mand, der har styr på flere end 19.000 af sine slægtninge, driver.

Der stod han, samme med sin svagelige bror og 4-5 andre slægtninge. Alle født i eller nær Holbæk. Min morfar i noget der har været en slags fattighuse i Tveje Merløse at dømme efter, hvor mange andre, der er døbt der. Et sted, der i dag er en parkeringsplads.

Jeg ved det, for nu jeg var i Asnæs var jeg også forbi Tveje Merløse og en anden adresse han havde boet på, nær Søminestationen lidt udenfor Holbæk, hvor huset enten ikke eksisterer mere eller, hvor nummereringen er ændret.

Og på hjemmesiden kunne jeg følge min morfars familie tilbage til et ægtepar, otte generationer tilbage i forhold til mig, som var møllerfolk i Ordrup ved Sejerøbugten, der, hvor jeg drømte om at blive gammel.

I 1740’erne drev de vandmølle i byen, i dag ligger den dekommissionerede stubmølle højt på en bakketop i landskabet og det kan ikke have været der vandmøllen lå, for der var ikke spor af et vandløb deroppe.

Og som en gratis sidegevinst fra fortiden knyttede bemælte møllerpar mig umærkeligt til en af mine virkelige helte Ludvig Mylius-Erichsen, som forsøgte at kortlægge Nordøstgrønland men som omkom sammen med Høegh Hagen og Jørgen Brøndum under forsøget i 1907. Han har møllerparret i sin slægt fem generationer tilbage.

Og så et sidste lille sammenfald af mærkværdigheder: I kirkemuren omkring Tveje Merløse sidder en mindeplade for Høegh Hagen fordi hans forældre boede i den lille by, da han omkom. Og mon ikke min morfar har set den og hørt om dødsfaldet, selvom han kun var 4 år, da det skete.

Og mig og Sejerøbugten? Tror jeg bliver her i Halsnæs, hvor bakkerne ikke er så store, men udsynet lige så smukt.