Delletriumf

Tillad mig et øjebliks ubehersket selvglæde: Det er lykkedes mig at lave en pandefuld spiselige frikadeller.

Jeg er hende, der har genskabt den sidste middag på Titanic ned i mindste detaljer, alle 13 retter, og endda tilberedt dem i et mikroskopisk sommerhuskøkken.

Jeg har lavet fire retter fra grunden til et 25 personers bryllup i et almindeligt køkken.

Men jeg har aldrig kunnet lave frikadeller. Før i dag.

Jeg er endda af den generation, som fik overleveret familieopskrifterne af min mor. Hun har lært mig alt fra fromage til flere slags dej – fra mør til gær, så jeg ikke engang behøver tænke før jeg går i gang.

Jeg har selvfølgelig deltaget i frikadelle-rørningen masser af gange, men måske forsvandt den basale indlæring, fordi jeg prøvede at komme til at dyppe en finger og smage på den rå fars – som var det bedste, jeg vidste – og min mor forsøgte at forhindre det, fordi hun var angst for trikiner.

Siden hen – min mor kan ikke mere konsulteres – har jeg forsøgt mig mængder af gange og med mængder af andre menneskers velbevarede familiehemmelige opskrifter.

Mine frikadeller har altid været ligegyldige og smagløse.

I dag slog jeg hjernen fra – nøjedes med the basics: Æg, kød, salt, peber, løg, mel og mælk og de blev fremragende.

Jeg vidste det allerede, da jeg i solen i haven stegte dem på panden over mit udendørs gasblus.

Skulle det så aldrig igen lykkes mig at lave tilfredsstillende frikadeller, har jeg i det mindste denne ene triumf at se tilbage på ;)

Og så såre de var kølet lidt røg der nogle stykker på godt rugbrød med god remulade på, for sådan foretrækker jeg frikadeller.

Og så havde jeg i øvrigt et hyggeligt gensyn med en gammel skattet ven: Emma Gad vi gider ikke – mit voksenlivs første kogebog, som er fedtet og slidt og siderne er klistret sammen. Det er sgu en herlig bog.