onsdag, juli 29, 2009

Sandt


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at når man bor på kanten af en sandflugtsplantage, og har katte, så er der sand over alt ude som inde uanset årstiden.

Jeg har vænnet mig til det, også at der er sand i sengen, men heldigvis sjældent i maden.

Det gode er, at det er det fine, hvide strandsand, som skifter så smukt i grå nuancer, når det bliver vådt.

Sådan skal sand se ud, basta.

At området her overhovedet er beboeligt, men sandet, har vi en stridbar, tysk kammertjener at takke for.

Johan Ulrich Røhl standsede sandet midt i 1736-tallet efter at det helt tilbage i 1500-tallet havde fordrevet de rige fra Asserbo Slot – som vist nærmere var en hovedgård - ædt en landsby, næsten en kirke, ændret vandstanden i Arresø og drevet lokale bønder til tiggerstaven, når høsten slog fejl og dyrene sultede på sandet.

Røhl havde tjent greven i Oldenburg, som dengang var dansk. Efter en 18-20 år som kammertjener lagde greven et godt ord ind for Røhl, da en stilling som forvalter på et nærliggende kloster, som fungerede som fattig- og vejsenhus, blev ledig.

Her gik det hurtigt galt for Røhl, han lagde sig ud med alt og alle og behandlede tilsyneladende ikke lemmerne godt. Hans hovedinteresse syntes at være at berige sig selv, og så at bombardere kongen med skrivelser om, hvor hårdt han havde og ønsker om at få nedsat forpagterafgiften på klosterets jord og hævet den sum han fik til at bespise de fattige.

Til sidst blev det kongen for meget og så blev Røhl fyret. Her skulle man tro at han ville forsvinde i historiens tusmørke, men det gjorde han ikke.

I 1724 ankom han til flyvesandet. Den enorme bunke sand som spredte sig fra Tisvilde til det nuværende Liseleje, som slet ikke var grundlagt dengang, og så langt ind i landet, at Arresø var truet. Faktisk var der sandflugtsplagede områder hele vejen fra Hornbæk til Rørvig.

Uden anden erfaring end den han havde fået på klosterets lavtliggende jorde, der blev oversvømmet hvis ikke digerne mod en nærliggende flod var i orden, kastede han sig ud i opgaven.

Han fik leveret en enorme mængde materiale til at bygge læhegn af, han fik udkommanderet fæstebønder med heste og vogne og soldater, som jo ofte var fæstebøndernes unge sønner.

Og så blev der hentet tang langs havet, som blev lagt op på sandet. Der blev gravet grøfter, bygget læhegn, sat planter som marehalm og hjælme og til sidste efter 12 år var sandet under kontrol.

Men det var Røhl ikke, stort set straks fra det øjeblik han ankom begyndte han at lægge sig ud med folk. Fæstebønderne klagede ove ham, et helt hold soldater begik næsten mytteri. Som sædvanlig skrev han brev efter brev til kongen over, hvor urimeligt han blev behandlet.

Da sandet var under kontrol og hans næstkommanderende havde fuldstændigt tjek på, hvordan arbejdet kunne fortætte blev Røhl afskediget i 1737, han fik en beskeden pension og endte sine dage i Helsingør.

Og det eneste sted, hvor mindet om ham lever, altså bortset fra at uden hans indsats, var der hverken et Tisvilde Hegn eller en Asserbo Plantage eller for den sags skyld til at bo her, er på Sandflugtsmonumentet i Tisvilde, hvor man satte ham et noget syrligt minde:

..og Røhl som vel fortjent er lønnet
for sin møje.

3 kommentarer:

Regitze sagde ...

dét var interessant læsning, Husejer!
en dansk dr Jekyll og mr Hyde.. han har næppe været så obsternasig og klynkende i de 18-20 kammerherreår..
hvad mon klosteret, han overtog forpagtningen af, var/er for et?

Husejer sagde ...

Klostret hed Blankenburg og det er en flygtningelejr i dag.

Han må have oparbejdet nok respekt hos kongen eller hans nærmeste embedsmænd mens han var kammertjener til at klare sig resten af livet.

Iøvrigt synes jeg, at det mest fantastiske er, at han aldrig brokkede sig over selve opgaven med at stoppe sandet, kun over, at bønder og soldater var nogle tøsedrenge og han ikke fik penge nok.

Jeg ville være løbet skrigende væk første gang jeg så flyvesandet - som den første der var hyret ind som sandflugsinspektør gjorde det.

Regitze sagde ...

det har du nemlig ret i. han kunne noget. og han gjorde det.
min anima bed bare (også) straks mærke i hans manglende girafsprogskundskaber.
men. jeg har fået en vidunderlig historie lagt til mine vidunderlige barndomsminder, hvor vi (altid i solskin) cyklede fra Tisvilde gennem Hegnet til Brandebjerg. hver dag. hele sommeren.

nu har jeg læst dit indlæg igen med røde ører. i farten læste jeg det som at han blev forpagter af et nordsjællandsk kloster (som jeg ikke kunne lokalisere i min hullede hjerne). men selvfølgelig. am Hartz, that is.

Tak, Røhl! tak, Husejer:)