søndag, oktober 28, 2007

God aften - sur afslutning


Jeg er ikke meget af en festabe, men min brors 50 års fødselsdag var faktisk en fin fest.

Dejlig mad, passende mængder taler og festlige indslag og behageligt selskab.

Nogle af de fremmødte møder jeg kun hvert 10. år til hans runde fødselsdage, andre ser jeg lidt oftere og så er der hans ungdomsvenner, som jeg har kendt siden jeg var en lille pige.

Jeg kom til at falde lidt i staver over, at jeg pludselig var omgivet af 45-50 årige - altså folk på min egen alder - og hvor meget der er sket med vores ydre og hvor lidt med vores indre.

Jeg kan selvfølgelig ikke se, at min bror er blevet meget ældre, men når jeg ser hans venner kan jeg godt regne ud, at sådan er det selvfølgelig.

Men han er stadig en drengerøv og hans spiller efterhånden helt godt guitar så hans og bandets koncert var rigtig god og sjov.

Desværre sluttede aftenen lidt brat for mig, da en vagt kom op og fortalte at der havde været indbrud i en blå Jeep.

Min.

Jeg var hjemme ved 2.30 tiden efter en kold køretur op gennem Nordsjælland med vinden susende i venstre øre og uden sikkerhedssele på, for knust glas havde lejret sig ned i optrækket, så den ikke kunne trækkes på.

Min GPS er borte - det var det de gik efter - moderne biler kan jo ikke sådan stjæles og bilstereo heller ikke.

Morgenen er gået med politianmeldelse og skadesindberetning. Det er dejligt, det kan ordnes online, men stadig noget baks. Og jeg kommer jo ikke uden om at måtte leje en bil mens den får ny siderude, for der kører ingen offentlige transportmidler, når jeg skal møde klokken 5.

Jeg gætter på ,at i Tyvenes Landsforening overbeviser de hinanden om, at det de laver ikke er så slemt, for dem de bestjæler er jo forsikrede.

Tjah med selvrisiko, manglende dækning for GPS'en, fordi den ikke var fastmonteret, og billeje, så bliver det sgu en smådyr fødselsdag.

6 kommentarer:

Sifka sagde ...

Det var da s.....!

Andrea sagde ...

Jeps, der er sgu vildt i forstæderne ;)

Liselotte sagde ...

Fandens da også! :-(

Jeg håber alting løser sig :-)

Ella sagde ...

Øv, hvor var det træls, Andrea :-(

Marianne sagde ...

Øv en afslutning Andrea!!!

Anonym sagde ...

Hvor var det en sur oplevelse. Jeg har lige mødt din Jeep med tæppe om hullet i siden. Men storebrors fødselsdag lyder til gengæld dejlig.