fredag, juni 29, 2007

Kræsendyr


Studenterne og københavnerne er ankommet til mit fredelige hjørne af verden. Dog ikke så mange københavnere, som en nabo havde bebudet, men det er nok vejrets skyld.

Jeg synes faktisk, at det har været ok i dag. Blæsende, men tørt – lige indtil nu – og sådan omkring de 18-19 grader, det er ok med mig.

Muslingerne blev fantastiske. Som nævnt brugte jeg øl i stedet for den traditionelle hvidvin.

Det var en pose små, fine muslinger, hvor færre end 10 måtte kasseres for åbenmundethed før tilberedningen.

Jeg havde lidt forårsløg, ung gulerod og gul peberfrugt som fyld. Basis var rødløg, hvidløg og frisk ingefær fint hakket og lige sauteret i lidt smør. Derefter muslingerne i, en 25 cl Forårsøl fra Ølfabrikken, så fyldet og et skvæt fløde.

7 minutter senere havde jeg den fineste, skønneste ret – med en fin bitter smag fra øllets humle og så ellers det endeløse hav i de små blå skaller.

Her kunne man tro, at to katte ville gå amok for at få fat i skaldyrene – nope, man var slet ikke interesseret.


4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Uhm hvor lyder det godt, jeg har kun smagt muslinger én gang, for mange år siden da jeg var i Italien og fik serveret noget jeg ikke anede jeg havde bestilt:) Til gengæld smagte det intet mindre end pragtfuldt.

Velbekommen:)

Sifka sagde ...

Det ser og lyder godt. Jeg startede min ferie med et spise ud sammen med Bjørnen. Jeg vil ikke klage men de muslinger vi fik var kedelige. Persille og forårsløg var hakket og drysset over, men var alt for groft og suppen var kold. Ellers var resten ok.

God aften.

Marianne sagde ...

Lækkert ser det ud. Jeg har aldrig selv spise muslinger, kun i salat, kan man godt blive mæt kun af dem?

Andrea sagde ...

@ Pia - velkommen til. Muslinger er en fantastisk spise og den danske blåmusling er helt der oppe på linje med fx middelhavets hjertemuslinger.

Du skulle prøve det, det er nemt og hurtigt.

@ Sifka - Læser hos dig selv, at du har det sløjt, det er noget bras.

Og så kold suppe under muslinger. Jeg har aldrig lavet dem til fx et selskab. Tror faktisk de er lidt svære at koordinere, hvis man ikke lige har tid til at lave dem kort før serveringen. Ærgerligt at de ikke var tip.top.

@Marianne - du er inde på noget. Jeg spiste næsten et helt kilo - vægt med skaller - og var allerede sulten efter halvanden time. Det er nok derfor, at man i Belgien serverer hjemmelavet pommes frites til ;)