Raptus

Jeg har det med at få passioner. Ting, musik, bøger, smags- eller duftindtryk som betager mig og som jeg ikke kan få nok af. Sådan nogle skal man pleje, hvis de er uskyldige, og ikke generer andre. Denne sommer hedder de: Pebermynte, Lis Sørensen og Maria Helleberg.

Pebermynten har altid været der - dukker bare op med jævne mellemrum og kræver aktion.

Lis Sørensen har jeg blot lyttet fuldstændigt uinteresseret på - når hun sang i radioen eller når hun hang i mine ørebøffer på job i min fortid.

Nu opsøger jeg hende selv - det fantastiske ved musikindkøb på nettet er jo, at man kan få en lydoplevelse på vej på job og købe sine første skæringer - eller filer - inden man har overtøjet af på arbejdspladsen.

Maria Helleberg tror jeg, at jeg lige akkurat anede eksisterede - forfatter af historiske romaner og forestillede jeg mig, en pæn pige, der skrev om pæne piger.

Men så troede jeg, at Dagmar handlede om dronningen, som lå udi Ringsted syg, det gjorde den nu ikke - den handler om kejserinden - men lige ved siden af stod Druknehuset og Alberto.

De røg i bunken med Slagtebænk Dybbøl, som var den egentlige årsag til mit boglade besøg. Den var god, men Druknehuset var bedre og Alberto er helt betagende.

Heldigvis er den skrevet i korte prægnante kapitler, så man kan læse sig et - lægge bogen fra sig - tænke, sanse, nyde - drikke gin og tonic med vandmelon (trust me; almost as good as GTA) - og læse videre.

Så den forsvinder ikke bare mellem hænderne på mig og kan nok vare weekenden over og så skal jeg vist på biblioteket.

Og pebermynten? Masser af krydderdrys på og i al ting. Derudover kan en rulle Polo eller Mentos gøre dig populær på job, pebermynte er en hemmelig, gammeldags smag, som mange glemmer de elsker.

Dog savner jeg de små franske pebermynter - runde, lilla, rosa og hvide kugler, som skilte de hardcore fra dem, der kun kan lide drageé på Dronningemandler og Bridge Blanding.