tirsdag, juni 09, 2009

Sommer, solo og store nosser

Ribe var min barndoms sommerferieby.

Hele familie drog afsted i årets Renaultbil. Først 4CV senere Renault 8, 10 og 14. Min far var trofast i sit valg af køretøj.

Der var altid ventetid ved færgen i Korsør. Jeg var voldsomt fascineret af de små tankbiler, der futtede op og ned langs opmarch- båsene og solgte brændstof til folk uden planlægnings- talent.

De havde også is, vand og aviser. Vi købte aldrig noget.

Enhver vist jo, at de tog ågerpriser.

Senere, da min mormor blev pensioneret, flyttede hun til Tønder. Og så flyttede sommerferierne derned.

Men cirka samtidig var min tre år ældre bror og jeg blevet gamle nok til selv at tage lyntoget Kongeåen til Tinglev og så enten blive hentet der, eller skifte til rutebilen, der kørte gennem byer med lattervækkende navne som Bylderup og Bov til endestationen, hvor mormor ventede.

Og så gåturen gennem Tønders villakvarter til det upersonlige parcelhus, som var noget helt andet end patriciervillaen i Ribe.

I mit værelse hang der over for køjesengen en række koldnålsradering af kendte komponister. Hvor har jeg kigget meget på dem. Når jeg vågnede, når det regnede, når jeg kedede mig, når jeg skulle sove.

De er ætset fast i min gule plet, måske fordi de var i sær sepia:

Schubert med stanglorgnetten og de fyldige læber. Beethoven med kunstnerhåret og det vanvittige blik. Den smukke Mozart og den forfinede Listz. Bach med pudderparykken og Schumann med den sære sideskilning i playmobilhåret.

Brahms må også have hængt der. Jeg husker ham bare ikke, men, som det fremgår af billedet, så lignede han mere Pippi Langstrømpes far, end en følsom kunstner.

Jeg elsker Brahms. Det er køligt og storladent.

På vej hjem i regnvejr i Lille Blå Fiat hørte jeg P1 om talent. Nikolaj Koppel fortalte om at spille Brahms klaverkoncert i D-mol som 24-årig og så holde op.

Han kun ikke få hjerne og hjerte med i rollen som koncertpianist.

Hold kæft hvor er det modigt at sige stop, når man har så fantastisk et talent.

Heldigvis indspillede Koppel nogle år senere koncerten med DRs symfoniorkester, så hans talent er fastfrosset i øjeblikket og han lød glad i radioen.

Bare jeg havde de tegninger i dag.

Og så er Bahms iøvrigt den eneste af den gruppe, der kaldes De Store Komponister, der eksisterer en indspilning med.

Ikke stemmen i starten, men den efterfølgende umotiverede klaverboksen ;)

3 kommentarer:

Nille sagde ...

Playmobilhår! Genialt ord... det var nyt!

Mon Renault-fans altid er trofaste? Min far var også inkarneret Renault-mand - jeg blev kørt hjem fra hospitalet i en babylyseblå R16... og sådan fortsatte det med R20 osv. - indtil man ikke kunne andet end de små modeller i DK!

Der var altså noget skønt over de ferier, hvor man tog med færgerne... broer er da fine - men mindre magiske synes jeg!

livetleker sagde ...

Underlig at det skal være så hyggelig å lese andre menneskers barndomserindringer.

Men det er det.

Takk!

Lene sagde ...

Det var altid en oplevelse når vi skulle besøge familien i København, vi tog så over Odden, men færgeture var magiske dengang :-)