Lydallergiker
Af alle mine sanser er høresansen den, der volder mig de største problemer.
Øjnene kan man lukke, når de bliver for meget. Jeg har stort held med at lukke af for min udmærkede lugtesans og det er sjældent, at jeg påføres uønskede smagsoplevelser.
Javel sådan et par gale og blodtørstige kattelopper, der en forårsnat finder vej fra kat til mig, kan påføre ulidelige kløe, men ellers er det også begrænset, hvad der er af ukontrollable oplevelser til følesansen.
Mine øre derimod lever i et evigt bombardement og jeg har ikke fundet en måde at lukke af for sansen på endnu. Tror faktisk ikke, at den findes, hvis man også skal kunne lave andet end at sidde i trance.
Lydmæssigt er denne tid for mig så ulidelig, som havde jeg græspollenallergi.
Der er studenterkørsel, fest, sommergæster i alle omkringliggende huse, motorcykler der drøner ad den nærliggende vej mod Liseleje og en lokal restaurant, som bare sådan har bestemt, at alle fredagsaftener i juni og august, skal et halvdårligt poporkester spille i deres plastikpavilloner på forpladsen.
Det er fredag. Naboens brolæggere har lige slukket fire dunkende dieselmaskiner og kækt meldt: Vi ses i morgen klokken 7-7.30.
Nu stemmes der guitar i det fjerne og skrues på lydpultniveauer og jeg er ved at gå bersærk. Det bliver en hård aften.
Det værste er, jeg tror, det er en arbejdsskade. I seks år lavede jeg radio - havde hovedtelefoner på i mange timer hver dag og lyttede til endeløs mængder uønsket popmusik.
Det er sikkert støj alt for tæt på øret. I dag kan jeg slet ikke udholde den type propper, som skal ind i ørene, men tåler lige akkurat mine Zennheiser NoiseGard sammenklappelige.
I februar var jeg døv på det ene øre i en små fjorten dages tid. Det var noget så banalt som en ørevoksprop, men jeg nåede at konstatere, at det er socialt handicappende, at man ikke kan høre, hvad folk siger, ved mindre man er på tomandshånd, men det også er vidunderligt dejligt at vende det døve øre til, når man skal sove eller bare vil have fred.
Det sære er, at bortset fra hundeglam, har jeg ingen problemer med naturlyde. Elsker fuglekoncerten ved daggry. Er vild med skovduen, som kukker fra de nærtstående skovfyr.
I min barndom besøgte jeg hver sommer min mormor i Ribe. Hun boede ud til en poppelalle bag Sct. Katarinæ Kloster. Der traf jeg - lille blege forstadsbarn - første gang skovduens sang. Troede endda at det var en ugle - den kukkede jo - eller en gøg.
Elsker stadig lyden, men hader dårlig rock og dieselmotorer i tomgang!
3 kommentarer:
Åh jeg kender dit dilemma. Elsker selv stilheden, eller netop stilheden tilsat naturlyde.
Bor dog så sammen med en der elsker at have en radio eller et tv kørende og ikke forstår min fornøjelse ved at slukke for det.
Uhh - det ville være en udfordring Visistsen.
Jeg tåler efterhånden kun intens lytning af musik og slet ikke radio- eller tv-tapet-lytning.
Det værste i hele verden er en dæmpet radio - enten stilhed eller fuld knald på, men godt at gøle, at jeg ikke er alene ;)
Du kan tro, jeg også kender det. Heldigvis har jeg relativt fredelige naboer. Der er en flok unge mennesker overfor, der holdt party ret ofte her en overgang, men det gik da over igen og faktisk er her ret fredeligt. Især når man påtænker, at jeg kun er 20 min. fra centrum. P.t. er jeg så ekstra "heldig", for der er ingen S-tog (det er noget af en pest for mig rent transportmæssigt), men lydmæssigt giver det da en masse stilhed. Hundeglam og babygråd og børn der skriger/råber, er noget af det værste. Og også som du siger larmen fra uønsket musik. De sker de her i nærheden holder Open-Air koncerter, men så fatter jeg ørepropperne og så går det, men sjovt - nej!
Send en kommentar