fredag, december 24, 2010

En jul man vil huske


Som en af mine bekendte på Bornholm, netop har skrevet på Facebook til historier om de mange mennesker, som er strandet i Rønne og ikke kan komme videre ud på øen: Det er ikke en jul de vil glemme.

Og sådan er det vist for mange, en jul unger om mange år vil fortælle deres unger om.

Det kan jeg på en eller anden måde godt lide, men jeg er jo heller ikke strandet på Almegårds Kaserne eller i Rønne Idrætshal eller et af de mange andre steder, folk er strandet.

Jeg tror endda på, at jeg om lidt kan komme på arbejde - det har jeg nemlig valgt at bruge min juleaften på.

Og nej, billedet er ikke min madkasse, men mit køleskab, de seneste seks dage.

For en uge siden var bitternissen nemlig et smut forbi. Han skulle lige ødelægge min fryser - jeg trak lidt i en skuffe - og så fulgte hele indholdet med ud inklusive knækkede kølerør - og eftersom køl og frys ikke kunne slukkes separat - goodbye til begge dele.

Slutdecember er ikke det bedste tidspunkt at købe hvidvarer på, kan jeg afsløre, slet ikke, når man skal have venstrehængslet og leveret i snestorm.

Men det lykkedes - et Electrolux brummer venskabeligt i grovkøkkenet og mine viktualier er blevet varmet passende op.

For en plastkasse i et uopvarmet skur, selv under et vattæppe, kan ikke hamle op med de -19, her var forleden nat, så morgenkaffen har tit måtte vente på, at mælken tøede og morgenægget på, at det overhovedet kunne slås ud.

Respekt for vores formødre, som klarede sig uden køleskabe, og jeg vil tro, de synes det var en meget større kunst i juli-august en i en fimbulvinter.

God jul - kør forsigtigt og nyd at alting tager sin tid.

mandag, december 20, 2010

Dampende ånde og røde kinder


I modsætning til de to foregående år er det i år ikke lykkedes for Sifka og mig, at få tid og omstændigheder til at gå op til den store juletur.

Lørdag aften enedes vi om en københavnerjuletur søndag og jeg meldte Tivolis og/eller Christianias julemarked, men Sifka så snestier, skov og varm kakao for sit indre juleøje.

Nogen gang glemmer vi naturbegustigede jo, at det ikke er alle, der har den slags lige uden for døren.

Så vi mødtes kort før middag på Nørreport station og satte kursen mod Klampenborg, men før vi skulle i skoven, skulle vi lige over at kigge på Øresund.

Sikke et skue - der er endnu ikke isdannelse i havet - men alt, hvad det rører ved er overtrukket af et ispanser.

I Dyrehaven så vi mange heste, mange ældre skiløbere iført deres ungdoms skitøj fra fra Bergans og Norrøna, Bakken i sneklæder og ikke et eneste dyr.

Og så endte vi på Piil og Co's udendørs skovbar, hvor vi grillede pølser, søbede hvid gløgg, drak kakao og spise pandekager draperet i tæpper og med dampen stående ud af næseborene - alt med udsigt til Kildesøen.

Det var herligt og hyggeligt og vidst lige, hvad Bryggekonen havde drømt om.

Vel tilbage i byen, stiftede vi bekendtskab med Mikkellers herlige ølbar, hvor især Vesterbro Wit'en imponerede med en smag af grapefrugt og plaster.

Da sulten bankede på mavevæggen stillede Mother den for os med god skinke, marinerede grøntsager, pølse, bruschetta og friskbagt foccacia - efterfulgt af en fornem pizza, som bare lige skulle have haft 3 minutter mere i den brændefyrede, men var milevidt over, hvad man ellers finder af pizza i København.

Over en stille italiensk juleøl konstaterede vi, at vi havde fået vores ungpigekulør tilbage i kinderne efter en herlig juleudflugt.

onsdag, december 08, 2010

Grøn eller hvid vinter?

Almindeligvis er der 13-14 år mellem de hvide vintre her i landet. Men denne gang er det kun otte måneder siden, sneen sidst lå over land.

Da tøbruddet kom i marts kan jeg huske, at jeg følte lettelse. For det er altså mere besværligt, at bo på kanten af civilisationen, når det sner, end når det ikke sner.

Men da sneen dukkede op i forrige uge, var min første tanke faktisk ikke: Åh, nej nu igen eller allerede.

Den var: Aj, hvor er det flot, lad mig få fundet den kulørte lyskæde frem og kontrasteret det smukke, glitrende hvide med smagløst lys.

Jeg har tænkt over, hvorfor det mon er, at jeg faktisk foretrækker den hvide for den grønne vinter.

Hvorfor tiltaler det mig i stedet for at irriterer mig, at der pludselig er ting, jeg skal gøre og ting jeg ikke kan gøre? Jeg der plejer, at elske at bestemme selv?

Jeg skal tidligere op om morgenen, hvis nu føret er usselt, jeg skal tænke over, hvor jeg stiller min bil. Jeg skal holde huset varmt med optænding på de rigtige tidspunkter. Jeg skal grave en smule sne til post og skraldefolk. Jeg skal klæde mig fornuftigt og køre forsigtigt og er nødt til at følge med i både vejr- og trafikudsigter.

Det burde irriterer mig. Men det gør det ikke. For sandheden er jo, at der er tale om sådan en stilfærdigt påtvungen omgang simpel living.

Hvor der ikke er andet at gøre, end at tage tingene, som de kommer. Hvor vejret har indflydelse på om jeg kommer til sammenkomster hos folk og det accepterer de og det accepterer jeg.

Hvor jeg bliver nødt til at planlægge og opbygge lagre, så jeg kan klarer længere periode, hvor jeg muligvis ikke er meget mobil.

Derudover er det jo smukt. Eventyrligt - med indbygget ekstra, gratis motion - at gå til havet gennem knæhøj, nyfalden sne.

Forleden eftermiddag, da jeg kørte hjem i skumringstimen i den sædvanlige hale af biler kø, var det som om, der faldt ro over selv, den mest utålmodige lærling, i hvid varebil, for det var en klar dag, men samtidig begyndte rimtågen at rejse sig fra markerne og i horisontens sprække malede solen himlen orange. Arresø lå snedækket og lyste i tusmørket.

Det var betagende - og beroligende.

Men spørger jeg mine katte, ved jeg godt, hvad de vil svare: Vi vil have det hvide væk, nu!

søndag, november 28, 2010

Den godeste suppe


To tidligere kolleger var forbi til frokost og jeg var i syv sind, hvad jeg skulle lave, men så så jeg en ret hos Pioneer Woman, som tiltalte mig: En chowder på sorte bønner.

Der skulle dog kastes noget død gris i retten, det tiltalte mig ikke, så jeg fiflede min egen - for en gang skyld helvegetariske - version på plads.

Til retten skal serveres agurke-koriander relish og jeg bagte så også nogle ostemuffins. Det var perfekt en råkold vinteredag. Den ene af gæsterne påstod, at det var den bedste suppe hun nogen sinde havde smagt.

Til dessert lavede jeg en banoffi pie, som også var ganske populær, selvom det aldrig bliver min favorit, men den var sjov og nem at lave, for jeg afveg nemlig som altid fra den originale opskrift. Sådan er jeg.

Chowder af sorte bønner:

  • 1 dåse sorte bønner
  • 1 løg
  • 1 stilk bladselleri
  • 1 ikke så stor gulerod
  • 1/2 gul peber
  • økologisk grøntsags b0uillon
  • 1/2 liter mælk
  • 1 teskefuld karry
  • 1 teskefuld chilipulver
  • 1 teskefuld spidskommen
  • 1 teskefuld cayenne peber
  • salt
  • peber
  • 2 spiseskefulde mel
  • 75 gram god mellemlagret tør ost revet- jeg brugte cheddar
Grøntsagerne hakkes fint og svitses straks efter i et par skefuld god olie. Derefter tilsættes bønnerne og 7 dl god suppe ved, jeg brugte altså grøntbouillon, men hjemmelavet kyllingesuppe ville også være. Fint tilsæt ved samme lejlighed krydderierne.

Kog nu suppen i 20 minutter. Hvis man ikke bruge dåsebønner, så skal suppe koge til bønnerne er møre.

Tilsæt mælken og småkog yderligere 15 minutter.

Ryst mel og ost sammen i en pose. Skru op for varmen under suppen og når den rigtig koger tilsættes så den underlige mel-oste blanding, som giver suppen den rigtige chowder konsistens. Smag til med salt og peber.

Server suppen straks med en klat agurke-koriander relish i midten. Den har godt af at blive lavet før suppen: En agurk skraldes og kernerne skrabes ud. Agurken skæres i små firkanter, som vendes i et halvt bæger græsk yoghurt, hvori et ordentligt skud hakket koriander er udrørt. Almindelig persille vil være et godt alternativ til de koriander-hadende.

I sne står kat og bil i skjul


Det seneste døgn er der faldet noget der visse steder ligner en halv meter sne over mit lille hjørne af verden og det kan kattedyrene slet ikke forlige sig med.

Til formiddag brugte jeg en times tid på at få gravet min bil fri i indkørslen og så manøvrere den ned af min sandvej til en nærliggende parkeringsplads, så jeg kan gøre et forsøg på at køre på arbejde i morgen tidlig.

Nu jeg havde sneskovlen fremme, så gravede jeg lidt stier til kattene og minsandten om ikke Hr. Kasper trippede ud under havebordet for en kort bemærkning, men aldrig med alle fire poster i det holde hvide.

Han tror sig i sikkerhed, jeg tør ikke fortælle ham, hvad der er lige over hans hoved. (Kattesporene er nabokattenes fortjeneste)

lørdag, november 20, 2010

Forfininger og forandringer



Da jeg lærte at køre bil i 1978 var det i en Opel Kadett. Da jeg fik kortet og begyndte at køre selv, var det i min fars Ford Taunus.

På de 32 år mener jeg ikke, at der er sket nogen fundamental forandring med biler. Jo bevares, nu har vi servostyring, forstærkede bremser, esp og hvad ved jeg, og man skal ikke mere trylle med en choker ved en kold morgenstart. Men for mig er det mere forfininger end forandringer.

Sådan er det ikke med computere. Min første, som jeg købte i 1987 - en Amstrad - har så lidt til fælles med min seneste - iPad'en - at det er sært at skulle sige, at de tilhører samme art.

Men nu er det jo sådan, at det kun er i bagklogskabens klare lyd, at man kan bilde sig ind, at fortiden er en kladde for fremtiden.

Lige så lidt som jeg fræsede rundt i Daddys Taunus og længtes efter ESP og aircondition, lige så lidt sad jeg foran min Amstrad og længtes efter en iPad.

Taunus og Amstrad var om ikke toppen af poppen i deres samtid, så dog respektable udgaver af henholdsvis bil og computer.

Nå men, hvad så med det der billede af Grand Central Terminal i New York. Hvad har det med Kadetter og Amstrader at gøre?

Jo altså, Petrea the iPad, gør alting til en leg - det er den helt afgørende forskel på hende og Amstrad'en, hvor man virkelig skulle arbejde - blandt andet med først at indlæse styresystemet fra en diskette - oven i købet et ukurant format - og derefter holder styr på sine filer fra andre disketter.

Petrea har lokket mig til at indlade mig med den amerikanske udgave af iTunes og App store og der faldt jeg over nogle fantastiske dokumentar programmer, blandt andet 18 timer om baseballs historie og en time om Grand Centrals historie.

Om ikke vupti - så dog i løbet af nogle timer - blev alt downloaded, men eftersom 18 timer om baseball fylder i omegnene af 11 MB og Petrea kun har 16 MB hukommelse, så fandt jeg en måde at se film på min MacBook Pro over nettet på den lille flade.

Takket være Air Video kan jeg nu sidde/ligge i min seng og nyde mine fantastiske dokumentarfilm, når det passer mig.

At jeg kunne starte dagen med at drømme mig til New York og Grand Central - jeg kunne godt finde på at bruge det meste af ferien der - hvor der er alt fra en fantastisk cocktailbar til østersbaren over dem alle.

Det er sgu da en revolution, noget større end at vinduesviskerne i nogle af nutidens automobiler selv går i gang, når det regner.

fredag, november 19, 2010

Når Jansson frister


Der er nogle retter, hvor jeg bare skal se navnet, så begynder mine smagsløg at længes.

Sådan en ret er Jansson frestelse - en svenske klassiker med kartofler, løg, benfri sild og fløde.

Altså følte jeg mig noget snigløbet, da et nyhedsbrev i min inbox proklamerede, at jeg kunne komme til svensk julebord til en favorabel pris og nyde blandt andet Hr. Janssons fristelser.

For straks fik jeg fantomsmerter på tungen.

Heldigvis lå jeg inde med de nødvendige råvarer, så var det bare at klø på.

Og så lige en påståelighed - nej, der skal ikke ansjos, men benfri sild i fristelserne.

Her er forklaringen: De skandinaviske farvande er for kolde til ansjos - har i hvert fald været for nu er både ansjos og sardin dukket op - dem skal man til Middelhavet for at fange.

Så når man har med simpel bondekost som fristelserne at gøre, vil det være helt utroligt, at de skulle indeholde en varer, som i bedst fald er dyr og svært tilgængelig, i værste fald utilgængelig.

Men Sverigesfarere ved jo, at der slår ansjos på ganske mange burka på hylderne hos ICA, hvordan kan det så være? Jo, fordi i Sverige kalder man brisling ansjos. Og så det finurlige, i Danmark kalder man brisling benfri sild.

Så er det på plads og det var fristelserne også efter blot 55 minutter i en god varm ovn. Og jeg må sige, det er altså perfekt comfort food en råkold novemberaften - blød kartoffel, sødt løg og så sammenrendet af fløde og sildesaft. Perfekt.

How to:

Skræl et halv kilo kartofler og skær dem i stave lidt tyndere end pomfritter. Skær to små eller et stort løg i tynde skiver. Smør et ildfast fad, læg et lag kartofler i bunden, dæk med løg og fordel en dåse benfri sildefiletter ud over laget. Dæk med resten af kartoffelstavene. Kom godt med peber på og en smule salt, ikke for meget for sild og lage er salt. Hæld derefter en kvart piske og al sildelagen over. Strø et lag rasp på toppen og smid et par klatter smør på.

Bag i ovnen ved 200 grader i 50-55 minutter til kartoflerne er helt møre og fløde-sidelagen er tyk og isabellafarvet.

Spis med en skive knækbrød med mindst mellemlagret ost på, drik snaps til. Så bliver det ikke meget bedre.

tirsdag, november 16, 2010

Creature comforts*


På engelsk har de et fint udtryk for alle de dagligdagens behageligheder, vi tager for givet i den vestlige verden. De kaldes creature comforts og sådan nogle bliver man afhængig af.

I går rottede vvs-guderne sig endeligt sammen mod mig, ud over, at der ikke har været for alvor varmt vand i mit brusearmatur i en lille månedstid, så kunne mit das pludselig ikke skylle andet end en smule væske ud og det ganske langsomt endda.

Så til morgen var der ikke andet at gøre end at ringe efter Duemose - den lokale vvs'er. Først kom der en flink mand og skiftede mit tilkalkede armatur ud med et nyt og et par timer senere kørte en gigantisk spulevogn op. Min kloak var en noget større udfordring og der blev spulet længe og ihærdigt, før der var hul igennem.

Så nu er det, at jeg tænker, hvor er det fedt at kunne tage et langt, varmt brusebad igen - jeg synes jeg havde fortjent et bad, til varmtvandsbeholderen løb tom, for alle de morgener, hvor jeg har stået under en svag, lunken stråle og frosset.

Og hvor tager vi det bare for givet, at alt kan trækkes ud efter os, når vi skal, hvad vi nu skal.

*Nyd denne lille video, der handler om dyr i zoos forventninger til creature comforts

mandag, november 15, 2010

Meget arbejde for en lille sandwich


Lige siden jeg i lørdags læste denne artikel på Politikens hjemmeside, har jeg drømt om en ribbenstegssandwich.

Men jeg har også onde drømme om alle de svin, vi piner og plager i dette land, så jeg kunne ikke se mig selv sjoske hen til det lokale supermarked efter deres svinekød.

Altså måtte jeg vente til i dag, hvor jeg kunne få fat i et stykke hæderlig økogris, der har været på friland.

Fra morgenstuden havde jeg sat en god dej over til halvrustikke boller. Jeg har desuden en forkærlighed for chillimayo smurt på bollen og syltede agurker oven i rødkålen.

Så jeg fik altså glæde af både hanesovsen og mine sært udseende, men super smagende agurker, mens jeg stegte steg og kogte kål, som fik både et skud æble, rødvin, tranebærsaft og en smule løg foruden allehånde og citronsaft som smagssætter.

Alt i alt blev det en dejlig sandwich, men ikke et helt rationelt projekt til en person.

Måske jeg skulle overveje, at servere ribbensstegsandwich til en sammenkomst en dag. Og så skal jeg helt sikkert smage Meyers for sammenligningens skyld.

Elge og grantræer


Sifka spørger, om vi vil tilfredsstille hendes nysgerrighed og vise vores favoritstrik frem. Det vil jeg i hvert fald.

Jeg er så heldig, at mit favorit strikketøj, næsten altid er det seneste, jeg sidder og nørkler med. Så lige nu er det ubetinget denne Baby Norgi, som jeg blev færdig med, så sent som for et par timer siden.

Der var ganske vist et par dage, hvor jeg gik lidt død på det lange lyseblå stykke mellem borten for neden og den glade række af grantræer og elgtyre, men med en god - eller i hvert fald meget ordrig - lydbog gik det.

Og så må jeg sige, at det er imponerende, hvad man kan få forærende på nettet. Wendy D's opskrift er nem at gå til, men med mange små fine finurligheder, som at der for enden af hvert ærme strikkes seks pindevrang, så der kan sys et fint glatstrikket overslag ned over sømmen, når ærmet er syet på.

Og så er jeg vild med at alle kanter er opsyet.

Og så er der min nye favoritkop:

søndag, oktober 17, 2010

Hårdt arbejde - rigdom - moderne syltning


For et par uger siden var Sifka og jeg på det årlige æbleskud på Kildebrønde frugtplantage, hvor vi hver især hjemførte nogle gode poser efterår.

Min pose Elstar er borte, men på en noget mere nærliggende plantage - den i Græse - havde de i dag et tilbud, hvor jeg kunne få 10 kilo for 150 kroner.

Det lod jeg mig ikke sige to gange, af sted gik det og hjem kom de. Ikke i en yndige fransk æblekasse af 342 år gamle æblestammer, men i den solide papkasse fra Dansk Frugtavl.

10 kilo æbler er en pæn sjat - noget af en rigdom faktisk - så jeg tænkte at nogle af dem skulle forvandles til noget holdbart. Æblemarmelade ville være et blegt plagiat, så jeg besluttede mig for æblegele og googlede straks.

Der var flere tilbud. Alle opskrifter var ens. Alle opskrifter stammede fra en eller andens bedstemor, men ikke alle havde held med opskrifterne.

Nogles gele blev ikke stiv - andre brokkede sig over, at de kun fik 4 dl saft ud af opskriften, og afslørede en vis skuffelse over udbyttet af det hårde arbejde.

Det må jeg indrømme, at jeg studsede noget over. Hårdt arbejde? At hive stilken af 3 kilo æbler, skære dem i grove stykker, koge dem i 20 minutter med 1 liter vand og ønskede smagssættere - jeg brugte citronskal, salvie og rosmarin.

Derefter siede jeg grøden og pressede pulpen gennem et klæde.

Så sukker i saften i forholdet 1 kilo til 1 liter saft - jeg fik 8 dl så 800 gram - vanilje i - omrøring og så op at koge rask i 5 minutter.

Skolde glas, hælde på, spise skummet - som nemt fjernes fra overfladen efter en frokosttid.

Skulle det være hårdt arbejde?

Forstå mig ret, hvis man er helt uinteresseret i køkkenarbejde, så er det uden tvivl kedeligt arbejde, men hårdt?

Og hvorfor kaste sig ud i projektet, ved mindre man bare ikke kan lade være, fordi det er hyggeligt og ens hjem kommer til at dufte vidunderligt og man vil glæde sig over gelen de næste mange uger/måneder afhængig af, hvor stor husholdningen er.

Nå, ved nærmere eftertanke er der da køkkenopgaver, der er hårdt arbejde. At pille et kilo fjordrejer, at pille små kartofler til julebruning til 10 sultne mennesker, at smutte et kilo mandler til hjemmelavet marcipan. Just saying.

Og så gik det jo op for mig, hvorfor alle opskrifter fra alle folks bedstemor er helt ens. Fordi bedstemor har Tørsleffs opskrift fra Den grønne Syltebog - moderne syltning.

Det moderne er tilsætningen af Atamon, som bogen anbefaler. Jeg nøjedes med at skylle mine glas i vanilievodka efter skoldningen.

I En erfaren Huusmoders Kogebog fra 1868 optræder forholdet et pund sukker til et pund saft også, men derudover den interessante tilføljelse, at den færdige gele kan opløses i vand til en behagelig limonade.

Og så kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde, at forsøg at være madfotograf borte fra køkkenbordet. Pinga er noget af en linselus.

lørdag, oktober 16, 2010

Æbler og ost


I dele af USA spiser man cheddar ost til apple pie. Og kombinationen æbler og ost findes i masser af forskellige opskrifter for alt fra sandwich til kage.

I nat da jeg kom hjem efter fjerde aftenvagt - og lige havde haft besøg af 12.000 gæster i forbindelse med Kulturnatten - overvejede jeg seriøst straks at frembringe disse fantastiske apple cheddar scones, som jeg fandt hos Deb.

Men fornuften sejrede og jeg sov på ideen. Måske også fordi opskriften ved først gennemøjning afslørede, at det ville tage lidt tid at lave dem.

Ikke så lang tid, som hvis man følger Carl Sagans opskrift på apple pie: If you wish to make an apple pie from scratch, you must first invent the universe, men lidt arbejde er der da involveret i dem. Og jeg er ikke sikker på, jeg ville have overskud til at lave dem uden en køkkenmaskine.

Men hvis du har sådan en køkkendjævel så kom i gang, for de er ganske fabelagtige. Fremover bliver de en efterårsfavorit. Jeg ser for mig en bænk med udsigt over havet og så et par scones til en kop te eller kaffe fra termo.

Jeg har kun lavet småændring i forholds til Debs opskrift, som er hendes tweekning af en anden opskrift.

Her er min version - og hvis du er ligeglad med hvordan, så god weekend ;)

Jeg tændte ovnen på 190 grader - konventionel varme.

Så skrællede jeg 2 æbler - Elstar som er mit ubestridte favoritæble - dem skar jeg i stykker, men nåede vist ikke de 32 Deb anbefaler.
De røg på bagepapir og i ovnen i 20 minutter, til de var sådan en smule brune på nogle kanter, tørre i overfladen og ekstremt velduftende.
De blev derefter sat i køleskabet til afkøling.

Så gik jeg i gang med det lidt pedantiske arbejde med at gøre de tørre ingredienser klar.

Jeg sigtede 200 gram hvedemel, og blandede deri sådan et fingergreb salt, 50 gram sukker og en spiseskefuld bagepulver.

Derefter rev jeg 75 gram god, moden cheddar.

I skålen på min røremaskine dumpede jeg så 85 gram koldt smør skåret i små tern, de nu afkølede æbler, den revne ost, 1 æg og en halv deciliter piskefløde (mælk ville være lige så fint).

Oveni blev de tørre ingredienser så drysset og så blev maskinen sat i gang på virkelig lave omdrejninger. Efter 2-3 minutter var dejen samlet, men stadig klumpet og bøvet at se på.

Sådan skal den være. Nu kan den forsigtigt rulles ud på et meget meldækket bord til passende størrelse og så enten, som Deb har valgt, skæres i sådan trekanter eller stikkes ud.

På bagepladen igen, på et nyt stykke bagepapir (jeg slukkede ikke ovnen undervejs, æblerne kølede af i den tid det tog at finde alt frem og få det målt op.)

Mine runde scones fik sammenpisket æg på overfladen og et lille drys kanelsukker, bare for et give et strejf af kanel.

Derefter bagte jeg dem i 22 minutter. Deb foreslår 30, så ville mine være blevet meget mørke og stenhårde, nu er de gyldne og en smule bløde i midten.

Fabelhaft!

mandag, oktober 04, 2010

Vi elsker Petrea


Nu har jeg været iPad-ejer i en smule mere end en måned. Så nu er det på tide, at kaste sig ud i en skamløs rosefest af det lille apparat, som lyder navnet Petrea.

Pinga har rakt en pote i vejret, for først at komme til orde. Hun nyder, at hun nu kan ligge på skødet en hel aften, fordi MacBook'en kun er nødvendig til længere skrive-arbejder - som denne.

Jeg nyder maskinens lækkerhedsfaktor og alle de coole små programmer, der hurtigt og nemt kan hentes til den. (Som ColorSplash, der har hjulpet med fotoet til dette indlæg.)

Desuden er det værd at bemærke, at iPad'en, som iPhone'en, er ufattelig nem at bruge for en masse mennesker der ikke har nogen computer-selvtillid og ofte opgiver at få blot noget tåleligt ud af en pc.

Ipad'en er indbegrebet af en computer for mig - nem at bruge, nem at tilpasse, nem at flytte rundt på og nem at begejstres over.

I sandhed et godt køb - at turen til Hamburg, derudover var værd at skrive hjem om, gør da kun det hele endnu sjovere.

lørdag, oktober 02, 2010

Hvem fanden har en bollesprøjte?


Jeg bliver nødt til at indrømme det, i dag blev jeg fanget i en af mine egne fordomme. Det er aldrig rart.

Jeg havde fundet en opskrift hos min helt Ruhlman på chicken and dumpling, der fik mine smagsløg til at hoppe.

Ved en nærmere analyse af både suppe og boller, er der - bortset fra en mikroskopisk portion tomatpure - og en smule citron og salvie ingen forskel på den amerikanske favorit og vores egen hønsekødsuppe med melboller.

Men den titel ville jeg bare have læst hen over uden at smage efter i mit indre smagsgalleri, om det kunne være godt.

Det er jo noget pjat.

Nå, men det hele starter med en kylling. Irma havde et pænt økodyr til en favorabel pris.

Den røg i gryden med porre, løg, gulerod, frisk salvie og rosmarin foruden peber, salt og laurbærblade og en god liter frisk koldt vand.

Efter en time faldt kødet formeligt af benene og den var lige til at pelse i en stor skål med to gafler.

Skrog, gump og skind røg tilbage i gryden til suppen.

Og så gik jeg i gang med bollerne.

I en bredmundet, sliplet gryde satte jeg 125 ml mælk over med lidt salt og 50 gram smør. Da det lige nåede kogepunktet smed jeg 125 gram hvedemel i og rørte kraftigt til massen var smuk og blank og slap bund og sider på gryden.

Efter et kort afkøl rørte jeg to æg i til en blød konsistens, der alligevel kunne holde facon. I denne fase røg der også et par blade frisk, finthakket salvie og en smule finthakket citronskal i.

I en 3. gryde - med kogende vand forsøgte - jeg på elegant vis at boppe nogle passende fikse melboller ud af en plastpose med hul i hjørnet. Det var i denne fase, jeg endelig forstod værdien min barndoms mærkeligste køkkendims - bollesprøjten.

Melbollerne røg op i en skål med et rent klæde efterhånden som de dukkede op til overflade.

Så siede jeg suppen.

Svitsede lidt løg, rød peber og gulerod i mundrette stykker i noget smør i bunden af en fjerde gryde.

Tilsatte en fingernegl tomatpure og smagte til med salt og peber inden det meste af den siede suppe og cirka halvdelen af kyllingekødet røg i gryden.

Til sidst røg melbollerne i og så fik det hele en mild skæven, mens jeg vaskede de ikke helt små mængder opvask op og glædede mig til en god frokost.

I morgen bliver resten af kyllingen og suppe lavet til kyllingepaj, og der er suppe nok til både aftensmad i dag og en enkelt frokost i næste uge.

Og melbollerne, min barndoms hadeobjekt nr. 1 - jeg kunne heldigvis altid bytte dem til kødboller hos min bror - var helt vidunderlige, fjerlette og aromatiske af salvie og citron.

Super, men hvor får man fat i en bollesprøjte?

søndag, september 26, 2010

A damn fine tart


Min veninde og hendes engelske kæreste kom til frokost i går. I den anledning forsøgte jeg mig med en Bakewell Tart. et stykke klassisk engelsk hjemmebag, som Smitten Kitchen bloggede om i foråret.

Jeg havde godt set navnet før, men anede ikke, at tærten var opkaldt efter en by. Jeg tror, jeg troede, at Bakewell var et varemærke sådan ala Tørsleff og at tærten var et forsøg på at presse så mange produkter sammen i et enkelt bagværk som muligt.

Jeg blev klogere og tærten en succes - thumbs up fra en næsten lokal.

I al sin enkelhed er der tale om en mørdejsbund med et lag hindbærmarmelade og en mazarin-agtig-masse øverst.

Jeg indrømmer det, mørdejen var købedej, men resten hjemmelavet.

Nu havde jeg ikke lige et glas hjemmelavet hindbærmarmelade i forrådskammeret, men det funker også at lave en lynmodel:

En pose frosne hindbær blev kogt ind med sukker, rosmarin og et skvæt tonic vand. Men en helt old school model, hvor hindbær koges alene med sukker og måske et strejf kanel vil også være fortræffeligt. Lynmarmeladen blev stillet til afkøling.

Derefter forbagte jeg tærtebunden en smule og smurte marmeladen ud over den.

Undervejs fandt jeg tid til at smutte 200 gram mandler.

Så skulle der gang i foodprocessoren. Først blev mandlerne finmalet med halvanden spiseskefuld hvedemel. Så blev 150 gram sukker tilsat - jeg brugte noget ubleget rørsukker - og lidt reven citronskal. Derefter 150 gram smør og et helt æg og en æggeblomme.

Til sidst har man en blød, men dog smørbar masse, som med en fugtig kniv omhyggeligt kan fordeles ud over marmeladen i et noget tykkere lag.

Tærten fik 35 minutter i ovnen ved 190 grader, så var mørdejskanten, der stak op over mandelmassen, godt sprød - som man ser nederst - men den kan eventuelt skæres til.

Ved servering fik hele herligheden et drys flormelis. Vi konstaterede at den var god til en kop earl gray efter en lang stensamler tur til vandet, hvor vi reddede en hugormeunge fra den visse død, ved at gelejde den fra stien ud på lyngen.

Desuden viser det sig, at den også er god dagen derpå ;) Og som Debbie, som skriver Smitten Kitchen, er inde på, så er det er en opskrift, der kan varieres i det uendelige. Skru på marmeladen eller på nødderne.

Hvad med blommemarmelade og hasselnødder i stedet for mandler i mazarinen?

torsdag, september 16, 2010

Noget i ovnen


Lad mig sige det sådan, for en lille uge siden rundede jeg et af livets mere opreklamerede hjørner. Det skete helt udramatisk og i god ro og orden. Mere end det faktisk - det skete i ro og balance.

Noget af det, som har gjort det særligt særligt, er, at alle gaver jeg har fået har været i særklasse mig.

Senest i dag, hvor en lidt stakåndet landpost rakte mig en aflang - og som hun sagde - tung pakke.

Femten forrygende flaskeøl fra alle verdens hjørne fra den lokale medarbejderforening. Forinden havde en kollega snydt sig til at aflevere en anden kollegial erkendtlighed, som bestod af en ølsmagning for to - gud ved hvor højt der skal piftes efter Sifka? - og bogen Maden til øllet.

Det er sgu skønt sådan at blive, om ikke forstået - det er et stort ord - så i hvert fald opfattet, som den man er.

Seks flasker rødvin ville have været ved siden af, femten flasker øl var lige i mit hjerte.

Nå, nu vil skæbnen at en af dem, af en eller anden grund havde smidt cirka halvdelen af sit indhold i det tykke lag høvlspåner, jeg gravede dem ud af.

Og at jeg her til morgen under min morgentur i blogland som sædvanligt gjorde holdt hos Anarkisten og blev betaget og behaget af hendes omgang med ord og mad.

Via et hurtigt opslag i Maden til øllet var der ingen tvivl, min lille inkontinente Trappistes egner sig fortrinligt til oksekød.

Så nu er ovnen fuld af kartoffelmos tilsmagt med Thranes 10 procents Jerseyn Røgeost og en grydefuld oksekød i øl.

Til overflod har jeg to glas skummelt udseende syltede agurker stående på køkkenbordet, næsten klar til at spise.

De har været længe undervejs og det har givet anledning til, at et eller andet har fået dem til at ligne noget fra denne spritsamling, som netop er åbnet i Berlin - eller den snog min første folkeskoles biologisamling havde på glas.

Men de dufter ok og spises skal de, hvis de bare er grimme, men ikke fordærvede. Jeg mener, hvis Beauvais kan sælge Appetit Agurker, så kan jeg vel også spise mine egne uappetit agurker ;)

tirsdag, september 07, 2010

Hanesovs

Jeg har fundet et nyt mirakelmiddel mod tilstoppet næse.

Hidtil har det været at stikke hovedet hen over en Margretheskål, hvor der er hældt kogende vand over frisk eller tørret mynte og så skabe et svedetelt under et håndklæde.

Fremover vil jeg bare tage et stort pund hakket chili og et par små hvidløg udblødt i 3 dl hvid eddike og sætte hele baduljen over at koge i en fem minutters tid med fem spiseskefulde rørsukker.

Hold op hvor kattene og jeg fik renset vores øvre luftveje af anden runde af projekt Hanesovs.

Værst var det, da jeg skulle passere den blendede masse gennem en si.

Men nu står resultatet i to glas på bordet og ser stærkt og sødt ud på en og samme gang.

Hvis du undrer dig over vodkaen i baggrunden, så kommer det sig af, at jeg ikke bryder mig om Atamon, men er klar over, at skimmel og svamp kan ødelægge en hvilken som helst hjemmesyltning, så glassene er efter skoldning skyllet i vodkaen, som holder 40 procent alkohol.

Og til sammenligning ses også en lille flaske original Hanesovs.

Jeg glæder mig blandt andet til at lave chilimayo til fritter og/eller en burger af den.

mandag, september 06, 2010

Startskud


Jeg har kastet mig ud i et par flerdagesprojekter efter en kulinarisk udflugt med Sifka til Rosenfeldt Gods og Gartneriet Toftegaard, hvor jeg fik fat i drueagurker og stærke chilier.

Første projekt er at eftergøre en ganske fantastisk chilisovs, som man kan købe i thailanske og kinesiske supermarkeder i gode store plastikflasker. Den kan bruges til alt fra chilimayo til et ekstra pift til fx stegte nudler.

Nu har jeg fundet en opskrift og lige nu står de hakkede chilier i blød i en god, økologisk, hvid eddike tilsat salt og hvidløg forud for et lynkog i morgen. Jeg fulgte rådet om at hakke med plastikposer på hænderne, for selv om der er et par ganske milde chilier i bunken er der både Habanero og Chocolate Scotch Bonnet. Hakningen kunne mærkes i både katte og menneskes snuder.

Næste projekt, som ikke lige bliver færdig i morgen, er at frembringe nogle sprøde, salte, sure agurker til alt fra burger til bøf stroganoff i løbet af efteråret.

De næste syv dage står de i en krydret 5 % salt-opløsning og derefter tror jeg, at jeg forlader den oprindelige opskrift og sylter dem med eddike og sikker, men meget kan jo ændre sig på syv dage;)

onsdag, september 01, 2010

Im Hamburg

Jeg får altid udlængsel, når jeg ser en fjernkøreplan. Oh at køre videre, videre til fjerne steder som Brno og Innsbruck, lade sig transportere til ukendte egne, mens man sidder behageligt filosoferende i DB's besynderligt lugtende ICE-tog.

Der er uvasket menneske, gammel tobaksrøg og noget udefinerbart i luften. Alle disse syntetiske stoffer på sæder, gulve og næsten også lofter tager imod og slipper ikke lige sådan indfangne lugtpartikler igen.

Godt her ikke har været nogen trillevogn igennem - endnu da - for dem, kan jeg ikke modstå. Må købe luset kaffe, slatne sandwich og uforståelige ugeblade.

Faldt i på færgen, hvor en sodavand og en lunken pølse med uvarmet brød stod mig i næsten 50 kroner. Men så skulle jeg også gøre alt arbejdet selv inklusive at slaske ketchup og sennep op. Kun var det ikke mig, der havde holdt pølsen under den varme hane i 10 sekunder.

Men sådan skal føde på færger smage. Og eftersom jeg en gang har overlevet en orkan på et strømløst hotel i det yderste Miami ved i tre døgn at leve af af et rør Pringles, to uopvarmede mikrobølgeovns burgere og halvanden liter lunkent vand, så kan Scandlines ikke chokere mig.

Desuden ved jeg, at for enden af min rejse venter Starbucks kaffe, curry wurst, hefe weissbier og masser af oplevelser på en nautisk rundtur blandt Hamburg havns maritime museum. Og måske en iPad….

lørdag, august 28, 2010

Isbjørn og vanillepopcornstøv


Madbloggersymposiet på Nordatlantens Brygge har lært mig et pas skønne ord som sælpulere og vanillepopcornstøv. Derudover har jeg spist foie gras på tube, drukket fantastiske hvidvine fra Lilleø og fået hovedet fuld af vision om enkel ny nordisk mad.
Og så er dagen langt fra forbi endnu og Sifka og jeg skal da også lige snakke en smule mere;)

tirsdag, august 24, 2010

Kanel og snue


Bagværk med kanel skal ikke pifte ret højt efter mig. Og et billede over hos The Pioneer Woman fik al ladhed til at forsvinde og sendte mig lige ud til dejfadet.

Nu kunne jeg ikke drømme om, hverken at bruge tørgær eller lade min køkkenmaskine bimse en fed gærdej sammen.

Sådan en skal da håndæltes fordi det er sjovt og kan give afløb for opsparet indestængthed fra dagens trakasserier.

Jeg lavede en dej, hvor væsken var sødmælk og fedtstoffet smeltet smør og så ellers god øko-hvedemel fra Bornholm, lidt salt og lidt sukker og forbløffende lidt knofedt.

Dejen hævede en times tid og så var det bare at rulle den ud i samme bredde som brødformen og strø en blanding af rørsukker og kanel ud over rektanglen med let hånd før hele herligheden blev rullet til en pølse, som røg i formen med fugen ned ad.

Efterhævning, pensling og i en 190 graders oven i 25-30 minutter og så var det kanelbrød fjong. Lige til en kop te, som skal forsøge at bekæmpe en begyndende snue for der er noget på færde i weekenden.

lørdag, juli 10, 2010

Now I get it



Jeg har lige ydmyget Evasée bombée yderligere: Kogt jordbær-lavendel-rosmarinsaft i den og begået en italiensk frokost af de mere fantastiske: Bittesmå salvie-citron kødboller i en mild tomatsauce med yderligere gang i salvien.

Dertil små nydelige ravioli med fire oste - disse dog købt og ikke hjemmelavet.

I min anden kobbergryde - der kan være 2,5 cl i den - har jeg kogt en mikroskopisk hindbærsirup til senere brug.

Nå, hvad er det så jeg pludselig forstår?

At man i Sydeuropa spiser varm middagsmad - dels indbyder det spiseren til efterfølgende siesta - dels giver det husmoderen fri i alle de varmeste timer.

Jeg stod foran mit åbne køkkenvindue og trallede, mens jeg kogte og hyggede mig - mit hus ligger så fornuftigt på grunden, at det med gennemtræk aldrig bliver kogende varmt om sommeren.

Om lidt smider jeg mig i den magelige i skyggen, slår mave, drikker kold jordbærsaft og varm espresso og tager mig en lur, til jeg skal på stranden ved 15-tiden.

Fridag er sgu da en ok opfindelse.

Tre kilo kobber og stål


Om det nu var det strålende kobber, det blanke stål eller det store gule -50%-mærkat der sprang mig i øjnene, ved jeg ikke helt, men faktum er, at et isenkræmmerbesøg efter en isbakke blev noget mere kostbart - og pragtfuldt - end planlagt.

Den er jo lidt fin på den, men nu har den tilbragt lidt tid i haven med den rustne bør som baggrund og på komfuret, hvor makkeren er en 115 kroners kedel fra Ikea.

Så om lidt har den glemt, at den hedder Evasée Bombée og så tror den, at den bare er en pande.

Jeg kunne dog fornemme, at den følte, at den som minimum burde indvies med en halv hummer flamberet i cognac.

Det blev røræg af to friske landæg med purløg fra haven, for intet i køkkenet er så smukt som en lille klat smør, der smukt smelter på blankt stål.

Og så er vi ellers ved at forberede os i det lille røde hus til dagen, hvor det bliver 32 grader og vindstille. Et godt råd fra over there hedder: Lots of ice tea and no deep thinking.

Så der er stærk sort te med lidt ingefær, mynte og citron på køl og fundet letfordøjelig lekture frem. Kattedyrene er smuttet ud til deres foretrukne skyggesteder.

God hede-hule-hot-dag!

søndag, juli 04, 2010

I anledning af..



Hvorfor er der ikke en naturligt klingende betegnelse for folk der er syge med det amerikanske?

Man kan være anglofil og frankofil - men amerikanofil lyder som en hudsygdom, man helst ikke vil have.

Nå, men i dag er det den amerikanske uafhængighedsdag og det fejres jo over there med barbecue og fyrværkeri.

Jeg nøjes med et svin af en bøf, marinerede tigerrejer, nyopgravede mildt kogte poteter og en cæsar salat uden ansjos, som jeg desværre er løbet tør for.

Dejlig surf and turf - og så minder dele af menuen mig om en dejlig middag i byen for ikke så længe siden. Skulle jeg ikke på job morgens froh, så kunne jeg da godt have gjort mig en Mint Julep.

fredag, juli 02, 2010

Raptus


Jeg har det med at få passioner. Ting, musik, bøger, smags- eller duftindtryk som betager mig og som jeg ikke kan få nok af. Sådan nogle skal man pleje, hvis de er uskyldige, og ikke generer andre. Denne sommer hedder de: Pebermynte, Lis Sørensen og Maria Helleberg.

Pebermynten har altid været der - dukker bare op med jævne mellemrum og kræver aktion.

Lis Sørensen har jeg blot lyttet fuldstændigt uinteresseret på - når hun sang i radioen eller når hun hang i mine ørebøffer på job i min fortid.

Nu opsøger jeg hende selv - det fantastiske ved musikindkøb på nettet er jo, at man kan få en lydoplevelse på vej på job og købe sine første skæringer - eller filer - inden man har overtøjet af på arbejdspladsen.

Maria Helleberg tror jeg, at jeg lige akkurat anede eksisterede - forfatter af historiske romaner og forestillede jeg mig, en pæn pige, der skrev om pæne piger.

Men så troede jeg, at Dagmar handlede om dronningen, som lå udi Ringsted syg, det gjorde den nu ikke - den handler om kejserinden - men lige ved siden af stod Druknehuset og Alberto.

De røg i bunken med Slagtebænk Dybbøl, som var den egentlige årsag til mit boglade besøg. Den var god, men Druknehuset var bedre og Alberto er helt betagende.

Heldigvis er den skrevet i korte prægnante kapitler, så man kan læse sig et - lægge bogen fra sig - tænke, sanse, nyde - drikke gin og tonic med vandmelon (trust me; almost as good as GTA) - og læse videre.

Så den forsvinder ikke bare mellem hænderne på mig og kan nok vare weekenden over og så skal jeg vist på biblioteket.

Og pebermynten? Masser af krydderdrys på og i al ting. Derudover kan en rulle Polo eller Mentos gøre dig populær på job, pebermynte er en hemmelig, gammeldags smag, som mange glemmer de elsker.

Dog savner jeg de små franske pebermynter - runde, lilla, rosa og hvide kugler, som skilte de hardcore fra dem, der kun kan lide drageé på Dronningemandler og Bridge Blanding.

lørdag, juni 26, 2010

Wimbledon-bakken


Quiet Please!

Men jeg tror ikke, at det er muligt, når der ligger to storsvedende og storsnakkende brolæggere fire meter fra min havedør og lægger fliser i naboens indkørsel.

Hver tiende minut starter de et eller andet djævelskab til at transportere sten i, så haven er ikke stedet, hvor min eftermiddag skal tilbringes.

Men nu er det sådan, at jeg kan se Wimbledon og om lidt skal Caroline Wozniacki spille. Og så kan man jo lige så godt overgive sig til tradition.

Altså har jeg komponeret en bakke med de helt rigtige tennislækkerier: En cucumbersandwich, en sandwich med krebsesalat, små scones, nykogt jordbær-rabarber-kompot dybt inspireret af Anarkisten, friske jordbær, hed te og et stort, køligt glas Pimms.

Fingers crossed for Caro.

Deuce.

fredag, juni 25, 2010

Lydallergiker


Af alle mine sanser er høresansen den, der volder mig de største problemer.

Øjnene kan man lukke, når de bliver for meget. Jeg har stort held med at lukke af for min udmærkede lugtesans og det er sjældent, at jeg påføres uønskede smagsoplevelser.

Javel sådan et par gale og blodtørstige kattelopper, der en forårsnat finder vej fra kat til mig, kan påføre ulidelige kløe, men ellers er det også begrænset, hvad der er af ukontrollable oplevelser til følesansen.

Mine øre derimod lever i et evigt bombardement og jeg har ikke fundet en måde at lukke af for sansen på endnu. Tror faktisk ikke, at den findes, hvis man også skal kunne lave andet end at sidde i trance.

Lydmæssigt er denne tid for mig så ulidelig, som havde jeg græspollenallergi.

Der er studenterkørsel, fest, sommergæster i alle omkringliggende huse, motorcykler der drøner ad den nærliggende vej mod Liseleje og en lokal restaurant, som bare sådan har bestemt, at alle fredagsaftener i juni og august, skal et halvdårligt poporkester spille i deres plastikpavilloner på forpladsen.

Det er fredag. Naboens brolæggere har lige slukket fire dunkende dieselmaskiner og kækt meldt: Vi ses i morgen klokken 7-7.30.

Nu stemmes der guitar i det fjerne og skrues på lydpultniveauer og jeg er ved at gå bersærk. Det bliver en hård aften.

Det værste er, jeg tror, det er en arbejdsskade. I seks år lavede jeg radio - havde hovedtelefoner på i mange timer hver dag og lyttede til endeløs mængder uønsket popmusik.

Det er sikkert støj alt for tæt på øret. I dag kan jeg slet ikke udholde den type propper, som skal ind i ørene, men tåler lige akkurat mine Zennheiser NoiseGard sammenklappelige.

I februar var jeg døv på det ene øre i en små fjorten dages tid. Det var noget så banalt som en ørevoksprop, men jeg nåede at konstatere, at det er socialt handicappende, at man ikke kan høre, hvad folk siger, ved mindre man er på tomandshånd, men det også er vidunderligt dejligt at vende det døve øre til, når man skal sove eller bare vil have fred.

Det sære er, at bortset fra hundeglam, har jeg ingen problemer med naturlyde. Elsker fuglekoncerten ved daggry. Er vild med skovduen, som kukker fra de nærtstående skovfyr.

I min barndom besøgte jeg hver sommer min mormor i Ribe. Hun boede ud til en poppelalle bag Sct. Katarinæ Kloster. Der traf jeg - lille blege forstadsbarn - første gang skovduens sang. Troede endda at det var en ugle - den kukkede jo - eller en gøg.

Elsker stadig lyden, men hader dårlig rock og dieselmotorer i tomgang!

søndag, juni 13, 2010

Tsukune og en genser


Det gode ved ikke at bo i København er, at så må man gøre det selv. Efter dagens cocktail-epos fik jeg en næsten uovervindelig trang til Sticks'n'sushis grillede kyllingeboller.

Men der er 50 kilometer til den nærmeste og de sælger ikke mere min favorit: Bison Box, hvor der foruden kyllingebollerne var kyllingbryst, baconomviklet asparges, skinkeomviklet gedeost og oksemørbrad over ris med japansk kartoffelsalat og en smule kimchee on the side. Suk.

Altså måtte jeg i gang igen. En googling af yakatori chicken meatballs afslørede, at det er den samme opskrift, der går igen over alt og den indeholdt ikke, det jeg husker som det mest finurlige ved Sticks'n'sushis nemlig nigellafrø.

Altså måtte jeg i gang selv. Heldigvis skrev en blogger om universalopskriften, at hun næste gang i stedet for at koge bollerne i vand med ingefærsaft ville koge dem i kyllingebouillion med skiveskåret ingefær og lidt løg, den var jeg med på.

Fars:

400 g hakket kylling
1 æg
1 finthakket forårsløg
stødt koriander
1 spsk. nigellafrø
2 spsk rasp
1 spsk mel
salt
peber
skvæt ketchup manis
meget lille skvæt fiskesauce

Alt mikset til en fars med konsistens som frikadelle. Mens jeg tryllede med farsen kogte ris efter Jamie Olivers metode: Ris i rigeligt vand med salt - når vandet koger, koges risen i fem minutter. Ris over i sigte og stanniol over toppen, så der stadig kan fise damp ind i sigten nede fra.

Sjat vand over varmen igen i samme gryde, når det koger, dampes risene i sigten i 8 minutter.

Færdig - løse, lette, aldrig mere ris der koger på.

Nå, kyllingebouillon med ingefær og forårsløg blev bragt i kog i bredmundet gryde og så formede jeg små boller med en barneske. Kyllingebollerne kogte i en 6-7 minutter i tre hold.

Imens lavede jeg en marinade - eftersom jeg ikke havde en eneste af den originale opskrifts ingredienser - jo sukker - måtte jeg improvisere.

I tykbundet gryde kogte jeg hoisinsauce, østerssauce, soya, æble eddike, sukker og stærk chilissause sammen.

De kogte kyllingeboller røg på grillspyd, fik en tyk bemaling af marinaden og så på en rygende varm grillpande. Der var til to stegninger.

Sidste opgave var at smide lidt trætte, skiveskårne grøntsager fra grøntsagsskuffen - jeg havde gul peber og champignon - i den suppe bollerne havde kogt i.

Tilbage stod at anrette - en bunke ris overhældt med kogelagen og et par gode skefulde grøntsager og så et spyd med lækre brune kyllingeboller. Mums.

Jeg snuppede lidt Abbey Ale til og resten af eftermiddagen vil gå med at få hul på et strikketøj: Baby Norgi - baby er så vidt jeg ved stadig ikke undfanget, men det sker snart, og alt det med elgene er så kompliceret, at jeg sikkert først bliver færdig til næste vinter, hvor den vil passe.

Jeg tænkte, hvid er ikke en god babyfarve og strikker med lysblå bund, røde elge og mellemblå borter.

And the tour goes on...


Den første definition af begrebet cocktail optræder i 1806 i en avis i byen Hudson i staten New York i Amerika - selvfølgelig.

Til spørgsmålet: Hvad er en cocktail? lyder svaret:

Cocktail is a stimulating liquor composed of spirits of any kind, sugar, water, and bitters — it is vulgarly called a bittered sling and is supposed to be an excellent electioneering potion, inasmuch as it renders the heart stout and bold, at the same time that it fuddles the head. It is said, also to be of great use to a Democratic candidate: because a person, having swallowed a glass of it, is ready to swallow anything else.

Jeg overvejede at forsøge at oversætte, men det går vist ikke. Dog er det sandt, at en god cocktail gør hjertet robust og modigt, mens hovedet samtidig bliver en smule forvirret. Det kommer sig af, at der er mindst 5 cl sprut i en god cocktail.

Som der var i de sublime Ramos Gin Fizz på 1105 som smagte af mere og hvor stedet indbød til, at man faldt hen i dyb samtale, eller dyb beundring over, hvad gutterne i de hvide jakker kunne af tricks med glas, shakere, strainere, rørepinde og hvad de ellers havde af håndværktøj.

Næste stop på turen var Ruby, som jeg havde høje forventninger til, efter at den lynhurtigt var røget på lister over Europas bedste barer. Stedet koketterer med at være svært at finde. Det var det nu ikke og så har jeg set det beskrevet som, at være på besøg hos en velhavende bekendt med gode manerer.

Det sidste vender jeg tilbage til.

Der var kø, da vi ankom. Nu er Nybrogade ikke det værste sted at vente selv i støvregn, fordi man kan kigge på både Thorvaldsen og Christiansborg Ridehus. Men nogle af den velhavende bekendts venner, havde ikke gode manerer, så der var straks et par alphahanner, som nægtede at tro, at de skulle stå i kø og som var af den opfattelse, at de to pladser Sifka og jeg fik tilbudt i kælderen, måtte være til dem.

Hvorpå dørmanden, som jeg kan forstå er stedets indehaver og kun står der for at sige godaften, synes han skulle fortælle mig, at alphahannen bag mig var udsat for fare fra min paraply. Tjah, i trafikken er det jo sådan, at det er bilen bag dig, der skal holde af stand, men altså ikke i min nye velhavende bekendts menneskekø.

Ind kom vi og ned i kælderen, hvor der blev spillet behageligt jazz og indretningen var som en mellemting mellem Varnæs'ernes dagligstue i Matador og et konditori i provinsen.

Der var plads ved baren og efter lidt mere alphahan-poseren: Nick jeg skal bare have en Cosmopolitan og et par flasker Champagne, har du noget godt? Blev det vores tur.

Nick mixede os et par smukke Clover Club Cocktails i isede glas. Endnu en drink på rystet æggehvide, men bedårende lysrøde på grund af et godt skud hindbærsirup. Smukt og godt.

Derefter så vi Nick håndtere, en af dem, der seriøst troede, at han var på besøg hos sin velhavende bekendt:

- Nick, jeg har altså glemt min pung i taxa'en, kan du ikke lige give mig 200 kr? (Juryens pris til gutten for aftenens lammeste opførsel)

Nick klarede det elegant, uden at ydmyge alphahannen for meget, men også uden at det kostede ham 200 kroner og derefter fortalte han os historien om den lyserøde drink i vores glas.

Den var oprindeligt udviklet til alphahannerne i en herreklub i Philadelphia i USA, som netop hed Clover Club.

Jeg kan læse mig til, at den siden har lidt en krank skæbne på grund af sin farve.

Nick var interesseret i vores Magical Mystery Cocktail Tour og gav mig en tre-fire bud på, hvor den næste tour skal gå hen, for selvfølgelig bliver der en sequel.

Nick scorede aftenens højeste point hos mig som menneskelig mixolog og formåede ene mand, at vende min modvilje, så jeg godt tør binde an med Ruby en anden aften, men måske ikke fredag aften, som er alphahannernes.

Ude på gaden ventede der nu en mindre gåtur. Aftenens to sidste barer skulle vi nemlig i Bernstorffsgade for at finde.

Det er sgu dejligt at trave gennem København ved aftenstide, men som Sifka anførte jo tættere vi kom på hovedgaden, jo dårligere manerer fik folk. Skulderskub og her-kommer-jeg var stilen.

Det var ellers stil vi var på vej mod. Gammeldags chesterfield og mahogni stil på Library Bar på Hotel Plaza, stedet som har været på Forbes liste over verdens bedste hotelbarer og som min far satte højt.

Det er da et enestående smukt sted - og til at holde ud selv fredag omkring midnat på grund af rygeforbuddet, men baren var underbemandet og cocktailkortet så kedeligt, at vi gjorde en undtagelse og nøjedes med en gin og tonic - en Citadelle med Q tonic til en såmænd favorable pris.

Her fik vi altså lejlighed til at dosere tonicen selv, men hver gang vi fik næsen i glasset, var der en hørm der generede.

Første bud var ensilage - jeg har hørt om bøffelgræsvodka, men ikke ensilagegin- senere nåede vi frem til, at det var beskidt is. Is fra en eller anden form for uvasket ismaskine, med lugtindtryk af mug og fejlslået klorrengøring. Not good, så de skønne omgivelser ufortalt: Library Bar var aftenens store skuffelse.

Tourens clout var Nimbs skønne bar. Vores stambord ved ilden var ikke ledigt, men Sifka øjede hurtigt et godt sofaarrangement til os og så læste vi os igennem cocktailkortet, som i sig selv er en oplevelse, til vores fælles valg faldt på en Flying Peppa - som står beskrevet som det forbløffende møde mellem kirsebær, viol og gul peber over gin.

Det var i sandhed en forbløffende velsmagende drinks - aftenens mest originale hands down - men der var ikke gjort meget for det visuelle, helt ærligt lignede den et akvarie hvor pumpen var død og den sidste guppy for længst gået til - med et Amarena kirsebær på bunden.

Vi noterede os også, at Nimbs udsøgte betjening bortfalder ved mange gæster. Der var hverken bordbestilling eller snacknødder.

Dette sidste var måske aftenens største overraskelse - fem barer, fem drinks af de dyre slags - og ikke en peanut, men skønt selskab, dejlig oplevelser, mange kilometer gået og omridset af en plan for:

The Magical Mystery Cocktail Bar Tour II.

lørdag, juni 12, 2010

The Magical Mystery Cocktail Bar Tour København - del 1

Sifka og jeg havde en aftale om oksekød og cocktails efter job i går. Vi vovede os endda uden for vores elskede Nimb og begav os mod Mash i Bredgade - et decideret kødtempel.

Vi mødtes på Christianshavns Torv og bevægede os storsnakkende over Knippelsbro og ned ad Havnegade og hjørnet rundt til Nyhavn. Vi var i god tid, så vi fandt et bord og snuppede os aftenens mest ligegyldige drinks til ufattelig overpris.

Man skal aldrig stole på en gin og tonic, hvor man ikke selv har mulighed for a dosere tonicen. Den slags ved man jo godt om Nyhavn - derfor er de fleste gæster da også fra Sverige eller det øvrige udland - alligevel har stedet en ganske corny charme på den gammeldags måde og så er der altid noget at se på.


Som de to fyre, der mest af alt lignede et par hooliganer, men som i stedet for at sidde foran en storskærm et sted til VM i fodbold sad på bolværket og delte gourmetøl hentet op ad den enes rygsæk og omsorgsfuldt skænket i fine ballonglas.


Nu kaldte okseødet og Mash fandt vi efter min traditionelle højre-venstre-konfushed - eller rettere Sifka spottede facaden og vi myldrede over Bredgade til dette skønne sted.

Bortset fra to kammuslinger, der havde fået måske 20 sekunders varme for meget, var der ikke andet end perfektion på Mash. Fin betjening, super cocktails, lækker vin, fantastisk kød, sprøde pomfritter gode grøntsager og brede, bløde røde bænke at flyde ud på og ned i.


Dagens første cocktail var en smukt serveret Georgia Mint Julep på bourbon. Jeg er typen, som sagtens kan drikke sprut til mad, men opførte mig pænt og fik Gruner Veltliner til forretten og Zinfandel til 300 gram dansk ribeye-lykke.


På forhånd vidste vi, at de skulle have vores bord klokken 21, så jeg havde planlagt en lille runde til nogle cocktailsteder vi ikke på forhånd kendte med final destination Nimb Bar.


Første stop vidste jeg godt, da jeg udvalgte den, ville være turens svageste punkt: Fidel's Bar i Dronningens Tværgade. Det var den også - fedtede borde, cocktailkort så fedtede af søde rumdrinks, at siderne skal flås fra hinanden og to mixologdrenge, som var noget selvoptagede, men ikke ligefrem hjertevarme eller indbød til samtale, sådan nogle mødte vi derimod senere.


Når jeg alligevel havde valgt den, var det for det gode logo og revolutionsdrømme i Dronningens Tværgade.


Sifka valgte som turens debutdrink en Hemmingway Daiquiri, jeg bad om en Fidel's Twisted Mojito. Det var et slemt skuffet ansigt, der kiggede op fra Hemmingways foretrukne drink. Min mojito var en noget større succes og så byttede vi da bare, jeg kan godt lide den stejle smag af grapefrugt i Daiquiri.


Lige så snart vi havde fået fordelt det alkoholiske og Sifka gik i gang med en fortælling skruede Mixologdrengene musikken kraftigt i vejret. Øv. Heldigvis tager sådan et par drinks ikke et øjeblik at kaste i sig og så skyndte vi os at løsne os selv fra fedtede borde, stole og drinkskort og satte kurs mod næste sted:

1105.


Jeg havde ikke de store forventninger på forhånd - jeg troede at turens højdepunkt lå en bar længere fremme - men hvor var det et herligt sted vi fandt, efter at have trasket lidt frem og tilbage på Kristen Bernikowsgade.


Et langt, smalt lidt mørkt lokale, hvor dørmanden var parat med et hyggeligt godaften og der var en ståplads ved baren til os.


Baren var et studie i velplanlagte arbejdspladser og væggene var fulde af spændende flasker med interessante ting.


Mixologerne var iført korte hvide jakke og havde to cocktailservietter lagt frem foran os længe inden vi havde læst os gennem cocktailkortet og bestemt os.


Det blev til to Ramos Gin Fizz - en historisk drink fra New Orleans. Så gik vores kunstner ellers i gang, der blev målt gin op, tilsat saft, doseret appelsinblomst vand og ikke mindst delt to æg.


Denne drinks clou er nemlig, at æggehviderne bliver stive af kraftig rystning med et par isterninger som ris.


Så den færdige drink er en smuk hvid sag i et højt glas, som er fuldstændig blød og fin i sin pikante appelsinblomstsmag trods en pæn sjat gin.


Meget elegant dryppede mixologen lige et par dråber af vores gin fizz på bagsiden af sin hånd for at smage om den var perfekt. Det var den. Det var betjeningen og baren i det hele taget. En klar vinder, som smagte efter mere, men vi måtte videre...

lørdag, maj 29, 2010

Katte i farver


Dagen så ikke for lovende ud fra morgenstunden; tung, grå himmel og en klam kulde fra det katteåbne vindue, men lige over middag brød solen igennem og det har vi nydt lige siden.

Kasper er glad for, at håndslåmaskinen ikke kan stille noget op for mængden af vådt mos i bunden af de efterhånden lange, sporadiske græsstrå. Enten må jeg i gang med en le, eller låne naboens benzinjævel.

Det er nu sjovt at se den grå tigers forsøg på at gå i et med det grønne, så nu ser vi.

Pinga på den anden side synes simpelthen, at det var for varmt og når nu jeg hellere ville sidde ude, var stolen hendes. Det udnyttede hun til en god gang vask og sove.

Så dagen har altså bare været. Kommet og gået. Men jeg har surfet mig frem til morgendagens middagsmad, og det er da et fast holdepunkt.

fredag, maj 21, 2010

Kostbar kedsomhed


Onsdag havde jeg fire timer at slå ihjel, fra jeg fik fri til jeg skulle til et skønt lille selskab i indre by. Det blev dyrt.

Almindeligvis er jeg ikke god til at shoppe, men i Magasin faldt jeg i kærlighed til et lident blåt bomuldstæppe med hvide prikker fra det hæderkronede svenske firma Klippan.

Dernæst tvang et ondsindet trafikkaos omkring Kongens Nytorv og helt op til Esplanaden mig til at køre ud på havnens areal, for ikke at blive massemorder.

På havnens areal ligger jo den fantastiske Løgismose butik og min vært havde da fortjent en flaske, som tak for det skønne initiativ med at samle os, der snart har holdt sammen i 27 år og stadig opfører os som dengang.

Altså gik jeg på shopping, men altså kun efter en flaske. Lad mig tilstå, at min vært er en feinschmecker i så overdreven grad, at jeg altid har præstationsangst, når jeg skal lave mad til ham og når jeg skal købe en flaske.

Løgismose
reddede mig. Det kan nu godt være, at min bankrådgiver ikke ser sådan på det, for vel fremme ved kassen var flasken til ham måske det mest fornuftige køb, med der var også et par små champagner, et lille glas vongole muslinger (kan hænde det er dobbeltkonfekt, men er ikke stiv i italiensk), en æske henrivende viollakrids, som jeg kender en, der vil elske, en pose smukke, grønne oliven og så det mest overdådige: 75 cl Q tonic. (på billeder man se hvordan)

Væsken enhver kvalitetsgin sukker efter. Den tonic som rummer eksotiske urter og ægte sukker - siger reklamen.

Honestly - den smager fantastisk, men til GTA nummer to går Schweppes nok.

søndag, april 25, 2010

Tøset pub grub


Efter en del hel- og især halvvellykkede projekter overgav jeg mig til søndagen og lavede Sunday lunch.

En klassiker fra de britiske pubs: Ale and Steak pie.

Dog blev det en stout and ale pie og jeg spiste den med små, nye, ægyptiske kartofler og syltede agurker, det er ikke efter bogen.

Til drak jeg resten af stouten, men eftersom der er flere projekter på listen og der kun var 20 cl tilbage Sprite.

Det smagte næsten som min ungdoms porter og citronvand, som kun var for tøser og blev kaldt flere uelskværdige ting.

Jeg er en tøs, men mit toilet virker igen, mine havemøbler er rene, kattene har fået ormekur og loppemiddel og mine bede får en tur med en havefræser i morgen, for med håndkraft går det ikke.

Dertil er jeg for meget af en...tøs.

lørdag, april 24, 2010

Passioner og panne cotta

Moleskine, dem med de smukke notesbøger, har lavet en ny serie og jeg har forelsket mig i en opskriftsbog med køkkenredskaber præget i omslaget.

Så sådan en er bestilt. Desværre kommer jeg til at vente længe, for Amazon lokkede mig også til andet bind af Julia Childs Mastering the Art of French Cooking og en bog af min store amerikanske helt Michael Ruhlman - The Elements of Cooking.

En af de to bøger udgives først i Storbritannien i slutningen af maj og før sendes min pakke ikke afsted.

Det går nu nok - forventningens glæde er som bekendt størst.

Ellers går jeg mest og venter på at have rabarber til denne himmerigsmundfuld.

mandag, april 19, 2010

Tivolitosserne og Nimbomanerne slår til igen


Så fik Sifka og jeg åbnet Tivoli for i år. Havde jeg nær sagt - selvfølgelig - endte vor tur gennem haven i Nimb. (Nej, vi får ikke penge for den megen reklame)

Der er en del ændringer i Tivoli i år, men de er ikke færdige endnu, så det er en lidt underlig fornemmelse at gå rundt og se på byggepladser.

Den gamle legeplads ved Tivolislottet er ved at blive lavet om til Rasmus Klump-land.

Det Kinesiske Tårn er ved at blive lavet om til Det Japanske Tårn, eller rettere vende tilbage til, for sådan blev det opført i 1900, men dengang var Japan så fremmed et land, at det ikke gav ræsonnans hos havens besøgende og så blev det døbt om.

Der kommer både en sushi-restaurant og en pan-asiatisk restaurant i tårnet, men først når sæsonen er halvejs.

Tivolis Vise Værtshus bliver til italiensk restaurant, den bliver også åben mod Bernstorffsgade.

Sifka og jeg mødtes foran hovedindgangen, da jeg kunne slippe fra mit arbejde.

Efter en meget kort runde - når vi er i Tivoli snakker vi mens vi går - og deling af en Johan Bülow ingefær-lakridsstang var vi på Vaffelbageriet og fik stillet den værste sult med kaffe/kakao og Tivolikager.

I kaffekøen konverserede jeg med en kvinde, som aldrig havde været der før, men var begejstret for at opdage denne perle og ikke kunne vente på at smage de varme hjertevafler.

Hun så aldeles overrasket ud, da jeg kunne læse op for hende, at konditoriet har 104 år på bagen.

Så trampede vi mere rundt og gloede og kritiserede beplantningen og snakkede en masse.

Vi fik os også et godt grin over den om muligt endnu mindre udgave af Den Lille Havfrue, som nu sidder hjælpløs på sin sten i Tivolisøen, på et mærkeligt flydeaggregat.

Hvis turister almindeligvis bliver skuffet over den rigtige statue, så frygter jeg for reaktionen på denne blege afglans af frøkenen.

Og så dimsede vi lige så naturligt hen foran Nimb og forelskede os i en Rib-Eye Steak med syltet løb, kartoffelmos og marv på brasseriet.

Som Sifka udbrød, da vi fik lidt vin i et glas og postvand i de andre:

- Jeg kan ikke gøre for det, jeg elsker dette sted.

Jeg er enig og både bøf og efterfølgende tykmælksis var lige som det skulle være en smuk, men ret kølig forårs eftermiddag/aften.

Heldigvis kunne vi få varmen foran Promenadepavillionen, hvor de spillede både et James Bond medly og et brasiliansk potpurri.

Da dirigenten præsenterede det lød det som om, vi skulle høre Hård Vind med Gele - det var Antonio Carlos Jobim.

Og Sifka dansede lidt og snakkede om guldbikini og skyder, men havde altså kun fået et lille glas bourgogne.

Korset på bakken


Der er noget bevægende ved at komme trampende ad en sti i en skov en forårsdag og så pludselig på et bakkedrag se et 474 år gammelt kors mod den forårsblå himmel.

Sådan et syn finder man ikke mange steder i Danmark. Jeg vidste godt, at jeg lede efter et kors, men ikke at det lå så fremtrædende i landskabet.

Korset er rejst til minde om Vinderød kirkes første lutheranske præst - kirken anes på billedet bag træet. Da han talte mod Rom, mod handel med aflad og helgendyrkelse stenede de lokale ham til døde i 1536.

Som skik var, lod man ham ligge, hvor han døde, så vilde hunde og andre rovdyr kunne æde hans lig.

Næste morgen var hans lig urørt. Det gjorde de lokale nervøse, så der blev talt over ham og man lod ham ligge en nat mere.

Hans lig var stadig intakt da dagen kom og så indså man, at det var ham, der havde ret og vendte sig fra Rom. Han blev begravet på stedet og korset blev rejst.

Blandt de lokale hed det sig, at bøndernes dyr ville blive syge, hvis korset forfaldt. Derfor er det der stadig.

En interessant historie, men det er svært at finde noget mere konkret om den. Den kan altså bare være en røverhistorie, selv om Kulturarvsstyrelsen har fredet korset, som et fortidsminde.