lørdag, juni 26, 2010

Wimbledon-bakken


Quiet Please!

Men jeg tror ikke, at det er muligt, når der ligger to storsvedende og storsnakkende brolæggere fire meter fra min havedør og lægger fliser i naboens indkørsel.

Hver tiende minut starter de et eller andet djævelskab til at transportere sten i, så haven er ikke stedet, hvor min eftermiddag skal tilbringes.

Men nu er det sådan, at jeg kan se Wimbledon og om lidt skal Caroline Wozniacki spille. Og så kan man jo lige så godt overgive sig til tradition.

Altså har jeg komponeret en bakke med de helt rigtige tennislækkerier: En cucumbersandwich, en sandwich med krebsesalat, små scones, nykogt jordbær-rabarber-kompot dybt inspireret af Anarkisten, friske jordbær, hed te og et stort, køligt glas Pimms.

Fingers crossed for Caro.

Deuce.

fredag, juni 25, 2010

Lydallergiker


Af alle mine sanser er høresansen den, der volder mig de største problemer.

Øjnene kan man lukke, når de bliver for meget. Jeg har stort held med at lukke af for min udmærkede lugtesans og det er sjældent, at jeg påføres uønskede smagsoplevelser.

Javel sådan et par gale og blodtørstige kattelopper, der en forårsnat finder vej fra kat til mig, kan påføre ulidelige kløe, men ellers er det også begrænset, hvad der er af ukontrollable oplevelser til følesansen.

Mine øre derimod lever i et evigt bombardement og jeg har ikke fundet en måde at lukke af for sansen på endnu. Tror faktisk ikke, at den findes, hvis man også skal kunne lave andet end at sidde i trance.

Lydmæssigt er denne tid for mig så ulidelig, som havde jeg græspollenallergi.

Der er studenterkørsel, fest, sommergæster i alle omkringliggende huse, motorcykler der drøner ad den nærliggende vej mod Liseleje og en lokal restaurant, som bare sådan har bestemt, at alle fredagsaftener i juni og august, skal et halvdårligt poporkester spille i deres plastikpavilloner på forpladsen.

Det er fredag. Naboens brolæggere har lige slukket fire dunkende dieselmaskiner og kækt meldt: Vi ses i morgen klokken 7-7.30.

Nu stemmes der guitar i det fjerne og skrues på lydpultniveauer og jeg er ved at gå bersærk. Det bliver en hård aften.

Det værste er, jeg tror, det er en arbejdsskade. I seks år lavede jeg radio - havde hovedtelefoner på i mange timer hver dag og lyttede til endeløs mængder uønsket popmusik.

Det er sikkert støj alt for tæt på øret. I dag kan jeg slet ikke udholde den type propper, som skal ind i ørene, men tåler lige akkurat mine Zennheiser NoiseGard sammenklappelige.

I februar var jeg døv på det ene øre i en små fjorten dages tid. Det var noget så banalt som en ørevoksprop, men jeg nåede at konstatere, at det er socialt handicappende, at man ikke kan høre, hvad folk siger, ved mindre man er på tomandshånd, men det også er vidunderligt dejligt at vende det døve øre til, når man skal sove eller bare vil have fred.

Det sære er, at bortset fra hundeglam, har jeg ingen problemer med naturlyde. Elsker fuglekoncerten ved daggry. Er vild med skovduen, som kukker fra de nærtstående skovfyr.

I min barndom besøgte jeg hver sommer min mormor i Ribe. Hun boede ud til en poppelalle bag Sct. Katarinæ Kloster. Der traf jeg - lille blege forstadsbarn - første gang skovduens sang. Troede endda at det var en ugle - den kukkede jo - eller en gøg.

Elsker stadig lyden, men hader dårlig rock og dieselmotorer i tomgang!

søndag, juni 13, 2010

Tsukune og en genser


Det gode ved ikke at bo i København er, at så må man gøre det selv. Efter dagens cocktail-epos fik jeg en næsten uovervindelig trang til Sticks'n'sushis grillede kyllingeboller.

Men der er 50 kilometer til den nærmeste og de sælger ikke mere min favorit: Bison Box, hvor der foruden kyllingebollerne var kyllingbryst, baconomviklet asparges, skinkeomviklet gedeost og oksemørbrad over ris med japansk kartoffelsalat og en smule kimchee on the side. Suk.

Altså måtte jeg i gang igen. En googling af yakatori chicken meatballs afslørede, at det er den samme opskrift, der går igen over alt og den indeholdt ikke, det jeg husker som det mest finurlige ved Sticks'n'sushis nemlig nigellafrø.

Altså måtte jeg i gang selv. Heldigvis skrev en blogger om universalopskriften, at hun næste gang i stedet for at koge bollerne i vand med ingefærsaft ville koge dem i kyllingebouillion med skiveskåret ingefær og lidt løg, den var jeg med på.

Fars:

400 g hakket kylling
1 æg
1 finthakket forårsløg
stødt koriander
1 spsk. nigellafrø
2 spsk rasp
1 spsk mel
salt
peber
skvæt ketchup manis
meget lille skvæt fiskesauce

Alt mikset til en fars med konsistens som frikadelle. Mens jeg tryllede med farsen kogte ris efter Jamie Olivers metode: Ris i rigeligt vand med salt - når vandet koger, koges risen i fem minutter. Ris over i sigte og stanniol over toppen, så der stadig kan fise damp ind i sigten nede fra.

Sjat vand over varmen igen i samme gryde, når det koger, dampes risene i sigten i 8 minutter.

Færdig - løse, lette, aldrig mere ris der koger på.

Nå, kyllingebouillon med ingefær og forårsløg blev bragt i kog i bredmundet gryde og så formede jeg små boller med en barneske. Kyllingebollerne kogte i en 6-7 minutter i tre hold.

Imens lavede jeg en marinade - eftersom jeg ikke havde en eneste af den originale opskrifts ingredienser - jo sukker - måtte jeg improvisere.

I tykbundet gryde kogte jeg hoisinsauce, østerssauce, soya, æble eddike, sukker og stærk chilissause sammen.

De kogte kyllingeboller røg på grillspyd, fik en tyk bemaling af marinaden og så på en rygende varm grillpande. Der var til to stegninger.

Sidste opgave var at smide lidt trætte, skiveskårne grøntsager fra grøntsagsskuffen - jeg havde gul peber og champignon - i den suppe bollerne havde kogt i.

Tilbage stod at anrette - en bunke ris overhældt med kogelagen og et par gode skefulde grøntsager og så et spyd med lækre brune kyllingeboller. Mums.

Jeg snuppede lidt Abbey Ale til og resten af eftermiddagen vil gå med at få hul på et strikketøj: Baby Norgi - baby er så vidt jeg ved stadig ikke undfanget, men det sker snart, og alt det med elgene er så kompliceret, at jeg sikkert først bliver færdig til næste vinter, hvor den vil passe.

Jeg tænkte, hvid er ikke en god babyfarve og strikker med lysblå bund, røde elge og mellemblå borter.

And the tour goes on...


Den første definition af begrebet cocktail optræder i 1806 i en avis i byen Hudson i staten New York i Amerika - selvfølgelig.

Til spørgsmålet: Hvad er en cocktail? lyder svaret:

Cocktail is a stimulating liquor composed of spirits of any kind, sugar, water, and bitters — it is vulgarly called a bittered sling and is supposed to be an excellent electioneering potion, inasmuch as it renders the heart stout and bold, at the same time that it fuddles the head. It is said, also to be of great use to a Democratic candidate: because a person, having swallowed a glass of it, is ready to swallow anything else.

Jeg overvejede at forsøge at oversætte, men det går vist ikke. Dog er det sandt, at en god cocktail gør hjertet robust og modigt, mens hovedet samtidig bliver en smule forvirret. Det kommer sig af, at der er mindst 5 cl sprut i en god cocktail.

Som der var i de sublime Ramos Gin Fizz på 1105 som smagte af mere og hvor stedet indbød til, at man faldt hen i dyb samtale, eller dyb beundring over, hvad gutterne i de hvide jakker kunne af tricks med glas, shakere, strainere, rørepinde og hvad de ellers havde af håndværktøj.

Næste stop på turen var Ruby, som jeg havde høje forventninger til, efter at den lynhurtigt var røget på lister over Europas bedste barer. Stedet koketterer med at være svært at finde. Det var det nu ikke og så har jeg set det beskrevet som, at være på besøg hos en velhavende bekendt med gode manerer.

Det sidste vender jeg tilbage til.

Der var kø, da vi ankom. Nu er Nybrogade ikke det værste sted at vente selv i støvregn, fordi man kan kigge på både Thorvaldsen og Christiansborg Ridehus. Men nogle af den velhavende bekendts venner, havde ikke gode manerer, så der var straks et par alphahanner, som nægtede at tro, at de skulle stå i kø og som var af den opfattelse, at de to pladser Sifka og jeg fik tilbudt i kælderen, måtte være til dem.

Hvorpå dørmanden, som jeg kan forstå er stedets indehaver og kun står der for at sige godaften, synes han skulle fortælle mig, at alphahannen bag mig var udsat for fare fra min paraply. Tjah, i trafikken er det jo sådan, at det er bilen bag dig, der skal holde af stand, men altså ikke i min nye velhavende bekendts menneskekø.

Ind kom vi og ned i kælderen, hvor der blev spillet behageligt jazz og indretningen var som en mellemting mellem Varnæs'ernes dagligstue i Matador og et konditori i provinsen.

Der var plads ved baren og efter lidt mere alphahan-poseren: Nick jeg skal bare have en Cosmopolitan og et par flasker Champagne, har du noget godt? Blev det vores tur.

Nick mixede os et par smukke Clover Club Cocktails i isede glas. Endnu en drink på rystet æggehvide, men bedårende lysrøde på grund af et godt skud hindbærsirup. Smukt og godt.

Derefter så vi Nick håndtere, en af dem, der seriøst troede, at han var på besøg hos sin velhavende bekendt:

- Nick, jeg har altså glemt min pung i taxa'en, kan du ikke lige give mig 200 kr? (Juryens pris til gutten for aftenens lammeste opførsel)

Nick klarede det elegant, uden at ydmyge alphahannen for meget, men også uden at det kostede ham 200 kroner og derefter fortalte han os historien om den lyserøde drink i vores glas.

Den var oprindeligt udviklet til alphahannerne i en herreklub i Philadelphia i USA, som netop hed Clover Club.

Jeg kan læse mig til, at den siden har lidt en krank skæbne på grund af sin farve.

Nick var interesseret i vores Magical Mystery Cocktail Tour og gav mig en tre-fire bud på, hvor den næste tour skal gå hen, for selvfølgelig bliver der en sequel.

Nick scorede aftenens højeste point hos mig som menneskelig mixolog og formåede ene mand, at vende min modvilje, så jeg godt tør binde an med Ruby en anden aften, men måske ikke fredag aften, som er alphahannernes.

Ude på gaden ventede der nu en mindre gåtur. Aftenens to sidste barer skulle vi nemlig i Bernstorffsgade for at finde.

Det er sgu dejligt at trave gennem København ved aftenstide, men som Sifka anførte jo tættere vi kom på hovedgaden, jo dårligere manerer fik folk. Skulderskub og her-kommer-jeg var stilen.

Det var ellers stil vi var på vej mod. Gammeldags chesterfield og mahogni stil på Library Bar på Hotel Plaza, stedet som har været på Forbes liste over verdens bedste hotelbarer og som min far satte højt.

Det er da et enestående smukt sted - og til at holde ud selv fredag omkring midnat på grund af rygeforbuddet, men baren var underbemandet og cocktailkortet så kedeligt, at vi gjorde en undtagelse og nøjedes med en gin og tonic - en Citadelle med Q tonic til en såmænd favorable pris.

Her fik vi altså lejlighed til at dosere tonicen selv, men hver gang vi fik næsen i glasset, var der en hørm der generede.

Første bud var ensilage - jeg har hørt om bøffelgræsvodka, men ikke ensilagegin- senere nåede vi frem til, at det var beskidt is. Is fra en eller anden form for uvasket ismaskine, med lugtindtryk af mug og fejlslået klorrengøring. Not good, så de skønne omgivelser ufortalt: Library Bar var aftenens store skuffelse.

Tourens clout var Nimbs skønne bar. Vores stambord ved ilden var ikke ledigt, men Sifka øjede hurtigt et godt sofaarrangement til os og så læste vi os igennem cocktailkortet, som i sig selv er en oplevelse, til vores fælles valg faldt på en Flying Peppa - som står beskrevet som det forbløffende møde mellem kirsebær, viol og gul peber over gin.

Det var i sandhed en forbløffende velsmagende drinks - aftenens mest originale hands down - men der var ikke gjort meget for det visuelle, helt ærligt lignede den et akvarie hvor pumpen var død og den sidste guppy for længst gået til - med et Amarena kirsebær på bunden.

Vi noterede os også, at Nimbs udsøgte betjening bortfalder ved mange gæster. Der var hverken bordbestilling eller snacknødder.

Dette sidste var måske aftenens største overraskelse - fem barer, fem drinks af de dyre slags - og ikke en peanut, men skønt selskab, dejlig oplevelser, mange kilometer gået og omridset af en plan for:

The Magical Mystery Cocktail Bar Tour II.

lørdag, juni 12, 2010

The Magical Mystery Cocktail Bar Tour København - del 1

Sifka og jeg havde en aftale om oksekød og cocktails efter job i går. Vi vovede os endda uden for vores elskede Nimb og begav os mod Mash i Bredgade - et decideret kødtempel.

Vi mødtes på Christianshavns Torv og bevægede os storsnakkende over Knippelsbro og ned ad Havnegade og hjørnet rundt til Nyhavn. Vi var i god tid, så vi fandt et bord og snuppede os aftenens mest ligegyldige drinks til ufattelig overpris.

Man skal aldrig stole på en gin og tonic, hvor man ikke selv har mulighed for a dosere tonicen. Den slags ved man jo godt om Nyhavn - derfor er de fleste gæster da også fra Sverige eller det øvrige udland - alligevel har stedet en ganske corny charme på den gammeldags måde og så er der altid noget at se på.


Som de to fyre, der mest af alt lignede et par hooliganer, men som i stedet for at sidde foran en storskærm et sted til VM i fodbold sad på bolværket og delte gourmetøl hentet op ad den enes rygsæk og omsorgsfuldt skænket i fine ballonglas.


Nu kaldte okseødet og Mash fandt vi efter min traditionelle højre-venstre-konfushed - eller rettere Sifka spottede facaden og vi myldrede over Bredgade til dette skønne sted.

Bortset fra to kammuslinger, der havde fået måske 20 sekunders varme for meget, var der ikke andet end perfektion på Mash. Fin betjening, super cocktails, lækker vin, fantastisk kød, sprøde pomfritter gode grøntsager og brede, bløde røde bænke at flyde ud på og ned i.


Dagens første cocktail var en smukt serveret Georgia Mint Julep på bourbon. Jeg er typen, som sagtens kan drikke sprut til mad, men opførte mig pænt og fik Gruner Veltliner til forretten og Zinfandel til 300 gram dansk ribeye-lykke.


På forhånd vidste vi, at de skulle have vores bord klokken 21, så jeg havde planlagt en lille runde til nogle cocktailsteder vi ikke på forhånd kendte med final destination Nimb Bar.


Første stop vidste jeg godt, da jeg udvalgte den, ville være turens svageste punkt: Fidel's Bar i Dronningens Tværgade. Det var den også - fedtede borde, cocktailkort så fedtede af søde rumdrinks, at siderne skal flås fra hinanden og to mixologdrenge, som var noget selvoptagede, men ikke ligefrem hjertevarme eller indbød til samtale, sådan nogle mødte vi derimod senere.


Når jeg alligevel havde valgt den, var det for det gode logo og revolutionsdrømme i Dronningens Tværgade.


Sifka valgte som turens debutdrink en Hemmingway Daiquiri, jeg bad om en Fidel's Twisted Mojito. Det var et slemt skuffet ansigt, der kiggede op fra Hemmingways foretrukne drink. Min mojito var en noget større succes og så byttede vi da bare, jeg kan godt lide den stejle smag af grapefrugt i Daiquiri.


Lige så snart vi havde fået fordelt det alkoholiske og Sifka gik i gang med en fortælling skruede Mixologdrengene musikken kraftigt i vejret. Øv. Heldigvis tager sådan et par drinks ikke et øjeblik at kaste i sig og så skyndte vi os at løsne os selv fra fedtede borde, stole og drinkskort og satte kurs mod næste sted:

1105.


Jeg havde ikke de store forventninger på forhånd - jeg troede at turens højdepunkt lå en bar længere fremme - men hvor var det et herligt sted vi fandt, efter at have trasket lidt frem og tilbage på Kristen Bernikowsgade.


Et langt, smalt lidt mørkt lokale, hvor dørmanden var parat med et hyggeligt godaften og der var en ståplads ved baren til os.


Baren var et studie i velplanlagte arbejdspladser og væggene var fulde af spændende flasker med interessante ting.


Mixologerne var iført korte hvide jakke og havde to cocktailservietter lagt frem foran os længe inden vi havde læst os gennem cocktailkortet og bestemt os.


Det blev til to Ramos Gin Fizz - en historisk drink fra New Orleans. Så gik vores kunstner ellers i gang, der blev målt gin op, tilsat saft, doseret appelsinblomst vand og ikke mindst delt to æg.


Denne drinks clou er nemlig, at æggehviderne bliver stive af kraftig rystning med et par isterninger som ris.


Så den færdige drink er en smuk hvid sag i et højt glas, som er fuldstændig blød og fin i sin pikante appelsinblomstsmag trods en pæn sjat gin.


Meget elegant dryppede mixologen lige et par dråber af vores gin fizz på bagsiden af sin hånd for at smage om den var perfekt. Det var den. Det var betjeningen og baren i det hele taget. En klar vinder, som smagte efter mere, men vi måtte videre...