I stolen
Egentlig var min plan for de kommende to fridage, at slappe af med samme grundighed som denne miniature gris.
Det har jeg så ligefrem fået ordre til, sådan helt bogstaveligt, af min elskelige tandlæge.
En krone flækkede søndag aften og for halvanden time siden knagede min underkæbe som stormasten på en tremasted skonnert for fulde sejl, da den formastelige tandrest slap sit tag og endte i en stålbakke på tandlægens bord.
Man ved man er blevet midaldrende - og i øvrigt var barn dengang det årlige besøg hos skoletandlægen notorisk udløste to kviksølvplomber på størrelse med dueæg - når tandbehandlinger begynder at koste det samme som en mindre halvgammel japansk bil med 80.000 på kilometertælleren.
Så jeg fræsede hjem, slæbte brænde ind, fik gang i en god ild, fik kastet forhåndenværende grøntsager i en gryde til suppe og venter nu på at bedøvelsen klinger ud.
Jeg skal altså nu tage den med ro i to dage, ikke spise for varme, men bløde ting, og børste tandsættet forsigtigt efter hvert måltid.
Godt jeg har den der cardigan at nørkle med.
6 kommentarer:
Rigtig god bedring - og så er det nu hyggeligt nok med ild i brændeovnen, strikketøjet i hånden og så ellers ingenting for resten :-)
Det var da skrækkeligt, Andrea. Er der mon bedre med et sæt tænder, man kan lægge i et glas vand om natten - som vores bedsteforældre havde?
Sikke dog en redelighed, god bedring.
@ Liselotte - det er nemlig rigtig hyggeligt, mangler bare at få en kat til huse, så freden rigtig kan sænke sig.
@ Madame - ved det ikke rigtig - tænk ikke at kunne gnaske et sprødt æble, guffe en majskolbe eller tygge en bøf fordi de vist ikke passede så godt dengang - gebisserne.
@ Kagekonen - jeg tror det går, jeg har en høj smertetærskel.
Jøsses dog, god bedring og hyggelig aften til dig:)
Da min datter var 8 år havde hun mange plomber i tænderne, som en tandlæge senere sagde, plomberede man på mistanke. Hun er nu 43 år og igang med en bekostelig udskiftning.
God bedring.
Send en kommentar