mandag, april 13, 2009

Påske overstået


Ovenstående billede tog jeg for 5 år siden i påsken. Jeg uploadede det til min konto på Flickr og der ligger det stadig. Heldigvis - det er oven i købet det af mine billeder flest mennesker har kigget på. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg har aldrig været særligt begejstret for påsken. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Min barndoms påske husker jeg som endeløs lang og kedelig. Tung og grå. Alt var lukket og alle flag på halv i uendelig lang tid.

Som voksen har jeg et par gange været i en overgangsfase i mit liv, netop som påsken indtraf og det har givet dårlig karma og dybe toner i mol.

I det lille røde hus er påsken - jeg har faktisk kun oplevet to - allerede blevet en yndlingsaversion.

Hele ugen har dette område myldret med landliggere, som har åbnet deres sommerhuse og larmet og råbt og skreget og opført sig som vilde.

Tirsdag kom jeg hjem fra arbejde til verdens mest amatøragtige indbrud. Men båtnakkerne er rendt med min MacBook, en lampe, mit lommekamera, min overskydende valuta og en skuffe.

Jeps en hel skuffe fra en fin sekretær, jeg fik af min far for mange år siden. Guderne skal vide, hvad de vil med den - jeg har været rundt at kigge, den er desværre ikke blevet smidt i nærheden.

Nå, men alt har jo ikke været depression og mismod - jeg er godt forsikret, kattene har det godt og skaderne ved indbruddet er ikke voldsomme.

Jeg har desuden været til to gode påskefrokoster og haft to moderat udholdelige arbejdsdage.

Min gamle Mac Powerbook reddede iøvrigt mit humør tirsdag aften, da den startede, loggede sig på mit netværk og spandt som en kat trods 3 års uvirksomhed. Det er da kram.

Og så ligger alle mine bedste billeder enten her på min blog eller på Flickr - for helt backuppet var jeg desværre ikke ;)

Og bedst af alt klokken 16 i dag efter en god frokost med lam og flødekartofler cyklede jeg lige hen til den skov-skat, som har snydt mig flere gange. Bingo og næsten god påske.

6 kommentarer:

Lene sagde ...

ØV hvor er det træls med de indbrud. Og mest af alt, når de tager noget med følelsesmæssig værdi.

Zette sagde ...

Jeg føler med dig husejer, og kan mærke din sorg over tab af klenodie. Hvorfor dog stjæle en skuffe. Godt de små grå klarede det.

Anne sagde ...

Æv!

Nille sagde ...

Et merde!!! Andet er der vist ikke at sige... det er dog utroligt lige i den periode, hvor husene åbnes op igen efter vinteren?

Heldigvis er det meste jo erstatteligt - men det er ubehageligt at vide, at andre har gået rundt mellem ens ting.

Det er egentligt rigtigt det med flaget på halv... hernede er det jo næsten bare normale dage, så jeg har lidt glemt det triste. Men synd, at du skulle få endnu en hændelse i rækken af dårlige påskeminder!

Lotten sagde ...

En skuffe?!?! Sådan nogle abekatte.... Indbrud er bare IKKE i orden - men din måde at håndtere det på er til gengæld prisværdig! Det er ikke alle, der tager den slags overskridelser af privatsfæren så cool.

Min mor er født 9. april - så der har været mange fødselsdage, hvor flaget har været på halv rundt omkring (da hun var yngre også pga. besættelsen, nu oftest pga. påsken), mens vi har haft flaget hejst helt.

Siffe sagde ...

Åh ja jeg kender til den der Påskefornemmelse .... især langfredag var tyst..
Nu er det da tilladt at smile og hygge sig selv om stemningen hænger ved.

Indbrud .. hvor surt!
Godt dine billeder er på nettet!

KH Siffe