tirsdag, marts 03, 2009

Solskin og højt til vejrs


Forestil dig, at verden er en kæmpe portion risalamande. Så ligger der lige nu flere end 740.122 mandler i grøden.

Men i modsætning til ved juletid, hvor du blot har din appetit og en ske til at finde mandlen i desserten, så er det – i teorien – noget nemmere at finde de flere end 740.122 mandler i verdensgrøden.

De er nemlig alle udstyret med et sæt koordinater for deres helt præcise placering blandt riskorn og kogt mælk. Så hvis man har en mobiltelefon med gps – eller en anden type gps, den i bilen funker også, så burde det være nemt, som at klø en elefant i bagen at finde den udvalgte mandel.

Det er det bare ikke, erfarede jeg i dag, hvor jeg endnu engang drog ud på geocaching – på skattejagt eller mandeljagt om man vil.

Først og fremmest var jeg opsat på at revanchere mig fra forleden, hvor plantagen vandt og jeg vaklede rundt i sne blandt grantræer uden af finde noget. Dernæst havde jeg udvalgt mig en højtliggende skat, som lovede en formidabel udsigt.

Jeg kom tomhændet hjem. Jeg tilbragte en god halv time i skoven og vendte hver bunke døde blade og nedfaldne grene – no luck.

Til gengæld måtte jeg le, da jeg halvvejs tilbage ved hovedvejen oplevede en trafikprop i et stikryds med tre andre mennesker og en hund.

Et ældre ægtepar kom trækkende med deres cykler i mod mig, en herre med hund kom gående på tværs og så bum mødtes vi der og syntes det var pudsigt at gå i en øde plantage og så pludselig møde så meget liv.

Af sted mod næste udfordring – og det blev det i sandhed. Da jeg forlod de indtegnede veje på mit googlekort blev det klart, at jeg skulle klatre og kravle gennem krat og væltede stammer i meget kuperet terræn. Jeg var også stålsat på at få min cykel med til tops, for det tilfælde, at der skulle vise sig en passable vej, hvor jeg kunne køre ned.

To gange krydsede jeg nogens grund – sommerhuse, lukket ned for vinteren, så jeg sneg mig til det med sort samvittighed.

Endelig fandt jeg en smattet, fedtet og stejl sti, hvor mig og jernhesten kunne mose os op ad, op ad og op ad til den smukkeste udsigt. Fra toppen af Arrenakkebakke kan man i godt vejr – og det var det – se Arresø, Roskilde Fjord og Kattegat bare ved at dreje rundt på stedet. Magisk og hele turen værd.

Men nu var jeg jo kommet for at finde mandlen, så jeg gik i gang og skridtede frem og tilbage, frem og tilbage – den lille prik på kortet, som agerede mig, ville bare ikke gå i et med den røde knappenål, som markerede mandlen.

Efter 20 minutter lykkedes det – altså at være på det rette sted, men skatten var ikke parat til at lade sig finde af mig. Efter en rum stund gav jeg op. Jeg fandt stien ned- og mødte en 79 trin lang trappe, så jeg måtte have cyklen på nakken.

I grunden har det jo været en fiaskotur – til sammenligning faldt jeg to af tre skatte søndag. Men hver gang bliver jeg lidt klogere. Jeg har blandt andet indset, at det nok vil være nyttigt, at kunne bruge et kompas, sådan i virkeligheden og ikke bare i teorien ;)

7 kommentarer:

Nille sagde ...

Jeg synes nu altså stadig, at det lyder enormt sjovt! Jeg har fundet nogle i Bruxelles - men jeg har vist ikke HELT gennemskuet konceptet for ikke-GPS-ejere endnu...desværre...

Kan vi ikke lave én i forlængelse af et blogtræf?

Eli sagde ...

Hmm.- Pas på! Geocaching er en stærkt vanedannede hobby / sport, med masser af frisk luft og motion som bivirkninger

:-)

Susan sagde ...

Geocaching er sjovt, går selv på jagt en gang imellem hvis der er en skat i nærheden af hvor jeg bor. :o)

Husejer sagde ...

@ Nille - jo vi må forsøge os i forbindelse med et blogtræf - finde en bycach, hvor GPS ikke er strengt nødvendig.

@ Eli- velkommen til - og jeg frygter netop, at det kunne blive en vane. Hvornår skal jeg så sidde i sofaen? ;)

@ Susan - velkommen til dig også - det er ligeledes min strategi at snuppe de nærmeste først og så se om det er noget jeg gider køre efter.

Pia Brandt sagde ...

pu-ha... mind mig lige om, at jeg ikke skal ha' en telefon med gps, for så kunne jeg (og husbonden) da først få nok at se til ;-)

Kagekonen sagde ...

argh... Pia Brandt er jo også mig (mit hemmelige jeg), hvornår lærer jeg at bruge den rigtige konto...

Annie sagde ...

aDer er vist stadig en ret finde-bar skat gemt langs golfbanen lige bag Arrenakkebakke.
Den faldt jeg engang helt uforvarende over på en hundetur og medbragte børn var meget begejsterede for konceptet.