Mad dogs and Englishmen...
Jeg ved det jo godt, det er kun gale hunde og englændere der opholder sig i middagssolen. Og så mig. På stranden.
Strandlivet er forunderligt i disse dage. Først og fremmest fordi, der er flere mariehøns og de smukt stribede svirrefluer end badegæster på stranden. Men det sidste er måske affødt af det første.
Dernæst fordi havet er næsten badekarsagtigt lunkent og ganske dovent.
Sidst men ikke mindst fordi vandet er fuld af brandmænd. I alle stadier fra stendød til spillevende.
Det gør decideret svømning til noget af en prøvelse. Det går fint nok med de spillevende, de er nemme at se, når man svømmer med maske og de forsøger skam også at komme af vejen, når man kommer plaskende.
Det er værre med de meget døde. Dem der er gået i opløsning, som en klat husblas i varm saft. Brandtrådene er ikke til at se og de klæber sig gerne fast til en arm eller et ben.
Så trods ideelle forhold for en god lang svømmetur op og ned langs kysten bliver det derfor mest til småpjasken omkring i cirkler tjekket for brandtråde. Det er lidt ærgerligt. Jeg elsker at svømme i åbent vand.
Det har jeg vist fra min mor, som var familiens svømmer. Hun var en lille pige, da de første danske svømmepiger imponerede verden. Derfor meldte hun sig ind i den lokale klub, hvor træning og konkurrencer foregik i Ribe Å.
Jeg var også rigtig glad for at svømme, da jeg var en lille tøs, men da jeg aldrig skød højere i vejret end 163 cm høj gik jeg fra at være god og hurtig til at blive svømmet agterud, da puberteten satte proppe i mine svømmestjernedrømme.
4 kommentarer:
Er du slet ikke blevet brændt, Husejer? Så er det nu ret godt svømmet. Men havvand er dejligt. Vi nåede et godt dyp ved Skagen med lunkent, helt klart vand. Ikke ringe. Men brandmændene har jeg især respekt for efter et mindre heldigt møde ved Malta. Jeg så den ikke lige, så den fik mig grundigt... Tag dig i agt!
Du er sandelig modig, at du svømmer ud, selv om der er brandmænd i vandet - det har jeg ikke mod til, selv om vejret har været perfekt til at bade i de sidste dage. Jeg er to gange blevet brændt af brandmænd - det var skrækkeligt.
Men vi bor vel nok et dejligt sted begge to.
Brandmænd afholder også mig fra vandet, og vandhund var jeg som barn, nu har jeg slet ikke været i i år. Jeg er for træt. når jeg kommer hjem fra arbejde og fridagen blev til en bog og en madras på terrassen :-)
Jeg var ude at svømme i dag og mange gange tidligere ved Strandbjerggaard, Heatherhill. Der er også brandmænd, men jeg kunne se, at der ikke var så mange og checkede området med svømmedybde, der var ikke nogen.
Nu kommer der et spørgsmål: Jeg fik en stikkende prikkende fornemmelse på mit højre ben, meget lig den fornemmelse man har af varmeknopper.
Kan det være "døde brandmandstråde", som du nævner? Det har jeg aldrig hørt om før, men hvis det er det, så er der jo en fornuftig forklaring på, at jeg fik den fornemmelse. Jeg troede nærmest at jeg var ved at få solstik.
Det er et flot billede af en brandmand, du bringer - egentlig smukt;-)
Send en kommentar