Italienske skuffelser

Jeg elsker tanken om italiensk mad. Ser for mig dovne søndags frokost-scener, hvor en sortklædt, solid Mama bespiser en hele storfamilie med alt fra spagetti med hjemmelavede kødboller til Osso Bucco.

I virkeligheden bliver jeg næsten altid skuffet.

Har skam forsøgt at genskabe denne scene i virkeligheden og kunnet se på gæsterne, at det funkede for dem.

Når sandheden skal frem, kunne jeg leve lykkeligt resten af mit liv, uden nogensinde igen at spise pasta, pizza, saltimbocca eller Osso Bucco.

Og inden nu det myldre frem med folk, der fortæller mig, at det ikke er det ÆGTE italienske køkken: Jeg har tilbragt tre uger i en lille by i Umbrien, hvor jeg spiste mig igennem hver eneste specialitet, som alle andre tilstedeværende stadig taler om på et lille sted.

Ikke en har gjort voldsomt indtryk – jo tomat, mozzarella og basilikum salat. Den var exceptionel, fordi tomaterne var exceptionelle og mozzarellaen var lokal.

Jeg tror ikke, at der er noget andet område af virkeligheden, hvor jeg har det sådan. Jeg er faktisk ikke nem at skuffe.

Ved ikke om det kommer sig af min barndoms første oplevelser med la cucina italiana.

Min mor blev vakt for dette køkken fra Søndags BT’s sider.

Min første pasta var tykke makaronier med varm tomatpuré. Ketchup var nemlig en amerikansk opfindelse, så en total smagløs og fad tomatpuré fra Beauvais var den ”oprindelige” løsning.

Min første pizza? Udrullet franskbrødsdej med selv samme puré og en lille håndfuld revet 17 uger ost fra Irma.

Og så skulle man jo ellers tro, jeg efterhånden var blevet for klog til at forsøge mig med noget små-italiensk.

Not so – aftenens skuffelse var pizza med hjemmelavet tomatsovs, parmaskinke, gorgonzola og bøffelmozzarella. (Mørk hemmelighed: Der var også lidt ananas på, elsker varm ananas og skinke, det var faktisk det bedste;))

Bliver jeg mon nogensinde klogere?