Skind og kat
Dagens eneste opgave var en tur til Hillerød - jeg manglede en reservedel til min brændeovn. Nu jeg var kommet til storstaden, kunne jeg da lige så godt få en udflugt ud af det.
Jeg faldt forbi den fine garnforretning Butik Strik - hvor lige sådan et fåreskind, som jeg har ledt efter rigtig længe lå og lokkede. Samtidig har jeg skrevet efter opskriften på Paradoxical Mittens og dem skulle der jo købes garn til, så de kan påbegyndes straks.
Det blev til mere af det fantastiske mohair fra Dansk Naturfiber og et lidt mere fluffy bundt i æblegrønt fra Græse Mølle. Foruden tre nøgler Noro Silk Garden, som nok skal blive til et tørklæde.
Så skulle man tro, jeg var udshoppet, men nej. Lige pludselig spottede jeg noget, som gjorde mig københavneragtig glad, en butik med god kaffe og brød fra Reinhard Van Hauen.
Jeg har undret mig over, at en by som Hillerød ikke har haft sådan en biks, men det har den altså - lige ved nedkørslen til en p-kælder. Der er også Kusmi-dåser i en reol fra gulv til luft.
Jeg bliver aldrig overbevist te-drik. Jeg får sådan en underlig hul følelse indvendig efter to kopper, men en mikroskopisk dåse med grøn jasminte røg der da i kurven, sammen med et fransk landbrød og lidt pølse.
Så aftensmaden er gode madder - og som det fremgår har Kasper straks adopteret skindet.
2 kommentarer:
Øjs, for nogle gode ting. Sådan et skind har jeg været ved at købe på et marked på Bornholm for mange år siden, men jeg blev pludselig nærig eller sparsommelig? og det har jeg godt nok fortrudt mange gange. Det var helt silkeblødt og det er dit garanteret også. Uhm, lækkert!
Du skulle nu give teen en chance, Husejer, jeg tror, du ville blive hooked. Jeg elsker også en tur til storstaden, det er som et mini-København og meget nemmere at overskue med et enkelt besøg.
Send en kommentar