fredag, februar 27, 2009

Ude godt...


Mågerne legede kolibrier om M/S Crown of Scandinavia, da mine kolleger og jeg i går ankom til Oslo på seminar.

Jeg elsker måger. Jeg kan godt lide at sejle, men skibet mindede mest om en sejlende forstad, med sine grimme barer, dårlige restauranter og falskspillende danseorkester.

Det har været en hektisk tur - møder og gruppearbejde, hektisk besøg på hele to arbejdspladser, og ikke særlig god søvn, men alt i alt var det faktisk ok, for jeg har nogle fantastiske kolleger og vi fik hygget os i åndehullerne i de stramme program.

Jeg fik også gået en lille tur i den norske hovedstad før hjemturen i går eftermiddag. Det var et fantastisk vejr - høj sol, masser af sne og havnen fuld af tallerken-is.

Flere af os blev på dæk længe efter afsejlingen og gik glip af lidt gruppearbejde - chefen var klog nok til at lade os gøre det, og det var godt gjort af ham.

De to grå havde været spærret inde i næsten to døgn med masser af madskåle med piller og vand spredt rundt i huset, da jeg kom hjem ved 11-tiden til formiddag.

De var ikke i godt humør, men efter at de og Wotan har delt en hel dåse Pussi i lakse-slim og soveværelsesvinduet har været åbent for fri ind- og udhopning hele dagen tror jeg, at jeg er tilgivet.

Og så er Store Blå Jeep lige straks klar til afhentning hos mekanikeren - godt at være hjemme.

P.S. Beklager, at I har måtte kigge så længe på det grimme betonbillede - nyd dette.

onsdag, februar 25, 2009

Down Memory Lane


Efter min sidste arbejdsdag i rigtig lang tid kørte jeg i går ud til min bonusMor og afleverede hendes bil, som hun har været så sød at låne mig til at komme på job i, mens Stor Blå Jeep er kølersyg.

Hun bor ikke mere i det man kunne kalde mit barndomshjem, rækkehuset i forstaden, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom og hele min ungdom, men hun bor meget tæt på.

I Københavns trøstesløse forstæder er alt jo delt ind i kvarterer, som var der tale om en nederlandsk reformby, men det er bare forskellige byggespekulanters forskellige tilfældige samlinger af huse holdt løseligt sammen af endeløse stisystemer, såkaldte grønne områder og parkeringspladser fra dengang en bil var 30 centimeter smallere end i dag.

Aner man en hvis afsky?

Jeg hader forstæderne af et godt hjerte. På Københavns Vestegn er de en pest.

Små gamle landsby- og stationsbysamfund knopskød i 60'erne med disse endeløse arealer af parcelhuse, rækkehuse og kædehuse.

Det var områder uden sjæl og er det efter min mening stadig.

Men jeg kan godt forstå, at det er tiltrækkende for småbørnsfamilier at komme ud til lidt luft, have og ejendomsbesiddelse: Så det er ikke underligt, at folk køber sådan nogle huse.

Da jeg begav mig af sted på returrejsen til Asserbo, skulle jeg først gå til nærmeste S-togsstation.

Den tur går heldigvis mest gennem den oprindelige landsby og sendte mig straks tilbage i tiden.

Jeg husker allerførste gang, sommeren 1969, hvor min bror og jeg vovede os af sted for at udforske vores nye revir. Jeg var 9 og han var 12 - alt omkring os var en stor byggeplads, uoverskueligt og fremmedartet i forhold til det sted vi kom fra - et etagebyggeri i en anden forstad.

Vi var fuldstændigt modløse indtil vi nåede til en gammel bondegård ombygget til rideskole, en snoet vej, en lille drænrørslagt å og et ismejeri og en købmandsforretning af den gammedags slags, hvor der ikke var selvbetjening.

Den lille tur gav os livsglæden tilbage. Jeg besluttede på stedet, at jeg skulle lære at ride. Min bror smøgede bukserne op og udforskede åen og til sidste købte vi to tykke studenterbrød og spiste dem i solen.

Siden har jeg gået turen en trillion gange. Rideskolen forsvandt da jorden blev solgt fra til et lille butikscenter og til det villakvarter, hvor min bonusMor nu bor.

Ismejeriet har været alt fra hasklub til døgnkiosk. Der er stadig et butikslokale, men det var fyldt med rod og bras.

Købmanden er endt som pizzaria og kun åen ligner sig selv.

Da jeg to en halv time efter turens start endelig skridtede ned ad min lille, våde sandvej, var jeg sjældent glad for at være hjemme.

torsdag, februar 19, 2009

Forgæves skattejagt


De fleste af mine praktiske problemer er løst, vagt byttet, bil lånt, ovn varm osv. – vaskemaskinen er dog stadig en dum F7, men jeg besluttede, at det skulle være fridag og ikke bekymringsdag.

Derfor faldt valget på, at finde en nærliggende geocache, som jeg hidtil har undgået, fordi jeg ikke ret godt kan lide skov – jo skov kan jeg egentlig godt lide, men jeg kan ikke lide granplantage og dem er der flest af her.

Jeg tænkte, at den smukke hvide sne kunne lette lidt af det klaustrofobiske inde blandt de snorlige stammer.

Samtidig sagde min iPhone, at jeg kunne gå meget af vejen med udsigt over Melby Overdrev, som er et smukt, åbent, gammelt militært skydeterræn. Jeg kunne minimere omgangen med træer til de sidste 3-400 meter.

Der ligger et udsøgt 6-7 centimeter tykt snelag på disse kanter. Sne der knaser og knitrer under støvlerne. Så af sted med mig.

Jeg gætter på, at jeg ser lidt morsom ud, når jeg kommer skridtene med sin mobiltelefon holdt ud foran mig, så jeg kan se noget uden læsebriller, som jeg ikke kan se naturen men, hvis du forstår.

Alt gik som planlagt, jeg fandt en sti og drejede ind i skoven. Da var det nu ikke mere muligt at have blikket konstant på telefonens kompas, dertil var stien for ujævn. Og derfor så jeg da tre dådyr i strakt trav passerede stien en 10 meter foran mig. Sikke et syn og sikke en fart.

Da jeg nåede hen til stedet, hvor de havde passeret, var det blevet tid til at forlade stien og slå mig gennem den vilde natur – jeg fulgte da bare deres veksel og beundrede deres evne til at finde passage omkring væltede træer og ujævnt terræn.

Pludselig sagde min telefon, at jeg var, der hvor skatten var. Det var jeg måske også, men selv efter 15 minutters intens søgen fandt jeg den ikke, så jeg har stadig min første skovskat til gode.

Men jeg fik en fin tur og et par kilometer off road foruden lidt flere ad sti og vej – ikke så værst og nu er der te og en bitte romkugle ;)

onsdag, februar 18, 2009

Autoynk


Aftenens menu: Sprød, stegt kylling med purløgskartoffelmos, cole slaw og salat med blue cheese dressing. Dertil magisk cola.

Because I’m worth it – og stinker af friture.

(Tricket er at stege kyllingen kortvarigt i friture og derefter i ovnen. Altsammen forklaret i denne video).

Jeg har nemlig brug for tryghedsskabende mad.

Ellers må jeg omdøbe min blog til autoynk – den handler jo snart ikke om andet end mine automotive problemer af enhver art.

Til formiddag faldt jeg faktisk kortvarigt hen i selvmelidenhed. En ny køler når først til Asserbo på tirsdag.

Gæt hvem der har morgenvagt fredag, mandag og tirsdag?

Samtidig blinker der et ubehageligt F7 på min vaskemaskine – efter higen og søgen, blev manualen og kvitteringen fundet frem. F7 betyder vand i bunden og ser ud til at svare til at min maskine har hul i køleren.

Gæt om garantien er udløbet?

Nå, man spiser som bekendt en Jeep, ved at skære den i små stykker. Så jeg har byttet min morgenvagt fredag, til noget der kan nås med de offentlige og jeg vil forsøge at låne mig frem til en bil mandag-tirsdag.

Jeg giver vaskemaskinen til i morgen til mirakuløst at udtørre det onde bundvand selv. Svigter det, må jeg på cykel til vasketeria med dels det våde fra det mislykkede forsøg og alt det der trænger. Der må være værre skæbner i livet ;)

Mit næste problem - for der er aldrig kun et, vel? -var min varmeforsyning.

Trods ihærdige forsøg på at skaffe træ til hytten, har ingen kunne garantere mig træ til bekvem affutning lige nu.

Mange af nettets leverandører er nogle udhalere, som sælger vådt affaldstræ.

Det lokale byggemarked, som leverede årets forsyning, siger, at det de har på lager, er til næste vinter.

Altså er jeg afhængig af tankstationer, som undertiden har ok træ. Men det gør mig jo også afhængig af...en bil.

Problemet plagede mig i aftes, da jeg sad her i stuen, som ikke var kold, men heller ikke varm og tænkte: Jeg sparer en pose, af de fire jeg har tilbage, og går tidligt i seng.

Til morgen fik jeg en åbenbaring på vej over til forhandlingerne med mekanikeren-som-jeg-snart-gør rig:

En lastbil rundede hjørnet med et læs savsmuldsbriketter. På vej til Fakta. På vej til Fakta lige om hjørnet. På vej til Fakta, som har gode indkøbevogne lige til at låne med hjem. Problem solved.

Denne nødredning af min varmeforsyning fra Fakta – og ikke mindst den krise, der hver dag koster gode mennesker deres job – gør, at jeg ikke vil tillade mig at klynke over, at jeg skal leve af mad fra selv samme butik til bilen triller igen.

Jeg vil i stedet glæde mig over, at jeg almindeligvis er så privilegeret, at jeg kan købe de madvarer jeg har lyst til, der, hvor jeg har lyst til.

Og så vil jeg også glæde mig over de små grå, som bare nyder en fridag, hvor de kan komme ud, når de har lyst og snue i dyner, når det er det de trænger til.

Frøken tø




Pinga og Kasper har intet imod tøsne. Det drøner de gerne rundt i. Nu hvor frosten bider og sneen knitre, er det en hel anden sag.

Så undgår de at gå på sneen, så længe de kan. De sniger sig langs husmuren og går kun i deres nedtrådte veksel langs husets langside, hvor der ikke er et snefrit stykke under udhæng.

I hvert fald de første 4-5 minutter de er ude – for lige pludselig er de borte, og så må de nødvendigvis gå i sneen.

Hvor ville jeg gerne vide hvorfor – umiddelbart ville jeg da have troet, at det var omvendt.

Nå, jeg har et par fridage nu og det er godt. Min bil er nemlig for 3. gang på 3 måneder i udu – denne gang klares det vist ikke på en halv dag, men kan blive langvarigt og dyrt, så jeg er ved at bytte vagter sidst på ugen og belave mig på at måtte låne eller leje mandag og tirsdag.

Such is life og hvis man ikke får større problemer...;)

onsdag, februar 11, 2009

Hvad køleskabet gemte


Det er ikke altid, at jeg er fuld af madenergi i de perioder, hvor jeg har morgenvagt. I dag var jeg oppe 2.15 - hvis nu det der snevejr, havde været så slemt som bebudet, så måtte jeg jo tidligere af sted end sædvanligvis.

Heldigvis var det ikke slemt. Jeg var alligevel ekstra træt, da jeg kom hjem, og jeg havde indstillet mig på nogle flade eller spejlæg eller sådan noget.

Så faldt jeg over en fin lille ting hos New York Times om, hvad byens mange, mange immigranter spiser af hverdagsmad og der optrådte en magisk koreansk madpandekage.

Pa jun - laves tilsyneladende traditionel med skaldyr som østers eller kammuslinger, men kvinden i artiklen laver den tit med lidt stegt kylling eller andet kød og grønne grøntsager.

Jeg havde nu hverken rå østers eller asparges og broccoli, men jeg havde lidt kogt kartoffel, lidt røget ørred, forårsløg, gulerod, grøn peber og bladselleri.

I løbet af nul komma fem havde jeg de dejligste, lette madpandekager med lidt sovs til at dyppe i foruden kraftig råkostsalat med ingefær/hvidløgs/citron dressing. Jeg sneg også en skive ristet brød ind.

Fino - pa jun er nu på listen over de hurtige og de gode.

torsdag, februar 05, 2009

Frostpoter og snesnuder


De to små grå var en smule skeptiske, da de skulle ud i sneen til morgen, men efterhånden kom de efter det.

Kasper kan gå som en fotomodel med disse underlige, lidt for høje knæløft. Men det var tilsyneladende det, der skulle til, for at han kunne holde kulden ud i poterne.

Pinga syntes, det var sjovt at rende efter en trille snebold og se den blive større, men så fik solen fat og så blev det hele til sjap.

Ellers prøver indbyggerne i det lille røde hus at lave så lidt som muligt. Det er jo fridag.