onsdag, juni 06, 2007

Mine to nye bedste venner


Det der skulle have været et hurtigt ærinde i formiddags, for at købe et par dejfade og måske en parasol, blev noget af en udflugt.

Men nu er fadene i hus og i det ene hæver dej til kanelbullar og i det andet bagelsdej.

Køleskabet gemmer på frikadellefars.

Fadene fandt jeg til sidst i Birkerød Pottemageri, men det involverede blandt andet et længere ophold i bymidten, mens jeg ventede på at pottemageren ringede tilbage, så vi kunne aftale et rendezvous og nu håber jeg ikke jeg fornærmer en af byens sønner eller døtre: Sikke et livløst og mærkeligt sted, Birkerød.

Til sammenligning virker Helsinge næsten munter ;)

Nå men det lykkedes og det store blå fad var friskt fra ovnen i går, mens det lidt mindre grønne var en hyldevarer. Sjovt sted og fine lerting, som mindede mig om min barndoms jordbærskåle og en lille skål til min fars sild.

Parasol blev det derimod ikke til.

Enten er de for store, eller for grimme, eller uden mulighed for knæk eller sygeligt dyre.

Til gengæld var et af mine kikkesteder en planteskole eller et havecenter som det hedder i Nordsjælland, så nu har jeg tallerkensmækkere, en grøn peber, frø til kattegræs og kanelbasilikum og en 10 liters urtepotte til min sidste chili. Dens søskende, som har været i plantesæk de seneste to uger, er vokset den langt over kronbladene. Nu ser vi om den kan indhente dem i potten.

Og så tror jeg, jeg vil forsøge mig med noget rigtigt driveri – fra sådan en bakke chilimix vil jeg så kernerne og besværge chiliguden stå mig bi med helt fra grunden fremdrevne planter.

Mon ikke havebruget har en helgen, som jeg kan ophænge i drivhuset til hjælp?

0 kommentarer: