Ode til provinsen

Til morgen da jeg trillede mod nærmeste større by 5 kilometer borte, på jagt efter verdens dyreste koben, sad jeg og glædede mig over at have forladt storbyen.

De sidste år boede jeg endda i en stilfærdig forstad, men storbyen var lige inden for rækkevidde, det var muligt at tage en taxa hjem uden at blive ruineret og en natbus uden at blive pensioneret.

Men her oppe i det fjerneste hjørne af Sjælland er livet altså anderledes og rytmen er ganske forskellig fra storstadens. Det viste jeg heldigvis godt før jeg flyttede, i starten af 90’erne boede jeg 4 år i Rønne og det var endnu mere provinsielt end dette sted.

Til gengæld anede jeg ikke, at livet borte fra København og omegn var mærkbart forskelligt fra det jeg kendte, før jeg som 22-årig flyttede til Århus for at studere.

Det var ved den lejlighed, det gik op for mig, at jeg slet ikke var så urban, som jeg gik rundt og troede, ikke at Århus ikke er en storby, det var bare dengang i hvert fald en storby, hvor butikkerne lukkede tidligt om lørdagen og gaderne var stille i weekenden og tempoet simpelthen mindre forskruet.

Mange af mine kolleger kigger bekymret på mig, når jeg har fri og synes det er synd, at der venter mig en 65 kilometer lang køretur. Men jeg tror faktisk det er noget andet de ynker mig for. For eksempel tanken om, at jeg ikke lige kan smutte på café hvis jeg har lyst eller i biografen.

Så nytter det ikke at sige, at jeg jo bare kan lave min egen latté og at der faktisk er hele tre biografer omkring mig, men at jeg har en sær forbi, der gør at jeg føler mig indespærret på en rækkefuld biografgængere og kun kommer der nødigt.

Jeg kan ikke rigtig overbevise de allermest inkarnerede københavnere blandt mine kolleger – som sjovt nok ikke er fra København en eneste af dem – om, at jeg intet har mistet ved at flytte.

At jeg tværtimod har fået højt til himlen, glade fuglestemmer, lys, luft, hav, strand, iskager og frem for alt en velsignet fred.

At det så kan være svært at skaffe frisk korriander og fire slags balsamico at all times, det er da det mindste af det.

Og så har jeg også i dag overgivet mig til et fuldstændigt blogiat og bagt banan-muffins, dog med pecannødder i stedet for chokolade.