onsdag, oktober 10, 2007

Man venter et bæst og møder – en tabby kat


Der var drama ved lemmen for et øjeblik siden. Kasper og Pinga betragter den foreløbig som et velplaceret vindue.

Kasper gav sig midt i min aftensmad til at tude som en tøs. Det gør han næsten altid, når han møder en anden kat. Snude mod snude gennem lemmen stod han og en grå og brun tabby.

Den løb, da den så mig.

Og et mysterium er nu opklaret. Et par aftener når jeg er kommet sent hjem, har alle katteskåle med våd såvel som tør mad været støvsuget.

Mine to var sådanne aftener glubende sultne og noget forknytte grænsende til nervøse. Af det sluttede jeg, at en anden kat havde været på besøg og ædt alt. Jeg kaldte den bæstet.

Nu ved jeg altså, hvordan den ser ud, men fik ikke lige opklaret om den forstår brugen af en kattelem. Jeg gætter dog på, at den er mere vild end tam, ellers ville den nok ikke være så sulten.

Anyway, Kasper afbrød mig midt i indtagelsen af en ganske dejlig muslingechowder med lidt godt, hjemmebagt brød til.

Sådan en chowder kender jeg kun fra USA og mest som clamchowder.

Jeg startede med at koge på tre store kartofler, 1 løg, to stængler bladselleri og en skive spidskål, blot krydret med peber og to fed hvidløg. Derpå en 7 dl vand.

Da grøntsagerne var udkogte blev hele molevitten blendet.

Derefter blev tern af to skiver god bacon fra Hanegal smidt i en hed gryde og derefter røg tre forårsløg i skiver og en stængel bladselleri i tern i.

En pose frosne grønskals muslinger røg derefter i sammen med den blendede suppe, som vel var en 5 dl i alt. Nogle dråber Worchestershiresauce, lidt grøn tabasco, salt, peber og 2 dl mælk røg også i.

Efter 10 minutter tog jeg muslingerne ud af skallerne og så var suppen klar.

God og mættende med brødet til.

7 kommentarer:

Sifka sagde ...

Sikken en frækkert sådan at skræmme de 'små' grå katlinger.

Åh, altså suppe! Det må jeg lave snart. Jeg har lige sat varme på, for nu er det blevet for koldt i stuerne til at spare.

Nu skal vi kun sove to gange til, og så skal vi ha' øl:)

Andrea sagde ...

Jeps om to sove - og suppen er rigtig god at få varmen på.

Kald mig tosset, men jeg listede lidt mad ud til bæstet.

Kan ikke bære tanken om levende væsener der sulter, og den har jo ikke skadet mine.

Marianne sagde ...

Sådan en tyvekat!!!

Suppen lyder rigtig godt. HAr selv lavet tomatsuppe,men jeg skal lige love for den belv stærk!!! Alt for stærk.

Øl, husk ikke at hygge jer for meget helt uden mig ;-)

Anonym sagde ...

Sådan er de de fleste af mine katte kommet ind i mit liv, som dit bæst. Jas ligger nu inde hver dag i husets bedste kurvestol og siger sikkert, at det gav pote ;-) Han stjal også, hvad han kunne komme af sted med. Sågar mejsekugler i træerne.

Lotte sagde ...

Min bedstemor var en periode ret generet af, at der kom en fremmed kat ind og både stjal mad og skændtes med hendes egen kat. Fordi hun er stærkt synshandicappet, kunne hun ikke se, men blot høre den uvelkomne gæst. Og hun kunne ikke få den jaget ud.
Løsningen på problemet blev, at den eksisterende lem blev skiftet ud med en, som kun kan aktiveres af et magnetisk halsbånd (som hendes egen kat så må finde sig i at bære).
Nu har du jo liiiige fået ny kattelem, men hvis tyvekatten er snu og fortsat går på togt, kan en magnetlem altså være løsningen.

Mette H. sagde ...

Du overlevede altså bajonetsaven. Godt gået.
Jeg tror også jeg ville have givet 'bæstet' mad. Jeg er typen der står op om natten for at checke om hunden, katten og fårene har vand, hvis jeg ikke lige fik set efter inden jeg gik i seng.

Kagekonen sagde ...

Fremmede katte i stuerne er noget værre noget. Her kommer de dog ikke meget længere end til havelågen før en af mine egne jager dem væk...

Den suppe lyder bare rigtig lækker, nu gik jeg lige her og havde tænkt pasta til aftensmad, men jeg tror det skal være suppe i stedet.

Og i morgen skal vi ha' øl... jeg glæder mig til at møde jer.