mandag, januar 07, 2008

København du har alt, hvad der drager...



Der var engang, hvor jeg var bidt af København. Jeg læste om byens historie og opsøgte interessante steder. Det var godt, at jeg var et forstadsbarn, byen var blot en s-togsrejse væk.

Siden hen boede jeg flere år i Århus og på Bornholm i forbindelse med min uddannelse og mit arbejde.

Så flyttede jeg tilbage til byen og så kom jeg så tæt på den, at jeg mistede blikket for den.

Det er jeg så stille og roligt ved at få tilbage, nu hvor der skal en udflugt til for at besøge de gammelkendte steder. Nu vender begejstringen tilbage.

Jeg havde et par timer i dag før et kort møde på min arbejdsplads. Jeg fik gået en god lang tur gennem middelalderbyen og kigget og erindret.

Magstræde en vinterdag er stadig et uendeligt stille sted – smukt og tidløst.

Havnefronten vil altid have en særlig plads i mit hjerte og den drager mig mere end noget andet i byen. Så snart var jeg på Søren Kierkegaards Plads.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal mene om Den Sorte Diamant og Fisken – Det Kongelige Biblioteks tilbygninger.

Nogle dage og fra nogle vinkler er det rent wauv – andre dage og fra andre vinkler er det lidt underligt. Især fordi tøjhusets fantastiske tegltag kan drukne lidt i stål, glas og skarpe vinkler. For slet ikke at tale om den stakkels Istedløve, som ser ud som om den bare ønsker at kunne lægge sig ned og sove fra alt det nye.

Desværre havde jeg ikke tid til en tur med havnebussen – de bedste vinkler er nemlig ofte fra søsiden.

4 kommentarer:

Marianne sagde ...

Jeg savner at komme til København og tror vist snart søster skal have et besøg!
Jeg kan altid lokke hende til at tage turistbåden rundt for vi er begge begejstret for at se byen fra søsiden.

Madame sagde ...

Jeg får helt lyst til selv at tage en københavnertur og kigge på de steder, du nævner. Jeg synes også, det er noget, man drages af i perioder.

Anonym sagde ...

Hej husejer. Jeg har læst en masse af dine indlæg siden i går, da det forekommer mig at der var en bemærkning om Kaspers springtur der varede 6 dage? Jeg sidder med hjertet i hænderne og håber "Hans" snart kommer ind af kattelemmen. Ingen spor trods ihærdige efterlysninger i 3½ dag - han har aldrig været væk så længe. Jeg har hårdt brug for optimistiske historier..
I mellemtiden har jeg glædet mig over dit liv, dine valg og din smag - jeg strikker også; i øvrigt, mest sweatre i cashmere. De bliver forlænget til kjoler nogle gange. På pinde 2. :0)
Tak for inspirationen og indblikket.

Andrea sagde ...

Hej Britta,

Kasper var borte i seks døgn og kom træt, men glad hjem den 19 december.

Og så i øvrigt velkommen til og tak for de søde ord.

Wauv at du strikke noget som helst på pinde 2 - og så da ikke mindst sweatre om til kjoler.