Julia's child

Alting handler om Julia Child i disse dage.

Først var Sifka, Kagekonen og jeg inde at se Julia and Julie og da jeg kom hjem, havde postbuddet fulgt min opfordring og efterladt en pakke fra Amazon med Mastering The Art of French Cooking, My Life in France og Julie og Julia ude mellem mine skure.

Filmen først. Den var fin. Nej, ikke livsomstyrtende eller katarsisk, men fin, på den fine måde.

Meryl Streeps Julia Child er fuldstændig perfekt: En stor knokkel af en kvinde, som taler højt og underligt, men som er dybt seriøst med alt hvad hun gør, og som tager livet som det kommer og med stor sanselighed.

I filmen ser vi hende indse, at det hun holder allermest af er at spise og det fører så til, at hun også lærer sig at lave den mad, hun elsker så højt.

Den sjoveste scene er den, hvor hendes elskede Paul kommer - formentlig træt - hjem fra arbejde og ser sin kone bøjet over køkkenbordet i gang med at hakke en million løg, på den rigtige kokkemåde.

Det kan de andre elever på Le Cordon Bleu kurset nemlig allerede og så kan hun også 50 kilo løg senere.

Den smukkeste scene er den, hvor Julia glad åbner et brev fra sin søster og erfarer, at hun venter et barn. Hun kan ikke bære det. Det minder hende om sit egen savn.

Paul, der knap når hende til kæben, tage hende blot stille i sin favn og giver hende ret, da hun hulker: I'm so happy for her.

Mere vanskeligt er det ikke - at lave film.

Julia er Julies heltinde. Julie er en ganske almindelig ung amerikanerinde i New York lige efter terrorangrebet på World Trade Center. Hendes rædsomme veninder har, hvad hun opfatter som, succes, hun har bare et kedeligt job og en roman ingen vil udgive.

Men så kaster hun sig ud i et projekt: At koge sig igennem Mastering The Art of French Cooking på et år afsluttende med svendestykket: At udbene en and.

Hele projektet dokumenterer hun løbende på sin blog og samtidig fordyber hun sig i Julia Childs liv og bygger heltinden op til mytisk status. En status Child ikke kan holde til.

Da hun hører om Julies blog - og læser den - falder hun ikke på halen, men finder den unge kvinde uinteressant.

En journalist fra Los Angeles Times sætter vist meget godt sin finger på problemet, ved at skrive:

I don't think she could begin to know what to think about the blogging generation, where a beef stew can result in 800 words of anguish.

For det er jo forskellen på de to kvinder og måske også på deres to generationer, at Julia Child overvandt sin modgang ved at se problemerne lige i øjnene og arbejde sig ud af eventuelle kriser.

Julie Powell lægger sig ned på gulvet og voldtuder.

Men altså en betagende, lille film, meget mere værd end alle de lunkne danske anmeldere har ladet vide. I hvert fald hvis man er vild med mad, Paris, 50'erne og ikke mindst har snuset til blogosfæren.

Mine nye bøger er også klenodier - i hvert fald to af dem.

Biblen - Mastering The Art of French Cooking er allerede blevet bladret igennem og jeg forstår simpelthen ikke dette menneske, som mener jeg har gjort en fejlinvestering og aldrig vil tilberede en eneste af Childs opskrifter.

Selvfølgelig har jeg da tænkt mig både at udbene en and og at lave hendes Bouf Bourginon.

My Life in France - som Paul Childs gradnevø skrev - efter mange og lange samtaler med sin grandtante Julia umiddelbart før hendes død i 2004 og på baggrund af familien breve er et interessant supplement til filmen.

Childs egne beskrivelser af årene i Paris lige efter krigen er lidt anderledes end Hollywood-versionen. I virkeligheden havde hun og Paul ikke ret mange penge og den lejlighed de boede i var ganske uden varme, så de frøs sig gennem vintrene.

Men det lyser klart igennem, at hun i sin liv havde tre store kærligheder: Paul, mad og Paris.

Mere kan et menneske vist ikke ønske sig.