torsdag, januar 24, 2008

Cocio, popcorn og smagsløg der går i barndommen


Sifka satte en lavine i gang, da hun i søndags i stedet for tømmermænd havde makrelsalatdrømme.

Det fik mig straks til at længes efter min fars i dag ganske usofistikerede makrelsalat, som tilbage i 70’erne var meget eksotisk: En klat god tyk ymer blandet med en dåse makrel i tomat og tilsat salt og peber.

Mine kammerater var målløse over fraværet af majonæse og befippede over, at det var min far der havde mikset og ”opfundet”.

Nu ymeren er i hus, er den også blevet spist med velbehag til morgenmad med drys og bananskiver – helt som dengang i makrelsalatens tid.

Helt galt gik det i nat, da poser med popcorn og dåser med cocio begyndte at svæv for mit indre blik på vejen hjem ad dunkle landeveje gennem mørke landsbyer.

Så klokken 00.30 sad jeg i min seng med en lille skål corn og en kold dåse sjokolademælk.

Pinga blev så begejstret, at hun både gnaskede to poppere i sig og måtte lappe et par chokolademælksdyppede pegefingre rene.

Så kunne vi sove.

Regressionen har endvidere bredt sig til min musiksmag.

Et tilfældigt genhør med Tøsedrengene i radioen forleden har sendt mig af sted på et Anne Dorte Michelsen trip.

Hendes seneste album Hvor var det nu vi var? indeholder mange smukke sange og også et par røvirriterende. Sådan har mine øre altid haft det med hende: Hun kan irritere mig grænseløst og bevæge mig dybt.

Sangen Muse musestille (du kan høre en lille smagsprøve) gør mig dog mest beklemt, det er en tekst om næsten ikke at orke livet.

Jeg har altid været bange,
bange for min egen skygge,
bange for de største sorger
og den ufortjente lykke.

Og for hver gang jeg har frygtet den,
blev faren bare større
når jeg vendte mig og flygtede
fra det jeg burde gøre.

Jeg har grædt og jeg har gemt mig
og min gud, hvor var jeg lille,
jeg har tvivlet, ombestemt mig,
ikke anet, hvad jeg ville.

Jeg har siddet lidt for længe,
som et espeløv i blæsten,
holdt mig væk fra kærlighed,
fra Vorherre og fra næsten.


Og her ville det så være så skønt, om hun fortsatte med at fortælle os, at hun har lagt den usikkerhed og frygt bag sig, men det gør hun ikke.

Hun bliver ved. Meget stærkt og meget gribende.

Og så kan jeg som regel ikke komme videre med hendes sange. Men heldigvis har jeg også hendes cd med salmer Fred Hviler over land og by.

Det er svært forløsende at synge med på salmedigtere som Broson, Ingemann og Grundvigs vidunderlige tekster i en lun Jeep på vej mod barnagtigt natmad.

Og så er det jo sangens år, men det er godt, at det kun er mig der kan høre mig ;)

6 kommentarer:

Lotten sagde ...

Vi retropopper også hjemme hos os. Faktisk er popcorn de eneste udskejelser vi har, når der står film på programmet. Men det skal være gammeldags popcorn. Ikke noget med hærdet fedtstof og mikrobølger, næ nej, poppedipop på bedste spejdermaner med gryde og olie.
Uhhmmm...

Marianne's mening sagde ...

Det lyder virkeligt rigtigt fredeligt og hyggeligt, at tage forsyninger med i sengen :-)

Og at lytte og synge med på de gamle salmer, det nyder jeg rigtig meget!

Lene sagde ...

at synge omend det kun er alene er dejlig og man bliver i så godt humør :-)

Zette sagde ...

Jeg laver også udelukkende retropop lissom Lotten. Og sang er altid godt - alene, hvis det ikke er helt stuerent og ellers bare altid.

Jeg har også en popcorn glad kat - men dog endnu mere, hvis ham jeg gift med har købt flæskesvær - det kan få kattedyrenes mundvand til at lave små søer, mens der gnaskes højlydt.

Husejer sagde ...

Det er nu godt at vide, at man har interessefæller uanset om man er forfalden til popcorn eller sang ;)

Jeg har faktisk en popcorn-popper, som alene popper ved hjælp af varm luft. Den er købt til at riste kaffebønner i, men en gang i mellem ryger der også en håndful corn til pop i.

De bliver rigtig gode - men jeg må indrømme, at en pose fra tanken, var alt, hvad der var ork til forleden. US Pop eller hvad de hedder.

Sifka sagde ...

Det var en god makrelsalat, og sikke meget den satte gang i:)