lørdag, juni 16, 2007

Sandwichhunger

(Måtte skrive den overskrift, da det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet et ord med to h'er efter hinanden før)

Jeg har en veninde i USA, som sendte mig en mail i går og nævnte, at hun havde spist en pulled pork sandwich til frokost.

Det er min yndlingssandwich, men jo ikke sådan en man lige kan købe noget sted i nærheden.

Altså måtte jeg selv i gang. Det var ganske vist gråt vejr, da jeg kørte af sted for at handle og stadig gråt da jeg kom hjem og jeg er så den eneste i landet der ikke var klar over, at der var varslet voldsomt regnvejr.

Jeg fik blus på mine heat beads i grillstarteren og så kom vandet ellers. Og blev bare ved og ved samfulde to timer mit let marinerede stykke revelsben var i kuglegrill.


Marinaden var bare et improviseret miks af mynte, løvstikke, rosmarin og merian i olivenolie med hvidløg og chili. Stort set blot gnedet ind i kanterne, fordi der både er en ribbensside og en tynd svær på sådan et stykke. I USA er marinaden en videnskab i sig selv og pulled pork marinader sikkert omgæret med stor alvor.

Efter en time smed jeg en lille skålfuld vådt træflis på de hede kul. Ved ikke hvor jeg har den fra, men jeg har sådan en pose Jack Daniels Wood Chips.

Posen vil bilde mig ind, at der er tale om træflis fra de tønder Jack Daniels lagres i. Gætter på, at der nok er tale om høvlspåner med whiskyessens på.

Nå men efter to timer så revelsbenet lækkert ud og jeg var klar til at flå i kødet.

Med to gafler rev jeg kødet i stumper - det var så mørt, at det gik nemt og svinekød trevler jo altid, når det er godt stegt.

Derefter var det bare at tilsætte en lille sursød marinade kogt af lidt eddike, tomatpure, honning, cayenne, salt, peber og chilisovs. Og så var kødet klar.

Mens grillen havde været i gang bagte jeg en omgang boller til sandwichen. Sådan en blev smurt med lidt chilimajonæse, belagt med kødet og en smule cole slaw.

Efter små fire timers arbejde var frokosten klar.

3 kommentarer:

Sifka sagde ...

For f....., mundvandet løber. Fire timer, jeg håber det var en fornøjelse. Fedt med grill i regn, det kan jo snildt la' sig gøre. Det der våde drys JDspåner udviklede det ikke røg ad h. til? Jeg tror hellere jeg vil ha' JD'en i et glas. Rå, uden formildende omstændigheder!

God lørdag, måske med opklaring?

Husejer sagde ...

Det var en sand fornøjelse og meget hyggeligt i regnen.

Min latterlige parasol tog lige det værste, når jeg skulle lave større manøvre og vende stegen fx.

Altså det fantastiske ved en kuglegrill er, at den jo faktisk kan fungere som en slags røgovn, så jo det røg, men blev inde i kuglen og gav kødet en fin røgsmag.

Jeg ville nok aldrig have gættet at der var JB involveret.

Marianne's mening sagde ...

Nu er jeg sulten..... det lyder lækkert må jeg sige :-)