lørdag, juli 10, 2010

Now I get it



Jeg har lige ydmyget Evasée bombée yderligere: Kogt jordbær-lavendel-rosmarinsaft i den og begået en italiensk frokost af de mere fantastiske: Bittesmå salvie-citron kødboller i en mild tomatsauce med yderligere gang i salvien.

Dertil små nydelige ravioli med fire oste - disse dog købt og ikke hjemmelavet.

I min anden kobbergryde - der kan være 2,5 cl i den - har jeg kogt en mikroskopisk hindbærsirup til senere brug.

Nå, hvad er det så jeg pludselig forstår?

At man i Sydeuropa spiser varm middagsmad - dels indbyder det spiseren til efterfølgende siesta - dels giver det husmoderen fri i alle de varmeste timer.

Jeg stod foran mit åbne køkkenvindue og trallede, mens jeg kogte og hyggede mig - mit hus ligger så fornuftigt på grunden, at det med gennemtræk aldrig bliver kogende varmt om sommeren.

Om lidt smider jeg mig i den magelige i skyggen, slår mave, drikker kold jordbærsaft og varm espresso og tager mig en lur, til jeg skal på stranden ved 15-tiden.

Fridag er sgu da en ok opfindelse.

Tre kilo kobber og stål


Om det nu var det strålende kobber, det blanke stål eller det store gule -50%-mærkat der sprang mig i øjnene, ved jeg ikke helt, men faktum er, at et isenkræmmerbesøg efter en isbakke blev noget mere kostbart - og pragtfuldt - end planlagt.

Den er jo lidt fin på den, men nu har den tilbragt lidt tid i haven med den rustne bør som baggrund og på komfuret, hvor makkeren er en 115 kroners kedel fra Ikea.

Så om lidt har den glemt, at den hedder Evasée Bombée og så tror den, at den bare er en pande.

Jeg kunne dog fornemme, at den følte, at den som minimum burde indvies med en halv hummer flamberet i cognac.

Det blev røræg af to friske landæg med purløg fra haven, for intet i køkkenet er så smukt som en lille klat smør, der smukt smelter på blankt stål.

Og så er vi ellers ved at forberede os i det lille røde hus til dagen, hvor det bliver 32 grader og vindstille. Et godt råd fra over there hedder: Lots of ice tea and no deep thinking.

Så der er stærk sort te med lidt ingefær, mynte og citron på køl og fundet letfordøjelig lekture frem. Kattedyrene er smuttet ud til deres foretrukne skyggesteder.

God hede-hule-hot-dag!

søndag, juli 04, 2010

I anledning af..



Hvorfor er der ikke en naturligt klingende betegnelse for folk der er syge med det amerikanske?

Man kan være anglofil og frankofil - men amerikanofil lyder som en hudsygdom, man helst ikke vil have.

Nå, men i dag er det den amerikanske uafhængighedsdag og det fejres jo over there med barbecue og fyrværkeri.

Jeg nøjes med et svin af en bøf, marinerede tigerrejer, nyopgravede mildt kogte poteter og en cæsar salat uden ansjos, som jeg desværre er løbet tør for.

Dejlig surf and turf - og så minder dele af menuen mig om en dejlig middag i byen for ikke så længe siden. Skulle jeg ikke på job morgens froh, så kunne jeg da godt have gjort mig en Mint Julep.

fredag, juli 02, 2010

Raptus


Jeg har det med at få passioner. Ting, musik, bøger, smags- eller duftindtryk som betager mig og som jeg ikke kan få nok af. Sådan nogle skal man pleje, hvis de er uskyldige, og ikke generer andre. Denne sommer hedder de: Pebermynte, Lis Sørensen og Maria Helleberg.

Pebermynten har altid været der - dukker bare op med jævne mellemrum og kræver aktion.

Lis Sørensen har jeg blot lyttet fuldstændigt uinteresseret på - når hun sang i radioen eller når hun hang i mine ørebøffer på job i min fortid.

Nu opsøger jeg hende selv - det fantastiske ved musikindkøb på nettet er jo, at man kan få en lydoplevelse på vej på job og købe sine første skæringer - eller filer - inden man har overtøjet af på arbejdspladsen.

Maria Helleberg tror jeg, at jeg lige akkurat anede eksisterede - forfatter af historiske romaner og forestillede jeg mig, en pæn pige, der skrev om pæne piger.

Men så troede jeg, at Dagmar handlede om dronningen, som lå udi Ringsted syg, det gjorde den nu ikke - den handler om kejserinden - men lige ved siden af stod Druknehuset og Alberto.

De røg i bunken med Slagtebænk Dybbøl, som var den egentlige årsag til mit boglade besøg. Den var god, men Druknehuset var bedre og Alberto er helt betagende.

Heldigvis er den skrevet i korte prægnante kapitler, så man kan læse sig et - lægge bogen fra sig - tænke, sanse, nyde - drikke gin og tonic med vandmelon (trust me; almost as good as GTA) - og læse videre.

Så den forsvinder ikke bare mellem hænderne på mig og kan nok vare weekenden over og så skal jeg vist på biblioteket.

Og pebermynten? Masser af krydderdrys på og i al ting. Derudover kan en rulle Polo eller Mentos gøre dig populær på job, pebermynte er en hemmelig, gammeldags smag, som mange glemmer de elsker.

Dog savner jeg de små franske pebermynter - runde, lilla, rosa og hvide kugler, som skilte de hardcore fra dem, der kun kan lide drageé på Dronningemandler og Bridge Blanding.