The Man in Black

Jeg lytter til Johnny Cash mens jeg venter på at det sidste tøj skal blive rent til morgendagens tur til New York. Jeg er både en tidlig og en sen fan af manden i sort.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg sad mutters alene i et lille kammer i huset en sen aften engang i 70'erne og så en af de to fængselskoncerter med ham. Det var på et gammelt sort-hvidt B&O tv, som min far havde købt få dage får jeg blev født i 1960.

Jeg syntes at Cash var fantastisk. Men min langhårede storebror, i ildelugtende islandsk sweater, som vist i smug lyttede med - og var og er en dejlig bror - afskrev hr. Cash meget kategorisk. Han, altså Cash, spillede jo banke-guitar, som brormand udtrykte det. Derudover var han jo ikke intellektuel.

Derefter spillede min bror sikkert Skovsen og Ingemann for mig eller Jethro Tull for at få sin pointe hjem.

Lige ind til den seneste revival efter den for så vidt udmærkede film, har jeg gået stille med dørene i min Cash-begejstring. Og nu tror jeg såmænd, at brormands fritidsorkester har forsøgt sig med et enkelt eller to af hans numre.

Nå, men det var New York jeg kom fra. Jeg har været der to gange før. Første gang kunne jeg slet ikke lide byen.

Det var en hed september, ja nu kommer der så endnu en anekdote: Jeg var i byen på min 40 års fødselsdag, som faldt den 10. september 2000. Lige siden har jeg prist herren for, at jeg ikke er et år yngre og havde været i byen under terrorangrebene.

Men selv om jeg ikke kunne lide byen trak den alligevel lidt igen for en tre år siden og nu skal den have endnu en chance. Mit problem er det urimeligt høje støjniveau i byen dag og nat.

Denne gang vil jeg se lidt andet end blot Manhattan. Williamsburg, Brooklyn og Long Island er på min liste over mulige steder at besøge. Såmænd også Staten Island - hvor der er et indkøbscenter og den slags har jeg en hemmelig passion for.

Nu ser vi. Og kattene var en smule betuttede ved ankomsten til pensionen. Kasper var helt sikkert blevet leveret tilbage til internatet og blev lille bitte og gemte sig. Pinga var mere modig og der var gode forhold og en meget kærlig kattemor, så det var nu ikke slemt at efterlade dem.