fredag, oktober 05, 2007

Underlige indkøb


Når jeg er ude at handle, glor jeg altid diskret, men hæmningsløst ned i mine medhandlendes kurve og indkøbsvogne. Det er god tidsfordriv, når man venter i kø, at brygge løgnehistorier sammen om folk på baggrund af det, de køber.

Ved faktisk ikke, hvad man kunne være kommet frem til på baggrund af det jeg har købt i dag:
En flaske nypresset gulgrøn, uklar olivenolie, 500 gram Kauni regnbue garn, to rundpinde, 10 dåser pussikattemad, en kattelem, en stiksav og et heftigt træbor. Foruden en lille æske urtebolcher.

Men løgnehistorien kunne lyde således og ikke være den halve løgn:

Katteejende personage på randen af en forkølelse, agter at bekæmpe efterårskulden via trøje endnu ikke strikket. Vil samtidig drive sig selv og kattene til vanvid ved at installere kattelem. Har indset, at der formentlig skal et arsenal af kattemad for at lokke dyrene til at bruge lemmen, dersom installationen lykkes. Har taget høje for at kattene kan få problemer med at presse deres kroppe gennem lemmen, og har derfor olie parat, som de kan smøres med til de smutter igennem.

8 kommentarer:

Marianne sagde ...

Det er nemlig altid sjovt at se, hvad andre køber og digte lidt om det.
Jeg håber I alle tre bliver glade for den nye kattedør, og at maden gør dem glad :-)

Sifka sagde ...

Det var et sjovt tidsfordriv. Det må jeg prøve en dag der er kø.

Håber ikke at du skal døje med forkølelse.

Lækkert garn.

Zette sagde ...

Vi har nogle venner, hvis kat hoppede gennem kattelemmen - eller rettere, kattedyret tog kattelemmen med sig ud, for den sad ikke godt fast i væggen og blev derfor siddende om kattedyrets mave. Katten blev balstyrisk og så blev den ellers sat på skrump!

Kagekonen sagde ...

ha-ha, hvor er det en sjov historie du der har brygget. Glæder mig til at høre mere om olierede katte...

Anne O'Manne sagde ...

Hahaha... Det er på grund af kurvebegloere som dig, at jeg er så selvbevidst om, hvilke indkøbssammensætninger jeg har i kurven.

Du kunne lave nogle gode historier om mig, er jeg bange for ;-)

Lotte sagde ...

Jeg dyrker også den beskæftigelse til perfektion. Nogen gange falder jeg så meget i staver over andre folks (besynderlige) indkøb, at jeg ikke registrerer, når det bliver min tur ;-)

Lise sagde ...

Også en yndlingsbeskæftigelse hos mig. Men hvorfor skal øko- og gårdbutikker mm. altid være så oprindelige, at de pakker alt i brune papirsposer? Det tager i nogen grad fornøjelsen fra os indkøbsvognshistoriefortællere...

Anonym sagde ...

:-))))
Godt vi er mange i den klub.
Du kunne lige sætte ord på tankerne.