Mad dogs and Englishmen...
Jeg ved det jo godt, det er kun gale hunde og englændere der opholder sig i middagssolen. Og så mig. På stranden.
Strandlivet er forunderligt i disse dage. Først og fremmest fordi, der er flere mariehøns og de smukt stribede svirrefluer end badegæster på stranden. Men det sidste er måske affødt af det første.
Dernæst fordi havet er næsten badekarsagtigt lunkent og ganske dovent.
Sidst men ikke mindst fordi vandet er fuld af brandmænd. I alle stadier fra stendød til spillevende.
Det gør decideret svømning til noget af en prøvelse. Det går fint nok med de spillevende, de er nemme at se, når man svømmer med maske og de forsøger skam også at komme af vejen, når man kommer plaskende.
Det er værre med de meget døde. Dem der er gået i opløsning, som en klat husblas i varm saft. Brandtrådene er ikke til at se og de klæber sig gerne fast til en arm eller et ben.
Så trods ideelle forhold for en god lang svømmetur op og ned langs kysten bliver det derfor mest til småpjasken omkring i cirkler tjekket for brandtråde. Det er lidt ærgerligt. Jeg elsker at svømme i åbent vand.
Det har jeg vist fra min mor, som var familiens svømmer. Hun var en lille pige, da de første danske svømmepiger imponerede verden. Derfor meldte hun sig ind i den lokale klub, hvor træning og konkurrencer foregik i Ribe Å.
Jeg var også rigtig glad for at svømme, da jeg var en lille tøs, men da jeg aldrig skød højere i vejret end 163 cm høj gik jeg fra at være god og hurtig til at blive svømmet agterud, da puberteten satte proppe i mine svømmestjernedrømme.