Down Memory Lane

Efter min sidste arbejdsdag i rigtig lang tid kørte jeg i går ud til min bonusMor og afleverede hendes bil, som hun har været så sød at låne mig til at komme på job i, mens Stor Blå Jeep er kølersyg.

Hun bor ikke mere i det man kunne kalde mit barndomshjem, rækkehuset i forstaden, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom og hele min ungdom, men hun bor meget tæt på.

I Københavns trøstesløse forstæder er alt jo delt ind i kvarterer, som var der tale om en nederlandsk reformby, men det er bare forskellige byggespekulanters forskellige tilfældige samlinger af huse holdt løseligt sammen af endeløse stisystemer, såkaldte grønne områder og parkeringspladser fra dengang en bil var 30 centimeter smallere end i dag.

Aner man en hvis afsky?

Jeg hader forstæderne af et godt hjerte. På Københavns Vestegn er de en pest.

Små gamle landsby- og stationsbysamfund knopskød i 60'erne med disse endeløse arealer af parcelhuse, rækkehuse og kædehuse.

Det var områder uden sjæl og er det efter min mening stadig.

Men jeg kan godt forstå, at det er tiltrækkende for småbørnsfamilier at komme ud til lidt luft, have og ejendomsbesiddelse: Så det er ikke underligt, at folk køber sådan nogle huse.

Da jeg begav mig af sted på returrejsen til Asserbo, skulle jeg først gå til nærmeste S-togsstation.

Den tur går heldigvis mest gennem den oprindelige landsby og sendte mig straks tilbage i tiden.

Jeg husker allerførste gang, sommeren 1969, hvor min bror og jeg vovede os af sted for at udforske vores nye revir. Jeg var 9 og han var 12 - alt omkring os var en stor byggeplads, uoverskueligt og fremmedartet i forhold til det sted vi kom fra - et etagebyggeri i en anden forstad.

Vi var fuldstændigt modløse indtil vi nåede til en gammel bondegård ombygget til rideskole, en snoet vej, en lille drænrørslagt å og et ismejeri og en købmandsforretning af den gammedags slags, hvor der ikke var selvbetjening.

Den lille tur gav os livsglæden tilbage. Jeg besluttede på stedet, at jeg skulle lære at ride. Min bror smøgede bukserne op og udforskede åen og til sidste købte vi to tykke studenterbrød og spiste dem i solen.

Siden har jeg gået turen en trillion gange. Rideskolen forsvandt da jorden blev solgt fra til et lille butikscenter og til det villakvarter, hvor min bonusMor nu bor.

Ismejeriet har været alt fra hasklub til døgnkiosk. Der er stadig et butikslokale, men det var fyldt med rod og bras.

Købmanden er endt som pizzaria og kun åen ligner sig selv.

Da jeg to en halv time efter turens start endelig skridtede ned ad min lille, våde sandvej, var jeg sjældent glad for at være hjemme.