onsdag, februar 25, 2009

Down Memory Lane


Efter min sidste arbejdsdag i rigtig lang tid kørte jeg i går ud til min bonusMor og afleverede hendes bil, som hun har været så sød at låne mig til at komme på job i, mens Stor Blå Jeep er kølersyg.

Hun bor ikke mere i det man kunne kalde mit barndomshjem, rækkehuset i forstaden, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom og hele min ungdom, men hun bor meget tæt på.

I Københavns trøstesløse forstæder er alt jo delt ind i kvarterer, som var der tale om en nederlandsk reformby, men det er bare forskellige byggespekulanters forskellige tilfældige samlinger af huse holdt løseligt sammen af endeløse stisystemer, såkaldte grønne områder og parkeringspladser fra dengang en bil var 30 centimeter smallere end i dag.

Aner man en hvis afsky?

Jeg hader forstæderne af et godt hjerte. På Københavns Vestegn er de en pest.

Små gamle landsby- og stationsbysamfund knopskød i 60'erne med disse endeløse arealer af parcelhuse, rækkehuse og kædehuse.

Det var områder uden sjæl og er det efter min mening stadig.

Men jeg kan godt forstå, at det er tiltrækkende for småbørnsfamilier at komme ud til lidt luft, have og ejendomsbesiddelse: Så det er ikke underligt, at folk køber sådan nogle huse.

Da jeg begav mig af sted på returrejsen til Asserbo, skulle jeg først gå til nærmeste S-togsstation.

Den tur går heldigvis mest gennem den oprindelige landsby og sendte mig straks tilbage i tiden.

Jeg husker allerførste gang, sommeren 1969, hvor min bror og jeg vovede os af sted for at udforske vores nye revir. Jeg var 9 og han var 12 - alt omkring os var en stor byggeplads, uoverskueligt og fremmedartet i forhold til det sted vi kom fra - et etagebyggeri i en anden forstad.

Vi var fuldstændigt modløse indtil vi nåede til en gammel bondegård ombygget til rideskole, en snoet vej, en lille drænrørslagt å og et ismejeri og en købmandsforretning af den gammedags slags, hvor der ikke var selvbetjening.

Den lille tur gav os livsglæden tilbage. Jeg besluttede på stedet, at jeg skulle lære at ride. Min bror smøgede bukserne op og udforskede åen og til sidste købte vi to tykke studenterbrød og spiste dem i solen.

Siden har jeg gået turen en trillion gange. Rideskolen forsvandt da jorden blev solgt fra til et lille butikscenter og til det villakvarter, hvor min bonusMor nu bor.

Ismejeriet har været alt fra hasklub til døgnkiosk. Der er stadig et butikslokale, men det var fyldt med rod og bras.

Købmanden er endt som pizzaria og kun åen ligner sig selv.

Da jeg to en halv time efter turens start endelig skridtede ned ad min lille, våde sandvej, var jeg sjældent glad for at være hjemme.

8 kommentarer:

Zette sagde ...

Fantastisk beskrivelse, husejer. Men ihhh, hvor må jeg gi dig ret om forstæderne, hver gang jeg bevæger mig på de kanter, tænker jeg: Hvor er jeg priviligeret ikke at bo her. Det virker trøstesløst på mig. Kun overgået af de huse, der nærmest har indkørsel ud til Motorring3 - det er dog værre. der har man et hus, og så er der alligevel motorvej i baghaven. Men jeg tror heldigvis, at mange ser meget anderledes på det, og nogle gange blir det sted man bor, jo bare det bedste for en, og så er det, som det skal være.

Marianne's mening sagde ...

Jeg får helt billeder frem for mig, og kan tydeligt se, hvordan I sidder der i solen og spiser studenterbrød :0)

Forstæderne... puha det giver mig åndenød!

Nille sagde ...

Hhhmmmm - studenterbrød! De kostede 25 øre dengang jeg første gang selv var ude i den slags investeringer! Det kan vist ikke engang gøres i eurocents nu!

Der er absolut ikke meget charme over dit foto - undskyld ;-) Eller dine beskrivelser - men for de børn er lykken måske bare at kunne se en stribe sol og have et lille frimærke af en græsplæne?

Kagekonen sagde ...

Fantastisk beskrivelse. Jeg husker min fra min barndom, hvordan vores by udviklede sig fra et lille lidt søvnigt by/bonde-samfund til hvad der vel nu kan betegnes som en af de yderste forstæder for enden af det der nu er blevet til s-togs-linie A. Da jeg endelig slap væk fra forstadens kvælende greb og fik lejlighed på Østerbro lovede jeg mig selv, at jeg aldrig, aldrig mere skulle bo i en forstad. Det holdt så lige indtil jeg fik børn og en af dem havde særlige behov, som Københavns kommune ikke kunne tilgodese på en måde jeg kunne leve med, - så måtte vi videre og endte af alle steder i en forstad på den københavnske vestegn...

Kagekonen sagde ...

ps. Jeg glemte vist lige at sige at vi nu har boet her i 11 år, er flyttet fra den ene ende af byen til den anden og nu har 5 minutters gang til Vestskoven, som jeg efterhånden har lært at opfatte som skov også selvom jeg kan huske den blev plantet ;-)

Lotten sagde ...

Vi sad netop i går i S-toget og talte om trøstesløsheden og anonymiteten, som omgiver byggerierne langs linie E, når man har passeret Sydhavnen St. Ikke noget, der tiltaler mig overhovedet...

Madame sagde ...

Jeg har det lige som dig og ånder lettet op, når jeg ruller ind i carporten hjemme i Nordsjælland. Man skal bare vende ryggen til til et kort øjeblik, så er en barndomskvarter helt forandret.

Men jeg håber, din bonusmor er glad for sit kvarter ...

Deborah sagde ...

Jeg håber, du har set at du har fået en Award? Rigtig god weekend!